fredag den 28. oktober 2016

Uran i Kvanefjeld, Guld og Grønne Skove

Uranminen på Kvanefjeld har været længe undervejs. 


Vil man have en samlet, grundig og spændende indføring i jagten på Grønlands uran, kan jeg anbefale Uranbjerget: Om forsøgene på at finde og udnytte Grønlands uran fra 1944 til i dag af Henrik Knudsen og Henry Nielsen, Forlaget Vandkunsten, 2016.









I Uranbjerget kan man læse, at den nervepirrende historie om den grønlandske uran begyndte allerede, inden den første atombombe blev kastet over Japan i august 1945. Det grønlandske uranpotentiale var blevet nærstuderet i forbindelse med det amerikanske bombeprojekt (side 11).
  • I 1956 opdagede danske geologer uran og andre radioaktive stoffer i Kvanefjeldet/Kuannersuit
  • "Op igennem den kolde krig har danske skatteydere financieret adskillige kostbare efterforskningsprojekter på Kuannersuit" (side 11)
  • Men grønlandske og danske græsrødder satte hælene i i 1980 og bremsede det hele (side 12)


For- og bagside af Risøs reklame for uranudvindingsprojektet: 






Kemikere på Risø udviklede sidst i 1970'erne en ny metode til at trække uran ud af malmen. "Vi er temmelig sikre på at vi kan udvinde uran af den grønlandske malm efter en hel ny metode, sagde projektleder Jørgen Jensen til AG i juni 1981. Samme Jørgen Jensen er i dag ansat som rådgiver for GME, hvor han har vildledt om bl.a. uranminer og vinmarker. Kuannersuit News 2011, siger han også side 7:

"Fjeldet vil ligne sig selv. Selv om der bliver tale om en åben mine, vil der i det store billede kun ske minimale ændringer."


"Ligne sig selv" og "minimale ændringer"!?


Hvordan kan Kvanefjeldet ligne sig selv efter 37 års udvinding af REE/uran? 


Man kan se 2:42 inde i denne video fra GME, hvordan Kvanefjeld mister sin top. Jørgen Jensen bør uddybe sin argumentation.





REE/uranprojektet vil ændre landskabet: 


  • Kvanefjeldet vil blive fyldt med vand og blive til en sø 
  • Store mængder gråbjerg vil fylde i landskabet og 
  • dæmningerne ved Taseq vil rage op i landskabet, indtil de kollapser.


I Grønlandsposten/Atuagagdliutit og i Ingeniøren, begge digitaliserede, kan man læse om begejstringen i Danmark over uranfundene:  


Statsgeolog Asger Bertelsen sagde i 1960: "Der er arbejde til os i de næste 100 år" (foto nedenfor).


20.7.1960 Jagten på Sydgrønlands skjulte rigdomme er gået ind: 20 geologhold til fods og i luften leder efter uran og værdifulde mineraler

4.8.1966: Mulighed for udnyttelse af uranmalmen i Grønland: På Risø er man nået frem til en proces, der menes at kunne give et rimeligt udbytte af uranforekomsterne i Grønland, men man er ikke så langt fremme, at et endeligt svar kan gives


1.9.1966: Grønlandsk uran-udvinding en storpolitisk afgørelseKvanefjeld-uranens betydning afhænger af, om danske atomkraftværker skal udstyres med letvandsreaktorer, der er afhængige af amerikanske uran-leverancer, eller med tungtvandsreaktorer, der vil kunne drives med grønlandsk uran


3.8.1967 Grønlands uran får en chance Atomforsøgsstationen Risø har fundet en metode til udvinding af uran, men det bliver næppe aktuelt førend om 10-15 år


6.6.1968 Atter boringer efter uran i Kvanefjeld


2.4.1969 1,5 mio kroner til uran undersøgelser


7.2.1974 Kvanefjeldets uran skal drive atomkraftværker De stigende priser på uran gør det rentabel at udnytte den grønlandske uran. Det vil vare cirka 5 år, før en uranfabrik kan opføres ved Kvanefjeldet

17.10.1974 Politisk beslutning om uranen i 1977 Energikrisen har skabt øget interesse om uran


29.11.1974 Ingeniøren: "150 tons uranmalm fra Kvanefjeldet i Vestgrønland skal nu oparbejdes i en lille pilot-plant enten i Frederikssund eller på de tidligere Schou-fabrikker i Ravnsholm, som det rådgivende kemiske ingeniørfirma Haldor Topsøe A/S har købt. Kontrakt om projektet er netop indgået mellem Risø og Haldor Topsøe, fortæller civilingeniør Emil Sørensen, Risø’s kemi-afdeling. I de kommende måneder skal udstyr til forsøgsanlægget indkøbes. Anlægget skal kunne behandle ca. 100 kg pulveriseret malm pr. time mod de 3-4 kg i timen, man hidtil har kunnet behandle i Risø’s laboratorieopstilling."


