fredag den 17. februar 2017

Atomaffald "Sans Souci" (1)

Han ville invitere til fest på "Sans Souci". Sagen om atomaffaldet skulle snart præsenteres for ministeren og derefter for uddannelses- og forskningsordførerne. Det var vigtigt, de pegede på et slutdepot. Et sted med vandrette, tykke, impermeable og fede lerlag. Hele uddannelses- og forskningsudvalget og partiformændene skulle inviteres sammen med vennerne fra ATV, Det Frie Forskningsråd, Det Uvildige Ekspertpanel samt SIS, DD og GEUS. Og selvfølgelig den nationale presse. Nogle bridge-, golf- og tennisvenner skulle også med samt svogeren i Veddelev, der glædede sig til at komme af med affaldet, og som hver gang de mødtes sagde: "De har masser af plads i Vestjylland". Selv havde han plads og kgl. porcelæn nok til de mange gæster. Han måtte huske at invitere Copisten fra SUM.

Den nationale presse skrev sjældent om slutdepotsagen, men de skulle snart vågne op af døsen, når slutdepotet blev valgt: at fornuften havde sejret i Danmark, at vi havde tænkt på kommende generationer med et slutdepot med en sikkerhedshorisont "fra" 300 år, hvor jordlagene sagtens kunne holde radioaktive stoffer tilbage med aktivitet i titusinder, hundredtusinder, ja, milliarder af år - i en dybde mellem 30-100 meter.  Det var vigtigt, at alle de rigtige hurra-ord blev valgt, for han vidste om nogen, hvor længe dele af affaldet havde aktivitet, og at ingen andre lande slutdeponerer den danske affaldscocktail i så ringe dybde og med så ringe sikkerhedshorisont. Men elastikken "fra" 300 år var god. Han kunne ikke længere huske, hvem der havde fundet på den, men det kunne andre lande lære af, at de kan spare penge ved slutdeponering af radioaktivt affald ved blot at sige "fra" 300 år og så bygge et discount-slutdepot. 


Han havde netop læst professorens ord i Kristeligt Dagblad, at affaldet sagtens kunne begraves i hans have - bortset fra nedkørslen. (1)


Hvor var det godt, at DD havde henvist journalisten til professoren, der jo havde årtiers erfaring fra Risø, og om nogen vidste, hvad der var i tønderne. Rygter sagde, han havde gået rundt i hvid kittel og peget på tønderne og fortalt, hvad der var i dem. Alt var jo ikke skrevet ned if. brevet fra Risø til Martha af 25. januar 2001:



Notat om affald fra Hot Cell anlægget
Kære Martha
Hermed fremsendes notat om det højaktive affald fra Hot Cell. Det er blevet til ud fra tilgængelige oplysninger i arkiver og personers hoveder, men da meget af det, der er sket i Hot Cell ligger før nogen af de nuværende ansattes tid, må jeg nødvendigvis tage forbehold for, at noget kan være upræcist i detaljen. 


Med venlig hilsen.

Citat slut

Han havde prøvet at brænde brevet, men det kunne ikke brænde. Han havde bedt ministeriet om, at det gled ned bag en reol. Det var der en del, der gjorde i ministerierne, men brevet til Martha dukkede altid op igen.


Han vidste, hvad det betød at have en flot indkørsel til sit hjem. Når han efter en lang arbejdsdag på instituttet kørte hjem ad Strandvejen, kunne han få dagens stress ud af kroppen. Der var jo en idelig jagt på midler til forskning, og han var sikker på, at når hans opgave var fuldført, at få affaldet til Udkant, så ville han tage til udlandet igen og forske videre. Han savnede sin argentinske kone, en verdenskendt kardiolog. Hun kunne ikke få opholdstilladelse i Danmark, fordi hun kom fra et ikke-vestligt land. Han kunne ikke med denne fremmedfrygt, men talte ikke mere om den. Da han kom tilbage til Danmark og nævnte for tennismakkerne, at Danmark var blevet fremmedfjendtligt under Fogh, gav de ham ret, men sagde:"Vi har jo fået penge til vores huse". 


Da den sorte BMW nærmede sig "Sans Souci", og den flotte jerngitterlåge majestætisk åbnede sig, havde han fået arbejdsdagen nogenlunde på afstand. Bilen sneglede sig op ad den snoede grusvej til den hvide pragtvilla. Han glædede sig over at være nået så langt i sit liv efter opvæksten i den lille toværelses på Amager. Garageporten gled op. Den trængte til at blive vasket. Han kørte ind og standsede motoren, rakte ud og åbnede handskerummet for at tage sin mobiltelefon. Ud faldt en pressemeddelelse fra borgergrupperne om et langtidsmellemlager. Han samlede den op og krøllede den sammen. Da han gik hen mod hoveddøren til "Sans Souci", fokuserede han på springvandet i guldfiskedammen, og med sit gode boldøje kastede han elegant pressemeddelelsen op i luften, så den landede lige midt i vandstrålen, der drillende legede med den, indtil den dumpede ned i vandet. Guldfiskene snappede efter luft, men ignorerede pressemeddelelsen. Den lå der og så sølle ud.


Hvad ved borgere om atomaffald? Nu glædede han sig til sin Boeuf Borguignon og et par glas Gigondas. Ideelt set skulle det være en Nuits Saint Georges til Boeuf Bourguignon, men når han drak Gigondas mindedes han sin studietur i gymnasiet til Vaison-la-Romaine.



Skrevet af Anne



2. del: Atomaffalds-Soirée på Sans Souci (2)

1) LOKALSAMFUND STÅR SAMMEN IMOD ATOMAFFALDET KRISTELIGT DAGBLAD 14.2.17

"Borgergrupperne håber på et mellemlager, som alle landets 98 kommuner kan tilbyde at lægge grund til, men frygter, at atomaffaldet ender med at blive gravet ned i jorden et af de seks udvalgte steder. Men der er ikke grund til at frygte konsekvenserne af en nedgravning, vurderer Povl Ølgaard, der er professor emeritus ved DTU og Forskningscenter Risø.

”Affaldet har efterhånden stået på Risø i en del år, så der er ikke meget radioaktivitet tilbage. Hvis man deponerede det i et lerlag et eller andet sted i Kongeriget Danmark, vil der ikke være nogen som helst risiko ved det, for lerlaget forhindrer de radioaktive stoffer i at bevæge sig.”
Det er så lidt farligt, at jeg kan sige, at man gerne må deponere det under min græsplane. Jeg vil bare ikke have selve nedkørslen på min græsplane - det må man lave hos naboen, for det bliver et stort jordarbejde,” siger Povl Ølgaard."


2) Se også Hånd om Atomaffaldet og andre litterære bidrag om affaldet på Risø


Ingen kommentarer:

Send en kommentar