lørdag den 30. april 2016

Folketinget og Atomaffaldet


For tiden bliver et langtidsmellemlager for det danske radioaktive affald undersøgt af repræsentanter for Dansk Dekommissionering (DD) og GEUS. Det er planen, at denne undersøgelse skal danne grundlaget, når folketinget i begyndelsen af 2017 skal vælge mellem denne opbevaringsmulighed (hvor affaldet holdes under opsyn i ca. 100 år) og et slutdepot, hvor affaldet graves ned og derefter overlades til sig selv.


På baggrund af at det er de samme mennesker, der tidligere har talt for slutdeponering, som nu har ansvaret for undersøgelsen af mellemlageret, kan man frygte, at dette vil blive stemplet som for dyrt for staten og for usikkert for de næste generationer. Især fremhæves faren for, at et mellemlager kan blive mål for terrorhandlinger, eller at kendskabet til håndtering, og opbevaring af radioaktive stoffer vil aftage i fremtiden.


Det er vigtigt at slå fast, at også slutdeponering er en usikker opbevaringsform.

På grund af affaldets indhold af langlivede radioaktive stoffer (plutonium mm.) og af ikke-radioaktive, men meget giftige stoffer (cadmium, bl.a.) skal et slutdepot være sikret mod udsivning i helt uoverskuelige tidsrum. Slutdepot-tilhængerne har ikke kunnet give overbevisende forklaringer på, at deres viden om den fremtidige udvikling af forholdene i jordlagene omkring depotet er tilstrækkelig til at sikre dette. I stedet har de begrænset sig til at foreslå 6 lokaliteter (Hvidbjerg på Thyholm, Skive Vest, Thise i Salling, Kertinge Mark, Rødbyhavn og Østermarie), som for de flestes vedkommende ligger i landets udkant, hvor de politiske omkostninger formentlig vil være små.

Samtidig hersker der stadig betydelig usikkerhed om væsentlige punkter i slutdepot-planen. 




Præsentation fra foredrag i Akademiet for Tekniske Videnskaber vinteren 2012: Deponering af radioaktivt affald i Danmark. Risikovurdering af depotkoncepter


    • For det første er der mange slags radioaktivt og giftigt affald, som nu opbevares på Risø. Planerne er uklare med hensyn til, om 1130 tons langlivet lavaktivt affald fra uran-udvinding (tailings) skal i depotet eller ej. Det samme gælder 450 tons lavaktivt NORM-affald, som stammer fra olie- og gasudvindingen i Nordsøen. 
    • For det andet er der 233 kg "særligt affald", som er rester af brændselsstave, der har siddet længe i en reaktor. Denne del af affaldet er tidligere blevet klassificeret som højaktivt, men er senere omdefineret til langlivet mellemaktivt affald ved en rent administrativ beslutning. 
    • For det tredje er der det ”historiske affald”, hvis indhold af radioaktive stoffer er mangelfuldt kendt. 
    • For det fjerde er det uklart, hvordan slutdepotet skal indrettes. Myndighederne har selv nævnt tre muligheder (Se sammendrag side 7 af forstudiet fra maj 2011). Hertil kommer usikkerhed med hensyn til, om depotet skal være reversibelt eller ej, dvs. om det skal indrettes, så man skal kunne tage affaldet op igen senere. 
    • og for det femte er der uvished om hvorlænge slutdepotet skal overvåges/monitorere jf. min korrespondance med DD nedenfor (1)
    Da slutdepot planen var til høring i 2014, var der adskillige negative kommentarer, mens ingen af svarene var positive (Høringsportalen). Ved den såkaldte Espoo-høring, som også fandt sted i 2014, blev de danske slutdepot-planer kritiseret af vores nabo-lande for at være alt for upræcise.

    Den store fejl i processen har været, at mellemlager-løsningen først på et alt for sent tidspunkt er kommet ind i overvejelserne.


    Derved er slutdepot-”løsningen” kommet til at stå som det, man havde i reserve, hvis mellemlageret glippede. Og når man tænker på, at tilhængere af slutdepotet er blevet sat til at vurdere mellemlageret, er faren for, at dette vil ske, desværre overhængende.

    Men hvis man er usikker på, hvordan radioaktivt affald skal opbevares, må en langtidsmellemlagring, hvor man holder alle muligheder åbne (også muligheden for teknologiske fremskridt), da være det rigtige.

    Godkendes slutdepot-planerne, som de ser ud nu, er det en blanko-check, og vi vil komme til at se en hel række af kortsigtede hovsa-løsninger, efterhånden som arbejdet skrider frem.

    Det kan ingen være tjent med.

    Skrevet af Anne

    Info: 

    Foto øverst : det hollandske mellemlager Covra. En ansat viser rundt.

    Henvisninger


    1/ Min korrespondance med DD marts 2015 

    Fra: (...)@dekom.dk
    Dato: 10. marts 2016 kl. 15.57
    Emne: Forespørgsel vedr. rækkefølge for placering af atomaffald i slutdepot_grafitaffald og risiko for brand_monitorering_nødplan
    Til: "Anne Albinus
    Cc: (...)@dekom.dk

    Kære Anne Albinus,

    Tak for dine spørgsmål. DD’s svar på spørgsmålene kan du finde under de enkelte spørgsmål.

    Med venlig hilsen

    (...)
    Dansk Dekommissionering
    Frederiksborgvej 399, Postboks 320,
    DK-4000 Roskilde,
    (...)
    www.dekom.dk



    SVAR INDSAT FRA DD MED BLÅT:



    From: Anne Albinus
    Sent: 4. marts 2016 06:42
    To: (...)
    Cc:

    Subject: Forespørgsel vedr. rækkefølge for placering af atomaffald i slutdepot_grafitaffald og risiko for brand_monitorering_nødplan


    Kære (...)

    Jeg tillader mig at stille DD nogle spørgsmål, selvom slutdepotplanen pt. er lagt på hylde.

    Om ca. et år skal folketingets partier jo vælge mellem mellemlager og slutdeponering af det radioaktive affald.

    1. vedr. grafitaffaldet side 13 i resumeet af forstudiet står:

    "Der bør straks udlægges fyldmateriale omkring grafitaffaldet efter placeringen i depotet for at undgå, at en evt. brand opvarmer evt. ikke udglødet grafit. Der bør ikke placeres brændbart materiale (sådanne affaldstyper, paller m.v.) i nærheden af grafit affaldet." 


    Jeg ved, at Frankrig ikke placerer deres grafitaffald sammen med deres radioaktive affald (det langlivede mellemaktive og højaktive i CIGEO-projektet). Frankrig ved endnu ikke, hvordan de skal slutdeponere grafitaffaldet. 


      
    • Hvornår bliver det endeligt bestemt, hvordan grafitaffaldet skal placeres i slutdepotet? 
    • Hvad er planen, hvis der mod forventning opstår brand i affaldsdepotet? 

    Den del af forstudierne, som DD havde ansvar for, bestod blandt andet af generiske sikkerhedsstudier. Formålet med disse var at undersøge, om det vil være muligt at etablere et slutdepot i Danmark til det danske, radioaktive affald. Forstudierne er baseret på tænkte scenarier. Hvis det politisk besluttes at gå videre ad slutdepotsporet skal der i den videre proces laves meget mere detaljerede sikkerhedsstudier af et givent depotkoncept på en given lokalitet – disse studier er en vigtig del af en samlet sikkerhedsvurdering, som skal ligge til grund for en endelig beslutning vedrørende det konkrete depot. I en sådan sikkerhedsvurdering vil håndtering af de enkelte affaldsfraktioner være et vigtigt element, ligesom der også skal laves vurdering af og beredskabsplaner for forskellige uheldshændelser, herunder brand.

    Affaldsoperatøren vil være ansvarlig for udarbejdelse af sikkerhedsanalyser og sikkerhedsvurdering, som skal godkendes af de nukleare tilsynsmyndigheder inden et slutdepot kan etableres.



    2. vedr. dilemmaet i forhold til placering af affaldet side 13:


    "Der skal for de relevante typer af særligt affald, se kapitel 9, tages højde for kritikalitet ved affaldets placering i depotet.

    De affaldstyper, det er mindst relevant evt. at genudtage6 bør ud fra dette synspunkt placeres nederst i depoterne tillige med de mest støvende affaldstyper.

    De affaldstyper, det kan være mest relevant at genudtage, kan dog samtidigt være de affaldstyper, der er mest kritiske i forhold til potentiel påvirkning af omgivelserne, hvorfor det kan være mest hensigtsmæssigt at placere dem dybest af sikkerhedsmæssige hensyn. Derfor bør reversibilitetsspørgsmålet overvejes nøje, inden organiseringen af affaldets placering i depotet." 

    • Hvornår påtænker DD at uddybe reversibilitetsspørgsmålet overfor offentligheden? Det blev nævnt som vigtigt af Steen Gade (SF) under behandlingen af R4 i 2009 og fremført af borgere under høringerne i 2014, men ellers bliver det sjældent omtalt. 
    • Er et reversibelt slutdepot opgivet? 

    Såfremt det politisk besluttes at gå videre ad slutdepotsporet skal der blandt andet tages stilling til depotkoncept, herunder hvorvidt et depot skal være reversibelt eller ikke-reversibelt. Valget af depotkoncept vil også være en meget væsentlig del af sikkerhedsvurderingen.



    3. Vedr. monitoreringsprogram og tidsperspektiv
     side 13:

    "Der skal opstilles et moniteringsprogram, der overvåger depotets potentielle påvirkning af omgivelserne (grundvand, overfladevand, gasudsivning, planteoptag m.m.). Grundvandsovervågningen vil typisk omfatte 1 opstrøms og 3 nedstrøms boringer. Denne endelige udformning af programmet vil afhænge af den konkrete lokalitet og den valgte depottype." 

    • Hvorlænge skal der være monitorering af slutdepotet? 

    Arten og omfanget af moniteringen vil indgå i den samlede sikkerhedsvurdering af et slutdepot.

    4. Vedr. en situation som i ASSE II, hvor alle tønder skal tages op igen?

    • Påtænker DD at foranstalte udarbejdelse af en nødplan i tilfælde af, at alt affaldet skal tages op igen?

    Jf. svaret ovenfor vil beredskaber ved forskellige uheldshændelser være ét af de spørgsmål, som vil indgå i affaldsoperatørenssamlede sikkerhedsvurdering.


    5. Vedr. godkendelse af beholdere og containere til slutdeponering 


    Beholdere og containere hos DD er godkendt til mellemlager, og jeg har læst, at DD håber, de også godkendes til slutdepot, så der ikke skal ske ompakning.

    • Hvornår finder en vurdering af beholdere og containere sted med henblik på slutdeponering? 


    Affaldsbeholderne er en meget vigtig barriere i et slutdepot, og vurderingen af disse vil indgå i en samlet sikkerhedsvurdering af et givent depot, hvis det politisk besluttes at gå videre med slutdepot. De nuværende affaldsbeholdere er godkendt til det nuværende mellemlager. Der findes endnu ingen godkendelse for beholdere hverken til slutdepot eller langtids-mellemlager.


    Jeg er tidligere af SUM og af DD informeret om, at det er SIS' sikkerhedsanalyser, der er endeligt afgørende for, om slutdepotet kan godkendes, men jeg vil alligevel venligst bede jer om at besvare mine spørgsmål.


    CC
    chefkonsulent Kristoffer Brix Bertelsen UFM
    specialkonsulent David Ulfbeck SIS
    Christine Antorini formand for uddannelses- og forskningsudvalget
    Jakob Mark og Alex Ahrendtsen medlemmer af uddannelses- og forskningsudvalget
    specialkonsulent Poul Erik Nystrup beredskabsstyrelsen




    Venlig hilsen,

    Anne Albinus

    (....)

    ......................................

    tirsdag den 26. april 2016

    Tjernobyl i DR

    Det er svært at kommentere Tjernobyl-katastrofen 26. april 1986 uden at se den i lyset af nutidige problemstillinger.

    For a-kraftmodstandere er katastrofen en påmindelse om, at atomkraften er dødsensfarlig. De overser, at det mest deprimerende ved katastrofen var, at den så let kunne være undgået, og at de sovjetiske myndigheders forsøg på først at skjule og senere at bagatellisere den gjorde situationen værre, end den allerede var.

    For a-kraft-tilhængerne bliver katastrofen brugt som argument for, at det er nødvendigt at udvikle nye a-kraft-teknologier, hvor nedsmeltning ikke var mulig. De overså ligesom modstanderne, at det i 1986 ikke kun var reaktorkernen, der nedsmeltede. Det var også befolkningernes tillid til, at de ansvarlige myndigheder ville være solidariske med dem i en situation, hvor der opstod problemer på et a-kraftværk i nærheden. Og det gælder ikke kun i Sovjetunionen/Rusland: Både tidligere og senere reaktor-ulykker har vist, at de omkringboendes sikkerhed ikke altid har højeste prioritet hos myndighederne.

    I DR-1 blev 30-året for Tjernobyl-katastrofen mindet med en udsendelse, sendt lørdag den 23.04 kl. 20.00. Den var tilrettelagt af Karoline Rahbek Juncker og havde videnskabsjournalisten Line Friis Frederiksen som speaker. Udsendelsens erklærede formål var at skabe en positiv holdning til a-kraft i befolkningen.

    Der var indslag om Three Mile Island og Fukushima og mange billeder fra et besøg på Tjernobyl (hvor så der trist ud!). Man kan ikke klandre udsendelsen for at stikke noget under stolen, når det gælder problemerne med ”gammeldags” a-kraft.

    Der var interviews med forskerne i det danske firma Seaborg Technologies, hvis bidrag til udviklingen af de nye Thorium-reaktorer har vakt international opmærksomhed. Vi fik indtrykket af begavede unge mennesker, som upåvirket af tidligere tiders fordomme og snæversyn forsøger at løse nogle af vor tids vanskeligste problemer, men som også kan tage sig en øl i fredagsbaren. At der er folk, som er kritiske over for dette projekt, blev ikke nævnt. Det nævnes heller ikke, at man sammenligner fungerende reaktorers sikkerhed med forhåbninger til projekterede reaktorers sikkerhed.

    Det gik forbløffende let med at præsentere a-kraft som en CO2 – fri teknologi og modstanden mod slutdeponering af radioaktivt affald som et udslag af ”ikke i min baghave”- tankegangen. Begge dele er løgn, men man opdagede næsten ikke, hvordan man blev manipuleret.

    En kendt branding-ekspert blev interviewet om, hvordan man gør a-kraften salon-fähig. Formentlig uden at ville det kom han til at understrege den store forskel mellem modstanden mod a-kraft i 1960’erne og 70’erne og kampagnen for a-kraft nu: Hvor den første var baseret på spontanitet og folkeligt engagement, må den anden støtte sig til professionelle reklamekampagner, efterligninger af ”Atomkraft – Nej Tak” - plakaten og en ledelse i DR, som servilt og ukritisk har stillet sendetid til rådighed.

    De, der har tilrettelagt denne udsendelse, har ikke kun undervurderet seernes intelligens. De har også overvurderet deres egen.


    Skrevet af Jens

    mandag den 25. april 2016

    Atomaffald: Eksport - en Brik i Spillet

    Hvem har ikke drømt om, at vi kunne eksportere alt det radioaktive og giftige affald på Risø? Selv en forhenværende atomaffaldsminister drømte om det eller forsøgte ihvertfald at vildlede mig i 2012 med 3 kryptiske svar (1). 

    Så er den potte ude! Risø kan blive en del af Europas største Cleantech Park, og 6 udpegede steder i Danmark kan ånde lettet op. Væk er hvide kitler, affald fra sygehuse, forskning og industri, urantailings og brændselsstave, uranmalm, nedrivningsaffald, bly, cadmium, beryllium, uran, røgalarmer og blå plastikoverstræksfutteraler og meget, meget mere, inklusiv korrespondancen med Atom Postens chefredaktrice.



    Eksport af 233 kg særligt affald


    I flere år har Danmark via udenrigsministeriets grønne kontor forgæves forsøgt at eksportere det særlige affald, 233 kg, omdefineret til langlivet mellemaktivt affald. 


    Myndighederne har brugt (misbrugt?) eksport-muligheden af de 233 kg til at giver partierne falsk tryghed. Således lancerede direktøren i Dansk Dekommissionering (DD) nogle få timer inden folketingets partier skulle afgive deres holdning til affaldets fremtid til sundhedsministeren følgende nyhed i Ingeniøren 25.10.2012

    »Vi er tættere på en løsning, end vi har været før. Det ser ikke længere umuligt ud,« siger Ole Kastberg Nielsen, der kan forestille sig en løsning i løbet af et par år.


    Der er til dato, 3 1/2 år efter denne udtalelse endnu ikke fundet en løsning på eksport af de højaktive 233 kg særligt affald, omdefineret til langlivet mellemaktiv.


    I 2013 bad jeg om aktindsigt i eksportforsøg til Sverige vedr. de 233 kg. Man kan læse om det her.


    I et indlæg fra 19.12.14 Atomaffald i Udenrigsministeriet så jeg nærmere på en statusnotits og en presselinje fra 28.9.2013 fra Udenrigsministeriet (UM) om dets arbejde med eksportforsøg af det radioaktive affald på Risø, både de 233 kg særligt affald og alt det radioaktive affald. Jeg skrev: "Man undrer sig ved gennemlæsningen over, hvorfor UM ikke har bedt Dansk Dekommissionering (DD) se notitsen igennem og korrigere den, da DD deltager med viden om affaldet if. sin egen hjemmeside om eksport.

    Når UM leverer sådan noget makværk som denne notits og presselinje, er journalister og offentlighed ilde stedt. I august 2013 undrede jeg mig over et indslag i P1 Orientering, der virkede som en desorientering om eksportforsøg af affaldet. Når jeg læser UM's statusnotits, forstår jeg bedre, hvordan journalister og dermed offentlighed er blevet og bliver misinformeret.

    Misinformationen peger i den forkerte retning med denne notits, hvor UM nedprioriterer det faglige på skandaløs vis."










    Information bad i 2014 om aktindsigt i eksporten 


    Journalist Ulrik Dahlin skrev 19.1.2015 om de 233 kg særligt affald:

    »På grund af den eksorbitante store udgift til deponering i Danmark af dette affald skulle der arbejdes på en international løsning, dvs. en eksportløsning«, som det hed i en status, som Forskningsministeriet udarbejdede i marts 2012. Men selv om der på embedsmandsniveau havde været drøftelser med formentlig tre-fire lande (som alle er overstreget i dokumentet), så var forhandlinger endt »uden resultat«.
    (...)

    Resultatet af embedsmændenes årelange internationale kontakter fyldte seks linjer i notatet, og de er alle overstregede. Derefter hed det: »Det er ligeledes undersøgt, om [flere ord overstreget], men dette endte uden positivt resultat. Der har tillige været kontakt [flere ord overstreget] med henblik på langtidsopbevaring, dette spor er ikke lukket [flere ord overstreget].«

    Eksport af alt atomaffaldet


    22.1.2013 blev det offentliggjort, at "Sideløbende med den skitserede proces vil muligheden for at deponere alt affaldet i udlandet blive undersøgt."

    If. Informations aktiindsigt ventede sundhedsministeriet til maj 2013 med at bede udenrigsministeriet om sammen med Dansk Dekommissionering (DD) at kontakte og formidle kontakt til potentielle modtagerlande for alt affaldet.

    Chefen fra Kontoret for Grøn Vækst i Udenrigsministeriet skrev i en mail:

    »Det foreslås videre, at instruktionen indsnævres til en kreds af OECD-lande, hvor der er danske ambassader, og hvor der er kapaciteter eller planlagte kapaciteter til at kunne opbevare nukleart affald«.

    Udenrigsministeriet ventede til december 2013 med at handle:

    Ambassaderne fik instruksen den 20. december med kort frist til den 10. januar 2014. Men enhver der har arbejdet på en udenrigsstation ved at i den periode mellem 20.12. og 10.1. er der kun få tilstede på job, i hvertfald fra 20.12. til  2.1.

    NOTAT af 10. marts 2015 om mulighederne for slutdeponering af lav- og mellemaktivt affald fra Risø i udlandet

    Dette NOTAT lukkede eksportsporet - bortset fra de 233 kg særligt affald:

    Den overordnede konklusion lød: "at, det ikke er muligt at pege på realistiske muligheder for slutdeponering af affaldet i udlandet.

    (...)


    Det må konklu
    deres, at der ikke kan peges på realistiske muligheder for slutdeponering af Risø-affaldet i udlandet i lande, som det kunne være betryggende at indgå aftale herom med – i praksis OECD-landene. Der er enten udtrykkelige forbud, praktiske eller politiske blokeringer, eller der er ingen relevante anlæg."

    Myndighederne har formodentlig vidst, at det bare ville være tidsspilde at undersøge mulighederne for deponering af affaldet i udlandet, men så gik tiden med det, og borgerne faldt nok til ro med eksportdrømmen, så politikerne kunne blive genvalgt. 


    Atom Posten har aldrig troet på mulighederne for eksport af alt det danske affald, da det indeholder mange langlivede isotoper, og de udenlandske slutdepoter til atomaffald kun er til kortlivet affald. Den enste mulighed jeg ser er eksport ad åre til Sverige af de 233 kg særligt affald, der kan mellemlagres, indtil Sverige får sit dybe geologiske slutdepot.

    Men da flere politikere viftede med eksportdrømmen op til folketingsvalg, har jeg skrevet om eksport både på min hjemmeside og på Atom Posten (2)

    Skrevet af 
    Anne

    Henvisninger


    1/ Den 19.6.12 skrev jeg til folketingsmedlem Bertel Haarder (BH) (V), der som indenrigs- og sundhedsminister havde haft affaldssagen under sig. Jeg skrev, at jeg var bekymret for slutdepotet, bl.a. hvis det kom til Bornholm. Jeg skrev intet om eksport. 

    21.6.12 svarede BH mig kort sådan:

    "Jeg har hørt, det kan afsættes til Sverige."

    Jeg sendte dette (dengang vidste jeg ikke, der var en undtagelse i Kernteknikloven, at Sverige godt kan tage mindre mængder):

    "Sverige må ikke tage dansk atomaffald", skrev jeg og henviste til dette:

    I DR 11.5.2011 :

    "DR Nyheder har ringet til Berit Lundqvist, der er civilingeniør i kemiteknik på Svensk Kärnbränslehantering, SKB, og hun forklarer at den svenske lovgivning forhindrer Sverige i at kunne tage imod det danske atomaffald:


    - Vi skal følge de love, der findes, og den svenske lovgivning tillader os ikke at modtage affald fra andre lande. Det svenske affaldsbortskaffelsesanlæg til radioaktivt affald er derfor kun beregnet til svensk affald, siger hun til DR Nyheder." 

    22.6.12 svarede BH mig:

    "Hvis Sverige ikke kan eller vil, så må sagen jo gå sin gang efter den procedure, som et enstemmigt Folketing har besluttet." 

    Herefter skrev jeg IKKE igen, men pludselig lige inden mødet 10.7.2012, hvor BOMA havde indkaldt til stiftende generalforsamling, fik jeg en mail fra BH 9.7.12:

     "Der er ingen pil, der peger på Bornholm. Processen er aftalt mellem alle partier. Forhåbentlig kan affaldet komme i svenste eller tyske depoter".

    Min kommentar:

    Juni 2012 besøgte jeg folkemødet og henvendte mig til den ansvarlige atomaffaldsminister, sundhedsminister Astrid Krag, om atomaffaldet. Hun nævnte intet om eksportforsøgene til Sverige og Tyskland af alt affaldet, men sagde, at man ikke havde villet være med til det, man skulle være med til med de 233 kg. Hvad det var, ved jeg ikke, men ofte er det sådan, at hvis man eksporterer en mængde affald, skal man tage en anden større mængde til gengæld af noget atomaffald, der er lavere klassificeret.

    Mht. BH's dunkle udtalelser om eksport, minder jeg om, at han i en pressemeddelelse 4.5.2011 sagde følgende:

    ”Jeg er glad for, at Folketingets partier i dag har bakket op om den videre proces. Danmark har jo ikke a-kraft, og derfor kan vores problem med affald slet ikke sammenlignes med andre landes. Men det er helt afgørende, at vi håndterer den relativt beskedne mængde affald, som vi har, helt sikkert. Det er også afgørende for regeringen, at hele processen mod et slutdepot foregår i åbenhed og enighed. Hele arbejdsgrundlaget har været vedtaget enstemmigt i Folketinget. Vi er nu enige om den videre proces, og jeg vil gøre alt for at enigheden fortsætter til det sidste". Citat slut.

    2/ Om eksportforsøg af atomaffaldet

    På min hjemmeside:

    søndag den 24. april 2016

    Thulesagen - De svarer ikke!

    Man løber konstant panden mod en mur, når man beskæftiger sig med sagen om de danske arbejdere, der blev syge efter oprydningen efter bombeflystyrtet ved Thule 21. januar 1968.

    Muren man støder imod er den danske myndighedskultur. En usund kultur, der i årtier har gjort alt for at forhindre arbejdere i at blive regelmæssigt helbredsundersøgt, selvom de ryddede op efter en ulykke med radioaktive og giftige stoffer.


    Siden foråret 2012 har jeg fulgt sagen om slutdeponering (nedgravning) af det danske atomaffald på Risø. I den sag er nogle af de samme institutioner (1) involveret som i sagen med Thule-arbejderne, og det er samme måde at “svare” på, der går igen: fortielser, fordrejninger og vrøvl.


    Thule-arbejdernes sag fik jeg kendskab til, da jeg i 2013 på Gudhjem Bibliotek faldt over Poul Brinks bog “Thulesagen Løgnens univers” fra 1997. I Thulesagen kan jeg genkende de samme mekanismer som i atom-affaldssagen: 



    • “ikke-svar,” 
    • “drille-svar”
    • manglende vilje til at udlevere relevante informationer og
    • ture rundt i manegen. 

    Kort sagt Magt over for Afmagt.


    Følg pengene


    Hvorfor opfører myndigheder i et rigt og demokratisk land sig usselt overfor sine egne borgere? Et land, der gerne ser sig selv som førende inden for miljø- og arbejderbeskyttelse og gerne vil være i verdensklasse? 


    Svaret på myndighedernes holdning kan efter min mening findes i statens pengekasse. Man kan blot læse omtalen i forbindelse med Knud Juels udnævnelse til professor. Knud Juel stod bag flere statistiske undersøgelser af Thule-arbejderne. På SDU’s hjemmeside står (min fremhævning):


    “Mange af hans forskningsprojekter er og vil være registeranalyser, som udspringer af myndighedsbetjeningsopgaver for enten Sundhedsministeriet eller Sundhedsstyrelsen. Dette er ofte sager med stor politisk opmærksomhed. Blandt andet har Knud Juel deltaget i de store analyser af Thulearbejdernes helbredsforhold i perioden 1986-1995. En sag hvor der har været meget store beløb på spil. Thulearbejderne havde rejst erstatningskrav på op imod en million kroner pr. arbejder og med mere end 1.000 arbejdere kunne det ende med et samlet beløb på mere end en milliard kroner.”


    Men Thulearbejderne har aldrig rejst erstatningskrav om “op imod en mio kroner”. I tiden omkring Foreningens stiftelse lagde en amerikansk advokat Anthony Roisman hårdt ud med at love meget store erstatninger, som man gør i USA. “En million kroner for en helt invalideret arbejder. Så kunne man selv gøre sine beregninger over, hvad en mindre invalideret arbejder ville få”, skriver Poul Brink på side 168 i Thulesagen Løgnens univers” (udgave 2015). “Det lykkedes nu aldrig Roismans firma at få sagen bragt for retten i USA, fordi netop NATO-reglerne forlangte at en sådan sag først skulle køre i Danmark” (pp.170-1).


    26.3.16 bad jeg Knud Juel dokumentere udtalelserne på SDU’s hjemmeside om Thulearbejdernes "erstatningskrav 
    på op imod en million kroner pr. arbejder". Til dato har Juel ikke svaret mig.



    Thulearbejderne afvises med statistik 



    Foto af slide
    Udenrigspolitik og arbejderbeskyttelse tidl. stadsarkivar Henning Bender Aalborg Kommunes Stadsarkiv

    Med den ene statistik efter den anden, den sidste i 2005, er Thule-arbejdernes sygdomme blevet afvist. De kan efter myndighedernes mening ikke skyldes oprydningen i 1968.


    Men der kan sættes spørgsmålstegn ved statistiske undersøgelser. Statistik kan nemlig kun vise, at der ikke sikkert er nogen sammenhæng. Den kan ikke udelukke, at der er en sammenhæng. Sagen om de syge Thule-arbejdere rammer gråzonen mellem det der med sikkerhed kan fastslås, og det der med sikkerhed kan afvises.


    Professor Otto Kofoed-Hansen, Risø og Københavns Universitet, reflekterede i sin dagbog i 1987 over statistikkens svagheder. Han deltog på det første hold, der blev sendt til Thule af de danske myndigheder i anledning af B 52-styrtet:


    “Jeg har været ude på isen, er blevet målt med geigertæller og har fået prøve af min næseslim undersøgt. Man fandt intet. I 1972 blev jeg opereret for urinvejskræft. Jeg blev igen behandlet for det samme i 1978.”


    Kofoed-Hansen skriver, at for ham er det klart, at den fremtidige undersøgelses resultat vil være behæftet med tvivl. Og denne tvivl bør komme Thule-arbejderne tilgode: 


    “For mig, og som min strengt personlige mening, er spørgsmålet alene, hvem denne tvivl skal komme tilgode? Selv er jeg ikke i tvivl om svaret: Tvivlen må komme dem, der arbejdede med oprydningen tilgode, de af dem, som er tilsyneladende skadelidte” (side 83).


    Bibliotekar Lars Melgaard skrev 2.2.1995 i “Notat om Thule-ulykken 21. januar 1968” til daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (side 7):


    "Kvaliteten af diagnoser på danske dødsattester blev i efteråret fremhævet som et problem af overlæge Mikael von Magnus Sundhedsstyrelsen i en tv udsendelse. Det skal understreges at væsentlige dele af det epidemiologiske arbejde udført for Sundhedsstyrelsen af Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi, Dike netop er baseret på Dødsårsagsregistret.


    Jeg vil derfor vove den påstand at såvel sygdomme som dødsårsager der relaterer sig til Thuleulykken i vid udstrækning kan være overset eller fejl-diagnosticerede”.


    Sammen med Hans Møller Kristensen lavede Lars Melgaard for OOA og Greenpeace en anbefalelsesværdig rapport "Thule ulykken 1968", der udkom i januar 1987.


    Også professor, overlæge i dermatologi Hugh Zachariae, Marselisborg Hospital, skrev i sine erindringer, "Hudløs" 2000, at tvivlen, som det normalt er tilfældet ved en række erhvervssygdomme, burde komme patienten til gode.


    Sammen med en anden også meget erfaren læge og kapacitet på området, overlæge Helmer Søgaard, undersøgte Zachariae en gruppe Thule-arbejdere med hudsymptomer. Undersøgelsen er omtalt i Ugeskrift for læger 1990, 152: 2920-3, og den giver anledning til mistanke om, at hudforandringerne kan have relation til oprydningsperioden i 1968 if. resuméet. Der blev nemlig fundet en større forekomst af en hudsygdom blandt gruppen af undersøgte Thule-arbejdere end i en normalgruppe.


    Thule-sagen har efter min mening flere paralleller til asbestsagen. I Thule-sagen er det Staten, der opfører sig over for sine egne borgere, som asbestindustrien har opført sig over for asbestarbejderne, arrogant og afvisende. 


    En tilbundsgående undersøgelse af Thule-arbejdernes helbred er aldrig blevet lavet. Den ville nemlig blive for dyr if. en artikel i Information “Arbejdsmedicinerne er uenige om undersøgelse af Thulearbejdere” 9.11.1988.


    Der var nogle få arbejdsmedicinere, der protesterede over de overfladiske undersøgelser, som Thule-arbejderne blev udsat for, for nogles vedkommende for anden gang. De overfladiske undersøgelser gjorde Thule-arbejderne til gidsler if. en arbejdsmediciner, der ikke turde stå frem med navn i Information. Der blev ikke tilknyttet hudlæger til den kliniske undersøgelse, og det var op til den enkelte undersøgende læge, hvilke ekstra prøver og laboratorieundersøgelser, der skulle gennemføres!


    En arbejdsmediciner sagde bl.a. til Information:


    “Ingen tør sige noget. Folk der burde ytre sig tier. Af frygt for repressalier. En sag der er rejst på et rimeligt grundlag er røget helt ud af tangenten. Det er en skandale”.


    Som borger sidder man tilbage med undren og indignation over, at et samfund som det danske ikke har vilje til og ønske om at behandle arbejdere ordentligt og følge dem regelmæssigt med helbredsundersøgelser, når de har været udsat for en ulykke med radioaktive og giftige stoffer. Man mister tilliden til politikere, ministre og myndigheder, når de ikke opfører sig ordentligt.


    Myndighederne har afvist Thule-arbejderne med, at de ikke har været udsat for radioaktiv stråling. Arbejderne er heller ikke blevet undersøgt for andre farlige stoffer, da myndighederne hævdede, de ikke vidste, om der f.eks. var beryllium, et meget giftigt metal, tilstede. Da man aldrig får at vide, hvad der er i en atombombe, er det og har det været en dårlig undskyldning for, at man ikke ville undersøge for påvirkninger af giftige stoffer. 


    Det gør mig ængstelig, for hvad når det radioaktive affald fra Risø skal transporteres til et slutdepot i 250 lastvogne med anhænger? Hvis der sker udsivning fra slutdepotet (som if. forstudiet fra maj 2011 ikke kan undgås)? Hvis der går ild i grafitaffaldet? Hvis dele eller alt affaldet skal tages op igen? Hvis folk omkring slutdepotet bliver syge? Skal de så også kæmpe mod statistiske undersøgelser à la Knud Juels og høre, at deres kræft skyldes livsstil, sprut og røg og ikke f.eks. stråling eller forurenet grundvand?


    Kan vi stole på, at myndighederne overholder Euratom-direktivet om fastlæggelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse mod de farer, som er forbundet med udsættelse for ioniserende stråling? F.eks. at udsatte personer sikres særlig lægekontrol? 


    Efter Christina Rosendahls film "Idealisten", 2015, der er lavet på baggrund af Poul Brinks bog, blussede debatten op i kort tid i medierne. Men den døde hurtigt hen igen. 


    Jeg skrev til flere af de personer, der i sin tid var involveret i sagen.


    Her er nogle af de “ikke-svar” jeg fik:

    1/ 30.6.15:


    “Kære Anne


    Mange tak for din henvendelse til Poul Nyrup Rasmussen.


    Desværre har Poul ikke mulighed for at kommentere på sagen, og vi håber således du finder svar ved Jens Peter Johansen.


    De bedste hilsner”


    Overlæge Jens Peter Johansen har aldrig svaret mig på den mail, jeg sendte ham om sagen i juni 2015.


    2/ Der står i registerundersøgelsen at der if. amerikanerne ikke var beryllium i hverken våben eller fly, men det lyder underligt at der ikke skulle have været beryllium i våbnene, så jeg bad en anden stille mit spørgsmål til overlæge Jens Peter Johansen (JPJ) Arbejdsmedicinsk klinik, Aalborg Universitetshospital, fordi han ikke havde svaret mig på en anden mail i juni 2015.


    10.7.15:


    "Kære Jens Peter Johansen,


    Kan du oplyse mig svar på nedenstående:


    Er denne blodprøve foretaget på de Thulearbejdere fra 1968, der var til undersøgelse på Arbejdsmedicinske klinikker: Beryllium lymphocyte proliferation test (BeLPT)?


    På forhånd tak for svar.


    Mvh."



    JPJ “svarede”  vedkommende 29.7.15:


    "Kære 


    Det er jeg desværre ikke bekendt med og har heller ikke mulighed for at efterforske det."


    Det var samme JPJ, der i Politiken tidligere 1.6.15 bl.a. skrev følgende i et læserbrev:


    "Den bedste måde at være solidarisk på, er ved at være så fagligt og så videnskabeligt velfunderet som muligt”. 


    Solidariteten rakte bare ikke til at svare på dette spørgsmål...


    3/ Da jeg havde læst på nettet, at arbejdsmedicinsk klinik i Region Midt havde behandlet en Thule-arbejder i 2010 for maveproblemer, skrev jeg til en overlæge der.


    Han svarede mig 29.6.15: “Jeg tror ikke det er muligt at komme den helbredsmæssige side af Thulesagen nærmere end de kliniske og registermæssige undersøgelser der allerede er foretaget.”



    4/ Jeg opfordrede en journalist på en landsdækkende avis til at tage sagen op igen. Han svarede mig 8.6.15:


    "Kære Anne Albinus


    Tak for din mail og for dokumenterne.


    (...)


    Det er jo en meget interessant historie. Omvendt er det jo også en voldsom journalistisk opgave at give sig i kast med, og den er jo også i høj grad blevet kulegravet én gang af Poul Brink, så jeg tror ikke, at redaktionen vil afsætte tid til at forsøge at gøre det igen, og for at sige det ærligt vil det nok heller ikke være min anbefaling i betragtning af det hidtidige forløb og opgavens sværhedsgrad.


    Men jeg vil se at komme ind og se filmen, som jeg desværre ikke har set endnu, og så kan det jo være, at jeg skifter mening.”


    Journalisten skiftede aldrig mening.


    5/ Jeg har til dato ikke fået svar på min mail til EU-repræsentationen i Bruxelles af 21.6.15, hvori jeg spurgte, hvad EU-repræsentationen agter at gøre i forbindelse med  den fejlagtige oplysning i brev fra EU-repræsentationen af 14.1.2005 til Udvalget for Andragender i Europa-Parlamentet. Daværende EU-ambassadør Claus Grube skrev bl.a.:


    "Several health investigations of the Thuleworkers were performed from the mid-1980s until 1995. The investigations carried out so far have not been able to demonstrate that the Thuleworkers have suffered adverse health effect as a result of exposure to radiation or to other hazardous substances"


    Men Thule-arbejderne er aldrig blevet undersøgt for påvirkning af andre skadelige stoffer, som Claus Grube skrev.


    Den 26.3.2016 har jeg rykket EU-ambassadøren i Bruxelles for et svar.



    Konklusion


    For mig har både sagen om atomaffaldet og sagen om de syge Thule-arbejdere været en øjenåbner for nogle alvorlige problemer i Danmark:


    1. det demokratiske underskud


    2. den manglende kritiske forskning


    3. den manglende kritiske presse


    4. den manglende civil courage


    og


    5. det faktum at alt for mange kender hinanden i alt for mange sammenhænge.



    Spørgsmålet er, om der kan gøres noget nu næsten 50 år efter ulykken og oprydningen på Thule Airbase?


    En tidligere minister skal have sagt privat efter Christina Rosendahls film: “Vi behandlede ikke Thulearbejderne ordentligt”. 


    Dette kunne man vælge at gå ud og sige offentligt. Jeg ved ikke, om sagen i dag plager nogle af de myndigheds-personer, politikere eller ministre, der har været indblandet i den. Men med et minimum af empati for mennesker, der har påtaget sig et meget farligt job under ekstreme forhold, hvor de satte deres helbred på spil, burde det være muligt at kunne fremkomme med en helhjertet undskyldning. 


    Jeg erkender, at det kan være svært efter så mange år, når man har viklet sig ind i diverse udtalelser og/eller dækket sig under tavshedens maske. Men ud over at de implicerede ansvarliges faglige og personlige omdømme risikerer at bliver plettet på langt sigt, er det også skadelidt for et samfund, når magten så åbenlyst som i denne sag har opført sig arrogant og kynisk over for arbejdere, der er blevet syge. Man behøver kun at tænke på det omdømme asbest- og kulmineindustrien har og har haft i forbindelse med asbestose og silikose.


    Thulesagen - sammen med andre lignende tildragelser - bidrager desværre til en farlig mistillid til vores demokratiske samfund.





    Foto af slide


    Udenrigspolitik og arbejderbeskyttelse tidl. stadsarkivar Henning Bender Aalborg Kommunes Stadsarkiv

    Skrevet af 


    Anne Albinus


    - Foto øverst: 21. januar 1968 styrtede et amerikansk B-52 bombefly lastet med fire brintbomber ned på havisen 12 km vest for Thulebasen. (Foto: US Air Force/Wikipedia)


    - Artiklen er en let redigeret udgave af mit indlæg i Orientering for tidligere medlemmer af FAST april 2016


    Mere om emnet kan ses i: 


    - Indlæg af Jeff Carswell Stop den videnskabelige Myte om Thulearbejderne 14.7.2015. Læserbrev afvist af Politiken.


    - Mit blogindlæg på AtomPosten.blogspot.dk : "Atomaffald og fremtidige ulykker" i lyset af Thulesagen" 19.7.2015

    og på min side om Thuleulykken

    Henvisninger
    1/ Ud over diverse regeringsledere og sundhedsministre er de myndigheder, der har været indblandet i afvisningen af de syge Thule-arbejdere:


    • Sundhedsstyrelsen 


    • Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS.dk) 


    • Sikringsstyrelsen


    • Cancerregisteret


    • Forskningscenter Risø (nu nedlagt og siden 2007 lagt under Risø DTU )


    • Statens Institut for Folkesundhed 


    • Overlæger ved arbejdsmedicinske klinikker 


    • Arbejdstilsynets chef på Thulebasen


    2/ Thulebasen fra fredsakademiet.dk



    torsdag den 21. april 2016

    Krumspring med højaktivt Atomaffald

    I sagen om det danske radioaktive affald har 233 kg særligt affald spillet en nøglerolle. De er rester af brændselsstave, der har været brugt i forsøg med høj udbrænding, dvs. de har siddet længe i en reaktor. 


    Formålet med forsøgene var at finde ud af, om det var muligt at forlænge brændselsstavenes ”driftstid” for på den måde at få mere energi ud af dem (jf. artiklen i Ingeniøren 3.4.1981 og denne fra 20.4.1984).

    Indtil 2003 var de 233 kg højradioaktive, og tidligere Risø-direktør Knud Larsen advarede i Roskilde Tidende 3.6.2003 imod, at de blev slutdeponeret i Danmark. Derfor har man i mange år forsøgt at eksportere dem – indtil nu uden held.

    De 233 kg har været et stort problem, men det eneste, hele rækken af ansvarlige ministre siden 2003 (1) bistået af Dansk Dekommissionering (DD), GEUS og Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) har kunnet finde på, var at omdefinere dette affald fra højradioaktivt til langlivet mellemradioaktivt affald.

    Dette er – for nu at sige det pænt – ikke faldet i god jord i vores nabolande, som har udtalt sig meget negativt om de danske slutdepot-planer (2). 
    Borgergrupperne mod slutdeponering af det radioaktive affald (3) har også protesteret kraftigt mod det, de ser som et forsøg på at stikke offentligheden blår i øjnene. 

    De ansvarlige er nu nået til et punkt, hvor de bliver nødt til at vælge mellem 


    • at melde åbent ud, at der er et problem 

    eller

    • at fortsætte med at lave stadig mere desperate krumspring 


    DD og SIS har lavet krumspring for at tilbageholde oplysninger om de omdefinerede 233 kg særligt affald.


    DD har uddybet omdefineringen med et NOTAT (12.11.13) og SIS med en kommentar (26.11.13). Men Notatet og kommentaren er ikke oplysende nok om de 233 kg særligt affald. DD og SIS må i stedet beskrive, hvordan det bestrålede brændsel fordeler sig i udbrænding. Nu angiver de bare intervaller. 

    I et foredrag i marts 2013 sagde GEUS' chefkonsulent, "at det var nogle svenskere, der havde fundet på, at de 233 kg særligt affald var højaktive." Jeg var tilstede ved foredraget i Dansk Geologisk Forening og indvendte, at de 233 kg var klassificeret i 2001 som højaktivt affald if. Notat af 2.2.2001 til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

    Høj udbrænding eller ej: Sverige, der nævnes som et foregangsland på mange måder indenfor affaldsdeponering (4 p.17) kommer ikke brugt reaktorbrændsel i et slutdepot som det påtænkte danske med en sikkerhedshorisont "fra 300 år" og i en dybde ml. 30-100 meter, der er den anbefalede dybde i forstudiet maj 2011. Hvordan kan man stole på, at kunstige barrierer, cement og bentonit holder radioaktive og giftige stoffer tilbage i vandstrømmende geologi?










    SKB.se i Sverige har svaret mig 9.5.2014, at i Sverige skal alt det brugte kernebrændsel slutdeponeres i det dybe geologiske slutdepot (endnu ikke bygget):

    Hej Anne!
    Allt svenskt använt kärnbränsle kommer att slutförvaras i samma geologiska slutförvar. SKB ansökte om tillstånd att få bygga slutförvaret för använt kärnbränsle i mars 2011 och myndigheternas prövning av ansökan pågår.


    Mvh,
    (...)
    Citat slut.


    Den danske slutdepotplan


    I Danmark er der endnu ikke taget stilling til, i hvilken geologi (ler eller granit) et slutdepot for lav- og mellemaktivt affald skal ligge. Man ved heller ikke, hvordan slutdepotet skal se ud i tekniske detaljer eller i hvilken dybde det skal ligge.  Dvs. folketingets partier skal i 2017 vælge mellem et fiktivt slutdepot  (nedgravning) i fiktiv geologi og et mellemlager, hvor man i en årrække holder øje med affaldet, indtil der er fundet en bedre løsning på affaldsproblemet.

    (Se sundhedsministeriets svar 17.12.14 til folketingsmedlem Erling Bonnesen (V) vedr. de 233 kg.)


