tirsdag den 28. februar 2017

Atomaffalds-Soirée på Sans Souci (2)

Han kørte lidt for hurtigt hjem fra instituttet. Det havde trukket ud med vejledningen af den ene af hans tre ph.d.studerende. Hun måtte ikke være for kritisk, for det ville skade instituttet og hendes fremtidige jobmuligheder i Danmark. 

Mange havde takket ja til Atomaffalds-soiréen. Folk kunne lide at komme på Sans Souci, hvor de blev hjerteligt modtaget, fik god mad og vin, kunne knytte alliancer, skaffe deres børn jobs og finde nye tennis-makkere. Han havde tænkt på at droppe vinkælderen, men der var altid nogen, der lige skulle et smut ned og blade i ringbindene med etiketterne. Han havde ikke haft tid til at tage sig af menuen i aften, men frk. Nielsen havde tjek på det hele.


Forkvinden for uddannelses- og kulturudvalget skulle give oplæg om slutdepotplanen under velkomstdrinken. Den tværårelangeministerielle arbejdsgruppe, tovholderen på hele slutdepotprocessen, havde forelagt sit oplæg for Ministeren, og nu skulle uddannelses- og forskningsordførerne mfl. bearbejdes, så et mellemlager blev fravalgt. Hvem gider gå og glo på atomaffaldstønder i årtier. I Danmark har vi ingen ambitioner som i f.eks. Holland, hvor det er let at rekruttere ansatte til deres langtidsmellemlager Covra.


Vi skal rydde op efter os selv af hensyn til kommende generationer, skulle forkvinden starte med. Dernæst: Der er gode geologiske forhold i Danmark til at grave atomaffald sikkert ned i homogene lav-permeable og tykke ler-lag i en dybde ml. 30-100 meter med en sikkerhedshorisont på "fra 300 år", selv om der er aktivitet i dele af affaldet i titusinder af år, ja, i mia. af år i urantailings. Alle kan være rolige, for kun hvis SIS endeligt godkender slutdepotet, bliver det til noget. Og hvorfor skulle de ikke godkende det? 


Hvis nogen spurgte kritisk til den sikkerhedshorisont, skulle forkvinden huske at sige "fra" 300 år. Den elastik var nødvendig for at få et billigt slutdepot til at glide ned hos regnedrengene i Finansministeriet. Nu skulle Post Nords danske afdelings underskud på 4 mia. jo dækkes, så der var endnu mindre råd til et slutdepot state of the art. Det ville også kræve årtiers forskning inden, og alle var så trætte af affaldet, at det skulle væk, så man ikke kunne se det. NU!

At affaldet ville poppe op ved næste istid og ende i Nordtyskland, kunne man ikke tage sig af. Måske Nordtyskland til den tid var dansk, som et DF-medlem lige har antydet, og så ville der jo ingen tyske protester være. Danskerne finder sig i mere.

Den tidligere nu pensionerede formand for den tværårelangeministerielle arbejdsgruppe skulle stå ved siden af forkvinden og nikke og sige som på høringen i Kerteminde i pausen 8.5.2014, at det er tvivlsomt om næste generation bliver bedre til at håndtere affaldet end dem, der arbejder med det nu --- hvorfor skulle de det? Det var selvfølgelig lidt flovt, at vi ikke stoler på næste generations kundskabsniveau om radioaktivt affald. Det kunne på længere sigt jo næsten ikke blive dårligere end i dag. Den pensionerede SIS-mand skulle så sekundere med, at han da mente det samme som den tidligere formand for den tværårelangeministerielle arbejdsgruppe og et slutdepot vil være meget bedre i denne urolige verden --- tænk bare på Ukraine.

Efter introduktionen skulle en fysiker med stor indsigt sige: Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke bare kan graves ned. Så ville alle klappe, for duften fra hovedretten ville trænge op fra køkkenet. Til sidst skulle glassene hæves, mens forkvinden sagde: Et slutdepot i udkanten vil betyde, at Risø bliver til Greenfield, så Europas største Cleantech Park kan strække sig fra Frederiksborgvej til CPH uden det beskidte Atomaffald! - Der er masser af plads i Vestjylland, skulle hans svoger fra Veddelev hviske så højt, at alle hørte det.

Hvem gider spilde tid på atomaffald, der bare kan komme til udkanten. Der mangler arbejdspladser, og selv om et slutdepot kun skal bevogtes af to mand og en hund if. en seniorkonsulent i Miljøministeriet, så vil byggeriet af slutdepotet generere arbejdspladser. Der skal f.eks. laves bedre og bredere veje, hvis affaldet skal kunne komme helt frem til Kertinge Mark på 250 lastvogne med anhænger. 

Kertinge Mark ved Kerteminde! Det kunne han ikke bære, hans slægts dejlige hjemegn, hvor han som dreng hver sommer tog ud med sine forældre fra Odense og spiste kirsebær. 

Han havde selvfølgelig sørget for, at affaldet ikke kom til Kertinge Mark, selv om det var den bedste ler if. overogundergeologendenenestedermåudtalesigomatomaffaldetiGEUS. En vanvittig idé, at det sted var udpeget, tæt på Kerteminde, for det ville sive ud i Kertinge Nor. Så måtte affaldet hellere sive - for sive ville det på et tidspunkt if. forstudiet - ved Bølshavn ud i Østersøen, der i forvejen er verdens mest radioaktivt forurenede hav.

Han glædede sig til at blive fri for slutdepotsagen, så han kunne rejse væk fra Danmark. Han vaklede mellem et tilbud fra CERN og et fra Grenoble. Det blev nok CERN, for der var kortere til La Cluzas, hans foretrukne sted at stå på ski, hvor han var kommet siden barneårene. Gid han sad der nu med vennerne og spiste raclette i køkkenet på voksdugen og drak rødvin af vandglas. Man tog det mere afslappet der.

Pludselig var han hjemme. Porten til Sans Souci gled op. BMW'en kørte så hurtigt op ad den snoede grusvej, at den tværårelangeministerielle arbejdsgruppeformands moppe, som frk. Nielsen passede i disse dage, skræmt sprang til side, bjæffede og kastede op. Han kunne lige nå et bad og tage rent tøj på. 


Skrevet af Anne



søndag den 26. februar 2017

Uranmine: Akineqarneq ajorpugut! Vi får ingen svar!

Den 30.9.16 spurgte Mariane Paviasen, forkvinde for Urani Naamik i Narsaq, Råstofstyrelsen om sundhedsproblematikken i forhold til nogle containere, der er opstillet af det australske mineselskab Greenland Minerals and Energy A/S (GME) i Narsaq. Mailen var stilet til Departementet for Sundhed

Paviasen sendte sit spørgsmål flere gange til Naalakkersuisoq for Råstoffer (Råstofministeren), og 30.11.16 fik hun besked om, at sagen ville blive undersøgt. Den 11.1.17 skrev Paviasen igen til Naalakkersuisoq for Råstoffer, der svarede, at Sundhedsdepartementet skulle have svaret Paviasen, og han ville spørge Sundhedsministeren, hvornår Paviasen kunne forvente svar. Mht. containerne havde Raastofdepartementet bedt GME om at informere befolkningen.

Den 23.2.17 - næsten 5 måneder senere - får Paviasen svar fra Råstofstyrelsen, uden at de besvarer hendes spørgsmål. Da spørgsmålet hører under Departementet for Sundhed, har Råstofstyrelsen flere gange henvendt sig med Paviasens "bidrag" (red. spørgsmål) til Departementet for Sundhed. Men der kom ikke noget svar. 

Råstofstyrelsen har også været i kontakt med GME, der har oplyst, at det via sin Facebook-side har givet borgerne information om containerne. 

Råstofstyrelsen skriver bl.a. 23.2.17 til Paviasen:

"Råstofstyrelsen har overfor GME påpeget, at der efter Råstofstyrelsens opfattelse er behov for yderligere oplysningsaktivitet til lokalsamfundet. 

Råstofstyrelsen har derfor opfordret GME til at anvende de lokale opslagstavler omkring projektet. Råstofstyrelsen har overfor GME anbefalet, at GME på disse opslagstavler hænger informationsmateriale om containerne."




Sammen med foto af containerne har GME på sin Facebook side indsat et slide fra GME's Update regarding Kvanefjeldet as for June 2015 sammen med en tekst om, hvad der er i containerne (1): 


Den hollandske kemiker og teknologivurderingsekspert Jan Willem Storm van Leeuwen har tidligere på Atom Posten kommenteret dette slide 24:


"Evidently based on very old models, false assumptions and ignorance of chronic contamination with radionuclides via food, water and air (dust). It is completely unclear how the diagram has been constructed, which data and which assumptions lay at the base of it":




Følgende spørgsmål presser sig på:


  • Hvorfor har Departementet for Sundhed syltet et svar til Råstofstyrelsen siden 30.9.16, så en borger har måttet vente næsten 5 måneder på at få et upræcist og svævende svar?

  • Hvordan kan det være, at Råstofstyrelsen og Departementet for Sundhed ikke har været interesseret i at videreformidle, hvad de ved om indholdet i containerne jf. GMEs Facebook info 14.12.16:"Myndighederne er informeret om indholdet i containerne"
Det lover ikke godt for fremtiden, at de grønlandske myndigheder er så håndsky over for mineselskabet.

Skrevet af Anne


Henvisninger


1/ Tekst på GMEs Facebook side 14.12.16 (min fremhævning)

På baggrund af Urani Naamik’s formand Mariane Paviasens offentlige forespørgsel i AG d. 7. dec. 2016

Mariane Paviasen retter henvendelse til Naalakkersuisoq for sundhed og Nordisk arbejde, med en bekymring om de containere der står bag GME hallen, samt de container der står på en areal tildeling uden for byen. Mærkningen med Radioaktivitets symbolet er udelukkende sat på de containere der indeholder borekerner og stenprøver fra ”Kuannersuit” for at markere, at her er oplagret boreprøver med et naturligt lavlødig indhold af uran. Disse afgiver ikke sundhedsfarlig stråling til omgivelserne.

Markeringerne er henvendt til vores medarbejdere der borer, flækker, logger og flytter rundt på de borekerne kasser der er opbevaret i dem, således at det er specificeret hvilke containere der indeholder borekerner, uanset det lave niveau af stråling. GME har som ansvarligt selskab hele tiden haft et højt niveau af arbejds-sikkerhed og alle medarbejdere har under feltsæson båret såkaldte TLD dosimetere, der måler den akkumulerede stråling under boringer, flækning og transport af stenprøver og borekerne fra Kuannersuit. Disse dosimetere viser at medarbejderne der har arbejdet med disse borekerner, i en årrække, ikke har optaget højere stråling end det de internationale sundheds-myndigheder og FN organer anbefaler for civilbefolkningen.

Derfor kan vi berolige Urani Naamik med, at vores containere ikke udgør nogen sundheds risiko for lokalbefolkningen.

Årsagen til oplagringen af borekerner og stenprøver er, at de tilhører Grønland og alle geologiske materialer og efterforskningsdata skal arkiveres og opbevares. Dette er et krav fra myndighederne.

Planerne for containerne bag hallen er, at de skal ud og stå sammen med de andre uden for byen på det dertil udpegede areal. Den endelige plan for boreprøverne afhænger af om der kommer en mine. Ved nedlukning bestemmer de Grønlandske myndigheder hvor de skal sendes hen, da de som nævnt udgør vigtig og kostbar geologisk viden om Kuannersuit og borekernerne tilhører Grønland. Myndighederne er informeret om indholdet i containerne.

Angående de åbne borehuller Urani Naamik har fundet, kan vi kun opfordre jer og andre til at kontakte GME ansatte her i Narsaq og fortæl os hvor i har set dem, så skal vi få dem lukket. Grunden til at de er lukkede er først og fremmest for at undgå at der falder sten og andet i som kan forhindre en eventuel borehulslogning. Dette er et måleinstrument man kan sænkes ned i borehullet. Hullet er ca. 6 cm i diameter. Borehullerne forøger heller ikke risiko for stråling.

Vi anbefaler varmt Urani Naamik at rette henvendelse til GME både her i Narsaq og Nuuk hvis I har spørgsmål til de ting der bekymrer jer, således at vi kan få en god og tryghedsskabende dialog.

Med Venlig Hilsen

GME A/S


citat slut
............................

3/ 'Ajorpoq' - Vi får ingen svar!
Bedre borgerinddragelse om Kuannersuit
Undersøgelse ved Mia Olsen Siegstad og Mads Fægtebord

for ICC Grønland i samarbejde med NGO-koalitionen for bedre borgerinddragelse
December 2015


onsdag den 22. februar 2017

Atomaffald: En Kommentar til et Afslag fra Kristeligt Dagblad

Den 16.02 sendte jeg denne kommentar til Kristeligt Dagblad (KD) til en artikel bragt den 15.2:

Kort- og Langlivet Radioaktivt Affald
Det var med glæde, jeg læste artiklen: ”Lokalsamfund står sammen mod atomaffald” den 14 – 2. Dette emne er blevet stedmoderlig behandlet i de landsdækkende medier, men det betyder meget for de borgere, der risikerer at få en atomlosseplads i nærheden af deres hjem.
Jeg må dog protestere mod nedennævnte passage i faktaboxen:
”Størstedelen af affaldet er kortlivet og har en halveringstid på under 30 år, mens en mindre del er langlivet og har en halveringstid på over 30 år”
Sammenholdt med prof. Ølgaards bemærkning i slutningen af artiklen: 
Affaldet har efterhånden stået på Risø i en del år, så der er ikke meget radioaktivitet tilbage”
bibringer den læseren det helt forkerte indtryk, at affaldet er godt på vej til at blive ufarligt.
En halveringstid på for eksempel 30 år betyder naturligvis, at halvdelen af det radioaktive stof er væk efter 30 år. Den resterende halvdel halveres i løbet af de næste 30 år, og så videre. Efter ti halveringstider, dvs. 300 år, vil der være ca. en tusindedel af det radioaktive stof tilbage.
Da radioaktive stoffer kan være skadelige selv i helt små mængder, er der god grund til at vente mindst ti halveringstider, før affaldet ”frikendes”. I Sverige, hvor man har større mængder af radioaktivt affald (og større erfaring med håndtering af det), sætter man grænsen til 500 år.
Mindst lige så vigtigt er det, at flere isotoper i det danske radioaktive affald har halveringstider, der er meget, meget længere end de 30 år, der nævnes i faktaboxen.
For eksempel er halveringstiden for plutonium-239 ca. 24 000 år, mens den for Uran-238 er ca. 4,5 mia år. Det er helt misvisende at betegne disse halveringstider bare som værende ”over 30 år”. 
For de to isotopers vedkommende skal man vente i tidsrum af ufattelig længde, før radioaktiviteten er aftaget til en tusindedel af det oprindelige, og det er blandt andet derfor, at problemerne med opbevaring af den slags affald er så store.
Jeg synes, det er meget beklageligt, at Dansk Dekommissionering (DD) er kilde til ”oplysninger”, der er så vildledende.
Emnet radioaktivitet og radioaktiv stråling er svært tilgængeligt og virker angstfremkaldende på mange. DD og andre offentlige institutioner burde derfor have en særlig forpligtelse til at informere offentligheden om dette emne på en måde, der forståelig, fyldestgørende og upartisk.
Jens Bjørneboe

