søndag den 2. marts 2014

Atomaffald og Ønsket om Atomkraft

En journalist på Politiken har 24.2.14 skrevet en Signatur/et debatindlæg: Lad os få Barsebäck tilbage.

Journalisten foreslår, at Danmark indfører atomkraft af nød på grund af klimaforandringerne. Desværre har Politiken aldrig villet skrive kritisk om slutdepotplanen for det radioaktive affald på Risø, for så ville det være klart, at Danmark ikke er i stand til at præsentere en faglig og etisk forsvarlig slutdepotplan for sin lille mængde kerneaffald. Myndighedernes plan er at blande kortlivet affald, der er radioaktivt i ca. 300 år, med langlivet affald, hvoraf noget stråler i op til flere hundredtusind år, i en utilstrækkelig dybde på 30 meter og med en sikkerhedshorisont på 300 år.

Slutdepotkonceptet er derfor blevet kritiseret af både eksperter i Norge og i Sverige. Hele sagen er præget af fortielser og fordrejelser, som det oftest er tilfælde, når det drejer sig om atomkraft, samt en stort set fraværende national presse.

Hvordan kan man foreslå atomkraft, når kerneaffaldsproblemet heller ikke er løst globalt? Verden over hober enorme mængder af højaktivt affald sig op ved atomkraftværkerne. Der findes endnu kun 1 slutdepot i verden for brugt brændsel, nemlig WIPP i New Mexico i USA i 600 meters dybde til affald med transuraner fra den amerikanske hær.

Journalisten skriver, at strålingen fra ulykkesramte atomkraftværker “som regel ender med at slå påfaldende få ihjel”. Ja, på kort sigt. Hvad med de radioaktive stoffer, der går i fødekæderne, og den jord, der lægges øde? Må jeg foreslå  en tur til Pripyat i Ukraine.

Den franske atomfysiker Jean-Louis Basdevant, der har analyseret Fukushima-ulykken, sagde i France Culture 28.9.12, at alle franske atomkraftværker udgør en fare ligesom resten af verdens aldrende atomkraftværker. Det samme kan ske med dem som med Fukushima, nemlig en nedsmeltning af kernen. 




med tilladelse fra tegneren Pierre Kroll, bragt i den belgiske avis Le Soir

"Tjernobyl for 25 år siden..."

Dialogtekst: 1: Det vil aldrig mere ske igen. Og helt sikkert aldrig i et højteknologisk land

2: Sådan som her hos os eller i Japan

Især Fessenheim-reaktoren udgør en alvorlig risiko. Planen er at lukke den i 2016, men den forlænges muligvis. Basdevant har i anden sammenhæng udtalt, at et alvorligt udslip fra Fessenheim kan ødelægge hele Centraleuropa i 300 år.

Jeg medgiver, at klimakatastrofen lurer og kræver drastiske løsninger, men et samfund med atomkraft medfører brugt brændsel, der skal opbevares forsvarligt i mindst 100.000 år samt risiko for ulykker.


Journalisten håber på en ny og sikker atomkraft. Den vil jeg gerne høre om. Nu har man haft atomkraft i over 50 år uden at løse affaldsproblemet, og i komplekse systemer skal der undertiden kun en lille fejl til for at udløse en katastrofe.

Skrevet af Anne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar