fredag den 26. februar 2016

Landbrug, Atomaffald og meget Mere


Jeg ved intet om landbrug. Jeg ved ikke, om miljø- og fødevareministeren bliver siddende, eller om der bliver udskrevet folketingsvalg.

Men i de sidste par dage har jeg oplevet:
  • at et parti har stået fast på kravet om, at en minister skal give de nødvendige oplysninger om en sag, og gøre det retvisende, hurtigt og villigt 
  • at et folketingsudvalg har indkaldt kompetente og uafhængige eksperter for at få sagen belyst, inden det tog endelig stilling til et lovforslag 
  • at et flertal i folketinget ikke har tillid til en minister, der prøver at feje ubekvemme oplysninger ind under gulvtæppet. 

Undskyld, men jeg kan ikke lade være med at tænke på sagen om det radioaktive affald.

Kommer vi nu til at opleve: 

  • at et parti (eller måske endda flere) vil kræve, at en minister skal give de nødvendige oplysninger om det radioaktive affald, og gøre det retvisende, hurtigt og villigt? 
  • at et folketingsudvalg vil indkalde en række kompetente og uafhængige eksperter for at få sagen ordentligt belyst, inden folketinget tager endelig stilling til, hvordan det radioaktive affald skal opbevares? 
  • at et flertal i folketinget ikke har tillid til en minister, der prøver at feje ubekvemme oplysninger om det radioaktive affald ind under gulvtæppet? 

Jeg kan håbe det, men jeg kan, ærlig talt, ikke rigtig tro det.

Alligevel er der sket noget:

Et parti har stillet kvalitetsmæssige krav til begrundelsen for et lovforslag. Ikke fordi de er modstandere af lovforslaget, men fordi de mener, at det skal gå ordentligt til, når der lovgives. Der skal være respekt om lovgivningsprocessen i befolkningen.

Disse krav har udløst den største politiske krise i mange år.

Nogen må da kunne se, at der er et problem her.


Skrevet af Jens

Ingen kommentarer:

Send en kommentar