KD har ikke ønsket at bringe kommentaren med henvisning til manglende plads. KD har heller ikke bragt andre indlæg, der peger på artiklens åbenlyse nedtoning af farligheden af det radioaktive affald. 
Min Kommentar hertil er, at afslaget kun kan fortolkes som et udtryk for en ubegrænset tillid til bladets egne kilder og et manglende ønske om at se sagen fra mere end en synsvinkel. Som seriøst dagblad burde KD have en interesse i også at lade den anden part komme til orde.
Jeg skjuler ikke, at jeg har en holdning til dette emne (3). Jeg er ikke ekspert og giver mig heller ikke ud for at være det. 
Men alle og enhver kan kontrollere rigtigheden af kommentarens udsagn:
For det første: Påstanden om, at artiklen prøver at bibringe læseren det helt forkerte indtryk, at affaldet er godt på vej til at blive ufarligt, kan som nævnt kontrolleres ved at sammenholde faktaboxens ”oplysninger” med prof. Ølgaards bemærkninger sidst i artiklen. 
Nogle af de radioaktive isotoper i affaldet er først henfaldet efter millioner, ja milliarder af år. (4) Så det ligner manipulation at skrive, at ”langlivet affald har en halveringstid på over 30 år”. 
For det andet: Påstanden om, at halveringstiderne for Plutonium-239 og Uran-238 har de omtrentlige værdier, der er nævnt i kommentaren, kan kontrolleres på nettet (Google, Wikipedia). Disse halveringstider har været kendt længe, og de er på ingen måde kontroversielle.
For det tredje: Påstanden om, at disse isotoper findes i det danske radioaktive affald, kan kontrolleres ved hjælp af data fra Dansk Dekommissionering selv.
Artiklen viser efter min mening:
  • at KD kun har satset på kilder, der repræsenterer den ene side i debatten 
  • at KD er blevet narret af folk, der mestrer kunsten at optræde som neutrale autoriteter, hvis løsninger udelukkende er baseret på dybe, videnskabelige overvejelser 
  • at KD ikke har været opmærksom på, at statslige institutioner har forsømt deres forpligtelse til at give borgerne forståelig, fyldestgørende og upartisk information.
Det er naturligvis godt, at KD skriver om det radioaktive affald. Det er et emne, som andre landsdækkende medier stort set har negligeret. 
Jeg synes bare, at KD skulle bruge de samme journalistiske grundregler i denne sag, som de bruger i alle andre. 

Skrevet af Jens

Henvisninger:

  1. ”Lokalsamfund står sammen mod atomaffald”. Artikel i Kristeligt Dagblad (14.02.17).
  2. Det er: Struer Kommune, Skive Kommune, Kerteminde Kommune, Lolland Kommune og Bornholms Regionskommune.
  3. Bloggen Atom Posten, som jeg skriver sammen med Anne Albinus, har kommenteret sagen om det radioaktive affald siden november 2012
  4. Inventorieopgørelse side 31 i Danmarks Nationale Rapport til EU, august 2015. t.o. har den svenske strålesikkerhedsmyndighed skrevet følgende i en Rapport fra det svenske kärnavfallsraadet 2015:11 Nuclear Waste State of the Art Report 2015 side 19 - 23 (min fremhævning):
  5. The Swedish Radiation Safety Authority (SSM) writes in its consultation response to the Swedish EPA that Denmark needs to describe the composition and content of the waste more thoroughly and to present the different alternative designs for a final repository in greater technical detail. SSM also believes it is important that the possible environmental consequences are presented for normal function of the final repository as well as for events with low probability but with great consequences (worst case scenarios). The Swedish NGO Office for Nuclear Waste Review (MKG) summarizes its review statement by saying that the Danish plans for siting and building a final repository are so inadequate that only the proposal of continued interim storage of the waste is at all feasible. Read Sweden’s response and the statements of other reviewing bodies on the Swedish EPA’s website.7 

mandag den 20. februar 2017

Efterforskning

Her til morgen har Efterforskerne på P1 en stort opsat historie på hjemmesiden:
De har fundet ud af, at firmaet Lars Foss Kemi i perioden fra midten af 1960’erne til 1974 dumpede ca. 3000 tønder med giftige stoffer i vandhuller i Fredensborg – Humlebæk – området i Nordsjælland. 
Stofferne er klorerede opløsningsmidler, der anses for at være kræftfremkaldende. De er opløselige i vand og kan derfor spredes via grundvandet. 
Det er alvorligt for de mennesker, der bor i området. Det er hårdt for den region, der hænger på udgifterne til oprensning. Det giver problemer med drikkevandsforsyningen, når det er nødvendigt at lukke boringer, hvor der er for lidt vand i giften.
Men det giver ingen problemer for dem, der i sin tid var ansvarlige for dumpningen, og som tjente på disse aktiviteter. Dengang var de ikke forbudt og dermed basta. Lovgivningen sørgede og sørger stadig for, at det altid er skatteyderne, der hænger på regningen. 
Når man har fulgt sagen om det radioaktive affald, kunne man godt ønske sig, at Efterforskerne havde forsket lidt mere i hændelsesforløbet dengang: 
  • Hvem valgte de steder, hvor man slutdeponerede det giftige affald, og hvilke begrundelser gav de for at vælge disse steder? 
  • Prøvede de offentlige myndigheder at forhindre deponeringen?
  • Blev der lavet sikkerhedsanalyser, som viste, at affaldet ikke ville sive ud i miljøet?
  • Var der et kontaktforum med repræsentanter for de involverede parter?
  • Var der et uvildigt ekspertpanel, hvor de berørte borgere kunne henvende sig om tekniske problemer og de juridiske og etiske spørgsmål, der var forbundet med deponeringen?
Jeg kender ikke svarene på disse spørgsmål, men gætter på, at det er nej. 
For der er sket fremskridt på dette område i de sidste 40 – 50 år. 
Den gang dumpede man affaldet på den nærmeste losseplads. Nu får man geologer til at udpege de steder, hvor de politiske problemer er mindst.
Den gang håbede man på, at tønderne ville holde, fordi der var så lidt ilt vandet, at de ikke rustede. Nu hyrer man eksperter til at lave indviklede beregninger, således at ønsketænkningen får en uigennemskuelig, matematisk form.
Den gang drømte man ikke om at spørge de omkringboende, før man smed affaldet i mosen. Nu omdefinerer man affaldet, før man smider det ud. Nu opretter man et kontaktforum, hvor en hel masse mennesker spilder en hel masse tid med at diskutere referatet fra sidste møde, mens afgørelserne bliver truffet andetsteds. Nu ansætter man uvildige eksperter til at blive fornærmede, når borgerne ikke uden videre tror på deres sludder.
Så sig ikke, at der ikke er sket fremskridt. 
Men er det de fremskridt, vi har brug for?

Skrevet af Jens

fredag den 17. februar 2017

Atomaffald "Sans Souci" (1)

Han ville invitere til fest på "Sans Souci". Sagen om atomaffaldet skulle snart præsenteres for ministeren og derefter for uddannelses- og forskningsordførerne. Det var vigtigt, de pegede på et slutdepot. Et sted med vandrette, tykke, impermeable og fede lerlag. Hele uddannelses- og forskningsudvalget og partiformændene skulle inviteres sammen med vennerne fra ATV, Det Frie Forskningsråd, Det Uvildige Ekspertpanel samt SIS, DD og GEUS. Og selvfølgelig den nationale presse. Nogle bridge-, golf- og tennisvenner skulle også med samt svogeren i Veddelev, der glædede sig til at komme af med affaldet, og som hver gang de mødtes sagde: "De har masser af plads i Vestjylland". Selv havde han plads og kgl. porcelæn nok til de mange gæster. Han måtte huske at invitere Copisten fra SUM.

Den nationale presse skrev sjældent om slutdepotsagen, men de skulle snart vågne op af døsen, når slutdepotet blev valgt: at fornuften havde sejret i Danmark, at vi havde tænkt på kommende generationer med et slutdepot med en sikkerhedshorisont "fra" 300 år, hvor jordlagene sagtens kunne holde radioaktive stoffer tilbage med aktivitet i titusinder, hundredtusinder, ja, milliarder af år - i en dybde mellem 30-100 meter.  Det var vigtigt, at alle de rigtige hurra-ord blev valgt, for han vidste om nogen, hvor længe dele af affaldet havde aktivitet, og at ingen andre lande slutdeponerer den danske affaldscocktail i så ringe dybde og med så ringe sikkerhedshorisont. Men elastikken "fra" 300 år var god. Han kunne ikke længere huske, hvem der havde fundet på den, men det kunne andre lande lære af, at de kan spare penge ved slutdeponering af radioaktivt affald ved blot at sige "fra" 300 år og så bygge et discount-slutdepot. 


Han havde netop læst professorens ord i Kristeligt Dagblad, at affaldet sagtens kunne begraves i hans have - bortset fra nedkørslen. (1)


Hvor var det godt, at DD havde henvist journalisten til professoren, der jo havde årtiers erfaring fra Risø, og om nogen vidste, hvad der var i tønderne. Rygter sagde, han havde gået rundt i hvid kittel og peget på tønderne og fortalt, hvad der var i dem. Alt var jo ikke skrevet ned if. brevet fra Risø til Martha af 25. januar 2001:



Notat om affald fra Hot Cell anlægget
Kære Martha
Hermed fremsendes notat om det højaktive affald fra Hot Cell. Det er blevet til ud fra tilgængelige oplysninger i arkiver og personers hoveder, men da meget af det, der er sket i Hot Cell ligger før nogen af de nuværende ansattes tid, må jeg nødvendigvis tage forbehold for, at noget kan være upræcist i detaljen. 


Med venlig hilsen.

Citat slut

Han havde prøvet at brænde brevet, men det kunne ikke brænde. Han havde bedt ministeriet om, at det gled ned bag en reol. Det var der en del, der gjorde i ministerierne, men brevet til Martha dukkede altid op igen.


Han vidste, hvad det betød at have en flot indkørsel til sit hjem. Når han efter en lang arbejdsdag på instituttet kørte hjem ad Strandvejen, kunne han få dagens stress ud af kroppen. Der var jo en idelig jagt på midler til forskning, og han var sikker på, at når hans opgave var fuldført, at få affaldet til Udkant, så ville han tage til udlandet igen og forske videre. Han savnede sin argentinske kone, en verdenskendt kardiolog. Hun kunne ikke få opholdstilladelse i Danmark, fordi hun kom fra et ikke-vestligt land. Han kunne ikke med denne fremmedfrygt, men talte ikke mere om den. Da han kom tilbage til Danmark og nævnte for tennismakkerne, at Danmark var blevet fremmedfjendtligt under Fogh, gav de ham ret, men sagde:"Vi har jo fået penge til vores huse". 


Da den sorte BMW nærmede sig "Sans Souci", og den flotte jerngitterlåge majestætisk åbnede sig, havde han fået arbejdsdagen nogenlunde på afstand. Bilen sneglede sig op ad den snoede grusvej til den hvide pragtvilla. Han glædede sig over at være nået så langt i sit liv efter opvæksten i den lille toværelses på Amager. Garageporten gled op. Den trængte til at blive vasket. Han kørte ind og standsede motoren, rakte ud og åbnede handskerummet for at tage sin mobiltelefon. Ud faldt en pressemeddelelse fra borgergrupperne om et langtidsmellemlager. Han samlede den op og krøllede den sammen. Da han gik hen mod hoveddøren til "Sans Souci", fokuserede han på springvandet i guldfiskedammen, og med sit gode boldøje kastede han elegant pressemeddelelsen op i luften, så den landede lige midt i vandstrålen, der drillende legede med den, indtil den dumpede ned i vandet. Guldfiskene snappede efter luft, men ignorerede pressemeddelelsen. Den lå der og så sølle ud.


Hvad ved borgere om atomaffald? Nu glædede han sig til sin Boeuf Borguignon og et par glas Gigondas. Ideelt set skulle det være en Nuits Saint Georges til Boeuf Bourguignon, men når han drak Gigondas mindedes han sin studietur i gymnasiet til Vaison-la-Romaine.



Skrevet af Anne



2. del: Atomaffalds-Soirée på Sans Souci (2)

1) LOKALSAMFUND STÅR SAMMEN IMOD ATOMAFFALDET KRISTELIGT DAGBLAD 14.2.17

"Borgergrupperne håber på et mellemlager, som alle landets 98 kommuner kan tilbyde at lægge grund til, men frygter, at atomaffaldet ender med at blive gravet ned i jorden et af de seks udvalgte steder. Men der er ikke grund til at frygte konsekvenserne af en nedgravning, vurderer Povl Ølgaard, der er professor emeritus ved DTU og Forskningscenter Risø.

”Affaldet har efterhånden stået på Risø i en del år, så der er ikke meget radioaktivitet tilbage. Hvis man deponerede det i et lerlag et eller andet sted i Kongeriget Danmark, vil der ikke være nogen som helst risiko ved det, for lerlaget forhindrer de radioaktive stoffer i at bevæge sig.”
Det er så lidt farligt, at jeg kan sige, at man gerne må deponere det under min græsplane. Jeg vil bare ikke have selve nedkørslen på min græsplane - det må man lave hos naboen, for det bliver et stort jordarbejde,” siger Povl Ølgaard."


2) Se også Hånd om Atomaffaldet og andre litterære bidrag om affaldet på Risø


tirsdag den 7. februar 2017

Det, der kan siges klart


Der skal ske store ændringer i uddannelsessystemet, hvis det står til uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) (1) og undervisningsminister Merete Riisager (LA).

Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, går så vidt som til at sige (2), at

”Pind og Riisager svinger spanskrøret i takt”

Udfordringerne er store, og robotter, kunstig intelligens osv. er i færd med at ændre vores liv. Demokratiet viser tegn på stress og skal genopfindes. Filosofikum skal genindføres, selvom det ikke kan ske lige med det samme.

Det liberale Danmark har løsningen, som er de ”inderste værdier”:

”Frihedsidealerne. Vidensidealerne. Nysgerrigheden. Stræbsomheden. Fliden.”

Det lyder som Bertel Haarder i 1980’erne, og manglen på egentligt indhold er det samme. Ministrene leverer godt nok overskrifterne, men lærerne forventes at levere løsningerne, og det er ikke helt så let.

Det er nok derfor, de to ministre med Jacob Fuglsangs ord ”svinger spanskrøret” over lektorer og andre, der står med problemerne til hverdag.

Men de er ikke imod det, de to ministre har gang i, tværtimod. De går bestemt ind for frihedsidealerne. De er overvist om værdien af at vide noget om deres fag. De er nysgerrige, stræbsomme og flittige.

Det virkelige problem er, at eleverne ikke er med på den. Det må bare ikke siges højt, så den arme rektor, der kom til at sige, at hans elever anser dansk-faget for at være nederen, får en ekstra omgang med spanskrøret.

Som uddannelsesredaktøren og de to ministre utvivlsomt ved, blev brugen af spanskrør forbudt for mange år siden. Af to grunde, en ideel og en, der er mere jordbunden: 


  • Det er en brutal og ydmygende form for afstraffelse, som er uværdig for et demokratisk samfund. 
  • Det virker ikke. Ingen kan lære noget fornuftigt, tænke selvstændigt eller få gode ideer, hvis de bliver pryglet samtidig. 
Men alle ved, hvad spanskrøret gør ved dem, der får kløene: de lærer at fedte for dem, der har det i hånden, at indordne sig og at tale magthaverne efter munden. De lærer også at knytte hænderne i lommerne og stemme på partier, der foregiver at tale ”den lille mands” sag.

Hetz mod lærere virker omtrent som spanskrøret, selvom det ikke efterlader røde striber på enden. Det fører til en overfladisk disciplinering og en skjult fjendtlighed, som forhindrer enhver produktiv diskussion om problemerne.

Så før de går i gang med at revolutionere uddannelsessystemet, vil jeg opfordre de to ministre til at se på, hvordan deres egne embedsmænd har løst deres opgaver i årenes løb. Jeg vil nævne to eksempler, som jeg har oplevet på nært hold, og som desværre ikke har fået den opmærksomhed, de fortjener.

Hvordan har man i uddannelses- og forskningsministeriet håndteret sagen om det radioaktive affald? 


  1. Hvad har man gjort for at komme i dialog med borgerne i de områder, der var udpeget som mulige placeringer af et slutdepot for radioaktivt affald og ikke bare true dem med, at de ville få det under alle omstændigheder? 
  2. Hvad har man gjort for at give interesserede borgere forståelig og upartisk information om denne sag? 
  3. Hvad har man gjort for at gå i dialog med de uafhængige eksperter, som har været særdeles kritiske overfor de danske slutdepot-planer? 

Svaret er, desværre: Man har gjort alt for lidt og gjort det alt for sent.

Det har ført til et tab af troværdighed, så alt, hvad der siges om stråling og radioaktive stoffer fra officielt hold, bliver mødt med mistænksomhed. Det gælder også for løsninger, der er langt bedre end dem, myndighederne har foreslået.

Hvad har man i undervisningsministeriet gjort for at løse problemerne med rekruttering af lærere til de gymnasiale uddannelser?

Da jeg var gymnasieelev i slutningen af 1950’erne, var der mangel på lærere i matematik, fysik og kemi. Da jeg gik på pension et halvt århundrede senere, var der stadig mangel på lærere i disse fag, og det havde der været i stort set alle de mellemliggende år.

Opgaven med at sikre, at der uddannes tilstrækkelig mange med de rigtige kvalifikationer, er en politisk-administrativ opgave, og her er det meget lidt, den enkelte lærer kan bidrage med. I alle disse år er dette problem blevet negligeret i ministeriet (3).

Eksemplerne viser, at magtforhold afgør, hvilke problemer, der kan diskuteres, og hvordan. Jeg har en fornemmelse af, at det gælder generelt.

Uddannelses- og forskningsministeren peger på nogle helt centrale problemer i uddannelsessystemet, affødt af en teknologisk udvikling, som ganske rigtigt er stærkt foruroligende. Men han overser nogle – mindst lige så foruroligende – forhindringer for en fordomsfri debat om disse problemer.

Måske skulle han begynde med at indføre filosofikum for embedsmændene. Hvis det i disse kredse blev forstået, at (4)

”det, der overhovedet kan siges, kan siges klart”

ville meget være nået.

Jens Bjørneboe, pensioneret lektor, mag. scient. i fysik, matematik, kemi og astronomi.

