Klik på foto for artikler om Covra - Hollands langtidsmellemlager for radioaktivt affald

tirsdag den 23. september 2014

Kommentar til Spørgeskemaundersøgelse omkring Deponi af radioaktivt Affald

Det danske Center for Miljøvurdering ved Aalborg Universitet (DCEA) har 5 forskere gennemført en spørgeundersøgelse i forbindelse med sagen om det radioaktive affald i Danmark (se ref. 1, 2 og 3).

Undersøgelsen er mig bekendt den eneste, der sigter mod at kortlægge befolkningens oplevelser og holdninger i denne sag, og rapporterne fra undersøgelsen kan stærkt anbefales.

Læs forskernes resultater og anbefalinger, men læs også de enkelte svar. Prøv at fornemme, hvordan de mennesker, som har svaret, tænkte og følte, da de svarede. Prøv at fornemme, hvordan de har oplevet sagen om det radioaktive affald.

Man kan indvende, at grundlaget for undersøgelsen er spinkelt. Kun 767 personer har svaret, og 77% af dem er fra de fem kommuner (Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm), der er udpeget som mulige placeringer af et slutdepot for det radioaktive affald. Som forskerne selv påpeger, er det de aktive modstandere af slutdeponering, der har svaret, og hvad det store flertal i landets øvrige 93 kommuner mener, får vi kun antydninger af.

Men forestil dig som tanke-eksperiment, at 5 andre kommuner var blevet udpeget som mulige placeringer af slutdepotet.

Ville resultatet af DCEA’s spørge-undersøgelse så være blevet helt anderledes?

Næppe.

Er det helt ved siden af at gætte på, at andre borgere, organiseret i andre borgergrupper, ville have handlet nogenlunde som borgergrupperne i Struer, Skive og Kerteminde, på Lolland og Bornholm?

Næppe.

Kan man ikke forstå undersøgelsen som en undersøgelse af, hvad der sker med befolkningen i en kommune, når den bliver udpeget som mulig losseplads for radioaktivt affald? Er det ikke forståeligt, at der kun kommer svar fra aktive modstandere af slutdeponering, fordi borgerne bliver aktive modstandere, når kommunen er udpeget?

Kan man ikke forstå undersøgelsen som en påvisning af, at mistilliden til myndighedernes forsikringer om dette emne er stor og udbredt, selvom den kun kommer til syne de steder, der direkte er truet med deponering af radioaktivt affald?

Undersøgelsen beviser ikke disse påstande. Men den sandsynliggør dem.

Forskerne anbefaler da også (se ref. 2), at:

”TILLID TIL NATIONALE AKTØRER SKAL (GEN)OPBYGGES”

Ja, det skal den. Og det vil tage lang tid, desværre.

Skrevet af Jens

Undersøgelsen:

”Potentielt depot for radioaktivt affald – spørgeundersøgelse til borgere i de berørte områder”

(DCEA, Aalborg Universitet)

Forfattere:

Sara Bjørn Aaen, Lone Kørnøv, Sanne Vammen Larsen, Ivar Lyhne og Helle Nielsen

Referencer: 

fredag den 19. september 2014

Radioaktivt Affald og Formidling

Når man borer efter skifergas, får man alunskifer med op. Alunskifer indeholder radioaktive stoffer, og derfor skal det opborede materiale kontrolleres løbende.

Ifølge Sundhedsstyrelsens og Euratoms regler er ”undtagelsesniveauet” for den slags affald 0,5 Bq/g. Er strålingen over denne grænse, skal materialet behandles som lavradioaktivt affald, ellers kan det behandles som almindeligt, ikke-radioaktivt affald.

Jeg skal ikke tage stilling til, om grænsen er rigtigt sat. Radioaktive stoffer findes overalt, og vi bliver ramt af radioaktiv stråling uafbrudt, så en grænse på nul er i hvert fald ikke realistisk.

Men jeg har noget imod den måde, love og regler bliver præsenteret på. De er naturligvis skrevet, så specialister, der er beskæftiget på dette område, ved, hvad de har at rette sig efter. Det er nødvendigt, men efter min mening ikke tilstrækkeligt.

