tirsdag den 29. december 2015

Nytårshilsen

I 2015 har klimaændringerne ikke begrænset sig til vejret.

Også det politiske klima har ændret sig: Flygtninge fra konflikterne i Mellemøsten er nået til Danmark, og deres ankomst har for alvor delt befolkningen.

Mange er gået ind i frivilligt arbejde for at hjælpe de mennesker, som har søgt tilflugt hos os.

Men mange flere frygter, at landet vil blive oversvømmet af mennesker, der hverken kan eller vil integreres i det danske samfund, og som vil blive en stor økonomisk byrde. De ønsker, at tilværelsen som asylansøger skal gøres så lidt attraktiv som overhovedet muligt.

Et stort flertal i folketinget er parat til at gennemføre lovgivning, der lever op til dette ønske, og som gør det på en ualmindelig frastødende måde (1).

Det gælder om at passe på Danmark, som statsministeren udtrykker det.

Men ingen spørger, hvad det præcist er, vi skal ”passe på”. Er det vores velfærd, eller er det også de medmenneskelige værdier, som velfærdsstaten hviler på? Skal vi acceptere, at vores sociale sikkerhedsnet bliver lavet om til en forsikringsordning, hvor der kun er adgang for dem, der har betalt kontingentet?

Der tales meget om, at vi skal begrænse tilstrømningen af asylansøgere, og meget lidt om, hvor de afviste asylansøgere så skal gå hen.

Muligheden af, at vi selv kan blive flygtninge, som kan blive tvunget til at søge asyl i et andet land, tales der aldrig om. Det til trods for, at danske statsborgere for godt halvfjerds år siden måtte flygte til Sverige for at undgå forfølgelse og kz-lejre.

Hvordan kan mennesker, hvis politiske synspunkter indtil for nylig lå inden for normal-området, nu gå med til, at flygtninge ved grænsen skal fratages deres sidste værdigenstande?

Jeg tror, at disse mennesker er bange, slet og ret. Og det er ikke kun islamisk stat, de er bange for, det er fremtiden.

De oplever, at deres medborgere kun har overskud til at tænke på sig selv og deres allernærmeste og er ligeglade med, hvordan det går andre. De frygter, at de skal betale for asylansøgernes ophold med forringet velfærd, mens andre får skattelettelser. De frygter at blive tabere i alles kamp mod alle.

De ser, hvordan europæiske lande, som hidtil har været anset for civiliserede, nu prøver at slippe for at tage imod flygtninge med pigtrådshegn, skræmmekampagner og nedværdigende behandling af mennesker, der beder om beskyttelse. De frygter, at det en dag kan blive dem, der står på den forkerte side af pigtråden.

For os, der har fulgt sagen om det radioaktive affald, kan denne udvikling ikke overraske. Allerede i 2011 oplevede borgerne i de fem prikkede kommuner (2) i mindre målestok det, flertallet oplever nu: At være alene med et problem, der burde være fælles.

Af frygt for selv at få et slutdepot i baghaven har borgerne i landets øvrige 93 kommuner været fuldstændig ligeglade med, at slutdeponering af radioaktivt affald vil ødelægge det lokalsamfund, det går ud over, bare det ikke blev deres eget. De har helt ukritisk accepteret myndighedernes let gennemskuelige sludder om, at det foreslåede discount-slutdepot vil være sikkert i al evighed.

Men i de prikkede kommuner har man demonstreret, at det nytter at stå sammen. At det nytter at kæmpe for et standpunkt, man kan være bekendt, og at holde ud, som borgergrupperne mod slutdeponering af radioaktivt affald nu gør på femte år.

Den politiske udvikling i 2015 har både vist styrken i sammenhold og tålmodighed og tomheden i slagordet: ”Enhver er sig selv nærmest”.

Anne og jeg ønsker alle et godt 2016.

Skrevet af Jens

Henvisninger:

  1. Se Annes hjemmeside: ”Om regeringens forslag om at konfiskere flygtninges smykker”. 
  2. De fem kommuner, der er udpeget som mulige placeringer af et slutdepot for radioaktivt affald (de ”prikkede” kommuner) er: Struer, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm. Se Annes hjemmeside: atomaffaldklarhed.dk

tirsdag den 22. december 2015

Brændt Atomaffald

Dansk Dekommissionering (DD) fortæller på sin hjemmeside 9.12. om, hvordan brændbart radioaktivt affald sendes til firmaet Studsvik Nuclear AB, hvor det afbrændes i et særligt forbrændingskammer, således at rumfanget af det radioaktive affald bliver betydelig mindre.

Hvor det er forkasteligt at fortynde radioaktivt affald for at bringe gennemsnitsaktiviteten ned (1), så er ideen med rumfangsformindskelse god, hvis det kan gøres på en betryggende måde, dvs. uden af radioaktivt stof slipper ud. Ofte er det radioaktive stof kun en lille del af den samlede mængde affald, mens resten er ikke-radioaktivt fyldstof, som for det meste er ugiftigt og derfor harmløst.

Men vi forstår, at det ikke har været helt uden problemer for DD at få sit brændbare affald behandlet på denne måde:

Studsvik kræver, at affald fra DD skal leveres i gennemsigtige plastsække, ligesom det haveaffald, vi andre afleverer på genbrugsstationen. Tillid er godt, men kontrol er bedre (2).

Studsvik vil ikke acceptere biologisk eller toksisk (giftigt) affald.

Studsvik forlanger, at affaldet kun indeholder små mængder af klor- og bromholdig plast, fordi det ved forbrænding danner forbindelser, som bidrager til den sure regn, eller som er særdeles giftige (3).

Studsvik kan nemlig stille betingelser for at tage imod det danske affald. Det kan borgerne i nærheden af de steder (4), der er udpeget som mulige placeringer af et dansk slutdepot, ikke, selvom de har mindst lige så gode grunde til det.

Det koster også penge at få affaldet behandlet i Studsvik, og måske håber man i DD på, at politikerne på den måde vil indse, at slutdeponering er det bedste.

Og så taler artiklen om

…. "det affald, som er nødvendigt at deponere fremover."

Det er nok en fortalelse, men fortalelser er ofte afslørende.

Skal det forstås på den måde, at slutdeponering stadig er det eneste, man regner med i inderkredsen, og at snakken om et mellemlager kun bruges til at udlægge røgslør og få tiden til at gå for på den måde køre den lokale modstand træt?

Jeg ved det ikke. Myndighedernes udmeldinger bliver jo ikke leveret i gennemsigtige plastsække, så man kan se, hvad der er indeni.

Men jeg frygter det værste.

Skrevet af Jens


Henvisninger:

  1. Se kommentar i Atom Posten (20.12.15).
  2. Ifølge Wikipedia er det Lenin, der har sagt det. Men mange andre har utvivlsomt tænkt det.
  3. Den prøve for chlor og brom, man påstår at have opfundet i DD, skyldes kemikeren Friederich Konrad Beilstein (1838 – 1906)
  4. De lokaliteter, der er udpeget som mulige deponeringssteder for Danmarks radioaktive affald, er: Thyholm (Struer Kommune), Skive Vest og Thise (Skive Kommune), Kertinge Mark (Kerteminde Kommune), Rødbyhavn (Lolland Kommune) og Østermarie (Bornholms Regionskomm

søndag den 20. december 2015

Kan man bare fortynde radioaktivt Affald?


Greenpeace har via en aktindsigt opdaget, af det franske firma Total har dumpet radioaktivt affald på en almindelig losseplads (Ravnshøj Miljøanlæg) i Frederikshavn Kommune (1). Dumpningen skete uden de lokale miljømyndigheders vidende.

Affaldet stammer fra den prøveboring i Dybvad, som Total gennemførte tidligere på året med det formål at finde ud af, om det kunne betale sig at udvinde skifergas på stedet. Planen blev som bekendt opgivet, men affaldet fra boringen (borespåner og boremudder), lå der og skulle skaffes af vejen.

Problemet er, at borespånerne indeholder varierende mængder af radioaktive stoffer, og at uranindholdet i dele af affaldet er over 40 ppm (2). Denne del af affaldet er derfor lavradioaktivt og kan ikke bare køres på lossepladsen.

Borespåner og boremudder fra hele boringen er efterfølgende blevet blandet, således at det gennemsnitlige indhold af uran er kommet ned under grænsen på 40 ppm. Total kunne derefter hævde, at affaldet var ikke-radioaktivt.

Den offentlige tilsynsmyndighed, Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS), har desværre godkendt denne fremgangsmåde.

Det er meget betænkeligt.

Man kan forestille sig, at godkendelsen også vil friste andre til at fortynde sig ud af problemer med radioaktivt affald. Man blander bare sit affald med tilstrækkelig store mængder af ikke-radioaktivt materiale, således at det gennemsnitlige indhold af radioaktive stoffer kommer ned under den grænse, myndighederne har sat. Det kan åbne for, at store mængder radioaktivt affald dumpes på landets lossepladser.

Metoden minder om tidligere tiders dumpning af radioaktivt affald i havet, hvor der jo også sker en stærk fortynding, og det blev forbudt allerede i 1972 (London-konventionen). Den har også lighedspunkter med omdefineringen af de 233 kg særligt affald fra højradioaktivt til langlivet mellemaktivt affald, som fandt sted i begyndelsen af nullerne (3).

Sagen viser, at der er problemer med udformningen og administrationen af reglerne for håndtering af den slags affald.

For det første fastsætter de ganske vist en præcis grænse mellem lav-radioaktivt og ikke-radioaktivt affald, men de indeholder ikke noget effektivt værn mod omgåelser i lighed med den, Total har benyttet i Nordjylland.

For det andet har SIS forsøgt at holde aftalen om dumpning af borespånerne skjult for offentligheden.

Ingen af delene styrker borgernes tillid til SIS (4). Det kan se ud, som om man med vilje fastsætter regler for håndtering af lavradioaktivt affald, der er lette at omgå, selvom de ser tilforladelige ud ved første øjekast. Det giver borgerne det indtryk, at myndighederne er på firmaernes parti, og at de er til at snakke med, hvis det er politisk opportunt og kan ske diskret.

Det er på tide, at SIS indser, at organisationen med sin store specialviden på strålingsområdet har et medansvar for miljøet her i landet, nu og i fremtiden.

Borgerne skal også have tillid til, at SIS udfører sit tilsyn i overensstemmelse med klare regler og uhindret af kortsynede politiske hensyn.

Hvis borgerne først har fået det modsatte indtryk: at man i SIS er ligeglad med miljøet, at regler kun er til pynt, og at der kan handles i porten, når det drejer sig om kroner og ører, så undergraver det naturligvis tilliden til SIS generelt.

Men ikke kun det: Det risikerer at undergrave borgernes tillid til naturvidenskabeligt begrundede beslutninger i det hele taget. Mistilliden findes allerede (for eksempel, når det drejer sig om vaccination af børn), og kan let brede sig.

Perspektiverne i denne sag er skræmmende. Men Greenpeace har gjort offentligheden en stor tjeneste ved at grave den frem.

Skrevet af Jens


Henvisninger:

  1. Debatindlæg: ”Radioaktivt affald på Lossepladsen” af Tarjei Haaland, Greenpeace, ”Information” (14.12.15)  - Se Haalands uddybning med dokumenter her
  2. Et uran-indhold på 40 ppm svarer til, at 1 kg affald indeholder 0,04 g uran. Anne har tidligere spurgt Dansk Dekommissionering (DD) om, (se her for korrespondance) hvordan affaldet fra skifergasboringer skulle behandles, og fået et meget uklart svar. For baggrundsviden, se kommentar i Atom Posten (19.09.14) og notatet ”Radioaktivitet af Uran-holdige Bjergarter”. 
  3. Se Annes hjemmeside
  4. En spørgeundersøgelse fra Det danske Center for Miljøvurdering ved Aalborg Universitet (DCEA) har vist, at det allerede nu er småt med tilliden til myndighedernes udmeldinger. Se kommentar i Atom Posten (23.09.14).


  5. Svar fra Dansk Dekommissionering til Total 22.maj 2015: Fra: Anne Sørensen <.........@dekom.dk> Dato: 22. maj 2014 09.48.50 CEST
    Til: Henrik NICOLAISEN <henrik.nicolaisen@total.com> Emne: NORM affald

    Til Henrik Nicolaisen
    Som lovet vender jeg tilbage om eventuelt NORM affald fra skifergas prøveboring i Nordjylland. Sådan som vi har forstået det, vil der være tale om et tocifret antal m3 affald med ganske lav aktivitet, et forventet indhold af uran på 50-100 ppm.
    Dansk Dekommissionering er forpligtet til at modtage dansk radioaktivt affald, og kan derfor midlertidigt lagre affaldet. I forhold til en langsigtet løsning for dansk radioaktivt affald indgår NORM affald af denne type ikke i de nuværende undersøgelser, som Sundhedsministeriet står i spidsen for, og der arbejdes fortsat på en afklaring af den videre proces for netop denne type affald.
    DD vender tilbage med et prisoverslag på opbevaring af affaldet fra prøveboringen. page1image16760 page1image16920 page1image17080 page1image17240 page1image17400
    Med venlig hilsen
    Anne Sørensen
    Sektionschef Affald og Drift 

    6. Atomaffald: Bureaukratisk alkymi løser problemet, indlæg af mag.scient. Troels Østergaard i Politiken 1.5.2001: 

    "Mon de sover uroligt på Dansk Dekommissionering i disse dage? Næppe. Der er stort set ingen, der er opmærksom på, hvad der går i svang, og ingen protesterer, selvom der er al mulig grund til det.

    Dansk Dekommissionering (DD) er det statslige firma, der skal sørge for, at radioaktivt affald fra Risø bliver behandlet. Og grunden til, at de skulle sove uroligt, er det udkast til bekendtgørelse om radioaktivt affald, som Statens Institut for Strålehygiejne (SIS) har til høring i disse dage – bl.a. hos Dansk Dekommissionering. Den bekendtgørelse vil nemlig være afgørende for, hvor let eller svært deres arbejde bliver."

lørdag den 19. december 2015

Den lille Pige med Brændselsstavene

Dette er en historie fra Kertinge Mark, men den begynder ikke derovre. Nej, den begynder langt borte på Risø. Du kender sikkert Risø. Her er så dejligt. Her vifter en forfriskende vind. Himlen er høj og klar. Kornet står gult, valmuerne lyser op i den grønne havre, og ude i fjorden svømmer 3 hvide svaner. Her er alle Jordens Goder: Sundhed, godt Humør, Rigdom og Hæder. Her starter Europas største clean tech park, og den strækker sig så langt øje rækker til Copenhagen Airport. Her kommer fornemme delegationer fra hele verden for at bese det ypperste af dansk forskning inden for grøn energi og rent vand.

Sådan har det ikke altid været. Engang var her en masse grimt, giftigt og radioaktivt affald, som man ikke kunne have på sådant et fint og ambitiøst og innovativt og kreativt sted med fremragende kontorer og laboratorier. Man ville gerne behandle de mennesker ordentligt, der skulle arbejde her, så en dag pakkede man i nattens mulm og mørke tønderne og containerne fra Risø, der heldigvis var godkendt til slutdeponering, selv om de kun var lavet til mellemlager, og fragtede dem på 250 flotte blå lastbiler med anhængere til en lille mark på Nordfyn, der hedder Kertinge Mark. Undervejs dryppede det godt nok fra nogle af bilerne, men det var ikke noget, der var farligt, havde transportstudier vist. Strålingsdoser ved risikoen ved vejtransport kunne ikke begrænse valget af slutdepotstedet, lød konklusionen. 


Lastbilerne bumpede afsted over Storebæltsbroen, hvor der dengang var grænsekontrol, og vognene blev undersøgt for, om der var flygtninge, der havde sneget sig ombord. Vognene kørte gennem Langeskov, Rynkeby, Revninge og op til Kerteminde. De turde ikke køre gennem Kølstrup og se folk i øjnene. De sneg sig ad Odensevej, Ladbyvej og Husgyden og ankom til Kertinge Mark ud på morgenen. Her blev alt affaldet hældt i et stort hul, dækket med cement og lukket til med en stor dør. 2 mand og en hund blev sat til at bevogte stedet. Der blev ikke noget besøgs- og oplevelsescenter i forbindelse med slutdepotet, da der ikke var penge til det alligevel.

I starten fortsatte livet som det plejede omkring slutdepotet, men drikkevandet begyndte at være grumset og lugte så mærkeligt. Det blev undersøgt, og Teknisk Udvalg sov ikke om natten. Hvad sagde vi, sagde de. Skal vi sige det til borgerne? Folk begyndte at føle sig utilpasse, nogle syntes det kriblede i fødderne, og mange turde ikke åbne vandhanerne. Køerne muh'ede ikke mere, og børnene og bønnerne hang så underligt.

Lidt efter lidt flyttede folk væk fra Kertinge Mark, Kølstrup, Munkebo og sågar Kerteminde. Årene gik.

Ude på Kertinge Mark er der nu kun et lille stuehus tilbage. Det har stået her i århundreder. Det havde været et dejligt sted, hvor folk lo og fortalte historier. Man dyrkede de dejligste kornsorter og grønsager. Bondemanden elskede sin jord, og når han kørte på sin traktor, følte han sig som jordens lykkeligste mand. Nu så huset trist og ked ud af det. Nogle tagsten var røget af, og det trængte til at blive kalket. Når man gik ind ad døren, måtte man bøje hovedet, og klinkegulvet var skævt. I stuen lå en kone på sofaen med dynen trukket op over ørerne. På gulvet sad hendes lille pige og legede med et brændestykke, som var hendes dukke. De havde ikke nogen ko mere. Den sidste havde set så underlig ud, og en morgen lå den død i stalden. Den lille pige græd, for hun elskede at putte sit hoved ind til dens varme hals.

Nu havde de kun nogle høns og en hane tilbage, der ikke kunne gale mere og havde 6 ben. Æggene var selvlysende, når pigen hentede dem, men de havde ikke andet at spise. Der var ikke noget, der hed offentlig hjælp. Folk skulle klare sig selv, så de rige kunne slippe billigere i skat.

Sommetider fortalte moren om affaldet, som kom kørende og blev begravet. Om tailings fra Grønland, der klagede sig, fordi de savnede at komme hjem til Kvanefjeld og det blå lys. Om det historiske affald, der drømte om at blive sendt til Sverige og ompakket, og om den lille brændselsstav, der var så ked af at blive omdefineret, så den kunne komme til at skade mennesker og miljø. Den lå sammen med resten af det særlige affald, bag en lukket dør med dødningehoved på og kamera, der overvågede den fra Wien.

Pigen vidste godt, at affaldet var noget grimt noget, for folk var flygtet fra egnen. Og det var svært for dem, der flygtede, for der hvor de kom hen, tog man ikke bekvemmelighedsflygtninge, som de blev kaldt. Hendes kusine havde skrevet, at de skulle aflevere alt, da de kom til lejren. Også Dagmar korset af guld, hun havde fået til sin dåb af sin moster, den lille piges mor.

"Hvorfor fik vi affaldet?" spurgte den lille pige.

"Fordi nogle mennesker skulle af med noget affald, så de kunne få det rart. Men fordi de ikke havde råd til at grave det ordentligt ned, lavede de noget sjusk. Men der er noget, de passer særligt meget på, de to mand og en hund, og det er det særlige affald. Hvis bare vi kunne få fat på det, ville vi kunne få penge til mad, og jeg kunne betale lægen."

Moren faldt i søvn, men den lille pige kunne ikke glemme det særlige affald. Penge til mad og lægehjælp! Da hun kunne høre moren trække vejret tungt, tog hun morens støvler og morens frakke på og sit uldtørklæde om hovedet. Uden for sneede det lidt. Hun gik rask afsted og mærkede snefnuggene lande på sit ansigt, stak tungen ud og smagte på dem. En dejlig frisk smag. Det var ikke som det grønne, lumre drikkevand fra vandhanen.

I det fjerne kunne hun se de to mand og en hund gå væk i modsat retning af hende. Hun gik hen til slutdepotet og prøvede at tage i døren. Den var ikke låst. Der kom jo aldrig nogen mere til Kertinge Mark. Hun kiggede sig omkring, og der, hvor det største dødningehovede var, gik hun ind, åbnede et skrin og tog noget af det særlige affald op og puttede det i sine lommer. Heldigvis havde hun tykke skindluffer på, for stavene var meget varme. I det fjerne hørte hun hunden gø, men hun vidste, det var en gammel og blind hund, så hun var ikke bange.

Hun løb afsted, mens sneen dalede. Hun ville ind til Odense, hvor der var folk, der kunne købe stavene. Pludselig hørte hun bag sig en bil hakke og hoste. Hun gemte sig bag et træ, og mens chaufføren, der var den ene af vagtmændene, gik ud for at kigge ned i motoren, sneg hun sig ind på bagsædet og gemte sig i bunden af bilen.

Det lykkedes manden at få bilen igang igen. Bilen humpede afsted mod Odense, hvor han satte den i Nørregade for at hente to pizzaer. Den lille pige steg ud. Hun fulgte efter en familie, der var på vej hen til Sankt Hans kirke. Her strømmede folk ind til aftengudstjeneste. Deres ansigter lyste, og der lød dejlig musik fra kirken. Pigen gik lidt videre og satte sig på en trappe foran en gammel kro. Hun ville vente her. Måske der kom nogen ud, som ville købe en brændselsstav. De varmede så dejligt i lommerne, og hun tog en i hånden i håb om bedre at kunne sælge den. Den lyste i mørket.

Inde fra kroen kunne hun høre nogle synge og skåle. Det lød rart. Snefnuggene dalede langsomt og lagde sig på morens lange frakke. Hun begyndte at svede og ville tage frakken af, men den sad fast. Brændselsstavene glødede i lommerne, og hun blev varmere og varmere. Hun drømte, hun gik ind i en tunnel, hvor det lyste hvidt med tusinder af stjerner, der blinkede. Hun gik længere og længere ind, mens et smil tegnede sig på hendes lille ansigt. De lyse lokker bølgede ud under tørklædet.



Krodøren gik op, og ud kom en flok muntre kvinder og mænd. Det var det tværministeriellenyudnævnteogatternyudnævnteudvalg, der havde holdt møde angående det nye slutdepot. Danmark skulle have atomkraft, og det nye slutdepot skulle ligge ved siden af det gamle på Kertinge Mark. Der var allerede lavet plads til det i Beslutningsgrundlaget i 2009.

“Se den lille pige!” sagde SIS-manden. “Hun smiler og lyser, men hun kan da ikke ligge der i kulden”. Han bøjede sig for at løfte hende op og bære hende blidt til hospitalet, men udvalgsformanden råbte: “Rør hende ikke! Det er måske en af dem fra Kertinge Mark!”


SIS-manden trak skræmt hænderne til sig og plantede dem dybt i sine lommer. “Kom!” sagde udvalgsformanden, og udvalget gik ned mod Odense Å, hvor minibussen holdt parat til at køre dem tilbage til hovedstaden. 

fredag den 18. december 2015

Kvanefjeld Projektet: Eksempler på Uklarheder i Hvidbogen

I denne uges Sermitsiaq glæder det australske mineselskab GME (ggg.gl) sig over sin endelige ansøgning om at måtte udvinde sjældne jordarter (REE), uran og zink i Kvanefjeld. Side 17 kan man læse følgende:

"Nu har vi givet befolkningen og NGO'erne en mulighed for at være med til at påvirke projektets gang med spørgsmål på et tidligt stadie og de spørgsmål som vi har besvaret, er blevet besvaret til senere brug, siger Hans Jensen og fortæller, at GME betragter forhøringen som en slags generalprøve på den endelig ansøgning og de efterfølgende høringer".


De lokale har dog ikke meget at glæde sig over, da affaldet (tailings) fra minedriften er giftigt og radioaktivt i milliarder af år. Og affaldet skal ovenikøbet deponeres i en sø Taseq. Samme bekymring kom frem i Risøs miljørapport, udgivet i 1990, hvis forfatter senere har gentaget bekymringen: "Placering af tailings i Taseq-søen er ikke den mest hensigtsmæssige, da den afvander til Narssaq elven, der næppe kan undgå at blive forurenet.

I artiklen i denne uges Sermitsiaq citeres fra Hvidbogen side 17:


"Disse (tailings red.) vil blive lagret i en moderne og permanent lagerdæmning, som er udformet til at holde i over 1000 år. Disse udgør de eneste tailings, som vil blive produceret af minedriften. Tailings dæmningerne vil blive udformet, så der ikke er udslip eller lækage. De vil blive effektivt afsondret fra miljøet ved hjælp af et meget sikker design." GME oplyser videre, skriver avisen, at der kommer en uddybning i den endelige ansøgning.

Min kommentar:

Den første linje i citatet fra Hvidbogen 
"Disse (tailings red.) vil blive lagret i en moderne og permanent lagerdæmning" er forvirrende for læseren, for indholdet er fejlagtigt: Tailings skal jo ikke deponeres i "tailingsdæmningen" men i søen Taseq, som GME da også skriver andre steder i Hvidbogen. (1)

"Tailingsdam" på engelsk er et udtryk i mineindustrien for det danske ord "tailingsdam/bassin" bagved "dæmningen". 

3 vigtige spørgsmål blafrer i vinden: 

- Hvorfor sløres det, hvor affaldet skal deponeres ved at der står, at tailings vil blive lagret i dæmningen?

- Hvordan kan en dæmning holde i mere end 1000 år? 
Her kan man man følge et dæmningsbrud i den canadiske Mount Pollen kobber og guldmines tailingsdam/bassin, hvor det var geologiens beskaffenhed, der forårsagede bruddet i dæmningen. (2)

- Hvor stor er erfaringen med sådanne dæmnings-konstruktioner i arktisk klima?


Lad os se på nogle af de svar, der er givet i Hvidbogen


1) Kommune Kullajeq siger side 53: "Et vigtigt aspekt i etableringen af Kvanefjeld-projektet er, at projektet indebærer håndtering af radioaktive materialer. Udfordringerne herved med hensyn til uddannelse af lokale arbejdstagere og lokale virksomheder i tilknytning til minedriften skal undersøges i detaljer i både VSB'en og VVM'en."

GME's svarer: "Området har allerede et naturligt forhøjet baggrundsniveau af radioaktivitet. Driften af en mine i området vil ikke øge niveauet af radioaktivitet."

Min kommentar: Dette svar fra GME er ikke korrekt:
 risikoen for udsivningen af radioaktive stoffer øges ved at man knuser klippe, behandler den og efterlader affald/tailings, der er radioaktive i milliarder af år.

2) Side 75-76 spørger en borger fra Narsaq: "Hvordan vil man sikre, at der ikke er lækvand fra Taseq, hvis der skulle være kilder, der stammer fra søen? Hvordan vil man sikre, at der ikke flyder vand over dæmningen i fremtiden?"

GME svarer: "Tailingsdæmningerne vil blive udformet, så der ikke er udslip og lækage. De vil blive effektivt afsondret fra miljøet ved hjælp af et meget sikkert design. 


I projektet er det planlagt at genanvende vand igennem processen for vandbeskyttelse. Tailingsdæmningerne vil blive dobbelt-beklædt for at undgå lækage. Tailingsdæmningernes vægge er udformet til 1 tilfælde af nedbør i 10.000 år plus yderligere 50 % margin som sikkerhed. 

Kort efter minelukningen vil vandet i tailingsdæmningen være så rent, at det kan føres rundt om dæmningen og ned i Narsaqfjorden igen."


Min kommentar: Hvor megen erfaring eksisterer med denne slags konstruktioner i det arktiske klima til, at man kan berolige bekymrede borgere ved at hævde, at man vil kunne udforme dem "til 1 tilfælde af nedbør i 10.000 år plus yderligere 50 % margin som sikkerhed"?

Samme borger fra Narsaq spørger side 79 "Når minen er udtømt, vil der være 500 mio. tons affald i dumpningsområdet ved siden af minen på en sø, og der løber en elv fra søen. 

Hvordan vil det blive sikret, at dette ikke forurener området?"

GME svarer: 


"GME vil adskille tailings fra miljøet ved at bruge dobbeltforing og sikre vægdesign. Alt vand fra tailingsdæmningerne vil blive recirkuleret til oparbejdningsanlægget til genanvendelse. Alt vand vil blive behandlet for mulig udskillelse.

Mineplanen viser, at 108 mio. tons gråbjerg vil blive lagret i en gråbjergsbunke vest for minedriften. Gråbjerg er faktisk overskydende klipper, der ikke indeholder klippe-typen (Lujavrite), som indeholder de sjældne jordarter og uran. Lujavrite kan betragtes som malm, da det indeholder økonomiske koncentrationer af potentielle produkter. Gråbjerge er allerede på nuværende tidspunk blotlagt på overfladen i Grønland, da de dækker malmen.

Under driften er det planlagt at producere 101 mio. tons tailings fra koncentratoren og 10,6 mio. tons restprodukter fra raffinaderiet. Disse vil blive produceret i løbet af minens levetid på 37 år. Disse vil blive lagret i en moderne og permanent lagerdæmning, som er udformet til at holde i over 1000 år. Disse udgør de eneste tailings, som vil blive produceret af minedriften."


Min kommentar: Her er et forsøg på vildledning med disse ord: 
"Disse vil blive lagret i en moderne og permanent lagerdæmning, som er udformet til at holde i over 1000 år. Disse udgør de eneste tailings, som vil blive produceret af minedriften." 


- Som nævnt tidligere bliver tailings ikke lagt inde i dæmninger, men i søen, og de to dæmninger, der planlægges bygget, udformes til at holde i 1000 år. Hvordan kan det berolige bekymrede borgere, når tailings er radioaktive i milliarder af år?


- "Disse udgør de eneste tailings, som vil blive produceret af minedriften." Hvis alle ressourcer udnyttes i Ilímaussaq komplekset, vil der komme næsten en milliard tons tailings. Hvor skal de deponeres?

WWF skriver side 96: "Det er meget vigtigt, at VVM-rapporten illustrerer, hvordan selskabet vil undersøge depotet til tailings for at sikre, at der ikke flyder forurenet vand fra søen ud i de omkringliggende vandløb. Desuden bør myndighederne vedlægge vilkår for løbende overvågning." 

GME svarer: "Selskabet er enig i, at der ikke bør være nogen forurening af miljøet. Der vil blive udført løbende overvågning under driften og efter nedlukningen." 

Min kommentar: Hvordan kan man være sikker på, at mineselskabet vil overvåge driften løbende "efter nedlukningen", hvis udvindingen foregår i 100 år?

Berlingske skrev 11.10.13: "Historien bag markederne for produktion og salg af Rare Earth Elements er helt speciel. Da udvinding af sjældne jordarter, især hvis der følger uran med, kan føre til miljøsvineri og true miljøsikkerheden for arbejdere og omgivende samfund, blev REE-miner fra USA til Europa og Australien lukket på stribe frem til år 2000. Konsekvensen var, at Kina satte sig på stort set hele produktionen og pressede priserne i vejret, ofte til astronomisk niveau."



Skrevet af Anne

1. GME svarer i 13.6 i Hvidbogen:

"Tailings vil blive deponeret i Taseq og en lille sø øst for Taseq. Udmundingen af Taseq vil imidlertid blive blokeret af en høj dæmning, som vil forhindre vand fra søen i at komme ud i Narsaqdalen, herunder fjorden. Vand fra Taseq vil i stedet blive pumpet til mineområdet og brugt i produktionen. Selskabets nye planer om at reducere anlæggets produktion, vil forhåbentlig reducere mængden af tailings, der skal deponeres." 

2. Der er en udmærket gennemgang af, hvad der skete ved katastrofen 4.8.2014 i kobber og guldminen Mount Polley i det uafhængige panels gennemgang her.


On Aug. 4, 2014, the tailings dam of Imperial Metals Corp.'s Mount Polley copper and gold mine near Likely, British Columbia, Canada, failed, releasing 7.3 million m3 of tailings, 10.6 million m3 of water, and 6.5 million m3 of interstitial water into the environment. The tailings flowed into adjacent Polley Lake and, through Hazeltine Creek, into Quesnel Lake (Mitchell Bay), snapping countless trees in its 50 m wide flowpath.

4. Chronology of major tailings dam failures

lørdag den 12. december 2015

Atomaffald før og nu


Man kan lære meget af at se gamle TV-udsendelser, og udsendelsen om a-kraft i ”Viden om” fra 19.10. 2010 er et godt eksempel. (Del 1 og  Del 2)
Først ser vi speakeren med et stykke uranit i hånden ude i den smukke danske natur. Vi får at vide, at det uran, der er i stykket, kan levere 22 000 gange mere energi end 1 kg kul. Og når energien bliver ”trukket ud” af uranet, sker det helt CO2-frit. 
Derefter tager udsendelsen os til a-kraftværket Olkiluoto ved den Botniske Bugt, ude i den smukke finske natur. Her er man i gang med at bygge en reaktor, der skal levere lige så meget energi som alle danske vindmøller på en blæsende dag, ca. 1600 MW. Vi får at vide, at byggeriet er ”gennemsyret af sikkerhed”, og at det radioaktive affald skal deponeres dybt nede i grundfjeldet, hvor ikke bare granitten, men også masser af fedt ler vil sikre, at det aldrig vil sive ud.
Så iler vi tilbage til Danmark. Til Risø, hvor det danske radioaktive affald befinder sig. Det skal naturligvis slutdeponeres, og her har man hentet inspiration i Belgien, hvor der er lerlag, som ligner de danske. En belgisk ekspert forklarer, at det fede ler syd for Randers fra en faglig synsvinkel er særlig velegnet til dette formål. 
Til sidst udtaler speakeren med tre vindmøller i baggrunden:
”Mens Danmark hoppede af atomtoget i 1985, så bygger man i Finland verdens største reaktor, i Belgien poster man millioner af kroner i et affaldsdepot i ler, og på verdensplan bygges der mindst 50 atomkraftværker. Om Danmark skal have atomkraft, ja det er naturligvis en politisk beslutning, og det vil, som I har hørt, kræve undersøgelser, der går langt videre end dem, vi har præsenteret. Men uanset hvad, så er det tankevækkende, at 5 – 10 % af den strøm, der får dit fjernsyn til at køre, allerede nu kommer fra atomkraft, nemlig via den elektricitet, vi får fra for eksempel Sverige.”
Slutbilledet er: A-kraft Ja tak
Det er godt TV, teknisk set. En velforberedt speaker, mange gode billeder, et godt flow og en markant afslutning.
Men en helt enøjet fremstilling af sagen:
  • Der er ikke et ord om, at det kun er i selve spaltningen af U-236, at der ikke produceres CO2. Udvinding af uran og nedlæggelse (dekommissionering) af udtjente reaktorer er alt andet end CO2-frie.
  • Der siges intet om grunden til, at vi ikke har højradioaktivt affald her i landet. At de danske myndigheder simpelthen har omdefineret det affald, der før blev anset for højradioaktivt, til langlivet mellemradioaktivt affald.
  • Det forties, at deponering i salthorste, som i 1970’erne blev anset for at være en sikker, ja nærmest genial, løsning på affaldsproblemet, i praksis har vist sig at være fuldstændig uegnet.
  • Det nævnes ikke, at hollænderne har valgt en helt anden strategi, når det drejer sig om deres radioaktive affald. De anbringer deres radioaktive affald i et såkaldt mellemlager, COVRA, hvor det skal holdes under opsyn i ca. 100 år. Det er næppe rejsebudgettet, der har forhindret et besøg på COVRA.
Kort sagt: Udsendelsen er ren propaganda i lækker indpakning.
Det rejser flere spørgsmål – ikke til de optrædende, som vel bare har sagt, hvad de mente, men til DR’s ledelse, som burde være forpligtet til at sikre en afbalanceret dækning på landsdækkende TV af et omdiskuteret emne som dette.
For eksempel kunne man spørge:
  • Hvor var DR’s journalister, da seks lokaliteter i fem kommuner blev udpeget (i maj 2011) som mulige placeringer af et slutdepot for radioaktivt affald? og hvor borgmestrene måtte læse om beslutningen i en pressemeddelelse fra sundhedsministeriet?
  • Hvor var DR’s journalister, da den daværende ansvarlige minister for atomaffaldet stak af fra en høring om dette emne i oktober 2012?
  • Hvor var DR’s journalister, da borgere i de fem kommuner helt umisforståeligt tog afstand fra slutdepotplanerne på de borgermøder, som sundhedsministeriet afholdt i foråret 2014?
  • Hvor var DR’s journalister, da det kom frem, at embedsmænd havde forsinket arbejdet med et dansk mellemlager, et arbejde, som samtlige partier i folketinget havde godkendt i marts 2015?
  • Hvor var DR’s journalister, da ministeriet (i oktober 2015) nægtede formanden for Lolland mod Atomaffald støtte til deltagelse i et seminar om borgerinddragelse? Det statsejede firma Dansk Dekommissionering havde repræsenteret de berørte borgere ved to foregående møder i Amsterdam (2014) og Bruxelles (2015) om borgerinddragelse uden at fortælle dem det.
Jeg forventer ikke, at DR’s ledelse vil nedlade sig til at svare på disse spørgsmål. Det behøver de heller ikke, for udsendelsen i ”Viden om” er svar nok. 
Det er derfor, det er lærerigt at se gamle tv-udsendelser.

Skrevet af Jens

fredag den 11. december 2015

Geologens Drøm ved Taseq. Et Eventyr

Der var engang en ung geolog. Han sad på hug foran sit hvide telt ved søen Taseq og varmede suppe på et primusapparat. Han var sulten. Han havde vandret længe. Vablen gnavede på højre fod. Han stak hånden ned i rygsækken for at tage salven op, men fik fat i brevet, som moren havde stukket ham i hånden, da han rejste fra København. Nu måtte han tage sig sammen og læse det ordentligt - også den artikel, hun havde lagt ved: “Lad dansk initiativ, danske virksomheder og bedrifter faa Lov at tage sig sig af Rigdommene omkring og på selve landet Grønland”. Artiklen var skrevet af en fiskeeksportør på Færøerne. Moren havde klippet opråbet ud af et nummer af “Grønland Danmarks Fremtid - Organ for fælles initiativ og samvirke” fra 1937.

Hun skrev, at der nu på dansk Statsområde Grønland, er fundet mange forskellige mineraler, bl.a. Kul, Jernerts, Tin, Platin, Sølv, Kobber, Guld, Kryolit og Marmor. Det sidste endda i så store mængder og af så god kvalitet, at det overgår tidligere opdagelser andetsteds på jorden. Kort og klart, paa Grønland ligger der uanede Muligheder for dansk Initiativ og Virke, for Storsyn og Fremdrift for Arbejde til driftige danske Mænd og Kvinder, for vor Nations Trivsel og Velvære.

Moren skrev “Bliv deroppe, bliv til noget stort, så Fru Petersen på Nørrebro ikke skal betale til Grønland.” Hun skrev også, at hun ville komme til at savne ham, men at hun godt selv kunne klare det lille ismejeri på Amagerbrogade. Det skulle han ikke tænke på. Edith hjalp jo til. Og pyt med at Stauning ikke kunne lide foreningen. Hun havde meldt hende selv og sønnen ind. Og bladet kostede kun 50 øre.

Moren sluttede brevet med at citere “Den blaa Polarnat ruged,” der var blevet sunget efter Konservative Studenter og KU’s program på Grønlandsmødet i Odd Fellowpalæet den 11. april 1935.

Den danske Ungdom taler

Vi er en Flok - en Hær

Med Mod og friske Kræfter

Parat til Landnamsfærd

Og Arbejdsmarken venter

i Sol og Nordlys Brand:

Spræng Portene til Grønland -

Den danske ungdoms land

Mens han drak suppen og kiggede ud over søen, stod der pludselig en lille mand foran ham. Hans blå tophue var trukket ned over ørerne, men en rød tot hår strittede frem ved panden. Øjenvipperne var røde, øjnene var røde, men ansigtet var hvidt, nærmest mælkeagtigt. Han havde en ternet jakke på med alt for korte ærmer. Stramme bukser og gule sommersko.

“Nå, hvad så?” spurgte han.

“Hvad så?” spurgte geologen. 


“Jeg kommer for at overtale dig til at gøre forretninger og deltage i magtens cirkler," svarede den lille mand.

“Jeg fryser,” sagde geologen.

“Så hent et tæppe,” sagde den lille mand, der ikke rystede spor af kulde. “Jeg kender de små dværge inde i bjerget. Kvanefjelds-dværgene. De ved, at der i bjerget og i bjergene her omkring er sjældne jordarters metaller samt uran og zink. Næsten en milliard tons kan udvindes.”

Geologen blev svimmel ved tanken: “Hvad kan det bruges til?”

“Det vil tiden vise,” sagde den lille mand, “men det bliver en lang og sej proces. Jeg kan give dig nogle tricks, så du kan blive den rigeste mand i Danmark.”

“Den rigeste mand?" spurgte geologen.

“Ja, men du skal give afkald. Du er forskrevet til mig. Du må ej elske.”

Geologen brød ud i latter og vrængede: “Ikke elske?”

“Dit liv skal være koldt, derfor må du ikke elske nogen.” Geologen væmmedes, det var som en frostbølge rystede ham og forstærkede modviljen mod den lille mand.

“Gå du nu bare til ro,” sagde den den lille mand, “jeg kommer igen i morgen ved samme tid.”

Geologen drak resten af suppen. Den var blevet kold. Han krøb ind i teltet og lod sig glide ned i soveposen. Han frøs, og kulden omklamrede ham. Det var som om soveposen var af tyndt papir. Tankerne summede i hovedet. Den rigeste mand i Danmark! Det lød fristende. Han skulle ikke mere bringe mælk ud på budcyklen i kolde vintermorgener. Men Edith, dejlige Edith, der hjalp til i ismejeriet. Han måtte indrømme, hun var sød. Men han var træt af den lille lejlighed, hvor moren sov i stuen, og han selv i køkkenet. Udsigten til bare at være geolog, måske endda arbejdsløs, huede ham ikke. Og hvad hvis man endte på fattiggården? Fra køkkenvinduet kunne han se over på den. Han gøs ved tanken. Du skal blive til noget, sagde moren altid. Studér, studér, eller du ender på fattiggården.

Til sidst faldt han i søvn. Han drømte så dejligt. Han boede i en stor hvid villa på Strandvejen med opkørsel, der snoede sig. En privatchauffør i hvid uniform med kasket kørte ham på arbejde i Mineselskabets domicil på Østerbro og hentede ham igen. En hushjælp med kappe og hvidt forklæde tændte op i kakkelovnen om morgenen, så han kunne nyde sit blødkogte æg i morgenkåbe med ristet brød og bare tæer i tøflerne. Han holdt fine selskaber, kom med i fine bestyrelser og fine netværk med kongerigets mest betydningsfulde mænd. De spillede l’Hombre, drak portvin og røg store cigarer, mens de kiggede beundrende på ham gennem tobakstågerne. Kvinderne sad i stuen ved siden af, og lyttede til moren, der spillede Schuberts Impromptu på Hornung & Møller flyglet.

Christian den X overrakte ham Ridderkorset, og moren fældede en tåre. Hun havde fået ny frakke med krave af rævepels og hat med strudsefjer. Tak, lille Mor, at du skubbede til mig. Men lige pludselig blæste det voldsomt ind i teltet, og ind fór en brun ræv, der kastede sig over ham. Den rev hans hjerte ud og løb væk over bjerget med hjertet i munden og fortærede det sammen med den lille mand, der var løbet halsende bagefter i sine gule sommersko.

Om morgenen var geologen øm i hele kroppen. Det stak i brystet. Han gjorde sine studier og prøvede at glemme den lille mand. Støvlerne gnavede, især den højre. De var for små, men der havde ikke været råd til at købe nye, der passede ham, og som kunne gåes til inden ekskursionen. Støvlerne havde tilhørt hans afdøde far, der havde brugt dem, da han var minør på Grønland. Han nænnede ikke at sige til Moren, at de var for små.

Den lille mand dukkede op igen, da han sad og kiggede til sine vabler. Geologen lod som om, han var overrasket over at se ham. “Følg mig,“ sagde den lille mand. Sammen gik de op mod bjerget. Først den lille mand og så den humpende geolog. Den lille mand styrede mod en sprække, som han åbnede med en støvlestrækker. Han lod sig glide ind med fødderne først. Geologen ligeså, men rumpen sad fast i hullet. Han kunne høre, der kom nogle trippende og trak ham i benene. De hev og sled i ham, og pludselig røg han ind som en smuttet mandel og endte med næsen nedad. Da han løftede hovedet kildede en svag duft af lammesteg ham i næsen. Han drejede hovedet og så ned ad en lang gang, hvor der kom lys ud fra flere små rum. 


“Kom!” sagde den lille mand, “Bjerget her kan redde Europa ud af en knibe. Råstoffet Neodym kan omdannes til de stærkeste kendte permanente magneter, som blandt andet spiller en vigtig rolle i vindmøllevingers generatorer. Og da vi ikke kan undgå at få uran med ud, får vi også brændsel til atomkraftværker og til våben. Naturens uran kan dog ikke bruges direkte som brændsel. Det skal gennemgå nogle processer, inden det kan ende som brændselselementer."

“Våben?” råbte geologen. 


“Nåh, nej” sagde den lille mand, og de røde øjne glimtede i det mælkehvide ansigt - “der bliver lavet forbud mod, at det ender i våben.” 

“Kan man være sikker på det?” mumlede geologen og fortsatte "og hvad med CO2 udledninger? Uranudvinding producerer jo CO2, og jo dårligere malmen er - som i Kvanefjeld -  jo mere CO2." Den lille mand hørte det ikke, men trippede videre til det første rum, hvor der kom lys ud fra. I rummet stod en høj slank halvskaldet mand med brune hornbriller i hvid kittel og holdt foredrag. Han havde et skilt på kitlen, hvor der stod Danatom:

“Uranmalmen brydes i uranminen og behandles ved normale bjergtekniske metoder. Den knuses, grovsorteres, formales og udludes i en fabrik, der kaldes en uranmølle. Da uranindholdet gennemgående er så lavt som 0,1-0,3% er det meget store mængder, der skal brydes og behandles i uranmøllen. Uranmøllens produkt er et gult pulver, der kaldes råuran eller yellow cake. I kemisk henseende består det hovedsagligt af forbindelsen U3U8. Yellow cake er en almindelig handelsvare, der markedsføres af mineselskaberne og købes af elselskaber og brændselsleverandører.”

Geologen, der havde været på studietur på 2. semester til kulminer i Syd Belgien og set slaggebjerge alle vegne, stak hovedet ind og spurgte: “Bliver der ikke meget affald?”

“Affald?” sagde manden i hvid kittel og så undrende ud. “Affald? Det her drejer sig om uran, ikke om affald. Spørg i næste rum.”

I det andet rum stod en rart udseende mand i islandsk sweater med bare tæer i sandalerne og holdt foredrag om atomaffald døgnet rundt - kun afbrudt når han gik til kaffemik. Han viste lysbilleder og forklarede fra A-Z om forsyningskæden til en 1000MWe atomkraftreaktor: fra uranminen til deponering af radioaktivt affald. Han sagde, at uranminer er det eneste led i forsyningskæden, hvor der opstår affald i store tonnager. Affald der kan give støvproblemer og vandforurening. Dertil kommer radioaktivt affald fra atomkraftværket, de brugte brændselsstave, der er højaktive og derfor skal opbevares i 500.000 år, så de ikke skader mennesker og miljø. Dertil kommer radioaktivt affald, når atomkraftværker rives ned.

Geologen stak hovedet ind og spurgte: "Hvad vil man gøre med alt det affald fra uranudvinding og fra atomkraftværker? Og slaggebjergene?” 

“Gråbjergene!” rettede den rare mand i sandalerne og fortsatte: “Hvad man vil gøre med affaldet? Gøre med affaldet, øhhh? Jeg ved det ikke rigtigt, for min chef ville ikke have, vi undersøgte det på Risø, da jeg bad om det.”

Geologen tænkte på, hvordan han som Mineselskabsdirektør med chauffør og villa på Strandvejen skulle kunne få sit mineprojekt igennem, hvis borgerne omkring Kvanefjeld blev bange for minen og affaldet. Hvis de nu begyndte at protestere? Han kunne ikke lide, at folk blev sure på ham. Hvad med Narsaq by, fåreholderne og landmændene, der dyrkede de dejlige grønsager? Alle turisterne der kunne komme og glæde sig over den grønne egn?

Han ville få medfølelse med folk, når de blev bange og bekymrede. Han fik ondt i maven, hjertet bankede, og halsen snørede sig sammen.

Den lille mand kunne se, at geologen blev nervøs: “Glem affaldet” sagde den lille mand. Det klarer overogundergeologen-uranmineksperten. Han vil fortælle dig, hvordan du kan snøre borgere, borgmestre og politikere, kort sagt AlleMand.

“AlleMand? Jamen, jamen, en mia tons affald, hvor vil man gøre af det?” spurgte geologen.


“I Taseq, hvor du har slået lejr,” forklarede den lille mand. - “Jamen, jamen, jeg har målt rumfang, og der er ikke plads,” sagde geologen og blev helt stakåndet af at protestere. Han havde altid haft svært ved at sige fra. Han begyndte at svede og ville tage anorakken af, men kunne hverken bøje eller strække armene og få den af. Uldsweateren kradsede i halsen. Han stak fingrene ned for at trække den væk.

I det tredje rum stod en forsker, der havde lavet miljøundersøgelse for Risø af en uranmine ved Kvanefjeld. Han havde tænkt dybt over affaldet. Han blev ved med at gentage: "Placering af tailings i Taseq-søen er ikke den mest hensigtsmæssige, da den afvander til Narssaq elven, der næppe kan undgå at blive forurenet."


Når han blev træt af at sige det, læste han op af et gammelt nummer af Varv nr 1 fra 1979, hvor en kemiingeniør fra Risø havde sagt: "Resultatet af overvejelserne om affaldsdeponering griber tilbage i beslutningerne om brydningsprogram og placering af fabrik. Det er efterhånden klart uantageligt at placere affaldet over mod Narssaq i nærheden af det økologisk følsomme elvsystem".

Geologen bøjede nakken og spurgte ind i rummet: Hvad med drikkevandet til Narsaq by?


I det fjerde rum stod 4 uafhængige forskere fra 4 uafhængige institutioner og holdt 4 uafhængige foredrag for 13 tilhørere om uranmineprojektet. De uafhængige forskere fra de uafhængige institutioner skulle skynde sig, så desværre havde tilhørerne ikke meget tid til at stille spørgsmål efter pausen, hvor der blev serveret kaffe og yellow cake. Kaffen var kold, og 
yellow caken klæbede i halsen, så spørgsmålene sad fast i halsen. De 4 uafhængige forskere fra de 4 uafhængige institutioner kunne desværre ikke nå at tale så meget om affaldet, men en nåede at vise billede fra Frankrig af, hvor fint grønt der ville blive, når minen lukkede. Han glemte bare at fortælle, at der er store miljøproblemer sammesteds.


I det femte rum skulle man gå ind ad en høj gylden dør, hvorover der hang et skilt, hvor der med snirklet skrift stod: “Hver den der træder ind - lad al frygt fare!”

Her sad en forhenværende minister og lovede, at Danmark ville kunne medvirke til de højeste standarder inden for uranudvinding. Alle kunne være trygge. Ingen af de 17 tilhørere turde sige noget, for i Danmark findes den højeste klogskab.

De huskede dog, at det danske udenrigsministerium havde givet et grønlandsk folketingsmedlem et skrupforkert svar med hensyn til kernefysik. Men det var jo bare, fordi Danmark ikke har råd til så meget, fordi de skal betale bloktilskud til Grønland, og så må de bruge studentermedhjælpere i udenrigsministeriet til at besvare spørgsmål fra borgere og politikere, og så kommer de - altså studentermedhjælperne - til at svare skrupforkert, og det må grønlænderne finde sig i, når de får bloktilskud, og derfor ville det være godt, om Grønland får en REE/uranmine, så de kan tjene penge på det, så fru Pedersen på Nørrebro ikke skal betale til Grønland.

Geologen stak hovedet ind: “Kommer Grønland til at tjene på minen? Normalt er det jo mineselskabet og aktionærerne og ikke oprindelige folk, der skummer fløden?” 

Ingen hørte spørgsmålet, for nu lød det: 

nerissagssakarujok: 

paornat, tugto kerissok, 
túnok, kerissok, tünok, mátak migsilo 
nãmavît, anersalo! 

Det var tid til at spise lammestegen, men yellow caken og alle ekspert-ordene havde givet geologen kvalme. Han blev svimmel og måtte støtte sig op ad væggen.

“Du ser lidt bleg ud”, sagde den lille mand. “Kom vi skal have noget mad, og så skal vi besøge overogundergeologen-uranmineeksperten, der skal være din hjælper til rigdom og lykke.

Overogundergeologen-uranmineeksperten sad bag en masse malmbunker og røg en pibe tobak. Han rejste sig og bød den unge geolog velkommen: “Hvad synes du så, min unge mand?” spurgte overogundergeologen-uranmineeksperten, der hele sin professionnelle karriere havde været en vellidt mand. Gemytlig og god. 

“Jeg er bange for minen, støvet, affaldet, der indeholder radioaktive stoffer med meget lang halveringstid. Jeg kan ikke overskue det”, sagde den unge geolog. 

“Det kan jeg heller ikke,” sagde overogundergeologen-uranmineeksperten, “men mit institut skal leve af, at vi priser uranudvinding.”


“Hvordan kan jeg gøre det?” sagde den unge geolog, der forklarede, at hans drøm jo nu var at blive sjældnejordarterogurankvanefjelds-overogunderminedirektør og - også gerne - kammerherre. 

“Dit uranit-mineselskab laver nogle flotte brochurer, ligesom vi gør, hvor vi bagatelliserer, minimerer og glemmer bagsiden ved uranudvinding. Du forklarer, at man kan dyrke vin ved uranminer. At Grønland bliver rigt på grund af sit skatkammer! Du siger, at Risø anbefalede Taseq som affaldsdepot. Du gentager og gentager, at først når miljøvurderingsrapporten er der, kan man sige noget endeligt om minen og miljøsikkerhed. Du bruger salami-taktikken og ansøger om udvindingslicenser i korte perioder. Og husk om 100 år, når minen lukker, er vi jo alle døde og borte.”

"Hvad hvis dæmningerne i Taseq bryder sammen, og området omkring bliver oversvømmet af affaldsmudder?" fremstammede den unge geolog, der var helt ør i hovedet. Den lille mand snurrede ham rundt og rundt, og til sidst besvimede geologen. Straks ilede 7 personer til og bar ham ud til sprækken i bjerget, mens de sang:

bum bum bum bum bum

Der løsner sig

bum bum bum bum

den gyldne uranit.

Forsigtigt skubbede de ham ud med benene først, så han landede blidt på rumpen. Han faldt tungt bagover. De lagde et sælskind under ham, dækkede ham til med isbjørneskind og puttede ham kærligt. Til sidst strøg de ham blidt over hovedet, mens to små sneharer hoppede omkring, så de var klar til at vise ham vej, når han vågnede.


Geologen sov som en sten. Han drømte om den hvidklædte chauffør, der tog kasketten af og bukkede dybt for ham, mens han åbnede bildøren foran Mineselskabet Grønland på Østerbro. 

Bestyrelsesformanden bød ham velkommen øverst på marmortrappen: “Er frygten for affaldet væk? Er vejen banet for Kvanefjeldsprojektet? Er pengene der?” 

Geologen rankede sig og stirrede stift frem for sig og sagde iskoldt: “Affaldet, hvad taler De om?! Indkald straks til bestyrelsesmøde! Bed Frøken Nielsen om cigarkassen og portvinen! Vi er i mål!”


Skrevet af Anne


Inspiration og citater er hentet fra

1. Grønland Danmarks fremtid. Organ for fælles initiativ og samvirke, Aargang 1937

2. Doktor Faustus, Thomas Mann, 1947

3. Atomernes hvem, hvad, hvor, Politikens Forlag 1974

4. Arnajarak Frederik Nielsen og Gitz-Johansen, Ejnar Munksgaards forlag 1948

lørdag den 5. december 2015

Uranmine-Projektet i Kvanefjeld: Interview med fransk Antropolog Joëlle Robert-Lamblin



Joëlle Lamblin har været forskningschef ved CNRS og har foretaget antropologiske studier blandt oprindelige folk i Arktis fra 1967 til 2007. Hun har indgående kendskab til Øst-Grønland. Jeg har spurgt om hendes mening om det foreslåede mineprojekt for sjældne jordarter (REE), der indebærer uranudvinding, i Ilímaussaq komplekset i Syd-Grønland. 


Anne: Hvad er Deres mening om mineplanen med hensyn til de socioøkonomiske forhold? 

Joëlle Lamblin: Indledningsvis vil jeg understrege, at jeg i de senere år ikke har været involveret i forskning i marken, og derfor er mine reaktioner på mineplanen i det væsentlige baseret på mine tidligere erfaringer med det arktiske miljø. 

Generelt er store industri-projekter i Arktis meget forstyrrende, såvel for miljøet, der er ekstremt skrøbeligt, som for de små samfund.

Anne: Mineselskabet GME forsøger på sin hjemmeside at forsikre befolkningen i Narsaq og i resten af ​​Grønland om, at de vil kunne drage fordel af minen. Hvad vil efter Deres mening være virkningerne for befolkningen i Narsaq? Og i området? Jeg tænker især på grøntsagsavlerne og fåreholderne. Vil de kunne fortsætte med at sælge deres produkter?

Joëlle Lamblin: Minen ligger i umiddelbar nærhed af byen Narsaq, og på grund af den dominerende vindretning vil vinden føres fra minen i retning af de nærliggende fåreholderes gårde og græsgange. Åben minedrift på en højslette udgør en risiko for forurening via luft og vand, især under klimaændringer. Der er ofte kraftige vinde i området. 

Lige nu er det mest bekymrende opbevaringen af radioaktivt affald/tailings i en sø i nærheden af ​​minen. I fremtiden vil det give anledning til endnu større bekymring, når  tailings-depotets beskyttelsesforanstaltninger med tiden forventeligt vil blive svækket. 

I et velargumenteret Åbent Brev giver områdets fåreavlere tydeligt udtryk for risikoen for at se deres mere end 100 år gamle erhverv forsvinde og med det en vigtig kilde til levnedsmidler, der leveres til hele landet. Det Åbne Brev har ikke fremkaldt nogen reaktion overhovedet fra de politiske myndigheder. 

Det er klart, at billedet af Grønland som noget rent og uspoleret vil blive alvorligt skæmmet.

Anne: Hvad er på kort sigt risici ved minedriften, og på langt sigt, når minen lukkes efter 100 år? 


Joëlle Lamblin: Jeg tror, de kort- og langsigtede risici er af forskellig slags: 
  • mulig forringelse af befolkningens sundhed (farer der skyldes en sandsynlig forurening af luft og vand); 
  • ødelæggelse af naturen og skadevirkninger på vilde dyr og husdyr. Det arktiske miljø er ekstremt sårbart, og det behøver lang tid for at komme sig efter et angreb; 
  • trussel for fiskeri og for jagt på havpattedyr som følge af et større havneanlæg og hyppig sejlads med store skibe; 
  • risiko for sociale spændinger forbundet med den massive tilstrømning af indvandrende arbejdstagere, overvejende mandlige. Oprettelsen af ​​minen og den infrastruktur, som er nødvendig for at drive den, vil uundgåeligt føre til en demografisk ubalance mellem mænd og kvinder i den voksne befolkning, med alt, hvad det kan medføre af konsekvenser for det sociale liv i det lille samfund i Narsaq. 
Anne: Hvilket råd ville De give den grønlandske regering, der mangler penge, og derfor i mineprojektet for sjældne jordarter/uran ser en mulighed for at skabe arbejdspladser og få investeringer? 

Joëlle Lamblin: Man skal ikke give råd til et selvstyre, hvis afgørelser er suveræne. 


Imidlertid er det meget vigtigt at spørge lokalbefolkningen i Narsaq-området om projektet og informere den bredt. Man bør afgjort også bede dem om at udtale sig om et emne af en sådan betydning, der rører ved det mest centrale af deres miljø, sundhed og sociale liv, og samtidig påvirker fremtiden på en uoprettelig måde.

I denne region, hvor arbejdsløsheden er meget høj, især blandt unge, skal der findes og gennemføres lokale alternativer. Der foreligger en liste med forslag, med innovative initiativer.
De bør undersøges og støttes, så de kan føre til konkrete handlinger. 

Afslutningsvis vil jeg minde om sætningen på webstedet COP21 Paris: International indigenous peoples’ forum on climate change om Arktis:


 “Our culture and traditions reflect our deep knowledge and respect for the land, ocean and life for the overall Arctic environment.”


("Vores kultur og traditioner afspejler vores dybe viden og respekt for jorden, havet og livet i hele det arktiske miljø.")



- Interview'et er en oversættelse af interviewet med Joëlle Robert-Lamblin på min franske blog 4.12.15


Links

3 andre interviews med eksperter om Kvanefjeldsprojektet















torsdag den 3. december 2015

Samme Strategi: Kvanefjeld og Danmarks Atomaffaldsplan

På KNR var der 26.11.15 en god debat Qulaarpaa om REE/uranminen ved Kuannersuit. God, fordi journalisten var inde i emnet, og der var tid til at lytte til både tilhængere og modstandere af projektet. I Danmark venter vi på 5. år på en tv-debat mellem tilhængere og modstandere af den danske plan for slutdeponering af radioaktivt affald pt. på Risø. Den landsdækkende presse ignorerer stort set sagen, da det er en kommune langt fra København, der skal tvinges til at tage atomaffaldet.




Debatten på KNR gjorde det tydeligere for mig, at det er samme strategi, grønlandske og danske myndigheder bruger i uranmineprojektet og i det danske slutdepotprojekt. En s
trategi, der gør, at man som borger sidder tilbage med en fornemmelse af, at der er er tale om et projekt, der skal luskes igennem:

  • De kan ikke lytte til borgernes kritik nu. De må vente på yderligere undersøgelser, på VVM'en osv.
  • De undlader at giver borgerne tilstrækkelige informationer og oplysninger
Når grønlandske og danske borgerne ikke føler sig godt nok informeret, afvises de på absurd vis, ved at man kræver af dem, at de skal vide, hvad de ikke ved:
  • Randi Vestergaard Evaldsen (Demokraterne) Naalakkersuisoq for Erhverv, Arbejdsmarked og Handel, spørger (5:15): "Hvad er det for nogle behov, de føler, de ikke har fået dækket?"
  • Fhv. sundhedsminister Astrid Krag (SF/nu S) på høring på Børsen 22.10.12 (26:00) "Hvad er det for en viden, I mangler? Kom med det! Kom med den viden I mangler! Stil den til eksperterne!"
Før en VVM, Vurdering af Virkninger på Miljøet, er klar, er det vanskeligt at sige noget konkret om mineprojektet ved Narsaq, blev det sagt i Qulaarpaa. Journalisten spørger Randi Vestergaard Evaldsen (RVE), om hun er villig til at løbe den risiko, der if. eksperten fra Aarhus Universitet altid er ved en uranmine? RVE svarer (båndudskrift 17:30):


"Jamen nu har vi, nu skal vi vente på de VVM'er og VSB'er, hvis vi, vi skal ha, ha, og der, jeg kan ikke tage en konklusion nu. Jeg har ikke set noget, hvor der står, og der, det tager jeg først, efter jeg har fået det materiale, hvor jeg kan tage stilling til det."

Fra Dansk Dekommissionering lyder det, at kun hvis endelige sikkerhedsanalyser viser, at depotet er sikkert, kan det blive til noget. 

Når man spørger til, hvad der skal ske med f.eks. de 1130 tons tailings/ affald fra forsøg på Risø med udvinding af uran fra Kvanefjeld, så får man at vide, at det ikke er sikkert, at disse tailings, der nu ligger dækket af vand i 2 bassiner, skal i slutdepotet.


Andre paralleller
  • Mange borgere i nærheden af Kuannersuit-minen og af de 6 udpegede danske slutdepotsteder føler sig utrygge ved diverse risici: Kan man bo i nærheden af minen? Af slutdepotet? Kan jeg fortsat drive landbrug? Kan jeg drive økologisk landbrug? Vil det påvirke turismen? 
  • Borgerne føler sig ikke tilstrækkeligt informeret og oplyst 
  • Borgerne (og i Danmark også de 5 berørte borgmestre) føler sig ikke tilstrækkeligt inddraget 
  • Borgere i både Danmark og Grønland forsøges beroliget med, at der kommer flere høringer 
  • Myndighederne i Grønland kan ikke sige noget præcist om mineprojektet, før der er en stedsbestemt VVM, oplyser RVE. I Danmark kan man først lave slutdepotkonceptet og den endelige sikkerhedsvurdering, når man ved, om slutdepotet skal ligge i ler (Kerteminde, Rødby, Thise eller Skive Vest) eller i granit (Østermarie/Bornholm). Indtil det sker, har vi kun denne overfladiske legetøjsklods-model:



I Danmark rejste en professor i miljøret tvivl om lovligheden af miljøvurderingen af slutdepotplanen, der blev kritiseret for at være overfladisk.

Uafhængige institutioner og miljøvurderingsfirmaer?


Hverken i Grønland eller i Danmark er der uafhængige institutioner, hvor borgerne kan hente neutral information og oplysning om henholdsvis uranudvinding og deponering af radioaktivt affald. DTU, GEUS og SIS er allerede involveret i slutdepotprojektet. Jeg spurgte en brevkasse på Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet, vedrørende DD's omdefinering af højaktivt affald til en lavere kategori, og det eneste, den ansatte kunne svare mig, var, at han var sikker på, at DD ikke vil gøre borgerne noget ondt!

Til sidst vil jeg spørge, om man kan tale om uafhængige institutioner og firmaer, når man går ind og ud ad døren hos hinanden ansættelsesmæssigt?

F.eks. kommer en ansat i mineselskabet fra den virksomhed, der skal lave den uafhængige miljøvurdering.

I Danmark er det Statens Institut for Strålebeskyttelse, SIS, der skal endeligt godkende, om slutdepotet er sikkert nok. En tidligere ansat herfra var på et tidspunkt ansat hos DD. Nu er han tilbage i SIS.