søndag den 29. november 2015

Atomaffald og Financiering: Referat af Workshop i Bruxelles 16.11.2015

16.11.15 deltog jeg i en workshop i Bryssel om håndtering af radioaktivt affald og financiering. Mødet fandt sted i Niedersachsens EU-repræsentation og var arrangeret af Gruppen De Grønne/EFA i Europa-Parlamentet, hvis formand Rebecca Harms ledede workshoppen.

For de der ikke ønsker at læse hele blogindlægget, kan jeg oplyse, at Tyskland og UK har samme problemer som Danmark:
  • manglende data om affaldet
  • ufyldestgørende oversigter
  • Aarhus-konventionen opfyldes heller ikke for Tysklands vedkommende
  • usikkerhed om depotkoncepter
  • der er ikke plads til alt Tysklands lav- og mellemaktive affald i det påtænkte slutdepot i KONRAD
Budskabet fra den britiske ekspert var: 
  • vi har tid til at beslutte
  • vi lever i en fantasi- og drømmeverden. Det er vigtigt at tage de etiske spørgsmål op om ulig fordeling af udgifter, intergenerationnelle opgaver og risici. Man burde tale om et fortsat ansvar, der giver de kommende generationer fleksibilitet og valgmulighed. 

Anledningen til workshoppen var, at de 28 EU-lande skal gennemføre/implementere affalds-direktivet 2011/70/Euratom. Senest den 23.8. i år har alle EU-lande i denne sammenhæng skullet indsende deres nationale programmer for ansvarlig og sikker håndtering af radioaktivt affald sammen med dokumentation for, at der er sikret en passende finansiering af mellemlagre og slutdepoter og af dekommissionering/nedlukning af atomkraftværker. De lande, der har lagt deres nationale programmer online, kan ses her. 

EU-Kommissionens Generaldirektorat for Energy i Luxembourg har 6 måneder til at evaluere rapporterne regnet fra den 23.8.15. Jeg spurgte efter mødet kontorchefen fra DG Energy om, hvad EU-Kommissionen kan gøre ved, at der ingen inddragelse er i Danmark af borgere og de 5 kommuner i forbindelse med slutdepotplanen for radioaktivt affald. Kontorchefen svarede, at Kommissionen vil se på, hvad andre lande gør, og at det er en "step by step proces". 

Hvis borgerinddragelse ikke sker, som direktivet kræver det, kan Kommissionen indlede en sag mod Danmark, hvor første skridt er en åbningsskrivelse.

Formålet med workshoppen den 16.11. var at drøfte de spørgsmål, der rejser sig vedrørende atomaffalds-håndtering og financiering. 


Arrangøren Rebecca Harms (RH) beklagede, at medierne ikke er særligt interesserede i Euratom-direktivet, hvilket vi jo kan genkende fra Danmark. 

Hun beklagede også kraftigt, at konkurrencekommissær Margrethe Vestager ikke havde sendt en repræsentant. Man ville gerne have debatteret, at EU-Kommissionen har godkendt, at der gives statsstøtte til verdens dyreste atomkraftreaktor Hinkley Point C. Fra DG Energy deltog to kontorchefer.

Bevillingerne i Tyskland er utilstrækkelige, og det tyske svar i den nationale rapport til EU-Kommissionen var vagt, sagde RH og understregede vigtigheden af en arbejdsstrategi og af tilstrækkelig finansiering til at gennemføre direktivet på den sikreste måde. I Tyskland har man efter Fukushima-katastrofen besluttet at udfase atomkraft, mens man i Storbritannien åbner et nyt atomkraftværk. Selv om de to landes fremtid er forskellig, har de de samme problemer med det radioaktive affald og dekommissionering af atomkraftværker.

Ved hjælp af eksempler fra Tyskland og Storbritannien, fortalte eksperter om den aktuelle situation med hensyn til bortskaffelse af atomaffald, de forskellige koncepter for opbevaring og vanskelighederne derved. Ligeledes blev der diskuteret, om der er tilstrækkelig med økonomisk sikkerhed til, at man kan overholde "forureneren betaler-princippet".

Foto nedenfor fra Rebecca Harms Twitter konto af de deltagende eksperter og repræsentanter for DG Energy, EU-Kommissionen den 16.11.15:
Rebecca Harms ‏@RebHarms 18. nov.
Brussels #nuclear waste workshop:more doubts then solutions. Industry escaping polluter pays principle @mark_johnston




Program for workshop den 16.11.15


13:30
Arrival, coffee & cake
14:00
Opening by Rebecca Harms, President of the Greens/EFA group in the European Parliament
14:05
The challenges of nuclear waste disposal in Lower Saxony, Stefan Wenzel, Environment minister of Lower Saxony
14:25
Open questions regarding nuclear waste disposal in Germany, Wolfgang Neumann, intac Hannover
14:45
Nuclear waste management plans in Great Britain, Prof Andy Blowers, expert on environmental politics, policy and planning specialised in radioactive waste. Professor Emeritus at the Open University and author of many books and papers about international politics of nuclear power
15:05
Q&A with facilitation: Rebecca Harms
15:30
Panel discussion on financing of nuclear waste disposal in accordance with EU rules
Chaired by Claude Turmes, energy spokesperson of the Greens/EFA in the European Parliament
·         Brigitta Renner-Loquenz, EU Commission/DG Competition (tbc)
·         Zuzana Petrovicova, EU Commission/DG Energy - Head of Unit ENER D.2 Nuclear Energy Technology, Nuclear Waste and Decommissioning
·         Dr. Dörte Fouquet, Becker Büttner Held Consulting - Legal expert on international and European energy and environmental law
·         Prof Andy Blowers - expert on environmental politics, policy and planning specialised in radioactive waste. Professor Emeritus at the Open University and author of many books and papers about international politics of nuclear power
·         Dr. Ingo Fährmann, Federal Ministry for economic affairs and technology (tbc)
17:00
End
Translation: German - English


En ny start i Tyskland

Efter flere års borgermodstand i Tyskland forsøger man nu en ny begyndelse. Planen er, at det lav- og mellemaktive affald (LILW), der ikke er særligt varmeafgivende, skal slutdeponeres i en tidligere jernmine Konrad. Og det højaktive affald (HLW) et andet sted.

