Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

fredag den 26. februar 2016

Landbrug, Atomaffald og meget Mere


Jeg ved intet om landbrug. Jeg ved ikke, om miljø- og fødevareministeren bliver siddende, eller om der bliver udskrevet folketingsvalg.

Men i de sidste par dage har jeg oplevet:
  • at et parti har stået fast på kravet om, at en minister skal give de nødvendige oplysninger om en sag, og gøre det retvisende, hurtigt og villigt 
  • at et folketingsudvalg har indkaldt kompetente og uafhængige eksperter for at få sagen belyst, inden det tog endelig stilling til et lovforslag 
  • at et flertal i folketinget ikke har tillid til en minister, der prøver at feje ubekvemme oplysninger ind under gulvtæppet. 

Undskyld, men jeg kan ikke lade være med at tænke på sagen om det radioaktive affald.

Kommer vi nu til at opleve: 

  • at et parti (eller måske endda flere) vil kræve, at en minister skal give de nødvendige oplysninger om det radioaktive affald, og gøre det retvisende, hurtigt og villigt? 
  • at et folketingsudvalg vil indkalde en række kompetente og uafhængige eksperter for at få sagen ordentligt belyst, inden folketinget tager endelig stilling til, hvordan det radioaktive affald skal opbevares? 
  • at et flertal i folketinget ikke har tillid til en minister, der prøver at feje ubekvemme oplysninger om det radioaktive affald ind under gulvtæppet? 

Jeg kan håbe det, men jeg kan, ærlig talt, ikke rigtig tro det.

Alligevel er der sket noget:

Et parti har stillet kvalitetsmæssige krav til begrundelsen for et lovforslag. Ikke fordi de er modstandere af lovforslaget, men fordi de mener, at det skal gå ordentligt til, når der lovgives. Der skal være respekt om lovgivningsprocessen i befolkningen.

Disse krav har udløst den største politiske krise i mange år.

Nogen må da kunne se, at der er et problem her.


Skrevet af Jens

onsdag den 24. februar 2016

Borgere og Borgmester stoppede en Uranmine i Portugal

URÂNIO EM NISA, NÃO!!!

URAN I NISA, NEJ!!!


I den smukke middelalderby Nisa (7.400 indbyggere) i Alentejo regionen i Portugal er det lykkedes borgere og en borgmester Gabriela Tsukamoto at bremse et uranmineprojekt, kun 12 km fra byen. Borgerne organiserede sig sammen med repræsentanter for det lokale erhvervsliv i en bevægelse mod uran, MUNN.

I 2001 stoppede Portugal med uranudvinding, men da priserne på uran steg mellem 2000 og 2003 blev internationale selskaber interesserede i at genoptage udvindingen. Man vurderede, at uran-reserverne ved Nisa var mere end 43 mio euro værd. Mineselskaber stillede sig i kø for at få licens, men borgerne i Nisa sagde nej, inden den portugisiske regering nåede at reagere. (1) For tiden står projektet stille. (23)

Uran-åren i Nisa blev opdaget i 1957. Det er den største i Portugal, og fra 1960erne til 1991 blev der udvundet uran her. De lokale myndigheder er i dag bekymret over de åbne miner og affaldsdepoterne.

Borgerne foretrækker bæredygtig produktion af deres lokale produkter bl.a. den certificerede berømte gedeost Queijo di Nisa og oliven fremfor jobs i en uranmine, skriver den tyske journalist Norbert Suchanek i en artikel No Uranium mining in Alentejo. (1)

Som nævnt organiserede byens borgere sig i MUNN for at modsætte sig et nyt uranmineprojekt. Hvad betyder 70 jobs i minen mod flere hundrede jobs indenfor turisme og produktion af egnens berømte fødevarer? 




Nisa's verdensberømte ost (D.O.P) Queijo di Nisa, 
der har vundet flere internationale priser


"At udvinde radioaktivt uran er ikke foreneligt med produktion af certificerede fødevarer af høj kvalitet eller med områdets wellness- og kulturelle turistattraktioner,
sagde Nisas borgmester i 2008, Gabriela Tsukamoto. (2)


Borgmesteren havde gode argumenter mod minen, som hun fremførte roligt i debatter med "clean energy" eksperter og i skoler sammen med medlemmer af MUNN. Hun opfordrede tidligere uranminearbejdere, der er blevet syge, til at fortælle om det.



Først foregav de potentielle mineselskaber medfølelse overfor borgerne i Nisa. Uran i jorden er en sundhedsfare, sagde de. Det skal tages ud for at beskytte mennesker. Den form for hykleri havde virket før, bl.a. med oprindelige folk i den canadiske provins Saskatchewan. Men da minelobbyen indså, at de lokale i Nisa ikke sådan var til at narre, forsøgte man at bestikke dem med job og penge. 

"Vi kæmper mod millioner af euro og imod millioner af tons tailings," sagde borgerne if. denne artikel. (2) "Først og fremmest kæmper vi for en fremtid, der er fri for stråling".

Dangers from Uranium Ore Milling

Nisa og UNESCO's Global Geoparks Network


Siden 2006 har Nisa været sammen med Southern Meseta Naturtejo Geopark, der er medlem af Global Geoparks Network udviklet under UNESCO


Nisa har et stort potentiale for innovativ geoturisme, skriver forfatteren til en peer-reviewed (24) artikel 2014: "Tourism in the Naturtejo Geopark, Under the Auspices of UNESCO, as Sustainable Alternative to the Mining of Uranium at Nisa (Portugal)": "The wide diversity of tourism resources should be developed to deliver experience-based thematic tourism routes to support the increase in lodging, restaurants and active tourism enterprises in the region." (3)





Nisa er omgivet af rige muligheder for vandre- og cykelture. Den tidligere borgmester Tsukamoto advarede om, at de negative påvirkninger fra en uranmine vil række ud over byen. Uranudvinding skaber radioaktivt støv, der med vinden føres et godt stykke væk fra området, og forureningen af grundvandet kan forurene Tajo-floden.



Der findes 3 olivenolier i området, der er kvalitetsmærkede: Azeite de Moura, Azeites do Norte Alentejano og Azeite do Alentejo Interior'


Konsekvenserne af en uranmine vil være enorme i årtier frem, siger António Eloy, der er nuklear ekspert for den portugisiske anti-atomkraft bevægelse Movimento Não a Opção Nuclear. (2) Også miljøingeniør Cláudia Derboven Sequeira siger i samme artikel (2), at uranudvinding, hvad enten det sker i en lukket eller i en åben mine, skader miljøet. Det Internationale Atomenergiagentur IAEA nævner også, at affald fra uranudvinding og spildevand giver grund til bekymring, da begge indeholder en stor mængde af de radioaktive stoffer fra ​malmen, samt mange tungmetaller og andre giftstoffer, skriver Suchanek. (1)

Portugals radioaktive arv


De 4.000 tons uran, der er blevet udvundet i Portugals tidligere uranminer, har efterladt 7,8 millioner kubikmeter slagger. Dynger af affald, der indeholder uran, radium og deres nedbrydningsprodukter, radioaktive miner og stenbrud, damme med spildevand og tailings, altsammen udgør det en fare for vandressourcer og folkesundhed, forklarer Cláudia Derboven Sequeira. (1) 

Tidligere ansatte, der arbejdede på Portugals største uranmine i Urgeiriça nær Viseu, har kæmpet for at få ordentlig erstatning for virkningerne på deres helbred. Arbejdsvilkårene i minerne var skandaløse, især i de første årtier. 115 af omkring 500 minearbejdere er allerede døde af kræft, siger António Minhoto, der selv var ansat på Urgeiriça og nu leder miljøgruppen, Associação Ambiente em Zonas Uraníferas (Azu). (1)

Uranminen Urgueriça åbnede i 1922 og lukkede i 80erne. Minen var 600 meter dyb. Bl.a. Marie Curie besøgte Urgueiriça for at få radium til sin forskning.

T.o. er man begyndt en oprydning og genopretning af uranminer efter miljøskaderne.(15)



Erstatning til kræftramte uranminearbejderes efterladte



11.2.16 skrev Jornal de Notícias, at det portugisiske parlament enstemmigt havde vedtaget, at enker og børn efter uranminearbejdere, der er døde af kræft som følge af radioaktivitet, vil få udbetalt erstatning. 50.000 euros til de familier, hvor manden døde i en alder ml. 45 og 55 af lunge-, knogle- eller lymfekræft. 40.000 euros til dem, der kan bevise, at deres ægtefælle eller forælder døde i en alder ml. 56 og 65, af samme grunde, og 30.000 euros i tilfælde, hvor den afdøde var over 65 år. 



Skrevet af Anne


Henvisninger

MUNN : Movimento Urânio em Nisa Não

I 2008 demonstrerede 300 borgere imod projektet

4. Uranium mining in Portugal: a review of the environmental legacies of the largest mines and environmental and human health impacts. April 2014

5. Efficacy of hair analysis for monitoring exposure to uranium: a mini-review. 2014


7. Portugal Uranium Mining Nuclear Heritage


10. Uranium anomaly evaluation in groundwaters: a hydrogeochemical study in the Nisa region, Portugal  1989

11. Nisa Uranium Mining Project Wise-Uranium

12.  Uranium mining not in NISA 2012 FILM

13.  Environmental remediation and radioactivity monitoring of uranium mining legacy in Portugal 2009 IAEA

14. Visit Alentejo




16. Environmental Radioactivity Assessment Around Old Uranium Mining Sites Near Mangualde (Viseu), Portugal 2007

17. Fra Wise-Uranium:

Families of Portuguese uranium miners who died from occupational cancers finally to receive compensation

Widows and children of uranium miners, who died from cancers caused by radioactivity, will be compensated by the state, almost 15 years after the closure of the National Uranium Company.
The compensation will be 50,000 Euros for the families of those who died between the age of 45 and 55, due to malignancies, including lung, bone and lymph/hematopoietic system. 40,000 Euros will receive who can prove that the spouse or parent died between the age of 56 and 65, for the same reasons, and 30,000 Euros in cases in which the victims were over 65 years. Parliament unanimously approved this Friday (Feb. 12).
According to the socialist deputy James Barbosa Ribeiro, it is estimated that in 70 cases workers were victimized by the effects of contact with that very mineral used in the defense industry and the nuclear power plants. (Jornal de Notícias Feb. 12, 2016)

Former Urgeiriça uranium miners again asking for compensation

About 70 miners from the former uranium mines at Urgeiriça this Saturday (May 17) held a vigil in front of the official residence of the Prime Minister again demanding compensation for the families of those who died from occupational diseases. (Jornal de Notícias May 17, 2014)

Significant DNA damage found in residents living near an abandoned uranium mining site (Portugal)

"Significant DNA damage was observed in the peripheral blood samples from volunteers living in the Cunha Baixa village. A significant decrease of NK and T lymphocytes counts were observed in the individuals from the Cunha Baixa village, when compared with individuals from the reference site. Uranium and manganese levels were significantly higher in the Cunha Baixa village inhabitants. On the other hand, zinc levels were significantly lower in those individuals when compared with the volunteers from the control village. Results suggest that inhabitants from Cunha Baixa have a higher risk of suffering from serious diseases such as cancer, since high DNA damages were observed in peripheral blood leukocytes and also decreased levels of NK and T cells, which play an essential role in the defense against tumor growth."
Biomonitoring a human population inhabiting nearby a deactivated uranium mine, by Lourenco J, Pereira R, Pinto F, et al, in: Toxicology, aheadofprint, Jan. 28, 2013

Serious DNA damage found in mice living in the surroundings of an abandoned uranium mining site (Portugal)

"Genotoxic effects caused by the exposure to wastes containing metals and radionuclides were investigated in the European wood mice (Apodemus sylvaticus). The animals were captured in the surroundings of an abandoned uranium mining site. [...]
Results confirmed the bioaccumulation of cadmium and uranium in organisms exposed to uranium mining wastes. P53 gene was found to be significantly up-regulated in the liver of those organisms and SNPs in the Rb gene were also detected in the kidney.
Our results showed that uranium mining wastes caused serious DNA damage resulting in genomic instability, disclosed by the significant increase in DNA strand breaks and P53 gene expression disturbance. These effects can have severe consequences, since they may contribute for the emergence of serious genetic diseases. The fact that mice are often used as bioindicator species for the evaluation of risks of environmental exposure to humans, raises concerns on the risks for human populations living near uranium mining areas."
Metal bioaccumulation, genotoxicity and gene expression in the European wood mouse (Apodemus sylvaticus) inhabiting an abandoned uranium mining area, by Lourenco J, Pereira R, Goncalves F, et al, in: The Science of the Total Environment, a head of print, Dec. 6, 2012

18. Reportagem RTP Minas da Urgeiriça 2007


20. Portugals industri kulturarv

21. Uranium mining in Portugal: a review of the environmental legacies of the largest mines and environmental and human health impacts 13.3.2013

22. Portugal COMRSIN - Comissão Reguladora para a Segurança das Instalações Nucleares (Portugal)
08/2015 - First National Report by Portugal as Required under Article 14.1 of Council Directive 2011/70/EURATOM
>> report


23. Uranium Mining in Europe Österreichicsches Ökologie Institut on behalf of Wiener Umwelt Anwaltschaft 2012. P. 14 om Portugal

p.10


Tailings from uranium ore milling – tailing ponds

"During uranium extraction enormous amounts of sludge tailings are produced: The sludges produced almost equals the amount of mined ores. When the ore grade is 0.1 %, than 99.9 % of ore needs to be disposed of after extraction.

Surface as well as underground mining but also In-situ leaching produce so called tailings. They are pumped into sedimentation ponds and several million tons of radioactive tailings are stored there. The waste sludge contains longlived decay products like Uranium and Radium and Thorium, which constitutes 85 % or the original radioactivity of the ore. In addition leftovers from Uranium and other heavy metals like Arsenic and leftovers from chemicals used during uranium extraction are still present. 20 Those tailings pose an enormous threat to the inhabitants of the surrounding area: seepage can contaminate soil, water bodies and drinking water. In particular sulfurous ores like pyrite produce sulfuric acid in the seepage water, which signifcantly increases the leaching of pollutants into the seepage water"

24. Peer-reviewed: En artikel der vurderes af uafhængige sagkyndige før den optages

mandag den 22. februar 2016

Når Uranminen lukker

I et tidligere indlæg fortalte jeg, hvordan en erfaren dansk forsker på uran-oplysningsturen i maj/juni 2015 i Nanortalik, Qaqortoq, Narsaq og Qassiarsuk viste et foto af en naturgenopretning af en tidligere uranmine Bellezane i Frankrig

Jeg undrede mig over valget af Bellezane, da jeg ved, der er meget alvorlige miljøproblemer der. Depotet lever ikke engang op til normerne for en losseplads for husholdningsaffald if. en fransk miljøjurist, jeg har talt med. Jeg spurgte derfor den danske forsker, hvorfor han valgte et foto fra netop Bellezane. Han svarede:


"Jeg valgte dette fordi jeg kunne finde et pænt billede der viser overdækning og re-vegetering af tailings. Jeg har ikke vurderet den kemiske effekt af dette. Billedet er taget her fra: http://www-ns.iaea.org/downloads/rw/projects/emras/emras-two/first-technical-meeting/fifth-working-group-meeting/working-group-presentations/workgroup2-presentations/presentation-5th-wg2-monitoring-data-bellezane.pdf Dette site siger ikke meget om tailingsdepotets udsivninger, og det er heller ikke det jeg forsøger at vurdere."



  • Bellezane er et af de værste eksempler på forurening fra urantailings, bl.a. fordi de underjordiske minegange øger forureningen nedstrøms ved den tidligere uranmine. Det ansvarlige selskab har ikke råd til at lave et ordentligt tailingsdepot.
  • Er det i orden at vise borgerne i Nanortalik, Qaqortoq, Narsaq og Qassiarsuk et foto, der på overfladen er grønt og pænt, men samtidig skjuler et stort miljøproblem?



Uranminen Bellezane med urantailings/affald før genopretning i 1992-97. Bellezane ligger i kommunen Bessines sur Gartempes i departementet Haute Vienne i regionen ALPC

Bellezane efter genopretning som vist på uran-infoturen i maj/juni 2015. I bunden af det, der engang var to åbne miner er lagt mio af tons tailings og ovenpå er lagt gråbjerg. 



Problemer med det radioaktive og giftige affald fra uranminer i Frankrig


I Frankrig har man i årtier negligeret problemet 

  • med det langlivede lavaktive uranmineaffald, de såkaldte tailings, der er radioaktive og giftige i al overskuelig fremtid og 
  • problemet med gråbjerg. Gråbjerg er det materiale, de sten, der bliver brudt for at få adgang til malmen
Forureningen er blevet forsøgt holdt hemmelig. Radioaktiviteten kan ikke ses eller lugtes, men kan måles med en geigertæller.

Frankrigs lov fra 1991, den såkaldte Bataille-lov om forskning i håndtering af radioaktivt affald, tog ikke højde for problemer med uranmine-affald, selv om der var lavet en rapport tidligere om problemerne. Loven er opkaldt efter dens forfatter, den socialdemokratiske politiker Christian Bataille. Da hans parti-kollega Michèle Rivasi senere forslog en ny rapport om atomaffald, blev det akcepteret. Men da rapporten kom i 2000, blev den afvist. Da Christian Bataille interviewes om uranmineaffald i denne film (1:24,) virker han helt blank på området.



Mit indlæg bygger på 



  • en film (1 time og 47 minutter -"Skandalen om det forurenede Frankrig") lavet af den statsejede regionale TV-kanal France3 og vist 11.2.2009 og på
  • en artikel fra "Sortir du Nucléaire's" hjemmeside: "De tidligere franske uranminer: en statshemmelighed". Sortir du Nucléaire (SdN) er en fransk NGO, der arbejder for, at Frankrig forlader atomkraft.
Til sidst i filmen har journalisten et møde med miljøministeren i 2009 Jean Louis Borloo, der skred til handling, da han hørte om problemerne. 22.7.2009 kom et cirkulære om håndtering af de gamle uranminer. Firmaet AREVA, der ejede halvdelen af minerne, står for kontrol og naturgenopretning.

I 2013 kom en national plan, der anbefaler, at AREVA fortsætter undersøgelserne og afslutter vurderingen af risikoen for strålingsudsættelse af befolkningen på langt sigt og vurdering af dæmningernes holdbarhed i tailingsdepoter. Areva skal også holde øje med vandbehandlingsanlæggene ved minerne.

300 mio tons affald fra uranminer i Frankrig



Den franske undergrund er rig på uran. De første uranminer åbnede efter Anden Verdenskrig, og den sidste lukkede i 2001. Uran blev brugt til at lave brændsel til atomkraftværker og til atomvåben. I dag er den uran, der bruges i franske atomkraftværker importeret. 

Frankrig har haft cirka 250 uranudvindingssteder i 26 departementer. Mere end 80 000 tons uran er blevet udvundet mellem 1947 og 2001, og det har efterladt ca. 300 millioner tons affald, især det radioaktive mudder, tailings (boue eller résidus på fransk) og gråbjerg (waste rock/stériles miniers). 

Der er både blevet udvundet uranmalm i åbne og i lukkede miner i Frankrig. I begge tilfælde skulle man for at komme ind til uran-åren fjerne de mere eller mindre radioaktive sten kaldet "stériles" på fransk, "gråbjerg" på dansk. Der er typisk 10 tons affald per ton malm ved åbne pit miner og et ton til et ton, hvis minen er under jorden. Udvindingen af uranmalm medførte radioaktiv stråling fra støv (radon der er en radioaktiv gas) og forurenede grundvandet gennem sprækker i minen mm.


CRIIRAD anbefaler: Advar borgerne med skilte og gør noget ved forureningen


I Frankrig findes et uafhængigt laboratorium CRIIRAD, der i mange år har foretaget målinger ved de gamle uranminer. Flere steder er den radioaktive stråling så kraftig, at man kun kan opholde sig på stedet i kort tid, hvis man ikke skal overstige den årlige tilladte dosis. (7) 


Criirad har opfordret myndighederne til 

  • at opsætte skilte og hegn for at advare borgerne og 
  • gøre noget ved forureningen.


Radon en meget giftigt gas


Affaldet fra uranudvinding afgiver radon, der er en meget giftig gas. Når radon-koncentrationen når op over 100 becquerels per m3 (Bq/m3) er den sundhedskadelig og øger risikoen for f.eks. lungekræft med 16%. WHO (Verdens Sundheds Organisationen) anbefaler derfor en øvre grænse på 100 Bq/m3. Criirad har ved nogle tidligere uranminer fundet koncentrationer på mere end 5000Bq/m3.


Radioaktiv P-plads 


Affaldet fra uranminerne er ofte blevet efterladt midt i naturen eller brugt til vejbelægning og P-pladser, hvor man nogle steder har målt 100 gange den naturlige baggrundsstråling i området. 


Efter filmen blev vist på France3 i februar 2009, er der som nævnt kommet en plan for naturgenopretning ved de gamle uranminer. Det er firmaet Areva, der ejede halvdelen af uranudvindingsstederne, der står for genopretningen. Bl.a. Criirad har kritiseret Arevas genopretningsplan, også at det er forureneren, der rydder op efter sig selv.


"Une horreur"


I filmen fra 2009 ser vi, hvordan en af P-pladserne ved et fodboldstadion i byen Gueugnon har uran-tailings som underlag og derfor er radioaktivt forurenet (3:25). Mellem 25.000 og 30.000 tons radioaktivt affald, urantailings, ligger i 70 cm's dybde under P-pladsen, oplyser Christian Courbon fra Criirad, der måler radioaktiviteten. 


"Une horreur," siger Courbon, da han måler med geiger-tæller på P-pladsen ved fodboldstadion. Også i omegnen af P-pladsen er der efterladt radioaktivt affald, tailings og gråbjerg der måles til at afgive 60 gange baggrundsstrålingen i området. Ingen skilte advarer om faren i dette område, hvor der kommer fritidsfiskere, men også børn for at lege. Der er både strålings- og forureningsrisiko, siger Courbon. 


Ved siden af stadion lå tidligere en nu nedlagt uranudvindingsfabrik, der lavede urankoncentrat til atomkraftindustrien. Den lokale miljøorganisation forsøger at finde ud af risikoen for de lokale ved at tale med tidligere ansatte på fabrikken. I filmen hjælper en tidligere værkfører gennem 25 år til. Han viser, hvor de ansatte smed affaldet. 220.000 tons ved siden af fabrikken blev dækket med jord. Det fylder cirka 12 hektar. Det er svært for den tidligere ansatte at vise præcist, hvor affaldet blev smidt. Fabrikken lukkede i 1980. Men han fortæller bl.a., at tribunerne på stadion blev bygget med gråbjerg. Det var ham, der læssede det af.



Radioaktiv sundhedsti


Klods op ad det forurenede område hører vi, at kommunen anlagde en sundhedssti med træningsapparater, en såkaldt "parcoursvita". 


Vi møder også et ægtepar, der i årevis har gået tur langs med det forurenede område på sundhedsstien. Både med sønnen i barnevogn og med barnebarn. Kvinden bekymrer sig nu for deres helbred. Lige inden interviewet med journalisten har Areva, ejeren af området, sat hegn op. Kvinden fortæller, at de intet hører om, hvad der sker. Hun har skyldfølelse over for sin søn og barnebarn.


Efter filmen i 2009 på France3 blev den radioaktive sundhedssti nedlagt. 


Tilbage i  marts 2007 udgav Criirad en rapport om forureningsproblemet i Geugnon. Efter udsendelsen på France3 den 11.2.2009 gik der 9 dage, så forbød kommunen al færdsel og ophold på P-pladsen ved stadion, mens den afventede, at den ansvarlige, ejeren AREVA, gjorde noget ved problemet.  


Criirad fulgte op med en ny rapport i 2011, hvor den kritiserer AREVA's dekontaminerings-plan for at være utilstrækkelig.



Filmen fortæller om lignende uranaffalds-lossepladser i Frankrig


To statskontrollerede firmaer, CEA og Cogéma (nu Areva) har smidt urantailings i bl.a. stenbrud (12:08). Atomfysikeren Monique Sené fortæller, at CEA og Cogéma troede, de kunne gøre, som de ville. De lavede bomben, stod for den nukleare udvikling, de var forvaltere af fremtiden, af landet, de arbejdede for fædrelandet, og alle bukkede og skrabede for dem.

Men staten er også ansvarlig, siger en helsefysiker, der har arbejdet for CEA. Den er ansvarlig for tusindvis af ansattes arbejdsforhold, både i de åbne og i de lukkede miner og i fabrikkerne, hvor de lavede urankoncentrat, yellow cake.



Minearbejdere uden beskyttelse


Vi møder en tidligere minearbejder, der arbejdede fra 1977-91 i en lukket mine. 5 år senere fik han strubekræft. 


Han fortæller, at der er mange kræftramte blandt hans tidligere kolleger. En hel kirkegård: hans kolleger døde i en alder af 20,42,45,46 og 47. De arbejdede alle uden beskyttelsesforantaltninger. Efter fabrikken lukkede, har Cogéma ikke fulgt ham helbredsmæssigt. 20 centimeter bly kunne have stoppet gamma-strålingen, nævner han.



Uranminearbejdere dør tidligere


For Cogéma har uranminearbejdet være som andet minearbejde uden speciel fare, men i 2008 satte en epidemiologisk undersøgelse en stopper for den officielle version. Mere end 5000 tidligere uranminearbejdere er blevet fulgt i mere end 30 år, og konklusionen er klar. De dør tidligere end resten af befolkningen af kræft. De har 1 1/2 gang så stor sandsynlighed for at få lungekræft (på grund af bl.a. radon) og dobbelt så stor risiko for at få nyrekræft. IRSN, det statslige institut for beskyttelse mod radioaktiv stråling og for nuklear sikkerhed har stået for undersøgelsen. 


Vi besøger også en skiklub, der er stærkt radioaktivt forurenet, og vi hører om en en kommune, der byggede huse til sine ansatte oven på et urantailingsdepot. En ansat, der nu er flyttet, fortæller i filmen, at hun var helt uvidende om, hvad der lå nedenunder. Hun fortæller forskrækket om sine små børn, der legede på gulvet, hvor radonkoncentrationen var høj.










Radioaktivt drikkevand i Limoges



Den region, der er hårdest ramt mht. radioaktivitet fra gamle uranminer, er Limousin. Herfra stammer det pæne grønne foto af Bellezane, der blev vist på uran-informationsturen i maj/juni 2015.

I byen Limoges er drikkevandet radioaktivt, fordi mineindustrien har forurenet den sø, hvorfra byen får sit drikkevand. Og vandmiljøet er også forurenet
 i Bellezane. Her er depotet, hvor tailings og gråbjerg befinder sig ikke tæt, og forureningen siver ud overalt i planter og vandmiljø, stod der i en officiel rapport i 2010. I referatet fra et møde 17.10.2015 kan man læse, at kun 4 vandløb er blevet kontrolleret. 

176.000 tønder forurenet med yellow cake dumpet i naturen


Da de franske uranminer lukkede, skulle firmaet Cogéma (nu Areva) skaffe sig af med store mængder affald, og løsningen blev at dumpe det i naturen. (1:10) Spredt ud over bl.a. regionen Limousin ligger derfor 176.000 tønder forurenet med "Yellow Cake", et uran koncentrat.

I begyndelsen af juni 2005 kom Cogéma på anklagebænken «for at have forurenet og efterladt radioaktivt affald».(1:10:42) Forureneren gik dog fri af straf, fordi atomlobbyen ikke er underlagt almindelig gældende ret, skriver Sortir du Nucléaire (SdN), men er underlagt minelovgivning. 

Grunden til denne sundhedsskandale er if. SdN en sammenblanding af den
 der kontrollerer, og den der bliver kontrolleret. Den franske miljøadvokat Corinne Lepage gør opmærksom på det samme i filmen ud fra egne erfaringer som miljøminister. Der sørges for, siger hun, at atomkraftindustrien ikke får problemer.  Det sker bl.a. gennem håndplukning af ingeniører, der skal kontrollere radioaktiv stråling. Miljministre har intet at skulle have sagt. Atomlobby'en refererer direkte til præsidenten.


Inden OPRI (Kontoret til beskyttelse mod ioniserende stråling) fusionerede med IRSN (svarer til vores Statens Institut for Strålebeskyttelse/SIS) skulle OPRI overvåge og advare befolkningen mod risici for radioaktiv stråling. Men OPRI har aldrig selv udført målinger på radioaktivt affald, de baserede sig på målinger udført af Cogéma...

"Selvom disse målinger var blevet gennemført, ville de have ikke oplyst os om det radioaktive indhold i affaldet. Forordningen tager faktisk kun hensyn til radioaktiviteten i uran, ikke radioaktiviteten i "urandøtrene", som er i tailings fra uranmineindustrien. Men radium-226 i tailings er meget mere sundhedsskadelig end selve uran ... Med andre ord, farligheden ved radioaktivt affald er aldrig rigtig blevet taget i betragtning af de offentlige myndigheder... Og radioaktiviteten i uran har en halveringstid på 4,5 milliard år. Det er den virkelige sundhedsskandale, som vi står over for. En skandale, hvor forsigtighedsprincippet absolut ikke er er anvendt,"
skriver SdN. 



Manglende information i årevis om uranmineaffald


ASN er den organisation i Frankrig, der holder øje med atomkraftsikkerheden og informerer offentligheden. Formanden i 2009 bliver interviewet i filmen (1:14:26). Da journalisten nævner, at offentligheden ikke er blevet godt nok oplyst om problemerne med uranmineaffald, indrømmer han, at det har taget tid at erkende, at borgerne skulle informeres om det. Hans prioritet i de 16 år, hvor han har været formand, har været atomaffaldet fra atomkraftværkerne. Han mener dog, at uranmineaffald kun er potentielt farligt. "For tiden er det ikke farligt". 

Intervieweren forstår ikke hans udsagn og henviser til Criirads anbefalinger om at sætte hegn og skilte op, hvilket han afviser med, at det vil være "for aktivt og pludseligt". Journalisten nævner, at i tyve år har man intet gjort og spørger, hvorfor man ikke overholder forsigtighedsprincippet. Formanden mener, man skal forberede en opsætning af skilte og hegn.


Yderligere 200.000m3 urantailings skal deponeres i Bellezane


Med hensyn til Bellezane, det pæne grønne billede fra uran-informationsturen, så skal der frem til 2034 deponeres 200.000 m3 uranminetailings. Det anbefalede (23 ud af 29 i) en uranmine-følgekommission, der bestod af repræsentanter for administration, de omkringboende, miljøorganisationer, Areva og folkevalgte.


11.2.2014 fik Areva officielt lov til at deponere de 200.000 m3 urantailings fra andre uranminer i Limousin-regionen. Lokale mijøorganisationer Sources et Rivières du Limousin og HAB, Habitants et Amis de Bellezane, har dog protesteret. De ønsker en fuldstændig genopretning af de 79 gamle uranminer i Limousin-regionen samt en sikring af affaldsdepoterne. De ønsker også, at der bygges et nyt affaldsdepot, der lever op til nuværende miljøkrav.


Areva på sin side hævder, at Bellezane er det mest velegnede til et affaldsdepot, da de kender stedet fra diverse undersøgelser. De undersøgelser har bla. vist, at der kan sikres en perfekt vandopsamling. Og ligeledes kan der sørges for miljøbeskyttelse og miljømæssig overvågning. Men Areva mangler penge.


F.eks. har Areva droppet genopretningsplanen for en tidligere uranmine 
Saint-Priest-La-Prugne i Bois Noirs under påskud af lokale protester. Men det, de lokale i mere end 35 år har ønsket, er at få det forurenede område systematisk undersøgt og genoprettet. De har også ønsket en hydrogeologisk ekspertvurdering og en offentliggørelse af den komplette miljøplan, der skulle være udkommet senest to år efter cirkulæret i 2009.

I Bois Noirs har 1,3 mio tons radioaktive urantailings ligget i en kunstig sø for at hindre radonudslip. En dæmning af jord og sten på 42 meter omgiver bassinet. Alle Criirads undersøgelser viser for høj radioaktivitet i vandet, i planter og i vandmiljø nedenunder bassinet. Areva bestrider dette. 


Som man kan se, er uranudvinding ikke så let og problemfrit, som nogen gerne vil få det til at se ud.


Skrevet af Anne



ps: Efter jeg skrev dette blogindlæg er jeg blevet opmærksom på, at der blev bragt en anmeldelse af filmen i Ingeniøren: Skandale om nedgravet atomaffald raser i Frankrig 25.4.12010


Henvisninger


1. "Mine d’uranium : le scandale de la France contaminée" France3 11.2.2009


2.  "Les anciennes mines d'uranium en France: un secret d'Etat" Sortir du Nucléaire


3. Wise Uranium Inspector calls for improvement of water treatment at Bellezane tailings site

At the occasion of a site visit on Feb. 24, 2010, the DREAL inspector found that the water treatment plant of Bellezane (former mine, now tailings deposit) shows a poor efficiency. The treated water released to the Petites-Magnelles creek shows uranium concentrations in the order of 300 micrograms per litre, and the creek provides only little dilution. The standard established by IRSN for the natural environment is 5 micrograms per litre, however.
The inspector demands Areva to investigate the water treatment process and explain the poor performance of the plant and to propose changes to improve the quality of the released water.

(Rapport d'inspection du site minier uranifère de Bellezane, le 24 février 2010, Direction Régionale de l'Environnement, de l'Aménagement et du Logement du Limousin - DREAL)



4. Les conséquences de l'extraction d'uranium en France Criirad Octobre 2015:
Un projet de décret autorise AREVA à exposer le public à des risques de cancer 10 fois à 20 fois supérieurs aux limites légales.

La CRIIRAD a saisi ce jour les ministres de l’écologie et de l’industrie, futurs signataires du texte, afin qu’ils ordonnent sa réécriture. 

5.
 Ancienne mine d'uranium de Lodève - Reportage France 3 Languedoc Roussillon Uploadet den 8. apr. 2009


Reportage sur l'ancienne mine d'uranium de Lodève. Sur France 3 Sud Avril 2009. Dossier sur une polémique à propos de l'ancienne mine soit-disant dépolluée et réhabilitée en parc d'activité économique.


Les détracteurs pensent que le site est très dangereux et fortement contaminé par notamment du Radon, un gaz radioactif qui est à l'origine de nombreux cancers pulmonaires. De nombreux témoignages dont notamment celui Pierre Guiraud, dont le frère qui est décédé d'un cancer après avoir travaillé dans cette mine.


6. AREVA

7. Stråledoser SIS

8. L’impact radiologique de 50 années d’extraction de l’uranium en FranceExiger de COGEMA-AREVA un réaménagement satisfaisant des sites 2005


9. Stockage des déchets radioactifs : le jeu des chaises musicales. Info - Limoges.maville.com


10. La problématique des sédiments radioactifs


11.  Collection Enquêtes: Mines d'uranium: le Limousin face à son passé France Cultures 3.9.2015



fredag den 19. februar 2016

Sammenligning af Mellemlager og Slutdepot

Dansk Dekommissionering (DD) meddeler på sin hjemmeside 10.2, at man har indgået en kontrakt med COWI A/S om, at de i løbet af foråret skal udarbejde følgende to delstudier: 


  • Sammenligning af sikkerheden ved et mellemlager og et slutdepot 
  • Overslag over økonomien for et mellemlager 

Arbejdet skal udføres i samarbejde med Studsvik AB på grundlag af det beslutningsgrundlag for et dansk mellemlager (1), som GEUS og DD udsendte i februar 2015.

De to delstudier skal indgå i den resulterende rapport om kriterier for lokalisering, sikkerhed og økonomi ved mellemlageret, som derefter skal udarbejdes af GEUS og DD og være klar ultimo 2016.

Når den foreligger, kan der træffes en politisk beslutning.

Dette er køreplanen for atomaffaldsagen, som den ser ud nu.

En endelig vurdering af arbejdet må naturligvis afvente offentliggørelsen af GEUS’ og DD’s rapport. Men allerede nu er det muligt at vurdere det grundlag, det bliver lavet på, og hvilke forventninger, der stilles til det fra officielt hold. Det er beskrevet i (1), i DD's ”Pre-feasibility Study” (2) og i de øvrige udmeldinger, skriftlige såvel som mundtlige, som sundhedsministeriet, GEUS, DD og SIS er kommet med gennem årene.

Det er mit bestemte indtryk, at myndighederne foretrækker slutdeponering fremfor mellemlagring.

Mellemlagring var slet ikke på tale, da den oprindelige beslutning om slutdeponering af det danske radioaktive affald blev besluttet i 2003 (3). Det var først efter pres fra borgerne i de fem ”prikkede” kommuner (4) og andre udenforstående, at et mellemlager som i Holland (5) kom ind i overvejelserne i 2012.

Der derfor al mulig grund til at se på den argumentation, der formentlig vil blive brugt. Det kan forhåbentlig bidrage til, at mellemlager-tilhængerne ikke bliver overrumplet, når GEUS’ og DD’s rapport udkommer.

For det første kan man forvente, at sikkerhedsanalyser vil spille en afgørende rolle, når sikkerheden for de to opbevaringsformer skal sammenlignes.

Når det gjaldt om at begrunde slutdeponering, har man i høj grad støttet sig til sikkerhedsanalyser. Man kan derfor forvente, at de også vil blive brugt i mellemlager-studierne.

Sikkerhedsanalyser har imidlertid nogle grundlæggende begrænsninger, som deres ophavsmænd (m/k) hidtil har været uvillige til at diskutere offentligt.

De må nødvendigvis være baseret på forenklede opfattelser af den virkelige verden, fordi det kendskab, man har til udgangssituationen, er begrænset. Hertil kommer, at der er processer, man endnu ikke kender, der er processer, man kun har et begrænset kendskab til, og endelig er der – som i alt menneskeværk – en fare for, at ting, man ved, bliver glemt.

For en udenforstående som undertegnede er det derfor meget svært at se, hvordan man kan undgå, at disse begrænsninger kommer til at påvirke resultaterne af sikkerhedsanalyserne. Historien om opbevaring af radioaktivt affald er da også den lange og sørgelige historie om indtrængning af vand, udsivning af radioaktive stoffer, sjusk, forglemmelser og fiflen med kontrol-målinger (6).

Tidligere tiders risiko-vurderinger må i mange tilfælde have været mangelfulde og fejlbehæftede, og jeg er ikke stødt på overbevisende forklaringer på, hvordan man skulle kunne undgå disse mangler nu.

Sikkerhedsanalyser ligner objektive vurderinger ved deres omfattende brug af tal og matematik, selvom de ofte er rene partsindlæg. De aktiverer desværre også mange menneskers negative følelser overfor et fag, de havde det dårligt med i deres skoletid.

Offentlighedens interesse for sikkerhedsanalyser knytter sig derfor næsten udelukkende til resultaterne, da meget få tør spørge ind til de forudsætninger om de virkelige forhold, der danner grundlaget for dem.

Det gør, at det kan være fristende at bruge dem til nedgøring af mellemlagerløsningen.

For det andet er der de økonomiske betragtninger.

Det fremhæves mange steder i myndighedernes mange og lange rapporter, at et mellemlager er dyrere end et slutdepot.

Men prøv at finde bare et sted i disse rapporter, hvor udgifterne for de omkringboende bliver regnet med, når udgifterne til slutdepotet bliver vurderet. Nej, ”udgifter” betyder i denne sammenhæng alene udgifter for staten, ikke for de borgere, der bor i nærheden af et eventuelt slutdepot.

Samtidig er mulig udsivning af radioaktivt materiale fra et slutdepot heller ikke noget, man tager med i opgørelsen af udgifterne.

Hvis man vil anlægge en økonomisk synsvinkel på denne sag, må man dog som minimum forlange, at alle udgifter er taget med for begge løsninger.

For det tredje er der sikkerheden.

Det fremhæves i beslutningsgrundlaget, at et mellemlager er mere udsat for eksempelvis terrorist-angreb end et slutdepot.

Det nævnes ikke, at denne trussel eksisterer allerede nu, hvor det radioaktive affald ligger i et mellemlager på Risø. Og det gælder ikke kun for mellemlageret (både det nuværende og det fremtidige), men for alle lagre af radioaktive eller stærkt giftige stoffer. Det vil også gælde for et eventuelt slutdepot, i hvert fald i den periode, hvor det bliver fyldt og derfor er åbent.

Jeg går ud fra, at man i politiet er opmærksom på disse risici og har truffet de nødvendige forholdsregler. Det bliver man også nødt til i fremtiden.

For det fjerde kan der blive problemer med rekruttering af teknikere med kendskab til radioaktive stoffer og radioaktiv stråling.
Vanskelighederne skyldes, at dette område har mistet prestige og offentlig bevågenhed, siden a-kraften blev opgivet midt i firserne.

Bekymringen for, at der opstår en alvorlig mangel på mennesker med relevant uddannelse inden for dette område, er efter min mening reel. Den er kommenteret i Atom Posten i september 2013 (7).

Sådan har tendensen været i de sidste 30 – 40 år, og vil man ændre på det, så kræver det politisk indgriben, mellemlager eller ej. Manglen på teknikere inden for det nukleare område hæmmer udviklingen på en række områder med uomtvistelig samfundsmæssig betydning, for eksempel brugen af radioaktive stoffer inden for medicin og forskning.

For det femte er der (u-)muligheden af at uskadeliggøre affaldet ved kernefysiske metoder.

Atom Posten har jævnligt peget på, at en del af det langlivede radioaktive affald kan omdannes til isotoper med kortere halveringstid ved kernefysiske metoder: I løbet af den 100-årige periode, hvor affaldet ligger i mellemlageret, kunne man tænke sig, at der blev udviklet til en brugbar og sikker teknologi til dette formål.

DD har i sin rapport om mellemlageret henvist til en autoritativ vurdering (8), der siger, at dette er usandsynligt.

Nu er det svært at forudsige den teknologiske udvikling 100 år frem, selv for DD’s eksperter. Hvem ville i 1916 have gættet på, at vi ville få antibiotika, P-piller, computere og mobiltelefoner, eller at der ville være kunstige satellitter i omløb omkring Jorden og en bil, der kørte rundt på Mars?

Når det drejer sig om uskadeliggørelse af det langlivede radioaktive affald ved kerne-omdannelse, er opgaven at udvikle metoder, som allerede fungerer i lille skala, til en teknologi, der kan bruges til behandling af store mængder af radioaktivt affald.

Det er uden tvivl svært. Men det kræver ikke opdagelse af helt nye naturlove, og med de mængder af langlivet radioaktivt affald, der hober sig op i de a-kraftproducerende lande, er der et stort incitament til at gøre det.

Denne type af teknologiske fremskridt sker, fordi nogen indser nødvendigheden af dem og handler.

Flere af de indvendinger, man har fremsat mod mellemlagring, er reelle og må tages alvorligt. Men de kan overvindes, hvis man er parat til at se dem i øjnene og gøre noget aktivt. Passivitet og given-op overfor vanskelige problemer er et meget dårligt argument mod mellemlageret.


Skrevet af Jens


Henvisninger:

  1. BESLUTNINGSGRUNDLAG for et dansk mellemlager for lav- og mellemaktivt affald”. Udarbejdet af GEUS (De nationale geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) og DD (Dansk Dekommissionering). Februar 2015. 
  2. Danish Decommissioning: “Pre-feasibily study for final disposal of radioactive waste. Disposal concepts”. Maj 2011.”Miljøvurdering af plan for etablering af slutdepot for dansk lav- og mellemaktivt affald – Høringsnotat – scoping”. 
  3. B48 Forslag til folketingsbeslutning om afviklingen af de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø.
  4. De fem ”prikkede” kommuner er: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm. 
  5. Se COVRA’s Hjemmeside. Se også kommentar i Atom Posten (01.10.13) og baggrundspapir om COVRA. 
  6. Se kommentarer i Atom Posten (5.3.13) (14.05.13), (23.09.13), (09.02.14) og (29.04.14). 
  7. Se også kommentar i Atom Posten (19.09.13)
  8. Se (1), side 65: 
    "Forventningen om fremkomst af teknologier, der kan bruges til at reducere indholdet af langlivet aktivitet, vurderes pt. af flere organisationer (bl.a. Westen European Nuclear Regulators Association, WENRA) til at være uden basis i faktuelle forhold, i det mindste inden for en 100 års tidshorisont."