Henvisninger:


(1)
Søren Pind: ”Det er tid til et nyt dannelsesideal”. Kronik i Morgenavisen Jyllandsposten (05.02.17)


(2) ”Pind og Riisager svinger spanskrøret i takt” Uddannelsesanalyse i Politiken (06.02.17) af uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang

(3) Problemet har ikke været begrænset til cand. scient.- uddannelserne i de nævnte fag: Ingeniøruddannelserne har i lange perioder oplevet noget lignende


(4) Fra forordet til ”Tractatus Logico-Philosophicus” af Ludwig Wittgenstein (1921): ”Was sich ȕberhaupt sagen lȁsst, lȁsst sich klar sagen; …

søndag den 5. februar 2017

Tunge Stjerner – Tunge Problemer


I det amerikanske tidsskrift ”Science” har den tyske videnskabsjournalist Kai Kupferschmidt 3.2. skrevet en artikel (1) om en tilsyneladende lille sag.

En under-komite af den internationale astronomiske union (IAU), der beskæftiger sig med noget så nørdet som tunge stjerner (2), har vedtaget, at den ikke vil afholde møder i USA, så længe forbundsregeringen opretholder sit indrejseforbud for personer fra syv lande med muslimsk flertal.

Nu har de fleste indbyggere i Irak, Iran, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen utvivlsomt andet at tænke på end tunge stjerner.

Medlemmerne af under-komiteen er nok heller ikke de eneste, der kan se det idiotiske i at stemple mange millioner mennesker som terrorister, bare fordi de kommer fra bestemte lande.

Men disse medlemmer har set noget andet. De har set, at Trump-administrationen med sit indrejseforbud også angriber den naturvidenskabelige proces.

Hvis nogen har noget at sige om tunge stjerner, så skal de naturligvis have lov til det, hvad enten de kommer fra det ene eller det andet land, og hvad enten de har den ene eller den anden religion. De skal overholde lovene som alle andre, men i den videnskabelige diskussion er det kvaliteten af deres ideer, der tæller. At nægte dem at deltage i møder er at begrænse den videnskabelige diskussion, og det hæmmer udviklingen af astronomien og af naturvidenskaben generelt.

Måske ser denne begrænsning ikke ud af ret meget, og i praksis får den næppe de store konsekvenser. Det farlige er bare, at mange små skridt i den forkerte retning ikke bliver bemærket på samme måde som nogle få store. Men de kan få samme virkning.

I disse dage gætter mange på, hvor den nye amerikanske regering vil hen med sine mange præsidentielle dekreter. De føler, at vi står ved et vendepunkt, hvor en ny verdensorden er ved at tage form.

Selv er jeg mere pessimistisk. Jeg ser ikke valget af præs. Trump som begyndelsen på noget nyt, men som et desperat forsøg på at fastholde en verdensorden, der var forældet allerede for flere årtier siden.

Det har været svært at formulere en vision for den moderne, globaliserede verden, der på en troværdig måde forsøger at løse de problemer, denne udvikling fører med sig: forurening, folkevandringer, udflytning af industrier og så videre. Det er åbenlyst, at naturvidenskaben kan give et bidrag til en sådan løsning, men kun, hvis den får lov til at udvikle sig på sine egne præmisser.

Fraværet af en sådan vision giver let spil for folk, der som Donald Trump lover at bringe fortiden tilbage. Han og de mange, der taler som ham, ved udmærket godt, at det ikke kan lade sig gøre, men de ved også, at der er stemmer i at sige det.

De ved også, at når det bliver klart, at deres politik ikke virker, så vil folk bare kræve mere af det samme. Viden, medmenneskelighed, almindelig eftertænksomhed: alt det, der skulle bringe verden fremad, bliver stadig mere ugleset i takt med, at problemerne vokser og vokser, fordi tiden bliver spildt med symbolpolitik og jagt på syndebukke.

Men lad være med at se på det som et amerikansk problem, hvor frastødende præsident Trump’s handlinger og udtalelser end er.

Se på det som et problem, hvor mange har en del af skylden, men ikke gjorde noget, mens tid var.

Det naturvidenskabelige område har fået større samfundsmæssig betydning, og det har utvivlsomt styrket selvfølelsen hos dens udøvere.

Men har disse udøvere gjort nok for at formidle deres viden til befolkningen? Har de vist den forståelse for og den indlevelse i andre menneskers situation, som er blevet endnu mere nødvendig end før?

Tør de sige fra, når de ser, at magthaverne er på vildspor? Er de parate til at fastholde fagligt begrundede standpunkter og løbe den risiko, der er forbundet med lægge sig ud med dem, der har pengene?

Det sidste er, hvad de amerikanske medlemmer af underkomiteen for tunge stjerner har gjort med deres vedtagelse i fredags, og det fortjener respekt.

Hvor mange danske eksperter – de være sig nok så uvildige – tør gøre det samme?

Jeg ikke har lyst til at kende det præcise svar på det spørgsmål. Men jeg har fået stor lyst til at læse noget om tunge stjerner.

Skrevet af Jens


Henvisninger:

  1. Kai Kupferschmidt: “Scientists urge boycott of US. Meetings”. Science (03.02.17)
  2. https://www.iau.org/science/scientific_bodies/commissions/G2/