tirsdag den 30. juli 2013

Atomaffald, Tågesnak og Politisk Tyranni

På 3. år lever borgere i 6 udpegede områder (Thyholm, Skive Vest, Thise, Kertinge Mark, Rødbyhavn og Østermarie) med frygten for at blive naboer til 10.000 m3 nedgravet atomaffald. 

Man kan spørge:
  • Er det rimeligt at udsætte mennesker for årelang frygt, når vi på 10. år stadig mangler en overbevisende begrundelse for, at slutdeponering af atomaffald betyder oprydning, således som det hævdes? 
  • Er det rimeligt, at informationer og oplysninger om slutdepotet er mangelfulde og vildledende?
For at illustrere kvaliteten af informationer har jeg genset og genlyttet TV-optagelserne (del 1 og del 2) fra et borgermøde i Kerteminde 15.6.2011, hvor 4 embedsmænd fra GEUS, SIS (Statens Institut for Strålebeskyttelse) og DD (Dansk Dekommissionering) deltog. Jeg har valgt nogle eksempler, men det er desværre mit indtryk, at disse eksempler er typiske. 

Jeg har tidligere vist, hvordan bl.a. GEUS vildleder i en rapport vedr. udenlandske slutdepoter. 


Borgermøde 15.6.2011. Foto: Kjerteminde Avis

Fortielser og fordrejelser


Kerteminde Kommune fik den 4.maj 2011 at vide, at kommunen ligesom 4 andre kommuner havde et velegnet sted til et slutdepot for atomaffald, nemlig Kertinge Mark. Kommunen og den lokale aktionsgruppe inviterede straks 4 embedsmænd til et borgermøde, hvor 305 borgere deltog. Det daværende ansvarlige ministerium, indenrigs- og sundhedsministeriet, sendte ingen embedsmand, men lod sig repræsentere af SIS.

Mødet er optaget af Munkebo Lokal TV og kan ses her: del 1 og del 2

Eksempel 1

Embedsmand fra DD (del 1 17:20):

“De sikkerhedsanalyser, vi har lavet, de viser, at vi kan sagtens bygge et depot, som er sikkert, hvis vi ellers følger de anbefalinger, der er kommet i løbet af forstudierne.” 

Hvordan kan borgerne være sikre på, at depotet sagtens kan bygges, så det er sikkert, 
  • hvis der ikke er økonomi til det? 
  • når ind- og udsivning ikke kan undgås ifølge denne rapport side 216 (1)? 
  • når depotet lukkes efter 30 år, og der ikke længere er institutionel kontrol?
  • når depotets sikkerhedshorisont er 300 år, og der er affald med væsentlig aktivitet i mere end 1000 år, op til 250.000 år?
Eksempel 2

Embedsmand fra SIS (del 1 10:38):

“Det er vigtigt at understrege, at i Danmark har vi ikke i dag det, man kalder højaktivt affald. Det er lav- og mellemaktivt affald altsammen”. 

- Her forties en væsentlig skelnen mellem kortlivet og langlivet affald, som en anden embedsmand fra DD dog uddyber senere, men uden samtidig at oplyse om at slutdepotet konstrueres til kortlivet og ikke til langlivet radioaktivt affald.

Det meste affald på Risø er kortlivet radioaktivt, dvs. radioaktivt i op til 300 år. Resten er langlivet radioaktivt, dvs. radioaktivt i 300 år og mere. Noget endog op til 250.000 år. Slutdepotets sikkerhedshorisont er 300 år. 

Eksempel 3

Embedsmand fra DD (Del 1 13:10):

"Affaldet det er, som Kaare sagde, lav- og mellemaktivt affald. Det er overvejende kortlivet og desuden er der altså en lille mængde særligt affald og langlivet affald, som kommer fra dekommissioneringen”

- Her uddybes ikke, hvad “særligt affald” er, nemlig i dette tilfælde 233 kg bestrålede brændselsstave, der ikke stammer fra nedrivningen, men fra diverse forsøg. Det er altså ikke, som det siges, alt det langlivede affald, "som kommer fra dekommissioneringen". De 233 kg særligt affald var højaktivt affald i Risøs oversigt i 2001, men er senere omdefineret til langlivet mellemaktivt. Dansk Dekommissionering vil ikke offentliggøre data, så man kan kontrollere, om denne omdefinering er rimelig eller evt. lavet af hensyn til at holde omkostningerne nede i forbindelse med slutdepotet. Se også læserbrev af en svensk ekspert om dette.

De 233 kg indeholder hele det spektrum af fissionsprodukter (f.eks. Cæsium-137, Strontium-90) og aktinider (bl.a. uran og plutonium) som findes i brugt kernebrændsel og vil derfor i andre lande ikke blive slutdeponeret i et depot til kortlivet affald som det påtænkte danske.

- Bemærk også at der siges en "lille mængde særligt affald". "Lille" i forhold til hvad? De 1,2 kg plutonium, der er i de 233 kg særligt affald, er nok til at slå 1 million mennesker ihjel. Desuden kan selv en lille mængde affald volde store problemer at slutdeponere, når det indeholder hele spektret af fissionsprodukter og aktinider, der findes i brugt kernebrændsel.

Eksempel 4

Ordstyreren spørger (del 2  23:19):

"Nu har vi hørt om det mellemradioaktive affald og det lavradioaktive affald, som måske skal herover. Hvad med det højradioaktive affald, hvor bliver det af?"

Embedsmand fra SIS (Del 2  23:24):

“Det man kan betegne som højradioaktivt affald, det er selve det brændsel, som har været i reaktorerne på Risø. Der er det sådan, at det uran, der er indgået i det brændsel, man har brugt, det stammer fra USA og af hensyn til ikke-spredningsforholdene begrænser, hvor (...) uran i verden, så er det taget tilbage til USA. Dvs. de brændselselementer, der har været i DR2 og DR3, er ført tilbage til USA, og det er derfor, vi kan sige, vi har ikke højaktivt affald i Danmark.”

Sætning 1: “Det man kan betegne som højradioaktivt affald, det er selve det brændsel, som har været i reaktorerne på Risø.”

- Her informeres ikke om, at der ud over de brugte brændselselementer fra DR3, der er returneret til USA, befinder sig andre brændselsstave på Risø, nemlig i de 233 kg særligt affald. Disse brændselsstave har i forbindelse med forsøg været udsat for meget høj udbrænding, dvs. de har været meget længe i en reaktor. Hvad bl.a. 1,2 kg plutonium vidner om. (2)

Sætning 2: "Der er det sådan, at det uran, der er indgået i det brændsel, man har brugt, det stammer fra USA og af hensyn til ikke spredningsforholdene begrænser, man (...) uran i verden, så er det taget tilbage til USA." 


- Her oplyses ikke om uran købt andre steder. Se NOTAT 2.2.2001 til Folketinget (2): 


“Der er dog f.eks. i elementerne, der blev bestrålet i Kahl-reaktoren anvendt naturlig uran købt i England. Nogen formel forpligtelse til, at leverandøren af uranet skulle tage det bestrålede og mere eller mindre udbrændte materiale tilbage foreligger ikke og blev ikke diskuteret på den tid eksperimenterne fandt sted, idet de stadig forventedes, at Danmark på et tidspunkt skulle have A-kraftværker, og derfor også ville skulle have eget slutdepot til højaktivt affald."

Sætning 3: "Dvs. de brændselselementer, der har været i DR2 og DR3, er ført tilbage til USA og det er derfor, vi kan sige, vi har ikke højradioaktivt affald i Danmark.”

- Mit spørgsmål er:  Hvordan kan man udlede, at man ikke længere har højradioaktivt affald på Risø, fordi man i 2002 har returneret brugte brændsels-elementer til USA, når der fortsat er brugte brændselselementer på Risø, hvoraf nogle har været meget længe inde i en reaktor, dvs. været udsat for meget høj udbrænding (3)? Se NOTAT fra 2.2.2001 (2):

"Udover de dansk fremstillede brændselsstave befinder der sig rester af udenlandsk fremstillede brændselsstave på Risø. Som bidrag til sikkerhedsforskningen vedrørende kraftreaktorbrændsel blev der i perioden 1980 - 90 under Risøs ledelse gennemført tre internationale projekter til undersøgelse af bl.a. frigørelse af fissionsgasser fra kraftreaktorbrændsel med høj udbrænding. Bestrålet prøvemateriale hidrørende fra General Electric, American Nuclear Fuel og Battelle (alle USA) kom fra en række lande til undersøgelse i Hot Cell. Heller ikke i disse sammenhænge var der - af samme grunde som anført ovenfor - indgået aftale om returnering af prøvematerialet til leverandørerne."


En pinagtig proces

Det er pinagtigt og beskæmmende at følge atomaffaldsprocessen. 


I Danmark gør man sig til af at være et land, hvor borgerinddragelse er vigtig, (Aarhus-konventionen for eksempel), men hvor man alligevel er parat til at tvangsdeponere radioaktivt affald i kommuner, som klart har sagt fra.


Man prøver at luske slutdeponeringen igennem ved hjælp af vrøvl og fortielser og stoler på, at ligegyldigheden hos det flertal, der bor langt fra deponeringsstederne, og de landsdækkende mediers fortielse af problemerne vil kvæle protesterne. 

Men myndighederne har en forpligtelse til at give folketinget og offentligheden en præcis og forståelig information om alle relevante omstændigheder i forbindelse med atomaffaldet på Risø. Ellers må hele processen starte forfra.

Skrevet af Anne 



Kilder:

1. side 217 Danish Decommissioning
Main Report May 2011 


2. NOTAT til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg 2.2.2001


3. Risø-R-473 side 30 og frem. Bl.a. side 31:


"U02-Zr irradiations at Risø

In the test fuel irradiation programme at the DR 3 reactor, standard fuel pins have reached max. burn-up levels of 68,500 and 55,000 MWD/tU for BWR and PWR type fuel, respectively."

Se også:


IFPE/RISOE-I  NEA-1502 IFPE/RISOE-II og


IFPE/RISOE-III, Fuel Performance Data from 3rd Risoe Fission Gas Release



4. Stor interesse for borgermøde om atomaffald Kjerteminde Avis 16.6.2011

5. Uafhængig atomaffaldskommission - Ja Tak!:


Danmark er ikke det første land i verden, hvor en proces om et slutdepot for radioaktivt affald er gået i hårdknude på grund af massiv lokal modstand. I Belgien måtte man starte forfra og gå i dialog. I USA, Storbritannien og Tyskland oprettede man uafhængige kommissioner/ekspertgrupper, der skulle vurdere og revidere den eksisterende atomaffaldshåndtering samt komme med anbefalinger.

torsdag den 18. juli 2013

De 3 Spor i Atomaffalds-sagen

Det er ikke let at finde ud af, hvad der foregår i sagen om radioaktivt affald på Risø. Procesplanen fra 19.4.13 løfter dog en flig af sløret.

Processen kører i 3 spor:


1. Slutdeponering/nedgravning

De strategiske miljøvurderinger (SMV) forberedes/påbegyndes.

Borgergrupperne inddrages fortsat ikke på trods af anbefalinger fra Dansk Center for Miljøvurdering.

2. Mellemlager
 
Vurdering af mulighed for etablering af mellemlager planlægges/påbegyndes i arbejdsgruppen.

3. Eksport 

Sonderingerne m.h.p. deponering i udlandet planlægges/påbegyndes april/maj 2013.



2013/2014 beslutter politikerne, om de vil fortsætte slutdepotprocessen eller vælge at arbejde videre med en mellemlagerløsning som den hollandske. 


Eksportsporet undersøges sideløbende med SMV og arbejdet under projekteringsloven.



I 2016 udpeges den endelige lokalitet, der skal huse et slutdepot.


Mellemlager


Det er fornuftigt at undersøge en mellemlagerløsning, da et mellemlager i modsætning til nedgravning giver mulighed for at holde øje med affaldet, hvis tønder tærer. Hvis affaldet graves ned, kan ind- og udsivning nemlig ikke undgås ifølge denne rapport side 12 og denne side 217.

Holland har valgt et mellemlager. De har samme mængde radioaktive affald som Danmark, cirka 10.000 m3.

Alt det hollandske affald er karakteriseret som langlivet mellemaktivt og skal efter cirka 100 år i et dybt geologisk depot, dvs. ca. 500 meters dybde. 

Holland er derfor aktiv i ERDO, hvor man arbejder for en fælleseuropæisk løsning: et depot for højaktivt og langlivet mellemaktivt affald. 

ERDO er oprettet, fordi det er for stor en opgave for nogle lande selv at bygge et dybt geologisk depot. 

ERDO-samarbejdet er på forberedelsesstadiet, og man har endnu ikke fundet et land, der vil huse et dybt geologisk depot. (ERDO Working Group).







Borgere fra Struer besøger COVRA oktober 2012


Ringe motivation for et mellemlager

Man får ikke indtryk af, at de danske myndigheder er specielt motiverede for et mellemlager. Da repræsentanter for de 5 borgergrupper mødtes med sundhedsministeren og hendes embedsmænd i marts 2013, fik repræsentanterne det indtryk, at SIS aldrig vil godkende et mellemlager. Selv overværede jeg i marts 2013 et foredrag om slutdepotprocessen, hvor en geolog fra GEUS heller ikke gav udtryk for den store entusiasme. GEUS skal i løbet af 2013 give en redegørelse for et mellemlager. 

Dansk Dekommissionerings opgave er at beskrive, hvordan etablering af mellemlageret kan gennemføres, blandt andet i forhold til lagerenheder, sikkerhedskriterier og sikkerhedsanalyser samt drift af mellemlageret.


Eksport af alt affaldet 

Daværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder fremførte i 2011 nogle indvendingerne mod eksport i et svar til folketingsmedlem Jeppe Kofod (S): 

Risø/Dansk Dekommissionering har anført, at man under alle omstændigheder må formode, at der ved en eksport ville påløbe betydelige transportudgifter samt udgifter til opbevaring i modtagerlandet, og at man ville skulle indrette sig efter modtagerlandets acceptkriterier m.v. med mulige mer-udgifter til ompakning til følge. Den teoretiske depotudredning har således konkluderet, at: »det næppe vil være realistisk at bortskaffe det danske lav- og mellemaktive affald ved deponering uden for Danmark".

Et af argumenterne for eksport er, at det vil være bedre, at lande, der er vant til at slutdeponere radioaktivt affald, gør det, end Danmark der ingen erfaringer har på området. 

Imidlertid er det danske radioaktive affald ikke en let opgave at slutdeponere, selv om mængden er relativt lille, da alt affaldet ikke kan komme i ét og samme slutdepot i udlandet, som det man påtænker at lave i Danmark. Et sådant findes ikke. 


Affaldet består af både kort- og langlivet lav- og mellemaktivt affald samt højaktivt affald, de 233 kg særligt affald, brugt brændsel, der har været lavet forsøg på med høj udbrænding. De 233 kg indeholder bl.a. Plutonium-239, der er ultragiftigt. Plutonium-239 findes også i andet affald end de 233 kg.


Det kortlivede affald skal opbevares sikkert i cirka 300 år, det langlivede i længere tid, op til flere hundredtusinder af år. Desuden er der evigt giftigt affald, som bly, beryllium og cadmium.

Ifølge Beslutningsgrundlaget af 2008 skal der undersøges en mulighed for eksport af 233 kg affald, der kræver en særlig opbevaring, dvs. dyb geologisk deponering i 500 meters dybde eller dybt borehul i flere kilometer. Ifølge direktøren i Dansk Dekommissionering er 3-5 lande blevet spurgt, uden held.


Hvilke lande vil kunne tage alt Danmarks radioaktive affald?

Umiddelbart ser det sort ud, da mange lande har kapacitetsproblemer, som f.eks. Frankrig, eller tekniske problemer med deres eget slutdeponerede affald.

I udlandet findes der ifølge denne oversigt fra 2011 (side 56-59) pt. kun slutdepoter til kortlivet affald. Af oversigten ses, at det langlivede mellemaktive affald planlægges placeret i særlige depoter eller sammen med det højaktive, der skal placeres i dybe geologiske depoter. Dybe geologiske depoter findes endnu ikke, men påtænkes opført i Frankrig, Sverige og Finland. Det svenske dybe geologiske depot ansøges der pt. om, og kun hvis det kan godkendes, kan det finske godkendes, da det bygger på samme metoder. I Sverige skal der også opføres et slutdepot til langlivet mellemaktivt affald.

Det EU-direktiv af 19.7.2011 om sikker håndtering af kerneaffald, der skal implementeres i august 2013, giver mulighed for eksport til lande uden for EU, men i mange lande er der borgerprotester mod import af radioaktivt affald. Og hvor er garantien for, at radioaktivt affald opbevares på betryggende vis uden for EU?

Efter forgæves at have forsøgt at få sit radioaktive affald placeret i fjerne provinser forsøgte Italien i 2008 at eksportere sit radioaktive affald fra nedrivningen af sine atomreaktorer til USA. Men planerne strandede på grund af lokal modstand i staten Utah. 





Italien har 30.000m3 radioaktivt affald, hvoraf 10% er højaktivt. Når dekommissoneringen/nedrivningen er færdig vil der være ca. dobbelt så meget affald. 

Nu overvejer Italien en teknologipark med et permanent overfladeslutdepot for lav- og mellemaktivt affald og et mellemlager for det højaktive. Forskerparken vil give 400 arbejdspladser. Firmaet Sogin arbejder på det. 

T.o. er miljøorganisationer som Greenpeace og Danmarks Naturfredningsforening ikke tilhængere af eksport af kerneaffald.

Konklusion

Myndighedernes tilsyneladende manglende motivation for et mellemlager og de dårlige eksportmuligheder gør, at slutdeponering/nedgravning fortsat må anses for at være myndighedernes favorit. Hvis det skulle lykkes at komme af med de 233 kg højaktivt affald omdefineret til langlivet mellemaktivt, vil der dog ikke kunne laves et overfladeslutdepot, da der stadig er langlivet mellemaktivt affald i affaldet på Risø. På en minihøring i 2005 kom følgende frem:



"Det blev fremført, at hvis Danmark kunne eksportere de 233 kg forsøgsbrændsel kunne alt affaldet uden problemer deponeres terrænnært. Hertil blev svaret, at der også er andet langlivet affald, der vil kræve særlige overvejelser og foranstaltninger ved terrænnær deponering, bl.a. et antal store brugte ά-kilder. Endvidere er der et sorteringsproblem, da noget af det langlivede materiale vil være blandet med kortlivet."

Det er derfor vigtigt at være på vagt og argumentere for et mellemlager, hvor man kan holde øje med affaldet fremfor at grave det ned i 30-100 meters dybde og glemme det.



søndag den 14. juli 2013

Et Spørgsmål om Stil

“Denmark fully supports the IAEA’s advisory services and peer reviews as a crucial instrument in giving guidance tailored to each member state. We encourage all states to make use of these services. We also encourage sharing the results with other states for mutual benefit. We would welcome a commitment by states to host peer reviews regularly.”
(Udenrigsminister Villy Søvndals taleIAEA Nuclear Security Conference 1-5 July 2013)



I de sidste 150 år har dansk udenrigspolitik ikke været nogen stor ting. Men på sin vis har den alligevel været noget særligt. Som allerede Hørup bemærkede, lagde man i udlandet mærke til stilen i vores diplomatiske noter. 

Danmark har haft mange udenrigsministre (og Politiken mange chefredaktører) siden dengang, men som citatet ovenfor viser, fortsætter den nuværende chef for diplomatiet denne tradition: jo mindre indhold, jo smukkere stil.

På Atom Posten kan vi desværre ikke se bort fra indholdet. Der er reelle problemer med håndtering af radioaktivt affald her i landet, og vi ser et stort problem i, at danske myndigheder – i første række Ministeriet for Sundhed & Forebyggelse – indtil nu har modsat sig udenlandsk rådgivning og peer review på trods af udtrykkelige løfter herom i Beslutningsgrundlaget fra 2008.

Før i tiden kappedes ministre og ordførere om at love inddragelse af internationale eksperter, men på det sidste er det åbenbart gået op for beslutningstagerne, at hvis uafhængige fagfolk blev sluppet løs på de danske slutdepot-planer, så ville der ikke være ret meget tilbage af dem.

Måske er det dårlig stil, men vi synes, at regeringen enten må leve op til sine smukke ord eller skrue ned for retorikken. Vi foretrækker så langt det første, men kan også se enkelte fordele ved det sidste.
Anne og Jens
Info:

Viggo Hørup,  Skrift og tale, bind 1, side 58, Gyldendal 1902

Sagt og skrevet om inddragelse af internationale eksperter

mandag den 8. juli 2013

Mellemlager – et ord, som ikke skal omdefineres


I den sidste tid er mellemlageret kommet ind i diskussionen om Risø-affaldet, og det må derfor være på sin plads at præcisere, hvad der efter Atom Postens mening bør være grundlaget for denne diskussion.
Udgangspunktet er, at radioaktive isotoper og giftige stoffer som bly, cadmium og beryllium skal opbevares, så de ikke skader levende væsener. Det kan enten ske ved slutdeponering, hvor affaldet anbringes i hulrum under jorden, og hvor det til syvende og sidst er de omgivende jordlag, som skal sikre mod udsivning af disse stoffer til omgivelserne. Eller det kan ske ved mellemlagring, hvor affaldet anbringes i en bygning ved jordoverfladen, og hvor det overvåges, således at man kan gribe ind, hvis noget er ved at gå galt.
Borgergrupper og lokalpolitikere har ved mange lejligheder påpeget det uansvarlige i at slutdeponere affaldet, mens de statslige myndigheder ved at fravælge geologisk set velegnede deponeringssteder i nærheden af tætbefolkede områder indirekte har bekræftet denne vurdering. Derfor er der grund til at vende opmærksomheden fra slutdepot til mellemlager.
Hvad angår det bygningsmæssige, må det være oplagt at lære af de erfaringer, man har gjort i Holland, hvis mellemlager (COVRA) har været i funktion i over 20 år. En beskrivelse af COVRA kan findes på dette link.

Borgergruppen i Struer besøger Hollands mellemlager, foto: Bendy Poulsen, Lyngs

Rekruttering af personale til mellemlageret er et større problem, fordi de sidste veteraner fra forsøgsstation Risø vil gå på pension om få år. Der er derfor et akut behov for uddannelse af mennesker med kompetence inden for det nukleare område, og ikke kun af hensyn til mellemlagerets drift.
Det må forventes, at radioaktive stoffer også i fremtiden vil blive brugt indenfor lægevidenskab, forskning og industri. Derfor skal der også i fremtiden være en kompetent kontrolmyndighed og faciliteter til opsamling af affald fra disse anvendelser. 
Da mange lande, heriblandt vores to nærmeste naboer, har A-kraft, bliver vi også nødt til at have et beredskab, som kan rykke ud i tilfælde af ulykker, hvor radioaktivt stof spredes over dansk område. Vi kan sige nej til A-kraft, men slippe for radioaktive stoffer her i landet kan vi naturligvis ikke. 
Ved at samle kontrolmyndigheden, beredskabet og mellemlageret i nærheden af et universitet vil det være muligt at opretholde den nukleare ekspertise, som samfundet har brug for, men som risikerer at gå tabt. 
En sådan placering vil have den yderligere fordel, at en talrig, veluddannet og indflydelsesrig befolkning i nabolaget vil kunne sikre, at mellemlager-løsningen bliver taget alvorligt. For mellemlageret er ikke, som slutdepotet, truet af udsivning af radioaktivt materiale, men af udvanding som følge af kortsigtede besparelser. 
Her i landet kan man slippe af sted med at omdefinere højradioaktivt affald til langlivet mellemaktivt affald. Det lyder mere tilforladeligt, men strålingen er naturligvis den samme.
Det er vigtigt at forhindre, at mellemlagerløsningen udvandes ved hjælp af den slags hokuspokus.
Jens