Miljøministeren for Niedersachsen, Stefan Wenzel (SW), De Grønne, fortalte om situationen i Niedersachen, hvor der bl.a. er flere atomkraftværker og 2 mellemlagre. Muligheden for et slutdepot for højaktivt affald i Gorleben skal undersøges på ny. Hvis videnskabelige objektive sikkerhedskriterier ikke kan vise, at Gorleben er sikkert som slutdepot, må man droppe det, sagde SW og nævnte, at Gorleben var en tilfældig beslutning taget i 1970'erne og en stor fejl. 


If. SW kan vi lære meget af Asse II. Det er tvingende nødvendigt, at affaldstønderne tages op igen, og det vil koste milliarder af euro. Der blev i sin tid sagt, at Asse II var det allersikreste sted, men der er trængt vand ind i slutdepotet siden 1988, og det vil ikke stoppe.


Der har været planer siden 1980'erne om, at den gamle jernmine Konrad skal bruges som slutdepot. Niedersachsen har været meget, meget kritisk, og brede kredse i befolkningen har været imod. Nu er planen, at Konrad skal bruges til det lav- og mellemaktive affald, der ikke er varmeafgivende. Man har droppet at udbygge Konrad, og der er derfor ikke plads til alt Tysklands affald i Konrad. 


Min kommentar: dvs. forslaget i en nylig kronik i Ingeniøren om, at Tyskland mod betaling evt. kunne tage det danske radioaktive affald, minus de 233 kg brugte brændselsstave (højaktivt affald omdefineret til langlivet mellemaktivt affald, kan ikke komme på tale.

SW understregede, at der behøves

  • fastlagte kriterier 
  • troværdige offentlige institutioner 
  • uafhængige institutioner 
  • borgerinitiativer 
  • transparens 
  • inddragelse af offentligheden
  • mulighed for at rette fejl
  • mulighed for retsbeskyttelse. I Tyskland er Aarhus konventionen ikke opfyldt. 
- Min kommentar: Aarhus-konventionen er heller ikke opfyldt i Danmark i forbindelse med slutdepotprocessen.

Der er et nationalt ansvar for det radioaktive affald, sagde SW. Det må ikke eksporteres til 3.land, der har usikre planer.

SW nævnte, at det tyske nationale program til EU-Kommissionen kun er et draft/udkast. Det er vigtigt at få alle data frem, og der rejser sig spørgsmål med hensyn til

  • klassifikationen af affaldet 
  • om det er kort- eller langlivet 
  • om de kemiske stoffer 
  • om det er m3, megagram eller ton 
  • konditioneringen 
  • finansieringen 
  • Hvem dækker/hæfter ved ulykke 
  • hvad der egentlig blev lagt i Asse II 
  • tilgængelighed (reversibilitet) 
SW understregede vigtigheden af en fond.

Walter Neuman (WN) Intac talte om de mange åbne spørgsmål, som atomaffaldssituationen rejser i Tyskland (se hans præsentation Offene Fragen her):
  • der er ikke en komplet liste over alt det lav- og mellemaktive affald (LILW) 
  • noget af affaldet må ikke komme i Konrad, men skal i et slutdepot til højaktivt affald. 
  • og resten? 
  • der vil stadig også komme affald fremover
WN stillede spørgsmåltegn ved, om man kan holde tidsplanen for et slutdepot til det højaktive affald 2031(pladsudvælgelse)/2050 (kommissionering). Han rejste også spørgsmålet, om man skal dekommissionere atomkraftværkerne nu eller vente og lade affaldet fra dekommissioneringen klinge af i nogle årtier.
  • hvad med beholderne til det højaktive affald i den 40 årige licenstid? 
  • hvis det inderste lag i beholderne er utæt i ventetiden på et slutdepot, kan det så erstattes? 
  • WN nævnte nødvendigheden af en hot cell. 
Der rejser sig mange problemer for at nå et sikkerhedsniveau.

Risikovurderingen er meget gammel og svarer ikke til de videnskabelige og tekniske standarder i dag.

Mht. Konrad er der if. WN mange problemer: 
  • skaktene skal stabiliseres, så vogne kan komme frem 
  • er risikovurderingen for Konrad dækkende? 
  • kapaciteten i Konrad er for lille til Tysklands eget LILW.
WN opfordrede til, at man begyndte at diskutere alternative løsninger:
  • 1-depot-konceptet 
  • 3 slutdepoter 
  • muligheden for at tage affaldet op igen (reversibilitet) 
  • langtidsmellemlager 
Efter WN's indlæg nævnte Rebacca Harms, at reversibilitet altid er et emne, som borgerne fremhæver vigtigheden af.

Professor Andrew Blowers (AB) fra UK fortalte (se præsentation her), at financieringen af atomkraft-renæssancen i UK ikke er helt klar. UK har det største lager af plutonium i verden 140 tons.

AB fortalte om CoRWM's anbefalinger, om et robust mellemlager og om R&D alternativer til geologisk deponering.

Min tilføjelse: I CoRWM's anbefalinger står side 111:


"Recommendation 2: A robust programme of interim storage must play an integral part in the long-term management strategy. The uncertainties surrounding the implementation of geological disposal, including social and ethical concerns, lead CoRWM to recommend a continued commitment to the safe and secure management of wastes that is robust against the risk of delay or failure in the repository programme."

(...)



"It was stressed, however, that absolute confidence in the long-term safety of geological disposal could not be assumed." 



AB nævnte i forbindelse med pladsudvælgelse betydningen af frivillighed og vetoret, udvikling af partnerskab og et repræsentativt demokrati.

Der er stor usikkerhed i UK med hensyn til

  • oversigt over det historiske affald/legacy waste 
  • hvad man skal gøre med de 140 tons plutonium, der endnu ikke er betegnet "affald" 
  • slutdepotkonceptet 
  • fremtidige klimaændringer
Man kan i UK ikke give et overbevisende svar om, hvad man vil gøre med det radioaktive affald, men operatøren skal betale.

AB sagde, at vi lever i en fantasi- og drømmeverden. Det er vigtigt at tage de etiske spørgsmål op om ulig fordeling af udgifter, intergenerationnelle opgaver og risici. Man burde tale om et fortsat ansvar, der giver de kommende generationer fleksibilitet og valgmulighed.

AB sluttede af med
  • We need to manage legacy waste (Vi skal håndtere det historiske affald/det ukendte affald) 
  • We have time to decide (Vi har til til at tage en beslutning).




fredag den 27. november 2015

Kuannersuit/Kvanefjeld: Uranmine og Manipulation

KNR (Grønlands Radio) har produceret to udsendelser om Kvanefjeldsprojektet. I første del hører vi om lokalbefolkningens bekymringer for miljø, mennesker og dyr, hvis planen realiseres om at begynde udvinding af sjældne jordarters metaller i Ilímaussaq komplekset.





Illustration GME Speciality Metals for a Greener World November 2015

Disse metaller (REE/Rare Earth Elements) kan kun udvindes, hvis man samtidig udvinder uran, og minedriften producerer enorme mængder radioaktivt affald, de såkaldte tailings, der skal isoleres fra mennesker og miljø i umådelig lang tid. Det store problem med den slags miner er, at tailings afgiver store mængder af radioaktive og giftige stoffer. Desuden vil radioaktiviteten holde sig i umådelig lang tid på grund af U-238's lange halveringstid (4,5 mia år). Fordi tailings er knust klippe vil radioaktive og giftige stoffer trænge ud i omgivelserne. (Se tidligere indlæg). 

Befolkningens frygt er derfor forståelig, fordi REE-miner er kendt for miljøsvineri. Således skrev Berlingske 11.10.13: "Historien bag markederne for produktion og salg af Rare Earth Elements er helt speciel. Da udvinding af sjældne jordarter, især hvis der følger uran med, kan føre til miljøsvineri og true miljøsikkerheden for arbejdere og omgivende samfund, blev REE-miner fra USA til Europa og Australien lukket på stribe frem til år 2000. Konsekvensen var, at Kina satte sig på stort set hele produktionen og pressede priserne i vejret, ofte til astronomisk niveau."

I udsendelsen (6:00) hører vi også mineselskabets fremstilling af projektet

GME's driftschef og repræsentant i Narsaq siger (min fremhævning):

"Halvvejs oppe ad fjeldet imod Kuannarsuit plateauet, der ligger den gamle mineskakt, og det er lige oven for den, at man vil starte en mine, hvis man får en tilladelse. Og der vil man starte det som en åben mine, og den udgravne malm fra den åbne mine skal køres over til et fysisk anlæg, der ligger i sadlen her mellem Kuannersuit og ilímaussaq, hvor der skal være et knuseværk. Det vil man simpelthen bygge, hvor man så udvinder malmen i en våd flotation, som det hedder. Når den så er blevet fordelt, så kan man sende det i nogle lukkede pipelines over til midten af dalen heroppe nedenfor foden af Ilímaussaq vil man lave det kemiske proces plant.

Og der skal selvfølgelig laves veje imellem de to fabrikker. 
Når så den kemiske proces er overstået, så skal man jo fysisk flytte sin tailing, sit restprodukt fra den kemiske proces plant i lukkede pipelines med vand op til Taseq skråningen her - op på den anden side af de her snefaner der ligger Taseq søen, og det er her, man har foreslået - ved eksperters hjælp - at det vil være mest formålstjenligt at oprette sin tailing. 


Og så derfra, hvad hedder det, skal der selvfølgelig også være vej, adgangsvej, ned gennem dalen, ned imod Narsaq by. Og så kan man se nede i Narsaq Illua, den halvø, der går ud til højre for Narsaq by. Det er der, man påregner at lægge sin havn til udskibning af malm og indskibning af forsyninger og kemikalier og hvad der nu skal til for at drive minen.

Så det er sådan i grove træk den fysiske fodaftryk en mine kommer til at have i dalstrøget og Narsaq Ilua."
citat slut.



Forsøg på manipulation


Jeg vil give nogle eksempler på forsøg på manipulation.
 Driftschefen siger: "det er her man har foreslået - ved eksperters hjælp - at det vil være mest formålstjenligt at oprette sin tailing"

ad 1 "ved eksperters hjælp"


Hvilke eksperter har udtalt, at Taseq er mest formålstjenligt? Det får vi ikke at vide. 


Jeg har interviewet to eksperter, den hollandske kemiker Jan Willem Storm van Leeuwen, Ceedata, og den tyske kemiingeniør Gerhard Schmidt, Öko-Institut, og begge mener ikke, at Taseq er velegnet som tailingsdepot.


Ligeså har den ekspert fra Risø,  der lavede den første miljørapport om uranmine projektet i Kvanefjeld 1983, heller ikke fremhævet Taseq som det bedste tailingsdepot. Han har senere også udtalt: "Placering af tailings i Taseq-søen er ikke den mest hensigtsmæssige, da den afvander til Narssaq elven, der næppe kan undgå at blive forurenet."





                               Illustration GME Speciality Metals for a Greener World November 2015


ad 2 Mht. det "formålstjenlige" i Taseq som tailings-depot:

I det seneste uran-hæfte fra GEUS 2015, ligesom i de forrige fra 2012 og 2014, fremstår det, som om Risø først og fremmest anbefalede Taseq som affaldsdepot.  Men dette er ikke korrekt refereret, hvilket jeg har prøvet at vise i et tidligere blogindlæg, hvor jeg refererer og kommenterer udtalelser om Taseq som tailingsdepot. 


GME planlægger to dæmninger ved Taseq, men t.o. er der til dd sket mange brud på dæmninger ved tailingsdepoter i verden. Senest er der sket en alvorlig ulykke i Brasilien, hvor en dæmning kollapsede. Og her er en anden liste over brud på dæmninger ved urantailings-bassiner.


I referatet fra uranoplysningsmødet i Narsaq 30.5.2015 kan man læse følgende: (Gert Asmund er seniorforsker på Aarhus Universitet):

Spørgsmål: Kan taillings opbevares forsvarligt?

Gert Asmund: Hvis tailingen opbevares under vand og hele tiden under vand. Så ligger det godt rent miljømæssigt. Problemet er om det holder? Og om man bygger noget der holder? Et miljøproblem bliver dermed lavet til et ingeniørproblem. Holder den dæmning? Det skal den selvfølgelig gøre! Citat slut.







Til dette kan man tilføje. Ingen af de nulevende involverede i uranmineprojektet (eller andre der måtte glæde sig over projektet) lever om 100 år (minens påtænkte levetid) eller efterfølgende, hvor kommende generationer skal bære byrden, hvis dæmningerne kollapser. 

Gert Asmund skriver i sin præsentation fra maj/juni 2015:


"Efter lukning af minen skal tailings dækkes med et radonbremsende lag, f.eks. en meter jord. (måske vand?)"

Mine spørgsmål er: 
  • Hvem sikrer, at der er penge nok, når mineområdet skal retableres efter endt minedrift?
  • Kan området overhovedet retableres efter et så omfattende mineprojekt?
  • Hvor får Grønland den jord fra til at dække Taseq? 
  • Vil Grønland tillade import af enorme mængder jord fra Danmark og Canada? (en meter jord er ikke tilstrækkelig)
  • Kan man stole på mineselskabets løfter om genopretning af naturen? t.o. har Danmark afvist at tage forurenet jord fra Dundas til rensning i Danmark på trods af, at man havde lovet det. Danmark brugte et EU-plantedirektiv som begrundelse.
  • Hvilken værdi er der i at få 700 nye arbejdspladser, hvis området omkring Kvanefjeld bliver ødelagt for altid?

ad 3 "at oprette sin tailing"

Her mangler noget - bevidst eller ubevidst - efter tailing, nemlig ordet "depot". Man opretter ikke en tailing, man opretter et "tailingsdepot".



ad 4 "sin tailing"

Ved at bruge et stilistisk virkemiddel, del for helhed/pars pro toto, minimeres affaldsproblemet. Driftschefen siger "sin tailing" i ental, men der er i virkeligheden tale om tailings i flertal, op til cirka 1 mia. tons tailings/affald, hvis alle
 ressourcer i Ilímaussaq komplekset udnyttes. Men Hokus Pokus! ved at 1 mia. tons reduceres til et styk tailing "sin tailing" bagatelliseres det allerfarligste og katastrofale ved en uranmine i Kvanefjeld i tilhørernes sind ved at det bliver til "en tailing". 


ad 5 "Det er der, man påregner at lægge sin havn til udskibning af malm og indskibning af forsyninger og kemikalier og hvad der nu skal til for at drive minen."

Som man kan se lidt længere henne i udsendelsen, er det yellow cake, der skal udskibes (til Australien) - ikke malmen.


Som man kan se af nedennænvte illustration i udenrigsministeriets rapport om udvinding og eksport af uran er udgangspunktet malm og endeproduktet i uranminen yellow cake. 



"3.4 Fra uranmalm til yellow-cake – gennemgang af hovedprincipper "


Der er dog tidligere blevet udskibet malm fra Narsaq havn til Roskilde, bl.a. i 1980, for at lave forsøg på Risø med udvinding af uran af malm fra Kvanefjeld. Drømmen var, at Danmark skulle kunne blive selvforsynende med uran til brændselsstave i atomkraftværker, hvis Danmark skulle få atomkraft. I 1985 blev det dog vedtaget i Folketinget, at Danmark ikke skal bruge atomkraft som energikilde.




1130 tons affald/tailings fra disse uranudvindings-forsøg på Risø ligger nu i 2 bassiner under vand på Risø, og man ved ikke, hvad man skal gøre ved dem eller ved de resterende 3.670 tons Kvanefjeld-malm, der ligger i to bunker foran bassinerne. Ligeså er der forurenet jord under de to malmbunker.


Jeg har i tidligere skrevet et 
indlæg: "Hvad skal man gøre med 1.130 Tons Tailings og 3.670 Tons Uranmalm på Risø?" Se evt. også "Eventyret om uranmineaffaldet på Risø der ville hjem til Kvanefjeldet".  

Et andet eksempel på manipulation kan ses her, hvor en mineekspert i GME kæder uranminedrift sammen med vindyrkning.


Skrevet af Anne Albinus


Links


Mine indlæg om uranmineprojektet ved Kvanefjeld


Informationer og rapporter om uran på Naalakkersuisuts hjemmeside

søndag den 22. november 2015

Atomaffald – Nu med Inddragelse af Borgere og udenlandske Eksperter!


På et møde i marts mellem daværende sundhedsminister Nick Hækkerup og partiernes ordførere var der enighed om, at slutdepotplanerne skulle lægges på hylden, og at mellemlagerløsningen skulle undersøges yderligere. Når det er sket, besluttes, om affaldet skal anbringes i et slutdepot eller et mellemlager.

Men først i oktober bevilgede finansudvalget 4,4 mio kroner til denne undersøgelse, og de tværministerielle arbejdsgruppe, der skulle styre hele processen med det radioaktive affald, er endnu ikke konstitueret, efter at to medlemmer, heriblandt formanden, er gået på pension.

Så hvor man i marts forventede, at undersøgelsen af mellemlageret kunne være afsluttet medio 2016, må vi nu se i øjnene, at det tidligst bliver i 2017, måske endda senere.

Den borgerinddragelse, som er lovet i beslutningsgrundlaget og 
krævet if. EU-direktivet af 19.7.2011 har vi heller ikke set noget til.

Det er åbenlyst, at myndighederne trækker tiden ud.

Det betyder: 



  • at den tid, der går, kun i ringe grad bliver brugt til arbejde med mellemlager-løsningen 
  • at når der ikke er truffet beslutning om mellemlagerets placering, så er det uklart hvilke borgere, der skal inddrages, og det kan bruges som påskud til ikke at involvere borgerne overhovedet 
  • at når borgerne ikke inddrages, er der ikke nogen til at protestere mod, at det går for langsomt 
  • at når der ikke er noget at skrive om, så mister de lokale medier, der tidligere fulgte sagen tæt, interessen for den. 

Resultat: Både mellemlager og borgerinddragelse forsvinder i den blå luft. 





Tilbage i virkelighedens verden er så: 


  • Det radioaktive affald 
  • Granitten i Paradisbakkerne og leret under Thyholm, Skive Vest, Thise, Kertinge Mark og Rødbyhavn 
  • Planerne for slutdeponering af affaldet 

Samtidig ruster de tønder, som affaldet opbevares i på Risø, langsomt, men sikkert. På et tidspunkt vil nedbrydningen være så fremskreden, at det er uforsvarligt at lade affaldet blive liggende.

Og hvad gør regeringen så?

Den handler. Og den handler hurtigt, som man kan forvente af en regering, der er stillet over for en akut trussel om udsivning af radioaktivt materiale.

Og hvordan handler den?

Den henter slutdepotplanerne ned fra hylden, med sikkerhedsanalyser og det hele. For det er jo det eneste, der er ved hånden.

Og i disse planer står: 


  • at antallet af mulige placeringer af et dansk slutdepot skal reduceres fra seks til to og derefter fra to til et 
  • at borgerne i den udpegede kommune skal inddrages, så de kan være med til at bestemme, om indgangsdøren til depotet skal males rød eller grøn 
  • at udenlandske eksperter skal inddrages, så de kan være med til at bestemme, at sikkerhedsanalyserne skal udstrækkes til at gælde i 1 000 000 år i stedet for kun i 100 000 år. 

Danmarks radioaktive affald bliver altså slutdeponeret på en måde, som uafhængige eksperter har påvist er helt uforsvarlig, som vores nabolande har protesteret mod, og som vil ødelægge det lokalsamfund, der bliver påtvunget slutdepotet.

Måske går det ikke så galt. Men udelukket er det ikke, desværre.

Skrevet af Jens

Links

Ressortansvaret for deponering af radioaktivt affald - med undtagelse af tilsynsopgaver vedrørende deponering (SIS) - er flyttet til Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM) pr. den 29. juni 2015. 


SIS

GEUS 



Annes hjemmeside: atomaffaldklarhed.dk

torsdag den 19. november 2015

Atomaffald: Eventyret om Mellemlageret der lå på Hylde

Der var så koldt nede på Lageret. Uddannelses- og Forskningsministeriet skulle spare, så det gik ud over Slutdepotplanen, der havde ligget på Hylde siden Februar. Den frøs, selv om Omslaget var af tykt bredriflet Fløj. Men den bed det i sig. Indimellem kom den gamle Professor forbi og sagde Ord, der lunede dens mange Sider: “Bare vent - det bliver dig, der bliver valgt. Det har vi sørget for. Du er en fin generisk Plan, som ingen kan protestere over, for ingen ved nøjagtigt, hvordan du ender med at blive. Er man bange for DIT, siger vi, det ikke er sikkert, at DIT skal i Slutdepotet. Er man bange for DAT, siger vi, at kun hvis de endelige Sikkerhedsanalyser viser, at Depotet er sikkert, kan det blive til noget.”