13.11.1975 Store uranforekomster sporet i Østgrønland


20.11.1975 Mange uafklarede forhold omkring Kvanefjeldets uran - men uranen ligger der, ca. 16.000 tons, nok til at forsyne Danmark med energi i en meget lang årrække



3.6.1976: En begrundelse for EFs interesse for Grønlands fremtid: Interessante betragtninger om betydningen af grundstoffet lithium, der findes på Grønland


22.7.1976 Grønland må udlevere sit uran til Danmark og til EF af KUAK

30.8.1979 Uranmangel truer og kan fremskynde Narssak-projektet: Endnu ingen uranmangel inden for EF, men det kan komme hurtigt og presse priserne i vejret, siger for­ manden for det internationale energi­agentur, depar­tementschef Niels Ersbøll, til AG 


27.9.1979 En international konference om uranudvinding i København


6.12.1979 Risø bygger uranfabrik som forsøg Anlægget bliver i givet fald model for uranfabrikken i Kvanefjeld


6.12.1979 Uranen i Kvanefjeld brydes i åben mine - og det mindsker de miljømæssige risici på selve arbejdspladsen - side 2


31.1.1980 Komité forlanger klar besked om radioaktive stoffer


13.3.1980 3 uranprojekter gennemføres i Sydgrønland 


13.3.1980 Siumut kræver uranstop til sommer: Partiets hovedbestyrelse mener, at befolkningen skal have flere oplysninger om ressourceudvindingens konsekvenser, inden der fortsættes

27.3.1980 Uranundersøgelserne i landstinget: Det grønlandske landsstyre stoppede energiministeren


27.3.1980 Regelmæssig lægekontrol er overflødig i Kvanefjeld Det har ingen nyttevirkning siger Arbejdstilsynets overlæge Ole Svane


11.6.1980 Pilotanlægget på Risø skal starte efter ferien: Vi er temmelig sikre på, at vi kan udvinde uran af den grønlndske malm på en helt ny måde, siger projektleder Jørgen Jensen


19.6.1980 Har Danmark opgivet den grønlandske uran? af KUAK, Komitéen imod uranudvinding i Grønland

26.6.1980 14 mand graver sig een kilometer ind i Kvanefjeldet


1980 Hvorfor skifter Siumut mening?


31.7.1980 Fortsat kortlægning af uran i Grønland Men ingen udvinding efter sommeren


30.10.1980 Forslag om at placere uranfabrik ca. 100 km nordøst for Narssaq by: Det vil bl.a. betyde en række miljømæssige fordele siger projektleder Jørgen Jensen, Risø, der er ophavsmand til ideen


20.11.1980 Væsentligt argument for at udvinde uran i Grønland bortfaldet Danmark mister kun lige adgang til atombrændsel fra EF, hvis uranen i Kvanefjeld bliver liggende


18.12.1980 Flytning af uranfabrikken løser ikke miljøproblemer svar fra KUAK til Jørgen Jensen Risø



24.3.1982 Muligheden for vandkraft til uranminen undersøges Finansudvalget bevilger 3,6 mio kr til undersøgelser i Jonas Dahl Land


27.10.1982 Minister i dilemma om grønlandsk uran Tom Høyem varm
 fortaler for atomkraft


28.3.1983 Uran af højere kvalitet


RISØS rapporter om Kvanefjeld


Risø udsendte i december 1983 en pressemeddelelse, da alle rapporterne om Kvanefjeld var færdige. De tekniske og økonomiske muligheder for en rentabel uranmine og en hertil hørende uranfabrik så gunstige ud, står der side 220 i Uranbjerget, "når man ser det ud fra Risøs perspektiv." 

Nogle af de vigtigste punkter var bl.a. (side 220):

1. Der kan med sikkerhed brydes 56 mio tons uranholdig lujavrit med et gennemsnitligt indhold på 365 gram uran pr. ton malm, svarende til 20.400 tons ren uran. Og det vil vel at mærke kunne gøres i en åben mine. Foruden uran, det primære produkt, vil man også få mulighed for at udvinde andre grundstoffer såsom: lithium, beryllium, jern, mangan, gadolinium, zirkonium, niobium, tin, lanthan, ytterbium og thorium. De findes i høje koncentrationer i lujavritten, men den mulighed har Risøforskerne dog ikke taget hensyn til i deres vurdering af fremtidsudsigterne, skriver forfatterne til Uranbjerget

2. Risøforsøgene har vist, at man kan trække 80% af uranen ud af malmen

3. Det er umuligt med den aktuelle information "at give en endelig vurdering af en eventuel minevirksomheds påvirkning af miljøet, men mens minevirksomheden er igang, vil det "formentlig være muligt med passende kontrol- og rensningsforanstaltninger at holde forureningen på et acceptabelt niveau. Efter minevirksomhedens ophør vil såvel det åbne brud som depot for udludningsrest (red. tailings) udgøre potentielle forureningskilder. Der skal findes løsninger til effektiv begrænsning af udsivning af forureningskomponenter fra disse kilder" (Hovedrapport og pressemeddelelser i Forskningscenter Risø - Direktionens arkiv (Arkiv nr 1916+B02). ok 1. 1956-2006 Uranudvinding. RA.)

Der står i Uranbjerget side 221, at der refereres til de forsøg, som Arne Sørensen omtalte i Grønlandsposten i december 1979, og som er beskrevet mere udførligt i Kim Pilegaards miljørapport (1983). Af min korrespondance med diverse eksperter fra dengang har disse forsøg næppe fundet sted.

(...)

5. Minevirksomheden forventes at beskæftige 560-600 personer. Etableringen vil give jobs til 350-400 i følgeerhverv.  50% af direkte ansatte i virksomheden vil være hjemmehørende i Grønland. I følgeerhvervene 90%.

Størstedelen af den danske presse viste ikke stor interesse for Risøs rapporter. De refererede bare hovedrapporten. Da man vidste, at Danmark ikke ville få atomkraft, var aviserne trætte af at skrive både om atomkraft og om uran i Grønland (Uranbjerget side 222).

Ålborg Stiftstidende, der var tilhænger af uranudvinding i Kvanefjeld, citerede ledende grønlandske politikere: Jonathan Motzfeldt (Siumut) Aqqaluk Lynge (IA) og Lars Chemnitz (Atassut) "der ganske vist ikke alle er principielt modstandere af uranudvinding, men som dog er enige om, at der ikke kan være tale om at hente uranen op, før man er helt sikker på, at de potentielle miljømæssige påvirkninger er under kontrol."

"Politiken og Information slår i deres artikler, hhv. "Uran for 20 milliarder i grønlandsk fjeld" (POL 16.12.1983) og "Ingen uran fra Grønland" (INF 17.12.1983) på samme strenge som Ålborg Stiftstidende: Et stort flertal i Grønland synes at være imod uranminedrift, ergo bliver det ikke til noget foreløbig, om nogensinde" (222-223).



Den 25. januar 1984 skriver Jørgen Fleischer, AG's chefredaktør, der er tilhænger, side 6 (under signaturen Jûlut):

"Stort overskud og nye arbejdspladser"

"Om 10 år er det muligt at starte en minedrift, der vil give et tusind nye arbejdspladser og et årligt overskud på 40 mill. kr. Forekomsten ligger let tilgængelig. Men det hele er ikke så nemt som det lyder. For det drejer sig om uranen, og for de fleste unge mennesker i Grønland er uran en pestilens, der betyder ded og ødelæggelse af naturen. Brydning af uran er et spørgsmål om politisk beslutning, der næppe lader sig realisere i dag. Men landets økonomi kan blive så anstrengt, at man vil blive nødt til at skele til uranens muligheder." 

28.3.1984 svarer Peter Bach fra KUAK Jørgen Fleischer: Uranudvinding giver mange problemer


"I AG nr. 4, 1984 omtaler Jûlut Risø's nyeste rapporter om udvindingen af uranen i Kvanefjeldet. Af omtalen fremgår det at udvindingen af uranen vil give et årligt overskud på 40 mio. kr. og 1000 nye arbejdspladser heraf 600 til grønlændere. Såvel i overskriften som på forsiden bekendtgøres det med store typer at udvinden af uranen vil medføre »Stort overskud og nye arbejdspladser«.

KUAK — Komiteen imod uranudvinding i Grønland finder, på baggrund af en kritisk gennemgang af Risø's rapporter, at disse konklusioner er yderst tvivlsomme, og de giver et meget ensidigt billede af konsekvenserne af en uranbrydning." 

Til sidst slår Peter Bach/KUAK fast, at der allerede nu skal siges nej til brydningen. I samme nummer af AG er en læser fra Aasiaat, Bertil de Waal  forarget over Fleischers og andre atomkrafttilhængeres spillen hasard med menneskeskæbner. De Waal skriver bl.a.:

"På forsiden af Atuagagdliutit nr. 4 stråler et stort billede og en billedtekst, der lyder »hvis vi bryder kvanefjelduranen: Stort overskud og mange arbejdspladser«. Bortset fra et lille pip om »de unge mennesker i Grønland«, som altså er negativt indstillet, så stråler hele artiklen af optimisme og glæde over at Grønland råder over sådanne rigdomme, som uranen antages at være.

Nu er der næppe nogen, der kan beskylde »Julut« for at være ubegavet eller dårlligt oplyst. Derfor er det dobbelt ansvarsløst, at han lader optimismen komme så klart til udtryk. 


(...)


Listen af problemer er umådelig. Skal vi sikre os nogle millioner og nogle arbejdspladser, og så samtidig være så kyniske, at vi lukker øjnene for de problemer, som vi kommer til at påføre andre mennesker — og vore efterkommere? Dén tankegang hører vist ikke hjemme i dette land.

Bertil de Waal
Aasiaat

PS. Jeg er ikke ung, men jeg er negativt indstillet alligevel. Det er nemlig ikke os alle, der bliver ansvarsløse fordi vi bliver ældre"

I Danmark mente mange, at atomkraft var en farlig teknologi, som det var uansvarligt at bruge, og politikerne forstod budskabet (side 225 i Uranbjerget).

29.3.1985 vedtog Folketinget, at den offentlige energiplanlægning skal tilrettelægges uden brug af atomkraft.


  • I dag venter vi på miljøvurderingen af det genoplivede Kvanefjeldsprojekt 
  • Hvordan kan grønlænderne have tillid til, at nogen kan sikre en opbevaring af mange hundrede millioner tons affald, der udsender radioaktiv stråling i milliarder af år?


Miljøvurderingen/VVM'en vil efter al sandsynlighed oplyse, at der er lav risiko for mennesker og miljø ved minen og i nærheden, og at der er lille risiko for dæmningsbrud ved Taseq. 


Uranaffald, Uranmalm og manglende Oprydning på Risø

På det 3. møde i kontaktforum i Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM) om atomaffaldets fremtid (14.10.16) gav formanden for Veddelev Grundejerforening ved Risø, civilingeniør Piet Jansen (PJ), en præsentation af uran-projektet på Risø og spurgte, hvorfor der ikke er ryddet op 30 år efter. (PJ deltager i kontaktforum som repræsentant for en af de 6 borgergrupper i Danmark). 






Det er særdeles relevant at tage emnet op. Dansk Dekommissionering (DD) har nemlig endnu ikke en plan for, hvordan de vil håndtere 

  • ca. 1130 tons tailings/affald fra uran-udvindingsforsøg på Risø og 
  • 3.670 tons malm (råstof) fra Kvanefjeld. 
Skal affald og malm i et kommende slutdepot, på et kommende mellemlager eller et helt andet sted? Se svar fra DD til mig vedr. tailings og malm her - og her

Beslutningsgrundlaget 2008 oplyser side 16: "Gruppe 4, tailings, opbevares i dag under vand i to særlige bassiner. Materialet skal holdes vandmættet for at forhindre udsivning af den radioaktive gas radon. Tailings er derfor muligvis ikke velegnet til deponering i depoter som ligger over grundvandsspejlet. Tailings udgør ca. 600 m3 mens forurenet beton vil udgøre ca. 500 m3. Det er ikke endeligt afgjort hvor de 1.100 m3 tailings og underliggende beton skal slutdeponeres, men det vurderes at være en mulighed, at det skal ske sammen med det øvrige radioaktive affald." Citat slut



Urantailings er langlivet lavaktivt affald, der danner radioaktive efterkommere af uran i mia. af år.



Jeg vil fortælle lidt om baggrunden for, at der er uran-tailings og uran-malm hos DDMalm fra Kvanefjeld i Sydgrønland kom til Risø i to omgange. 
  • I 1962 udtog Risø 180 t malm fra en 20 m skakt i kanten af Kvanefjeldplateauet, og 
  • 1979-80 4700 t malm fra en 970 m lang tunnel, der gik tværs gennem forekomsten, ca. 150 m under overfladen.






  • Ingeniøren fortæller om forsøget (29.11.1974): "150 tons uranmalm fra Kvanefjeldet i Vestgrønland skal nu oparbejdes i en lille pilot-plant enten i Frederikssund eller på de tidligere Schou-fabrikker i Ravnsholm, som det rådgivende kemiske ingeniørfirma Haldor Topsøe A/S har købt. Kontrakt om projektet er netop indgået mellem Risø og Haldor Topsøe, fortæller civilingeniør Emil Sørensen, Risø’s kemi-afdeling. I de kommende måneder skal udstyr til forsøgsanlægget indkøbes. Anlægget skal kunne behandle ca. 100 kg pulveriseret malm pr. time mod de 3-4 kg i timen, man hidtil har kunnet behandle i Risø’s laboratorieopstilling."
  • I Jubilæumsbogen »Til samfundets tarv - Forskningscenter Risøs historie« kan man side 348 læse om uranudvindingsprojektet. Her står at forsøg i 1975 med sulfateret ristning grund af naboprotester blev flyttet fra Haldor Topsøes virksomhed i Ravnsholm til Risø i den nyligt lukkede reaktor DR2.
  • Jubilæumsbogen fortæller om det lange og dyre projekt med uranudvinding på Grønland. Indtil 1983 troede man i Danmark på atomkraft, og man ville udvinde egen uran. Projektet var et af dem, der fik størst støtte fra Handelsministeriets pulje til energiforskning. »Om det samfundsmæssigt har været en god investering er et betydeligt sværere stykke at gøre op,« skriver forfatterne, der mener, det er ret bemærkelsesværdigt, at Risø trods næsten vedvarende kritik formåede at fastholde projektet indtil 1983: »Fra 1956 og frem og især perioden 1972-76, udarbejdede Risø-medarbejderne flere notater til AEK (red. Atomenergikommissionen) og de skiftende regeringer, som gjorde det klart, at indførelse af atomkraft ville være risikabelt, hvis man ikke sikrede sig en national uranproduktion.« At sikre national uranproduktion var »irrelevant« iflg. forfatterne, for frem til 1970erne kunne man købe billigere uran på verdensmarkedet. Selv om atomkraftrettede projekter i 1976 blev nedtrappet, og man omstillede aktiviteterne på Risø, så blev uranprojektet opprioriteret, ikke mindst fordi det var sat på skinner i 74/75.



"I løbet af 1980 ankom 5000 tons uranmalm til Risø, og et kæmpe grå-grønt malmbjerg hobede sig op midt på halvøen. Ved DR2, som var lukket i 1975, begyndte opbygningen af et 1,3 km langt rør bukket i hårnålefacon og pakket i varmeisolerende kasser. Ved at pumpe en blanding af opslemmet malm og lud igennem røret kunne uranen trækkes ud af malmen. På grund af reaktionstiden var det nødvendigt med så langt et rør. For at undgå kogning skulle trykket være højt, nemlig 145 atmosfære ved indgangen og ca. 100 ved udgangen. Ved at vælge et rør fremfor en tank kunne processen foregå kontinuerligt, hvilket var vigtigt, hvis ideen skulle sælges til industrien." Til samfundets Tarv - Forskningscenter Risøs historie, 1998, side 346.





En samlet indføring Om forsøgene på at finde og udnytte Grønlands uran fra 1944 til i dag findes i Uranbjerget af Henrik Knudsen og Henry Nielsen, Forlaget Vandkunsten, 2016.


Side 212-228 handler om uranudvindingsanlægget på Risø. Resultaterne og receptionen af rapporterne om uranprojektet.




Affaldet fra uran-udvindingsforsøgene


Affaldet fra forsøgene på Risø, de såkaldte tailings, blev lagt i 2 bassiner udenfor under vanddække for at forhindre udsivning af den radioaktive gasart radon. Der skulle have været lavet forsøg med urantailings if. Grønlandsposten 6.12.1979, men ingen har kunnet oplyse mig, om disse forsøg har fundet sted (se korrespondance). 

Også Risøs foreløbige miljørapport af Kim Pilegaard (1983 udgivet i 1990) omtaler forsøg side 109-110: "In order to chose a suitable method for covering of the tailings pond experiments should be made in the laboratory, at the tailings ponds at Risø and in the field in Greenland. The experiments should include measurements of radon flux from the surface of the bare tailings at different tailings thickness, moisture content, and temperature."

Andet affald fra uran-forsøget på Risø


I Afsluttende rapport fra dekommissionering af reaktor 2/DR2 (min fremhævning med rødt) kan man læse, at under rummet med DR2 findes en plastikbeholder mærket "kemi", der "menes at stamme fra senere uranprojekt".

side 57:

5.3.4 Fjernelse af løse emner oplagret på DR 2


I både driftskælderen og eksperimentkælderen har der gennem tiden været oplagret forskellige emner stammende fra diverse forsøg, driften af DR 2, aktiviteterne i bygningen efter DR 2’s nedlukning samt emner fra de øvrige reaktorer på området. Før igangsætningen af dekommissioneringsarbejdet på kølesystemerne skulle disse ting fjernes. Alle emner skulle således registreres i ADS, kontrolmåles og bortskaffes efter samme retningsliner som for reaktoranlægget. 


side 59 (min fremhævning med rødt):

Emne:

• Plastikbeholder mærket “kemi”. Har ikke været brugt i forbindelse med drift af DR 2. Menes at stamme fra senere uranprojekt.

Måling på stedet / i F-laboratoriet:

  • Beholder måles på stedet, foto registreres.
  • Der skal tjekkes for rester/væsker i beholder
Citat slut


Mht. eventuel forurening ud for Risø-udløbet som Piet Jansens spørger om i sin planche (øverst) kan man læse om miljøtilstanden i Roskilde Fjord, udgivet af Miljøministeriet i 2008. Og i et feltstudie: miljøfarlige stoffer ålekvabber, fra 2010 kan man i sammenfatningen læse flg.:



 "Misdannede ålekvabbeunger forekommer i danske kystområder. Denne feltundersøgelse viste, at der indikeres en sammenhæng mellem belastningen med flere typer af miljøfarlige stoffer og forekomst af kuld med misdannede unger. Der er også en ubalance i biomarkørresponser, som hænger sammen med øget forekomst af miljøfarlige stoffer." 

citat slut

Skrevet af Anne Albinus

Henvisninger
1. Klik for NOTAT om uranholdige bjergarter af Jens Bjørneboe, mag. scient.


2. Forstudiet maj 2011 COWI, Studsvik mfl. (min fremhævning) side 12:


Tailings and contaminated concrete 


Tailings produced during experiments with extraction of uranium from uranium ore in the 1970’s and 80’ have been stored at Risø in large concrete basins covered by water. The concrete making up the basins has been contaminated by the activity originating in the tailings. Both tailings and concrete include considerable amounts of long lived α-emitters (although at low concentrations) and should therefore be kept safe for a very ling time. 

The amounts and volumes of the different types of waste are summarised in Table 2.1 and Table 2.2 together with the type of radiation related to the decay of the radioactive nuclides present in this waste type. 


The amounts etc. listed in these two tables do not include the tailings and the related concrete, which combined are numbered waste type 21. The overall amount of tailings is 1130 tonne. The radiation related to the tailings is of very low level, for some nuclides very close to the clearance level, but are all long-lived α-nuclides. 


Forstudiet maj 2011 (min fremhævning) side 16



Tailings 

This waste originates from the industry, hospitals and universities. The list of nuclides provided indicates the diverse kind of origin. 

Tailings originating from a uranium pilot plant at Risø. A fraction of U-238, U- 235 and U-234 have been removed. The radionuclide content is close to the clearance levels. 


In order to carry out the preliminary safety assessment and give recommendations as to the conditioning of the different waste types, it has been necessary to estimate in further detail, which nuclides are related to which waste types. This has been carried out as a part of the pre-feasibility study on the basis of the information about waste types and overall activity given by Danish Decommissioning. The basis for the estimates is primarily the information given in the following documents: 

  • Danish Decommissioning (2009e). The document includes a list of nuclides required to be considered in an assessment of the location of the repository: H-3 C-14 Ca-41 Fe-55 Co-60 Ni-63 Sr-90 Ba-133 Cs-137 Eu- 152 Eu-154 Rn-222 U-235 U-238 Pu-239 Pu-241 Am-241. 
  • Danish Decommissioning (2010a). DD informs that the tables are of an early date and not complete. However, the information on specific nuclides may support the information retrieved from other sources. 
  • Danish Decommissioning (2010b), including a list indicating “Activity of tailings". 
    Radionuclides considered in the pre-feasibility study are listed in Table 2.3 to Table 2.5. The tables include some very short lived nuclides. This is because these nuclides contribute significantly to the indicated present total activity level of waste of external origin and they are required for calculation of nuclide distribution only, based on the information of the overall activity. 
    Waste of external origin includes other nuclides than indicated in the tables, some in small or trace amounts. All nuclides in considerable amounts are listed; nuclides with an activity (per 2008) of less than 1 GBq are omitted. 
    Based on the above, estimates have been made for nuclide contents for each of the 20 waste types. Details on this can be found in Annex A. 


mandag den 17. oktober 2016

Atomaffaldssagen spøger stadig



  • skal det graves ned og glemmes i et slutdepot?
    eller 
  • skal der holdes øje med det på et nyt mellemlager? 

Det radioaktive affald er en blanding af både kortlivet (radioaktivt i ca. 300 år) og langlivet (radioaktivt fra 300 år til mia. af år).

Hvis folketinget vælger et slutdepot, vælger det katten i sækken, for slutdepotplanen er baseret på forenklinger og gætterier: den er nemlig generisk, dvs. overordnet. 

Der mangler bl.a. detaljeret information mht.
  • affaldets sammensætning
  • hvilket affald der endeligt skal deponeres
  • geologi: ler eller granit og 
  • dybde og monitorering.

Taberne er allerede udpeget på 6 steder i 5 kommuner: Østermarie på Bornholm, Thyholm, Thise, Skive Vest, Rødbyhavn og Kertinge Mark ved Kerteminde:



Mængden af det danske atomaffald er lille i forhold til atomkraft-lande. Hovedparten stammer fra cirka 40 års drift af nukleare anlæg. Resten stammer fra danske brugere af radioaktive stoffer. Desuden er der affald fra forretningsmæssige tiltag på Risø: forsøg med udvinding af uran af malm fra Kvanefjeldet i Grønland og egenproduktion af brændselsstave sammen med Helsingør Værft. Man håbede, at Danmark kunne blive selvforsynende med uran og brændselsstave, hvis vi fik atomkraft. Men drømmen blev slukket i 1985, da folketinget valgte at tilrettelægge den offentlige energiforsyning uden atomkraft. 

I 2003 besluttede Folketinget, at anlæggene på Risø skulle afvikles senest 2023, samt at der skulle udarbejdes et beslutningsgrundlag for et slutdepot.

I januar 2009 blev beslutningsgrundlaget forelagt Folketinget, og 4. maj 2011 blev konklusioner og anbefalinger fra forstudierne offentliggjort, udarbejdet af COWI og Dansk Dekommissionering (en statslig organisation der afvikler de nukleare anlæg på Risø). Forstudierne udpegede 22 - og anbefalede 6 - mulige områder til placering af slutdepotet, der skal underlægges yderligere studier.

Borgergrupper i de 5 udpegede kommuner foreslog et alternativ, et mellemlager, som fik støtte fra deres borgmestre. Med et mellemlager som i Holland kan man holde øje med affaldet i cirka 100 år og have tiltro til, at forskning når frem til at kunne uskadeliggøre de dele af affaldet, der er radioaktive i mere end 300 år. Mellemlagerløsningen vakte genklang, og der blev udarbejdet et beslutningsforslag. Den 11.3.2015 besluttede partierne i folketinget, at et mellemlager skulle undersøges yderligere. 24.8. i år blev første del af de supplerende mellemlagerundersøgelser offentliggjort. Overslaget viser, at et mellemlager bliver dyrere end et slutdepot.

I november 2016 følger endnu en delrapport udarbejdet af GEUS om kriterier for lokalisering af et mellemlager samt de socioøkonomiske forhold, der bør inddrages i det videre arbejde med en langsigtet løsning på opbevaring af radioaktivt affald i Danmark. En samlet rapport på grundlag af de to delrapporter forelægges uddannelses- og forskningsministeren af en tværministeriel arbejdsgruppe inden udgangen af 2016. Herefter skal sagen behandles politisk i løbet af 2017.

Folketinget står over for et vanskeligt valg. Skal det vælge den billigste løsning: et slutdepot, der kan ende med at blive den dyreste, da ind- og udsivning ikke kan undgås? I Tyskland skal tønder, der lækker med atomaffald, tages op fra et slutdepot i en gammel saltmine ASSE II. Prisen bliver cirka 300.000 kroner pr. tønde. 

Myndighedernes foretrukne løsning er tilsyneladende et slutdepot, men problemet er, at slutdepotplanen er generisk/overordnet. Derved har myndighederne kunnet afvise kritik med, at slutdepotet kun realiseres, hvis Sundhedsstyrelsen Strålesikkerhed (SIS) godkender det. Er det sandsynligt, at SIS ikke godkender slutdepotet? Indtil juni 2015 var sundhedsministeriet, hvorunder SIS hører, ansvarlig for slutdepotplanen. I juni 2011 repræsenterede en SIS-ansat sundhedsministeriet på et møde om affaldet i Kerteminde Kommune.

Den svenske strålesikkerhedsmyndighed udtalte i forbindelse med ESPOO-høringen i 2014, at Danmark bør beskrive sammensætningen og indholdet af affaldet mere grundigt og præsentere de forskellige slutdepotkoncepter med større teknisk detalje. Kritik lød også fra Slesvig-Holstens Energiministerium (SHE), fordi det af de fremlagte høringsdokumenter ikke fremgik, hvilke radioaktive udslip, der kan forekomme ved uheldsscenarier. Derudover mangler der if. SHE dybtgående informationer om affaldsegenskaber, slutdepotkoncept, sikkerhedssystem, den fremtidige drift, mulige uheld og transport af affald til slutdepot.

Umweltinstitut München e.V, et uafhængigt miljøinstitut, kritiserede den strategiske miljøvurdering på grund af dens vaghed. Den giver ikke tilstrækkelig vurdering af de 6 udpegede steder. Instituttet afviste planen om at slutdeponere de 233 kg højaktivt affald, det særlige affald, i samme slutdepot som det lav- og mellemaktive affald. Det må ikke finde sted under nogen omstændigheder if. instituttet.

Slutdepotplanen er desuden blevet kritiseret af direktøren i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, Johan Swahn, fordi Danmark kommer til at deponere også langlivet mellemaktivt affald samt 233 kg højaktivt affald i et slutdepot til kortlivet affald. Ingeniør Gerhard Schmidt fra Öko-Institut mener ikke, det planlagte danske slutdepot vil kunne holde farlige radioaktive isotoper væk fra mennesker og miljø. Kun to typer affald er ufarlige efter 10.000 år, en kræver lidt længere tid. De resterende 18 typer affald skal isoleres fra biosfæren i 100.000 år eller mere.

Atomaffaldssagen har ud over manglende information til offentligheden om affaldet og om slutdepotplanen været præget af manglende borgerinddragelse. Da uddannelses- og forskningsministeriet (UFM) overtog sagen i juni 2015, blev der indledt en dialog. 3 repræsentanter for de 5 borgergrupper i de 6 udpegede slutdepotområder og formanden for Veddelev Grundejerforening deltager sammen med myndigheder og repræsentanter for miljøorganisationer, KL og Danske Regioner i et kontaktforum, hvor affaldsplanerne diskuteres. 

Egentlig borgerinddragelse er der ikke tale om. F.eks. opfattes borgerne med en UFM-embedsmands ord som tilskuere til en fodboldkamp, når den tværministerielle arbejdsgruppe skal forelægge anbefalinger til ministeren i slutningen af 2016.

For at imødekomme borgergruppernes ønske er der nedsat et uvildigt ekspertpanel. På et spørgsmål om omdefineringen af det højaktive affald på Risø (de 233 kg særligt affald) til langlivet mellemaktivt, forsvarer to medlemmer af det uvildige ekspertpanel omdefineringen i et svar den 5.9.16. De finder det i orden at omdefinere højaktivt affald på baggrund af varmeafgivelsen fra affaldet, men brændselsstave, der har siddet i en reaktor - hvad enten det har været med henblik på energiproduktion eller forsøg (de 233 kg særligt affald) - bør altid betragtes som højradioaktivt affald. Gør man ikke det, bliver det muligt at nedklassificere alt brugt brændsel til langlivet mellemradioaktivt affald ved at blande det med ikke-radioaktivt materiale. Se min kommentar til eksperternes svar. Deres svar af 6.10. og min seneste kommentar af 9.10.

Atomaffaldssagen giver fortsat anledning til stor bekymring i de 6 udpegede områder. Men sagen er også et regionalt og nationalt anliggende. Det er på tide at vågne op, så folketinget ikke lader sig manipulere til at bane vejen for en ny Høfde 42-skandale.

Skrevet af Anne

Miljøvurdering af plan for etablering af slutdepot for lav- og mellemaktivt affald