    Af forstudiet maj 2011 fremgår det, som jeg nævnte øverst, at den anbefalede dybde er ml. 30-100 meter. I forstudiet står f.eks. side 223:

    "De mellemdybe depoter giver mindst risiko for spredning af forurenet støv til naboer i tilfælde af uheldshændelser. Her er depottyperne, der betjenes indefra de mest sikre, da det er forudsat, at affaldet sænkes ned via en elevator. For personalet er især skaktløsningerne dog mindst sikre, idet denne types konstruktion medfører lange flugtveje."


    Denne dybde 30-100 meter er ikke "State of Art". Hverken for langlivet mellemaktivt affald eller højaktivt affald. I både Frankrig, Finland og Sverige er dybden til brugt brændsel 500 meter i deres påtænkte dybe geologiske slutdepoter. Og sikkerhedshorisonten er fra 100.000 år - ikke som i det påtænkte danske slutdepot "fra 300 år".


    I forstudiet nævnes det affald, der har aktivitet i mere end 300 år side 219: 


    Grundlaget for opgaven har jf. Beslutningsgrundlaget været, at de skitserede depoter skulle have en levetid på 300 år. De indledende sikkerhedsanalyser har som delresultat, at den samlede levetid af barrieresystemet for de anbefalede løsninger ligger i mellem 500 og 1000 år. Efter denne periode vil der stadigt være affaldstyper tilbage i depotet, som indeholder væsentlig aktivitet. Det dre-jer sig om følgende affaldstyper:
    • Type 1 (grafitaffald)
    • Type 8 (sekundært affald fra dekontaminering)
    • Type 12 (eksisterende affald fra Hot Cell)
    • Type 13 (eksterne strålekilder)
    • Type 14 (særlige strålekilder)
    • Type 15 og 18 (bestrålet uran)
    • Type 16 og 17 (bestrålet brændsel)
    • Type 19 (ubestrålet uran)
    • og i begrænset omfang type 21 (tailings). Citat slut 
    Hvad er baggrunden for, at det skitserede depot skal have en levetid på 300 år, når noget af affaldet er radioaktivt i endnu længere tid end 1000 år? Bl.a. grafitaffaldet, de 233 kg særligt affald (langlivet højaktivt) og urantailings (langlivet lavaktivt). Bemærk formuleringen "begrænset omfang type 21 (tailings)". Tailings er langlivet lavaktivt affald, der producerer urandøtre til evig tid.

    Ingeniør Gerhard Schmidt, pensioneret fra Öko-Institut, har i et arbejdspapir side 28 skrevet om affaldet på Risø: at to typer affald er ufarligt efter 10.000 år og én kræver lidt længere tid, hvorimod de resterende 18 typer affald skal isoleres fra biosfæren i 100.000 år eller mere. DD hævdede overfor mig på et møde i Bryssel i september 2015, at Schmidt har misforstået sagen.


    Forsøg med meget høj udbrænding/burn-up


    De 233 kg særligt affald er som nævnt brugte brændselsstave, der har været lavet forsøg på med høj udbrænding på Risø. DD oplyser på sin side under fanen "Om affaldet": "Det særlige affald består hovedsagligt af mindre stykker brugt brændsel, som har været anvendt til materialeforskning."

    I ugebladet Ingeniøren har jeg i en artikel fra 3.4.1981 fået bekræftet min mistanke vedr. de 233 kg : Brændselsstavene fra bestrålingen i Halden reaktoren har en burn-up/udbrænding på over 40.000 MWd/t og stave fra Batelle i USA en burn-up ml. 20.000 og 80.000 MWd/t. Burn-up dokumenteres også af dette dokument fra Risø 1976. Til sammenligning har brugt kernebrændsel fra en atomkraftreaktor i 1980'erne en burn-up på 33.000 MWd/tU. 




    Omklassificeringen af de 233 kg fra højaktiv til langlivet mellemaktiv er blevet kritiseret af civilingeniør Johan Swahn, direktør i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, MKG. Swahn har kritiseret DD for ikke at ville offentliggøre informationer om de 233 kg.

    30. maj 2013 tog en journalist på P4 Bornholm fat i de 233 kg og interviewede Johan Swahn.

    Kritikken af Dansk Dekommissionerings omdefinering lød sådan i P4 Bornholm 30.5.13:

    "Han (red. Johan Swahn MKG.se) kritiserer Dansk Dekommissionering for ikke at offentliggøre tilstrækkelige informationer til at kunne lave en uafhængig bedømmelse af radioaktiviteten fra de 233 kg atomskrald.- Informationen fra Dansk Dekommissionering er ikke tilstrækkelig. Men det ser ud som om, de brugte brændselsstave er pakket om, så det derfor kan klassificeres som mellemradioaktivt, konstaterer han.- Dette er ikke acceptabelt, når det skal placeres i et slutdepot. Hvis det kommer i slutdepotet, skal det klassificeres som højradioaktivt, siger Johan Swahn."

    Hele interviewet er skrevet ud her.

    Dagen efter 31.5.13 svarede DD igen på kritikken med ordene: "Det er simpelthen noget, vi er nødt til at behandle med forsigtighed".


    DD sagde om klassificeringen af de 233 kg atomaffald, at man blot følger anbefalingerne fra IAEA, Det Internationale Atomenergiagentur. 

    P4 Bornholm spurgteHvordan kan det så være, at de 233 kg, der ligger hos jer, ikke bliver klassificeret som højradioaktivt?

    DD: "Det er, fordi det er brændsel, der er blevet bestrålet med henblik på forsøg. Og dvs. det er ikke brændsel, der har på den måde samme historik. Det der jo er rigtigt væsentligt, når man klassificerer affaldet, det er jo hvilken historik har det, hvor længe har det siddet i en reaktor. Og hvad har effekten været og så videre. Det er jo de tal, man bruger til at beregne aktiviteten og dermed klassificere affaldet."

    Til dette krumspring er min kommentar: En betydelig del af det bestrålede brændsel er blevet testet for holdbarhed (lang tid i reaktoren) og er dermed direkte lig med brugt kernebrændsel fra et atomkraftværk og altså højaktivt. Indholdet af radioaktive isotoper må forventes at være større end for brændsel brugt i en almindelig reaktor, der per definition er højaktivt.

    Jeg bemærker, at i DD's NOTAT 12.11.2013 side 2 nævnes stavene fra bla. Battelle i USA ikke. Her står blot "bestrålinger i udenlandske reaktorer". Er det fordi man evt. vil sløre den høje burn-up i disse forsøg, op til 80.000 MWd/t? 

    DD's  NOTAT:




    I et Notat fra 2.2.2001 til Folketingets miljø- og planlægningsudvalg kan man læse følgende i afsnittet om de 233 kg (min fremhævning):


    "Nogle af de fremstillede brændselsstave blev i perioden fra 1967 til 1972 indsat til bestråling i materialeprøvningsreaktoren i Halden i Norge. De sidste stave blev udtaget af reaktoren i 1989 og returneret til Risø med henblik på, at man i Hot Cell kunne undersøge brændselet efter bestrålingen.

    (...)

    Udover de dansk fremstillede brændselsstave befinder der sig rester af udenlandsk fremstillede brændselsstave på Risø. Som bidrag til sikkerhedsforskningen vedrørende kraftreaktorbrændsel blev der i perioden 1980 - 90 under Risøs ledelse gennemført tre internationale projekter til undersøgelse af bl.a. frigørelse af fissionsgasser fra kraftreaktorbrændsel med høj udbrænding. Bestrålet prøvemateriale hidrørende fra General Electric, American Nuclear Fuel og Battelle (alle USA) kom fra en række lande til undersøgelse i Hot Cell. Heller ikke i disse sammenhænge var der - af samme grunde som anført ovenfor - indgået aftale om returnering af prøvematerialet til leverandørerne. "

    Hemmelighedskræmmeri



    Jeg har tidligere ud fra Risø-rapporter fundet på nettet lavet "Gæt om data" (5), og jeg spørger:

    Er grunden til hemmelighedskræmmeriet og omdefineringen af de 233 kg, at nogen forsøger at skjule fakta, så man slipper for at lave et dybt geologisk slutdepot eller et flere kilometer dybt borehul til en så lille mængde? 




    Skrevet af Anne

    ......................................................................

    Info: 

    Radioaktivt affald fra forsøgsstationer er ofte kompliceret, da meget er puttet i tønder, uden at man helt har haft styr på, hvad man kom i. (Se brev til Martha i Notat af 2.2.2001 om de 233 kg samt præsentation af det historiske affald /bøtter med ukendt indhold).


    Henvisninger



    Og fra det svenske kerneaffaldsråd: Rapport fra det svenske kärnavfallsraadet 2015:11 Nuclear Waste State of the Art Report 2015 Om Danmark fra side 19 - 23

    The Swedish Radiation Safety Authority (SSM) writes in its consultation response to the Swedish EPA that Denmark needs to describe the composition and content of the waste more thoroughly and to present the different alternative designs for a final repository in greater technical detail. SSM also believes it is important that the possible environmental consequences are presented for normal function of the final repository as well as for events with low probability but with great consequences (worst case scenarios). The Swedish NGO Office for Nuclear Waste Review (MKG) summarizes its review statement by saying that the Danish plans for siting and building a final repository are so inadequate that only the proposal of continued interim storage of the waste is at all feasible. Read Sweden’s response and the statements of other reviewing bodies on the Swedish EPA’s website.7


    4. Side 17 Rapport afgivet af den af af IT- og Forskningsministeriet nedsatte arbejdsgruppe for en teoretisk udredning af tekniske krav vedrørende et dansk slutdepot for radioaktivt affald DD 2002


    "Der er således ikke på baggrund af klassifikationen af det særlige affald taget stilling til en endelig deponeringsløsning for dette affald. I Beslutningsgrundlag for et dansk slutdepot for lav- og mellemaktivt affald, der indgik i redegørelse R4 af 15. januar 2009 fra ministeren for sundhed og forebyggelse til Folketinget fremgår det endvidere, at det danske affald omfatter langlivet lav- og mellemaktivt affald, fx det særlige affald, og at denne del af affaldet kan være afgørende for valg af depotkoncept og for resultatet af sikkerhedsvurderinger m.m. af et evt. dansk slutdepot. Dette fremgår også af de gennemførte forstudier, der blev offentliggjort i maj 2011."



    5. Min hjemmeside "Gæt om data":

    På nettet kan man finde rapporter, der viser, at der på Risø er lavet forsøg med brændselsstave med høj udbrænding/burn-up, dvs. brændselsstave, der har været længe i en reaktor. Det faktum, at der i 233 kg affald er 1,2 kg plutonium vidner om, at brændselsstavene har været meget længe i en reaktor.

    Notatet fra 2.2. 2001 til Folketingets miljø- og planlægningsudvalg kan man læse følgende i afsnittet om de 233 kg (min fremhævning):

    Oprindelse og egenskaber 

    Hovedparten - mindst 80% - af de ovennævnte brændselsstave er fremstillet af lavt beriget uran af udenlandsk oprindelse i et samarbejde mellem Risøs Metallurgiafdeling og Helsingør Skibsværft og Maskinbyggeri (HSM), som i perioden 1965 til 84 forsøgte at etablere sig på det internationale marked for zirconiumkapslede brændselselementer til kraftreaktorer. Det skete i forlængelse af den succesrige fremstilling af aluminiumkapslede elementer til brug i Risøs egne forsøgsreaktorer DR2 og DR3. Det historiske forløb er beskrevet i "Til samfundets tarv" [pp.183-195]. I herværende sammenhæng er kun kraftreaktorstavene relevante, idet det sidste af DR3 brændselet vil blive sendt til USA i løbet af de nærmeste år i henhold til aftale herom.
    Nogle af de fremstillede brændselsstave blev i perioden fra 1967 til 1972 indsat til bestråling i materialeprøvningsreaktoren i Halden i NorgeDe sidste stave blev udtaget af reaktoren i 1989 og returneret til Risø med henblik på, at man i Hot Cell kunne undersøge brændselet efter bestrålingen.
    (...)
    Udover de dansk fremstillede brændselsstave befinder der sig rester af udenlandsk fremstillede brændselsstave på Risø. Som bidrag til sikkerhedsforskningen vedrørende kraftreaktorbrændsel blev der i perioden 1980 - 90 under Risøs ledelse gennemført tre internationale projekter til undersøgelse af bl.a. frigørelse af fissionsgasser fra kraftreaktorbrændsel med høj udbrænding. Bestrålet prøvemateriale hidrørende fra General Electric, American Nuclear Fuel og Battelle (alle USA) kom fra en række lande til undersøgelse i Hot Cell. Heller ikke i disse sammenhænge var der - af samme grunde som anført ovenfor - indgået aftale om returnering af prøvematerialet til leverandørerne. 
    (...)
    I Hot Cell blev de bestrålede brændselsstave skåret op og udvalgte stykker af uranoxidpillerne blev karakteriseret nærmere. Rester fra disse undersøgelser udgør hovedparten af ovennævnte 233 kg. En del er relativt reelle stykker fra opdelingen af brændselsstavene, men noget forefindes som småstykker i form af f.eks. epoxymonterede mikroskopipræparater eller som skære- og slibestøv fra fremstilling af præparaterne. Nogle brændselspiller blev opløst i syre med henblik på bestemmelse af udbrændingen, og sådanne syreopløsninger er senere bragt på fast form ved blanding med cement og er nu oplagret i tromler.
    Det brugte brændsel har ingen fremtidige anvendelsesmåder og kan kun betragtes som brændselsaffald."
    Citat slut 


    Her er 2 af de rapporter, der er tilgængelige på nettet, der fortæller om forsøg med høj burn-up/udbrænding:

    1) Risø-R-473 Metallurgy Department Progress Report for the Period 1 January to 31 December 1981 side 30 og frem. Bl.a. side 31: U02-Zr irradiations at Risø "In the test fuel irradiation programme at the DR 3 reactor, standard fuel pins have reached max. burn-up levels of 68,500 and 55,000 MWD/tU for BWR and PWR type fuel, respectively."

    2) Risø-M-2185: Calculation of heat rating and burn-up for test fuel pins irradiated in DR3, 1980 

    Rapport 2) er udarbejdet for at kunne beregne udbrænding/burn-up for bestrålet brændsel i reaktor DR3 ud fra bestrålingstid og berigning af brændstoffet. De anvendte brændselsstave er Risøs egne fremstillet i samarbejde med Helsingør Værft. Dvs. det er nogle af de brændselsstave, der i dag findes på Risø i de 233 kg.

    Rapporten viser, at det brændsel, der blev bestrålet i DR3, formodentligt er kortlagt i detaljer mht. burn-up.

    Tabel A1 side 39 i Appendix A gør det muligt at vurdere den omtrentlige burn-up baseret på bestrålingstid i reaktoren.

    I tabel 4 på side 25 sammenlignes burn-up af nogle brændselsstykker i en beregning og fra eksperimentelle data. Alle delene har meget høj burn-up 27.000 til 46.000 MWd/tU. (tU = ton uran = tHM = ton heavymetal). Til sammenligning har brugt kernebrændsel fra en atomkraftreaktor i 1980'erne en burn-up på 33.000 MWd/tU. 

    På side 7 nederst tales der om "selv for bestrålinger der varer flere år." 

    Ifølge tabel A1 giver en bestrålingstid på et år en burn-up på 20.000 MWd/tU. 

    På side 37 nederst står "burn-up af stykket var lille", når vi taler om 8.000 MWd/tU.

    En betydelig del af det bestrålede brændsel er formodentligt blevet testet for holdbarhed (lang tid i reaktoren) og er dermed direkte lig med anvendt kernebrændsel fra et atomkraftværk, og altså højaktivt.