Nu havde Slutdepotplanen fået Selskab - endda på samme Hylde - af Mellemlagerplanen. Fra Morgen til Kveld klagede den sig højlydt: “Jeg skulle være blevet undersøgt yderligere. Jeg skulle have været i Centrum, og nu ligger jeg bare her.” Den kunne ikke holde Varmen og rystede af Kulde. Der kom ikke nogen forbi og hviskede varme Ord til den. Chef-geologen, der skulle undersøge den yderligere, havde rullet den sammen og lagt den på Hylden med et Bask, mens han hvæsede: “Et Mellemlager, hvad er det så for noget?”

“Du må finde dig i at ligge her,” sagde Slutdepotplanen og gottede sig, for nu var den ikke længere alene på den nederste Hylde: “Vi har fået ny Minister, og han har travlt med andre og meget vigtigere Ting.” - “Jamen, jamen, de har fået 4,4 millioner Kroner til at undersøge mig yderligere,” klynkede Mellemlagerplanen med Tryk på “yderligere”.

Den havde glædet sig til at blive undersøgt og derefter blive vist frem fra alle Ender og Kanter. “Jeg kan opbevare Affaldet sikkert i op til 100 år uden helsefysiske Problemer, ligesom min hollandske Fætter. Jeg kan modstå Nedstyrtning af Fly og andre Angreb. Jeg kan blive vist frem for udenlandske Delegationer: “Danmark som Foregangsland”. Men nu bliver jeg bare gemt væk. Hvorfor? Hvorfor?”

“Hold op med at klynke,” sagde Slutdepotplanen. “Du skal ikke tro, du er Noget. Jeg er Noget, for når Affaldet kommer i mig, kan alle glemme det, og Astrid Krag kan spise Frokost med sine Børn oven på mig.”

“Hvem er Astrid Krag?” spurgte Mellemlageret, der aldrig så Vild med Dans.

“Den tidligere Sundhedsminister, der tog sig af mig,” sagde Slutdepotplanen med Foragt i Stemmen.

“Tog sig af dig! Ja, fordi du er farlig, og det vil sive fra dig!” råbte Mellemlagerplanen. "Din Plan er jo dårlig. Tyskland, Sverige og Polen har protesteret!” Den hidsede sig op, for det gav Varmen. Men Slutdepotplanen hørte det ikke, for den lå og gned sine Sider mod hinanden for at holde på sin Varme. Den gamle Professor havde ikke været forbi i lang Tid.

Inderst inde ville Slutdepotplanen gerne forbedres. Det er ikke rart at tænke på, at man kan ødelægge det for Beboerne i Kerteminde og Omegn i titusinder, ja, hundredtusinder af År. Den havde været til mange gode Aftener i Kølstrup Forsamlingshus. Og nu skulle den ligge lige ved Dalbyskibet. Ved siden af en død Vikingekonge. Det var selvfølgelig ærefuldt, men den brød sig ikke om at sive med alt det giftige og radioaktive Affald. Hvilken Reklame var der i det for Kerteminde og Omegn? Og når Kertemindeborgerne rejser væk på grund af Forureningen, hvilken Kommune i Danmark vil så tage Atomaffaldsflygtninge? Kan de få permanent Opholdstilladelse og Sundhedskort? Må de blive ved med at tale Fynsk, synge 
"Fo' ajle di små blomster" og spise Brunsvigere og Rygeost?

Slutdepotplanen overvejede en stund at lade sig glide ned bag Hylden af bare Skam over sig selv. Her kunne den ligge og gå i Opløsning, når den lille Tjenestepige spulede Gulvet. 



Men så gik Døren op, og ind kom den gamle Professor sammen med den nye Minister. Han så rigtig rar ud. Den gamle Professor sagde: "Nu skal du høre: Atomaffald skal isoleres fra Omverdenen, og det kan det blive i et Slutdepot. Gemt i Tønder i Beton i Containere gravet ned i Ler eller i Granit. Vupti! Kerteminde har den bedste Ler ifølge  Chefgeologen, den Eneste i GEUS der må udtale sig om Slutdepotet. Andre fine Folk vil lave noget, der hedder Sikkerhedsanalyser, og de vil vise, at det først siver, når de og vi er døde og borte."

"Hvad med omsorgen for Skaberværket og for de kommende Generationer?" spurgte Ministeren. "Dem tænker vi på," sagde den gamle Professor og smilede varmt. "Jamen, de har jo ikke noget Valg," sagde Ministeren, der havde set den gamle Biskops interview med Atompostens Chefredaktrice i Kirkemagasinet og derfor allerede var lidt venligt stemt over for et Mellemlager.

"Et Mellemlager" sagde Professoren, "det går de aldrig med til." - "Hvem er de?" spurgte den rare Minister. "De er de," sagde den gamle Professor og tabte sin Fyldepen, så Blækket sprøjtede på Ministerens Bukser. Ministeren bøjede sig straks for at samle Professorens Fyldepen op, og mens han gjorde det, skubbede Professoren til Mellemlagerplanen, der gled ned bag Hylden.

“Værsgo!” sagde Ministeren og rakte Fyldepennen til Professoren. “Nu må jeg skynde mig op på mit Kontor og skifte Tøj inden Mødet om mine nye Udspil.

Den gamle Professor nåede lige at hviske nogle varme Ord til Slutdepotplanen, inden han forlod Lageret. Han havde så travlt, at han glemte at slukke Lyset, for han skulle videre til ATV og fortælle om Slutdepotplanens Velsignelser. Snart gik Årtiers Drøm i Opfyldelse. De kunne få Green Field på Risø og Europas største Cleantech Forskerpark fra Risø til Kastrup Lufthavn.


Næste Morgen kom den lille Tjenestepige og spulede Gulvet. Mellemlagerplanen gled med Sæbevandet, langs med Væggen og videre ud i Kloakken. Den røg afsted, ud i Københavns Havn i samme Øjeblik, som Havnebussen kom forbi. “Hvad er det, der siver ud i Havnen?” spurgte en japansk Turist. "Der er ikke noget, der siver her" sagde Guiden. "Danmark er et Foregangsland med høje Standarder."



Skrevet af Anne

Kommentar til Rapporten: ”Can Nuclear Power slow down Climate Change”

”Can Nuclear Power slow down Climate Change”
af Jan Willem Storm van Leeuwen, MSc, CeeData Concultancy (1).


Spaltning af uran udleder ikke CO2, som afbrænding af fossile brændstoffer (kul, olie og naturgas) gør. Desuden er der uran nok i jordskorpen til at dække verdens energibehov i tusinder af år.

Disse omstændigheder har gjort, at a-kraft nu lanceres som et middel til at bremse den globale opvarmning. Ved at udbygge a-kraften skulle det være muligt at bremse CO2-udledningen og dermed drivhuseffekten, som truer med at ændre vores klima og gøre dele af verden ubeboelige.

Samtidig skulle det være muligt at mindske mængden af radioaktivt affald ved indførelse af nye reaktortyper.

I betragtning af, hvor alvorlige klima-problemerne er, fortjener dette synspunkt at blive gransket nøje, og det er, hvad Jan Willem Storm van Leeuwen (JWSL) gør i denne rapport.

Jeg vil nøjes med at kommentere JWSL's bemærkninger til nogle få aspek­ter af denne sag.

JWSL peger på, at produktion af elektricitet ved hjælp af a-kraft ikke bare kræver spaltning af uran, som ganske rigtigt ikke udleder CO2. Man må se på produktionsprocessen i sin helhed, og den omfatter:

· brydning af uran-malm og fremstilling af brændselsstave

· bygning af reaktorer

· behandling og opbevaring af brugt brændsel og andet radioaktivt affald

· nedlæggelse (dekommissionering) af udtjente reaktorer

I hvert af disse trin udledes CO2 i et eller andet omfang, og JWSL påpeger, at denne udledning er mangelfuldt kendt, især når det gælder dekommissionering. Derfor er det ifølge JWSL tvivlsomt, om energi, produceret ved hjælp af a-kraft, vil give et min­dre udslip af CO2 end energi, produceret ved afbrænding af fossile brændstoffer.

JWSL anfægter påstanden om, at uran-reserverne er tilstrækkelige. Ganske vist indeholder jordskorpen betydelige mængder af dette grundstof, men det meste findes i bjergarter, hvor koncentrationen er så lav, at det vil være meget CO2-tungt at udvinde det. Samtidig vurderer han, at sandsynligheden for at finde nye uran-forekomster af høj kvalitet er lille (2).

JWSL er også skeptisk over for brugen af avancerede reaktortyper, for eksempel formeringsreaktorer, der fremstiller nyt brændstof samtidig med, at de producerer energi (3). Brug af sådanne reaktorer kræver ifølge JWSL, at samspillet mellem en række processer (oparbejdning af det dannede brændsel mm.) fungerer perfekt, og det mener han ikke er muligt. Oparbejdningsprocessen er desuden energikrævende og stærkt forurenende.

Satser man på a-kraft, risikerer man derfor at binde sig til at producere energi på en måde, som senere kan vise sig at give et væsentlig større CO2-udslip og mere radioaktivt affald, end det fremgår af de prognoser, vi bliver præsenteret for nu. Men så fanger bordet: beslutningen kan ikke gøres om, når den først er truffet.

I sin rapport angriber JWSL selve grundlaget for en argumentation, som i disse år bruges af a-kraft­til­hæn­gere over store dele af verden (4).

Jeg kunne ønske mig, at JWSL's egen argumentation var mere detaljeret på flere punkter, for eksempel når han hævder, at oparbejdning af brændslet i en formeringsreaktor strider mod termodynamikkens 2. hovedsætning (5). Men hans kritik må tages alvorligt, selvom den ikke er helt gennemarbejdet.

JWSL's konklusion er, at a-krafttilhængerne uden hensyn til kommende generationer forsøger at udnytte den udbredte og velbegrundede frygt for klimaændringerne til egen økonomisk fordel, at de har en ”après nous le déluge”–holdning (6).

Det vil være klogt af a-krafttilhængerne at besvare denne alvorlige anklage ordentligt og fyldestgørende.

Skrevet af Jens

Henvisninger mm:

(1)  ”Can nuclear power slow down climate change? An analysis of greenhouse gas emmissions” af Jan Willem Storm van Leeuwen, MSc,
Ceedata consultancy, Chaam, The Netherlands. Rapporten er bestilt af the World Information Service on Energy (WISE) Amsterdam, The Netherlands, November 2015 og sponsoreret af De Grønne i Europa­ Parlamentet og Trajart Foundation

(2) Interessen for Kuannersuit (Kvanefjeldet), hvor uran-udvinding kombineres med udvinding sjældne jordarter, tyder på, at JWSL ikke står alene med denne vurdering. Se Annes hjemmeside om uran-udvinding i Grønland

(3) I sådanne reaktorer bruges nogle af neutronerne til at omdanne Uran-238 til Plutonium-239 eller Thorium-232 til Uran-233. Pu-239 og U-233 kan ligesom Uran-235 spaltes ved optagelse af langsomme neutroner

(4) Af hjemlige eksempler kan nævnes Thomas Grønlund Nielsen: ”Niels Bohr må vende sig i sin grav” (anmeldt i Atom Posten 14.01.14) og Per Wimmer: ”Den grønne Boble” (anmeldt i Atom Posten 30.01.15)

(5) Termodynamikkens 2. hovedsætning udtrykker, at entropien (dvs. graden af uorden) i et lukket system ikke kan aftage. Renfremstilling af stoffer (som mindsker uordenen) kan godt finde sted, men kun hvis entropien forøges i andre dele af systemet. JWSL’s påstand (se side 32 i rapporten) kan ikke baseres på denne naturlov alene, det er nødvendigt med kvantitative antagelser om fremstillingsprocessen


(6) På dansk: ”Efter os syndfloden”. Udtalelsen tillægges if. Wikipedia Madame de Pompadour (1721 – 64).



søndag den 1. november 2015

Kontaktforum om Atomaffald

”Ingeniøren” bragte 30.10. en kronik med titlen: ”Den danske atomaffaldsproces må forbedres”, skrevet af to udenlandske eksperter og to repræsentanter for danske miljøorganisationer (1). En mere detaljeret gennemgang af kronikkens synspunkter findes på NOAH’s hjemmeside.

Kronikken peger på, at den proces, myndighederne planlagde for deponering af atomaffaldet, har lidt skibbrud. Der har manglet åbenhed og inddragelse af de berørte borgere, og der har været problemer med den fremlagte dokumentation, med klassificeringen af det radioaktive affald og med valget af depottyper.

Den ansvarlige minister (2) kan efter forfatternes mening uddrage tre vigtige lærestykker af dette forløb:

  • Kritikken af myndighedernes fremgangsmåde har virket, og derfor

  • bør denne kritik inddrages i den videre proces, samt at 

  • kritikken bør understøttes med tilstrækkelige resurser 
Kronikken munder ud i et forslag om oprettelse af et kontaktforum med bred sammensætning, der skal mødes regelmæssigt. På den måde kan det sikres, at inddragelsen af sagens parter bliver reel. I beslutningsgrundlaget fra 2008 er et kontaktforum allerede nævnt, men det er ikke blevet oprettet.

Efter min mening vil oprettelsen af et sådant kontaktforum være en klar forbedring i forhold til den nuværende situation, hvor

  •  borgmestrene i de kommuner, der er udpeget som mulige placeringer af et dansk slutdepot, har haft svært ved at få den ansvarlige minister i tale og få oplysninger om sagen, og hvor

  • de borgergrupper, der har stået for størstedelen af kritikken, er blevet behandlet arrogant af myndighederne til trods for, at deres kritik af slutdepot‐planerne har været berettiget, og at de ovenikøbet har fundet et alternativ til slutdeponering, som myndighederne ikke havde set, nemlig mellemlageret. 
Min betænkelighed ved kronikken har at gøre med forslaget om at genoplive eksportsporet (3). Ved at pege på deponering af de lav‐ og mellemradioaktive dele af det danske atomaffald i det planlagte tyske slutdepot Schacht Konrad i Niedersachsen, hvor der har været protester fra de omkringboende, knæsætter man det princip, at radioaktivt affald kan deponeres uden lokalsamfundets accept. 

                                    
En stor styrke i borgergruppernes samarbejde har netop været, at de afviste deponering af radioaktivt affald ved tvang, og det er uforståeligt, at miljø‐organisationernes repræsentanter kan støtte den slags.

Sidste år blev rapporten: ”Atomaffaldsdeponering i etisk Perspektiv” (4) udgivet af NOAH i forlængelse af et arbejde i en studiekreds, der behandlede dette emne.






Rapporten indeholder en udmærket redegørelse for, hvorfor radioaktivt affald ikke skal slutdeponeres på grundlag af den viden, man har på nuværende tidspunkt. Den peger i stedet på, at man ved at bruge ”rullende forvaltning” (rolling stewardship) kan udnytte fremtidige teknologiske fremskridt.

Skrevet af Jens 



Henvisninger:

(1) Forfatterne er: Johan Swahn, direktør 
i Miljöorganisationernas Kärnavfallsgranskning (Sverige), Gerhard Schmidt, seniorrådgiver Öko-Institut e. V. (Tyskland), Palle Bendsen, Miljøorganisationen NOAH og Hans Pedersen, redaktør, ”Vedvarende Energi” (VE)

(2) I den nuværende regering er det minister for forskning og uddannelse Esben Lunde Larsen (V). I den tidligere regering var det sundhedsministrene Astrid Krag (SF) og Nic Hækkerup (S)

(3) Eksport af det radioaktive affald er en illusion, der i sejlivethed kun overgås af Loch Ness‐uhyret. Se Annes hjemmeside om eksport

(4) Niels Henrik Hooge, Anne Albinus, Bendy Poulsen og Kirsten Jacobsen: ”Atomaffaldsdeponering i etisk Perspektiv” (2014)