Offentligheden har en berettiget interesse i at vide, ikke bare hvor grænserne går, men også, hvad de betyder. Borgere og politikere skal uden for meget besvær kunne sammenligne grænserne på et område med grænserne på et andet, for eksempel når de skal vurdere, om der er balance mellem de strålingsrisici, forskellige befolkningsgrupper udsættes for. Reglerne må suppleres med ikke-tekniske redegørelser, som kan læses af mennesker, der ikke arbejder med disse ting til daglig.

Når det drejer sig om affald, der som det opborede materiale indeholder en ”naturlig” blanding af radioaktive stoffer, burde man dog først forklare, hvad en ”naturlig” blanding af radioaktive stoffer vil sige. For det andet burde man forklare forbindelsen mellem de tre størrelser:

  • Indholdet af uran i en boreprøve 
  • Den samlede aktivitet af en boreprøve 
  • Den målte aktivitet af en boreprøve 

Sammenhængen er ikke enkel, og jeg savner en u-teknisk forklaring på, hvordan de hænger sammen.

Den målte aktivitet er aktiviteten af en enkelt, udvalgt isotop og er velegnet til sammenligning af radioaktiviteten i boreprøver af samme type. ”Undtagelsesniveauet” på 0,5 Bq/g er en grænse for den målte aktivitet, ikke for den samlede.

Vil man sammenligne den målte aktivitet af en boreprøve med aktiviteten af et andet uran-holdigt mineral med kendt uran-indhold, skal man kunne beregne uran-indholdet af boreprøven.

Vil man sammenligne aktiviteten af en boreprøve med aktiviteten af et stof, der indeholder andre radioaktive isotoper end uran, skal man kunne beregne den samlede aktivitet.

Jeg savner en offentligt tilgængelig og læselig redegørelse for, hvordan man gør det. Mit eget forsøg på at finde rundt i emnet findes i notatet:  ”Radioaktivitet af Uran-holdige Bjergarter”, som ligger på Annes hjemmeside.

Jeg er nået til den konklusion, at der er en regnefejl i VVM-redegørelsen for prøveboringen ved Dybvad. Jeg mener også, at svaret til Per Clausen (EL) fra 2013 er under det niveau, man kan forvente, når en offentlig myndighed besvarer et spørgsmål fra et medlem af folketinget. Det synes jeg er bekymrende.

Præsenterer man tal for uran-indhold, målt aktivitet og samlet aktivitet uden nogen som helst forklaring, bliver læserne ladt i stikken, forvirrede over at se noget fremstillet som selvfølgeligt, der bestemt ikke er det.

Og forvirring er et dårligt udgangspunkt for politisk stillingtagen. Det skaber mistillid til specialisterne, fordi de – med rette eller urette – mistænkes for at opretholde forvirringen for at vise deres uundværlighed. Det skaber en afmagtsfølelse i befolkningen, som kan føre til mistænkeliggørelse af naturvidenskab som sådan. Det vanskeliggør arbejdet med at finde langsigtede løsninger på denne type miljøproblemer.

Siden a-kraften blev droppet i midten af 1980’erne, har radioaktive stoffer og radioaktiv stråling haft en beskeden plads i den offentlige debat, og behovet for formidling af dette emne har derfor været nærmest usynligt.

Det dukkede op igen i forbindelse med udpegningen (i 2011) af seks lokaliteter til slutdeponering af det radioaktive affald fra Risø. Sagens udvikling har vist, at de ansvarlige myndigheder og medierne har været ualmindelig dårligt forberedt til at tage debatten om, hvorvidt det radioaktive affald skal anbringes i et slutdepot eller et mellemlager, ja bare til at forklare deres egne synspunkter.

På det seneste har forvirringen om radioaktiviteten i det opborede materiale fra en eventuel skifergas-udvinding vist, at de ansvarlige tilsyneladende intet har lært af sagen om atomaffaldet.

I nær fremtid vil kravet om indførelse af a-kraft dukke op igen, og det vil for alvor stille krav til vidensniveauet i befolkningen. Der vil blive brugt store resurser på at præsentere nye og angiveligt sikre a-kraft-teknologier som ultimative løsninger på problemerne med CO2-udledningen og afhængigheden af russisk gas, mens de miljø-organisationer, der skulle forsvare det modsatte synspunkt, stadig kører på slagord fra a-kraft-debatten i 1970’erne.

Radioaktive stoffer og radioaktiv stråling vil vende tilbage til den offentlige debat, vær sikker på det. Det må være en offentlig opgave at sikre, at debatten om dette emne sker på et ordentligt grundlag.

Skrevet af Jens

tirsdag den 9. september 2014

Cheminova

Cheminova er blevet solgt, og aktionærerne får en masse penge for deres aktier.

Men regningen for oprensning ved Høfde 42 på Harboøre Tange – ca. 250 millioner – har de forgyldte aktionærer ingen planer om at betale eller bare bidrage til. Deponeringen af bladan og andre rare sager var lovlig, da den blev foretaget, og så der er ikke noget at komme efter, juridisk set. Staten har også dumpet noget af sit eget kemiske affald på stedet. Et par ton affald fra eller til betyder vel ikke så meget.

Pengene går til et godt formål. Aarhus Universitet, som var hovedaktionær i Cheminova, får flere penge til forskning, og det bør vi alle sammen være glade for. På DR i går aftes så vi et imponerende forsøg, hvor forskerne på fysisk institut kunne flytte rundt med enkelte atomer ved hjælp af laserstråler. Det koster en bagatel af 10 millioner kroner per atom, så der er hårdt brug for pengene. Vi forstår, hvorfor forskerne har været så tilbageholdende med at deltage i debatten om Cheminovas affald.

Parallellen til sagen om det radioaktive affald fra Risø er svær at overse. Det er lige så lovligt at dumpe radioaktivt affald på en af de seks udpegede lokaliteter nu, som det var at dumpe Cheminova-affaldet ved Harboøre omkring 1960. For Cheminovas ledelse den gang gjaldt det derfor – lige som det gælder for Sundhedsministeriet nu – om at få skidtet gravet ned, mens det stadigvæk var/er lovligt. Begge parter vidste/ved, at det var/er dybt uansvarligt, og at der snart ville/vil blive lovgivet mod det.

Love med tilbagevirkende kraft skal vi ikke ønske os, så umiddelbart ser det ikke godt ud. Hvis affaldet skal flyttes fra Harboøre Tange, kan de ikke flytte atomerne i Aarhus.

Men vi kan gøre noget andet. Noget, som vil føre til, at ledelsen for Aarhus Universitet helt af sig selv vil se det som sin moralske forpligtelse at bidrage til oprensningen på Harboøre Tange. Noget, som vil betyde, at forskerne helt af sig selv vil engagere sig i sagerne om det kemiske og det radioaktive affald. Noget, der ikke kræver lovgivning med tilbagevirkende kraft.

Vi kan beslutte, at det radioaktive affald skal deponeres i Aarhus.

Forslaget vil nok give en del opstandelse, men også give det radioaktive affald en opmærksomhed, det ikke har haft tidligere:

Borgergruppen ”Aarhus mod Atomaffald” (AMA) vil på ingen tid nå et 5-cifret medlemstal. De landsdækkende medier vil bringe stort opsatte reportager og forargede ledere om sagen. Miljøorganisationerne vil kaste sig ind i kampen mod dette skandaløse overgreb på et befolkningssegment, som burde være fritaget for den slags.

På den anden side: et enigt folketing vil stemme for mellemlagring af det radioaktive affald, Aarhus Universitet vil bekoste oprensningen ved Høfde 42 på Harboøre Tange, og op til jul vil en fond bevilge midler til, at man på fysisk institut kan flytte rundt på atomerne i laserlysets skær.

Og når enden er god, er alting godt.


Skrevet af Jens

Links

Høfde 42

Cheminova - et skelet i skabet Information 9.9.14

Cheminova DN