søndag den 7. december 2014

Er de aktuelle Slutdepotplaner for Atomaffald et Bedrag?

"Slutdepotkonceptet afhænger først og fremmest af sikkerhedsanalyser, geologi og omkostninger," skrev Statens Institut for Strålebeskyttelse (SIS) i en rapport i 2009. (1)

Direktøren for Dansk Dekommissionering (DD) vægtede i Information 3.12.14 de kommende og endelige sikkerhedsanalyser som svar på kritik fra Öko-Institut og de svenske miljorganisationers kerneaffaldsgranskning MKG.se.

Men alt tyder på, at det er økonomien, der bliver den afgørende faktor, for når man læser daværende ansvarlige minister Helge Sanders svar i 2003 under 1. behandlingen af B48 i forb. med folketingsbeslutningen om afviklingen af de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø, fremgår det tydeligt, at man i dag står med et problem, som man tilsyneladende ikke vil betale for at få løst på ansvarlig vis. 

Det kan være forklaringen på, at mørkelygten gang på gang bliver hevet op af skuffen i sundhedsministeriet, så borgere og borgmestre i de 5 udpegede kommuner føler sig taget ved næsen.

I 2003 ville man eksportere de 233 kg højaktivt affald jf. minister Helge Sanders svar på spørgsmål 3 23.1.2003 (3) fordi


1. de 233 kg er af en sådan art, at de skal i et dybt geologisk slutdepot, hvilket ville være meget dyrt


2. det vil også blive dyrt at lave et slutdepot, der kan rumme alle typer affald
 og


3. den mindre mængde affald, der traditionelt beskrives som højaktivt, men hvor problemet mere er et betydeligt indhold af langlivede isotoper, næppe ville kunne anbringes i et depot konstrueret med henblik på det øvrige affald.



I 2014 er der planer om at lave et slutdepot til alt affaldet: 

overfladenært med borehul til de 233 kg eller mellemdybt ml. 30-100 meter under terræn. De 233 kg indregnes i planerne, da man stadig ikke har kunnet komme af med dem til udlandet. Måske skal de i et borehul, hvis affaldet skal deponeres overfladenært (hvad der i øvrigt if. en minihøring i 2005 slet ikke kan lade sig gøre, fordi der er andet langlivet affald og kortlivet blandet med langlivet!) (4)

Slutdepotplanerne er overfladiske og uklare à la "Vi leger lidt pt i DD og SUM og først senere kommer det seriøse": sikkerhedsanalyser lavet på et mere detaljeret slutdepotkoncept placeret i en egnet geologi. 

For nylig har vi allesammen fået præciseret, at der er langlivede isotoper i 18 typer affald på Risø, som if. den tyske ingeniør Gerhard Schmidt fra Öko-Institut kræver, at affaldet isoleres fra biosfæren i mindst 100.000 år i et geologisk slutdepot i 300-800 meters dybde. Så det påtænkte slutdepot, der kun skal isolere affaldet i minimum 300 år, er ikke tilstrækkeligt.


Gerhard Schmidts (Öko-Institut) arbejdspapir side 28

Det er en ærlig sag, at det er svært at lave et slutdepot for så mangfoldigt radioaktivt affald, som det fra den danske forsøgsstation Risø. 

Men det er aldrig for sent at stoppe op og reflektere over, hvad man kan gøre i stedet, når man bliver udsat for sønderlemmende kritik fra kompetente eksperter.

Man kan vælge at lytte til Gerhard Schmidts råd eller etablere et 100-årigt mellemlager som i Holland, hvor man kan karakterisere og ompakke det historiske affald f.eks. i samarbejde med Sverige og afvente, at der måske kommer metoder til at uskadeliggøre de langlivede isotoper, inden der vælges slutdeponering.

En time-out vil vinde respekt. Det modsatte kan give uoverskuelige miljø- og sundhedsmæssige problemer for mennesker i nærheden af slutdepotet i mange generationer frem.

Skrevet af Anne

Kilder

1) "The type of repository primarily depends on the safety analysis, geology and costs." side 22 i Joint Convention on the Safety of Spent Fuel Management and on the Safety of Radioactive Waste Management Answers to Written Questions on the National Report from Denmark Third Review Meeting, May 2009 - National Board of Health National Institute of Radiation Protection May 2009

2) B48 2003 Folketingsbeslutning om afviklingen af de nukleare anlæg på Forskningscenter Risø



Hvad er begrundelsen for, at Danmark ikke skal tage vare om al radioaktivt affald, men vil åbne op for eksport af højradioaktivt affald fra Risø.

Svar: (min fremhævning)


Jeg går ud fra, at der med det i spørgsmålet omtalte højradioaktive affald menes de 233 kg. bestrålet forsøgsbrændsel, der stammer fra et tidligere forskningsprojekt i Hot Cells-anlægget på Risø.

I afsnit 15 i B 48 er der redegjort for de hensyn, der ligger bag regeringens ønske om et dansk slutdepot for lav- og mellemaktivt affald. Endvidere er det samme sted anført, at der gør sig særlige forhold gældende for de 233 kg. bestrålet forsøgsbrændsel, som gør det hensigtsmæssigt at undersøge, om der kunne findes en international løsning på linie med tidligere løsninger vedrørende andet brugt brændsel fra Risø.

Som udgangspunkt er det regeringens synspunkt, at man ikke bør eksportere sig ud af sit eget affaldsproblem, både ud fra etiske og økonomiske etc. hensyn, jf. nærmere afsnit 15 i B 48. Der er dog alene tale om et udgangspunkt, idet særlige forhold kan tilsige, at man overvejer alternative muligheder.

Det kunne være tilfældet netop for så vidt angår de 233 kg. bestrålet forsøgsbrændsel, hvor man i et samlet billede har at gøre med ganske små affaldsmængder. Som jeg har fået det oplyst, og som også rapporten "Teoretisk udredning af de tekniske krav til et dansk slutdepot for radioaktivt affald" fra januar 2002, jf. pkt. 7, i Bilag C til B 48, var inde på, ville man nok skulle etablere en dybdegeologisk deponeringsfacilitet med tilsvarende uforholdsmæssigt høje etableringsomkostninger til følge. Tilsvarende problemstilling ville gøre sig gældende, hvis der skulle etableres et depot, der skulle kunne rumme alle typer affald.

Udarbejdelsen af beslutningsgrundlaget i forhold til depotprocessen, jf. besvarelsen af spm. 1, vil også omfatte en udredning af, hvilke affaldstyper der kan anbringes i hvilke depoter. Med forbehold for den nærmere klarlæggelse deraf kan jeg dog oplyse, at meget tyder på, at en mindre mængde affald, der traditionelt beskrives som højaktivt, men hvor problemet mere er et betydeligt indhold af langlivede isotoper, næppe vil kunne anbringes i et depot konstrueret med henblik på det øvrige affald.

På baggrund heraf er det regeringens holdning, at man bør undersøge, om der kunne findes andre løsninger end deponering af lige præcis denne særlige affaldsmængde herhjemme. En mulighed kunne være, hvis vi slog os sammen med andre lande i samme situation som os, så affaldet måske kunne eksporteres til et passende sted i udlandet, sådan som det er sket med de brugte brændselselementer fra DR3-reaktoren, der har været omfattet af en returneringsaftale med USA.

Når mulighederne er blevet afklaret, vil jeg som lovet i afsnit 15 i B 48, forelægge sagen for Folketinget. Jeg vil dog allerede nu gerne give tilsagn til, at en eksport til ikke-sikre lande ikke vil indgå i overvejelserne."



4) Fra minihøring i 2005 side 4:

"Det blev spurgt, om den nuværende mellemlagring er problematisk eller man bare kan lade affaldet stå som nu. Det blev svaret, at den nuværende mellemlagring ikke er noget helsefysisk problem og heller ikke bliver det de næste 100 år. Efter 100 er det svært at sige, om der opstår problemer. Men det kræver en organisation at vedligeholde mellemlagret og det er ikke en slutløsning. Ved at beholde mellemlageret udsætter man egentligt bare problemet til en anden generation.

Det blev fremført, at hvis Danmark kunne eksportere de 233 kg forsøgsbrændsel kunne alt affaldet uden problemer deponeres terrænnært. Hertil blev svaret, at der også er andet langlivet affald, der vil kræve 
særlige overvejelser og foranstaltninger ved terrænnær deponering, bl.a. et antal store brugte ά- kilder. 

Endvidere er der et sorteringsproblem, da noget af det langlivede materiale vil være blandet med kortlivet. Det er således ikke ligetil, at stille det langlivede affald til side og afvente en senere eller anden løsning."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar