fredag den 19. februar 2016

Sammenligning af Mellemlager og Slutdepot

Dansk Dekommissionering (DD) meddeler på sin hjemmeside 10.2, at man har indgået en kontrakt med COWI A/S om, at de i løbet af foråret skal udarbejde følgende to delstudier: 


  • Sammenligning af sikkerheden ved et mellemlager og et slutdepot 
  • Overslag over økonomien for et mellemlager 

Arbejdet skal udføres i samarbejde med Studsvik AB på grundlag af det beslutningsgrundlag for et dansk mellemlager (1), som GEUS og DD udsendte i februar 2015.

De to delstudier skal indgå i den resulterende rapport om kriterier for lokalisering, sikkerhed og økonomi ved mellemlageret, som derefter skal udarbejdes af GEUS og DD og være klar ultimo 2016.

Når den foreligger, kan der træffes en politisk beslutning.

Dette er køreplanen for atomaffaldsagen, som den ser ud nu.

En endelig vurdering af arbejdet må naturligvis afvente offentliggørelsen af GEUS’ og DD’s rapport. Men allerede nu er det muligt at vurdere det grundlag, det bliver lavet på, og hvilke forventninger, der stilles til det fra officielt hold. Det er beskrevet i (1), i DD's ”Pre-feasibility Study” (2) og i de øvrige udmeldinger, skriftlige såvel som mundtlige, som sundhedsministeriet, GEUS, DD og SIS er kommet med gennem årene.

Det er mit bestemte indtryk, at myndighederne foretrækker slutdeponering fremfor mellemlagring.

Mellemlagring var slet ikke på tale, da den oprindelige beslutning om slutdeponering af det danske radioaktive affald blev besluttet i 2003 (3). Det var først efter pres fra borgerne i de fem ”prikkede” kommuner (4) og andre udenforstående, at et mellemlager som i Holland (5) kom ind i overvejelserne i 2012.

Der derfor al mulig grund til at se på den argumentation, der formentlig vil blive brugt. Det kan forhåbentlig bidrage til, at mellemlager-tilhængerne ikke bliver overrumplet, når GEUS’ og DD’s rapport udkommer.

For det første kan man forvente, at sikkerhedsanalyser vil spille en afgørende rolle, når sikkerheden for de to opbevaringsformer skal sammenlignes.

Når det gjaldt om at begrunde slutdeponering, har man i høj grad støttet sig til sikkerhedsanalyser. Man kan derfor forvente, at de også vil blive brugt i mellemlager-studierne.

Sikkerhedsanalyser har imidlertid nogle grundlæggende begrænsninger, som deres ophavsmænd (m/k) hidtil har været uvillige til at diskutere offentligt.

De må nødvendigvis være baseret på forenklede opfattelser af den virkelige verden, fordi det kendskab, man har til udgangssituationen, er begrænset. Hertil kommer, at der er processer, man endnu ikke kender, der er processer, man kun har et begrænset kendskab til, og endelig er der – som i alt menneskeværk – en fare for, at ting, man ved, bliver glemt.

For en udenforstående som undertegnede er det derfor meget svært at se, hvordan man kan undgå, at disse begrænsninger kommer til at påvirke resultaterne af sikkerhedsanalyserne. Historien om opbevaring af radioaktivt affald er da også den lange og sørgelige historie om indtrængning af vand, udsivning af radioaktive stoffer, sjusk, forglemmelser og fiflen med kontrol-målinger (6).

Tidligere tiders risiko-vurderinger må i mange tilfælde have været mangelfulde og fejlbehæftede, og jeg er ikke stødt på overbevisende forklaringer på, hvordan man skulle kunne undgå disse mangler nu.

Sikkerhedsanalyser ligner objektive vurderinger ved deres omfattende brug af tal og matematik, selvom de ofte er rene partsindlæg. De aktiverer desværre også mange menneskers negative følelser overfor et fag, de havde det dårligt med i deres skoletid.

Offentlighedens interesse for sikkerhedsanalyser knytter sig derfor næsten udelukkende til resultaterne, da meget få tør spørge ind til de forudsætninger om de virkelige forhold, der danner grundlaget for dem.

Det gør, at det kan være fristende at bruge dem til nedgøring af mellemlagerløsningen.

For det andet er der de økonomiske betragtninger.

Det fremhæves mange steder i myndighedernes mange og lange rapporter, at et mellemlager er dyrere end et slutdepot.

Men prøv at finde bare et sted i disse rapporter, hvor udgifterne for de omkringboende bliver regnet med, når udgifterne til slutdepotet bliver vurderet. Nej, ”udgifter” betyder i denne sammenhæng alene udgifter for staten, ikke for de borgere, der bor i nærheden af et eventuelt slutdepot.

Samtidig er mulig udsivning af radioaktivt materiale fra et slutdepot heller ikke noget, man tager med i opgørelsen af udgifterne.

Hvis man vil anlægge en økonomisk synsvinkel på denne sag, må man dog som minimum forlange, at alle udgifter er taget med for begge løsninger.

For det tredje er der sikkerheden.

Det fremhæves i beslutningsgrundlaget, at et mellemlager er mere udsat for eksempelvis terrorist-angreb end et slutdepot.

Det nævnes ikke, at denne trussel eksisterer allerede nu, hvor det radioaktive affald ligger i et mellemlager på Risø. Og det gælder ikke kun for mellemlageret (både det nuværende og det fremtidige), men for alle lagre af radioaktive eller stærkt giftige stoffer. Det vil også gælde for et eventuelt slutdepot, i hvert fald i den periode, hvor det bliver fyldt og derfor er åbent.

Jeg går ud fra, at man i politiet er opmærksom på disse risici og har truffet de nødvendige forholdsregler. Det bliver man også nødt til i fremtiden.

For det fjerde kan der blive problemer med rekruttering af teknikere med kendskab til radioaktive stoffer og radioaktiv stråling.
Vanskelighederne skyldes, at dette område har mistet prestige og offentlig bevågenhed, siden a-kraften blev opgivet midt i firserne.

Bekymringen for, at der opstår en alvorlig mangel på mennesker med relevant uddannelse inden for dette område, er efter min mening reel. Den er kommenteret i Atom Posten i september 2013 (7).

Sådan har tendensen været i de sidste 30 – 40 år, og vil man ændre på det, så kræver det politisk indgriben, mellemlager eller ej. Manglen på teknikere inden for det nukleare område hæmmer udviklingen på en række områder med uomtvistelig samfundsmæssig betydning, for eksempel brugen af radioaktive stoffer inden for medicin og forskning.

For det femte er der (u-)muligheden af at uskadeliggøre affaldet ved kernefysiske metoder.

Atom Posten har jævnligt peget på, at en del af det langlivede radioaktive affald kan omdannes til isotoper med kortere halveringstid ved kernefysiske metoder: I løbet af den 100-årige periode, hvor affaldet ligger i mellemlageret, kunne man tænke sig, at der blev udviklet til en brugbar og sikker teknologi til dette formål.

DD har i sin rapport om mellemlageret henvist til en autoritativ vurdering (8), der siger, at dette er usandsynligt.

Nu er det svært at forudsige den teknologiske udvikling 100 år frem, selv for DD’s eksperter. Hvem ville i 1916 have gættet på, at vi ville få antibiotika, P-piller, computere og mobiltelefoner, eller at der ville være kunstige satellitter i omløb omkring Jorden og en bil, der kørte rundt på Mars?

Når det drejer sig om uskadeliggørelse af det langlivede radioaktive affald ved kerne-omdannelse, er opgaven at udvikle metoder, som allerede fungerer i lille skala, til en teknologi, der kan bruges til behandling af store mængder af radioaktivt affald.

Det er uden tvivl svært. Men det kræver ikke opdagelse af helt nye naturlove, og med de mængder af langlivet radioaktivt affald, der hober sig op i de a-kraftproducerende lande, er der et stort incitament til at gøre det.

Denne type af teknologiske fremskridt sker, fordi nogen indser nødvendigheden af dem og handler.

Flere af de indvendinger, man har fremsat mod mellemlagring, er reelle og må tages alvorligt. Men de kan overvindes, hvis man er parat til at se dem i øjnene og gøre noget aktivt. Passivitet og given-op overfor vanskelige problemer er et meget dårligt argument mod mellemlageret.


Skrevet af Jens


Henvisninger:

  1. BESLUTNINGSGRUNDLAG for et dansk mellemlager for lav- og mellemaktivt affald”. Udarbejdet af GEUS (De nationale geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) og DD (Dansk Dekommissionering). Februar 2015. 
  2. Danish Decommissioning: “Pre-feasibily study for final disposal of radioactive waste. Disposal concepts”. Maj 2011.”Miljøvurdering af plan for etablering af slutdepot for dansk lav- og mellemaktivt affald – Høringsnotat – scoping”. 
  3. B48 Forslag til folketingsbeslutning om afviklingen af de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø.
  4. De fem ”prikkede” kommuner er: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm. 
  5. Se COVRA’s Hjemmeside. Se også kommentar i Atom Posten (01.10.13) og baggrundspapir om COVRA. 
  6. Se kommentarer i Atom Posten (5.3.13) (14.05.13), (23.09.13), (09.02.14) og (29.04.14). 
  7. Se også kommentar i Atom Posten (19.09.13)
  8. Se (1), side 65: 
    "Forventningen om fremkomst af teknologier, der kan bruges til at reducere indholdet af langlivet aktivitet, vurderes pt. af flere organisationer (bl.a. Westen European Nuclear Regulators Association, WENRA) til at være uden basis i faktuelle forhold, i det mindste inden for en 100 års tidshorisont."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar