søndag den 30. juni 2013

Mellemlager med Forbehold



Iflg. P4/Bornholm har finansudvalget efter ansøgning fra Sundhedsministeriet 20.06.13 accepteret, at der overføres 1,8 mio. kr. til GEUS, og DD med henblik på:
”Udarbejdelse af et beslutningsgrundlag til vurdering af muligheden for etablering af et dansk mellemlager til lav- og mellemaktivt affald”.

Man fornemmer ikke den store begejstring for mellemlageret i denne reserverede og langtrukne formulering, og man spørger sig selv, hvor initiativet til ansøgningen kommer fra. 
Der er næppe sandsynligt, at ideen er opstået i Sundhedsministeriet, GEUS, DD eller SIS, som da heller ikke har lagt nyheden ud på deres hjemmesider. 
Så enten har det været et krav fra politisk side, at mellemlageret skal fremmes, fordi befolkningens modstand mod slutdeponering har været stærkere end ventet. 
Eller også – og det er den mørke mulighed – er det et forsøg på at give borgergrupperne en falsk følelse af, at alt er i god gænge, således at slutdepotløsningen kan vedtages med et snuptag på et politisk set passende tidspunkt, for eksempel efter kommunalvalget i november.
Under alle omstændigheder har de myndigheder, som allerede for mange år siden skulle have orienteret politikerne om mellemlager-løsningen, sat sig selv uden for døren i denne sag. Hvordan kan man have tiltro til deres upartiskhed, når de tidligere har sat hele deres prestige bag slutdepot-løsningen? Og hvordan kan man have tillid til dømmekraften hos personer, som forsøger at skjule deres begrænsede viden bag en facade af selvhøjtidelighed og arrogance? 
Borgergrupperne har efter en lang og hård kamp opnået, at mellemlageret er kommet på dagsordenen, og nu gælder det om at sikre, at denne løsning også bliver vurderet objektivt. Atom Posten har tidligere støttet et forslag om, at der nedsættes et udvalg bestående af uafhængige, sagkyndige medlemmer, der kan se med friske øjne på sagen om det radioaktive affald. 
Efter den seneste udvikling er dette mere påtrængende end nogensinde. 
Jens
Opdatering 3.7.13 DD skriver nu på deres hjemmeside om bevilling til beslutningsgrundlag om mellemlager

tirsdag den 11. juni 2013

En Grimmert

I 2001 skrev journalist David Rehling 7 skarpe artikler i Information om dekommissioneringen af Risø og det radioaktive affalds skæbne. Artiklerne er interessante at genlæse nu 12 år efter, især fordi landsdækkende medier har valgt stumhedens strategi i forhold til det radioaktive affald og tvangsnedgravningen fjernt fra hovedstaden og Europas største Cleantech Park, der skal strække sig fra Risø til Kastrup Lufthavn.

I den første artikel “Der er en gæld at indfri“ fremgår det, at på blot 7 måneder fra 1999 til 2000 blev udgifterne til at dekommissionere/nedrive Risø hævet fra 600 mio til 1,2 mia. kroner. 

I 1999 var udgifterne til deponering af det radioaktive materiale anslået til 200 millioner, og da Rehling i februar 2000 spørger forskningsminister Birte Weiss, hvad hun så nu skønner i den forbindelse, svarer hun:

"På nuværende tidspunkt mener jeg, at det er det rene gætteværk. Vi taler om en proces over flere tiår, hvor vi hele tiden skal have internationale eksperter med." "Og hvilken form for deponi, der er den rigtige, afhænger af, hvad der sker med de 233 kilo, der er højradioaktivt materiale."

Birte Weiss indrømmer if. Information, at Danmark her er i en klemme:

"På den ene side hylder vi princippet om, at det enkelte land selv skal tage sig af sit affald. På den anden side er der mange andre lande, hvor det kun vil være en meget lille del af det højradioaktive affald, de har i forvejen."

"Måske bliver der i første omgang kun tale om et mellemdeponi og ikke et slutdeponi". "Men i containere, der også er egnet til slutdeponeringen."

Da David Rehling fremfører, at mellemdeponier har det med at blive langvarige, når det drejer sig om nukleart affald, svarer Weiss:

»Det er jeg godt klar over. Men det kommer også til at afhænge af, om det højradioaktive affald bliver her i landet, eller det kommer andre steder hen.«

Til sidst spørger Rehling om hvornår det højradioaktive affalds skæbne er afklaret. "Om ti år?"

"Nrjah” svarer Weiss, “det er for tidligt at sige. Det er i hvert fald ikke et spørgsmål, der kan afklares på en studs."

I “Regning for farligt atom-affald glemt” sætter Rehling endnu mere fokus på de højradioaktive 233 kg. Som nævnt orienterede forskningsministeren i maj 1999 ikke Folketinget om deponeringen af dem. Hun orienterede kun om prisen for deponering af de 7.200 tons lav -og mellemradioaktivt affald på Risø.

“Her snakker vi om nedbrydningstid på 200-300 år,” oplyser den daværende reaktorchef Mogens Bagger Hansen. Bagger Hansen medgiver over for Rehling, at på grund af blandt andet 1,2 kilo plutonium og rester af uran-235, som de 233 kg indeholder, skal de opbevares sikkert i op til en halv million år. 

Bagger Hansen fremfører også, at "Hvis vi skal beholde de 233 kilo i al evighed, så skal vi lave et slutdepot for de kilo. Og det vil se anderledes ud. Der er behov for en helt anden anbringelse. Dér taler vi om en egentlig lagring."

I dag 12 år efter denne artikel er der endnu ingen lande, der har lavet sådanne dybe geologiske depoter til højradioaktivt affald. Finland, Sverige og Frankrig er i forberedelses- og ansøgningsfasen.

Information henviser til et notat fra Risø til en tværministeriel arbejdsgruppe, hvoraf det fremgår, at man vil kunne komme af med de 233 kg ved en byttehandel:

"Hvis det er en lille mængde højradioaktivt affald, man vil bytte mod lavaktivt affald, må man være forberedt på at modtage et meget stort volumen af dette affald, hvad der ikke nødvendigvis er økonomisk eller sikkerhedsmæssigt attraktivt."

I artiklen “Dansk A-ophug I/S" går Rehling bag om oprettelsen af Dansk Dekommissionering, “det nye væsen der skal skrotte danske a-anlæg”.

"Hvorfor skal vi nu have et nyt væsen til at skrotte danske a-anlæg?" spørger han. "De er jo lavet af den bestående statsinstitution Risø, der de sidste 43 år har sysselsat sig med atomforsøg. Forsøgene har som det åbent vedgås i Risøs 40-års jubilæumsbog fra 1998 ikke været lige vellykkede, heller ikke driftsøkonomisk. Som bogen også indrømmer, har de navnligt været drevet af ønsket om at hitte på noget, som Folketinget var villigt til at betale for.
Ikke alle omkostningerne gjorde Risø klart for sine politiske arbejdsgivere. Det er nu kommet tydeligt frem, efter Risøs bestyrelse sidste år besluttede at indstille atomkraftudfoldelserne.”
Nu skal der ryddes op, og det koster over 1 mia kroner, og oven i det beløb kommer den fremtidige opbevaring, som der ikke kan sættes tal på, da det afhænger af, om Danmark kan slippe af med de 233 kg højradioaktivt affald.
"Men Pyha!" skriver Rehling. "Risø kan tørre sveden af panden. Alle forklaringsproblemer kan Risø nu smøre af på ministerens nye virksomhed med det spøjse navn. Hvorfor lader Birte Weiss mon Risø slippe af krogen?" 

Til Information forklarede Weiss:
"Afviklingsopgaven må ikke spærre for ’det nye Risø’ med de højt kvalificerede opgaver, de har." "De har lavet et oplæg til en ny strategi, og det ser meget rigtigt ud: Vindenergien fylder meget, ligesådan forskningen i nye materialer og bioproduktion."
Rehling fortsætter: "Ja, sandelig. Risø forstår endnu en gang at spille lokkende musik for en politikers øre – og kroner. Risøs nye strategioplæg bruser af så megen miljørigtighed, at det i lange passager synes skrevet af efter formålsparagraffen i den nu selvnedlagte folkelige energiorganisation OOA. Samme OOA, som Risø –dengang Danmark for alvor diskuterede a-kraft gjorde alt for at hænge ud som uvidenskabelig og folkeforførende.”
I artiklen "Samfundstarveligt" kalder Rehling hele sagen om de økonomiske aspekter ved dekommissioneringen og deponeringen af affaldet for “en grimmert.”
"Hvordan i hede atomare brændkammer er vi kommet i den situation? Det handler om den arrogance, der var en del af virksomhedskulturen i Risøs aktive atomår: Videnskaben klarer alle problemer. Risø prøvede end ikke at få sine uranleverandører til at påtage sig en forpligtelse til at tage det udbrændte affald tilbage.

Og hvorfor ikke? Forklaringen står med Risøs egne ord i dagens avis. Læs langsomt," siger Rehling:
»Nogen formel forpligtelse til, at leverandøren af uranet skulle tage det betrålede og mere eller mindre udbrændte materiale tilbage, foreligger ikke, og blev ikke diskuteret på den tid, eksperimenterne fandt sted, idet det da stadig forventedes, at Danmark på et tidspunkt skulle have a-kraftværker, og derfor også ville skulle have eget slutdepot til højradioaktivt affald.

Altså: Når Danmark – som Risø brændende håbede –indførte ’rigtige’ atomkraftværker, så ville de producere så meget højradioaktivt affald, at det, der kom fra Risøs forsøgsvirksomhed, kun var en mindre del.


Ikke et ord om, hvad den store løsning skulle gå ud på! Den tid, den sorg. Lykke, at vi aldrig fik den ’rigtige’ atomkraft. Ulykke for de lande, der gjorde, heriblandt desværre vore nærmeste nabolande.


Men at de såkaldt ansvarlige i deres videnskabshovmod kunne trække sådanne ubestemte veksler på fremtiden det er rent ud samfundstarveligt.” citat slut
I dag hvor landsdækkende medier som nævnt tier hele slutdepotprocessen ihjel, må man tage hatten af for Informations David Rehling, der viste mod til at tage problemet op.

Skrevet af Anne


Link til alle David Rehlings 7 artikler i Information i 2000

søndag den 2. juni 2013

Det konkrete Affald


Længe har vi fået at vide, at det danske radioaktive affald var enten lav- eller mellemradioaktivt. Alle myndigheder, der havde bare den mindste berøring med affaldsproblemet, vidste det og gentog det i det uendelige. Meget andet kunne diskuteres, men dette stod fast.
Indtil for få dage siden, hvor myndighederne for 117. gang blev bedt om dokumentation for påstanden. Så fik vi pludselig en helt ny historie om, at ”Det gør ikke den store forskel, om atomaffald kaldes mellem- eller højradioaktivt”.
Det er vi helt med på. Vi synes heller ikke, at det gør den store forskel, om atomaffald kaldes mellem- eller højradioaktivt. Men vi tillader os at mene, at det gør en vis forskel, om atomaffald er mellem- eller højradioaktivt.
”Det afgørende er, hvordan man udformer sit slutdepot. Det er et sikkerhedsspørgsmål, det er ikke et spørgsmål om klassificeringen af affaldet” fortsætter chefkonsulent Kaare Ulbak fra SIS i DR/P4.
Igen er vi helt enige. Vi kunne bare have ønsket, at vi også havde fået at vide, hvordan man udformer et slutdepot, så det kan holde i et par hundrede tusind år. 
Derimod tror vi gerne, at det er muligt at lave sikkerhedsanalyser, som kan overbevise myndighederne om, at et slutdepot langt fra København kan holde i et par hundrede tusind år.
”Sikkerhedsanalyserne ved et eventuelt kommende slutdepot vil tage højde for det konkrete affald. Det er det afgørende”. 
Det synes vi også, og derfor har vi hele tiden spurgt, helt konkret: Hvad er den præcise sammensætning af affaldet? Hvad er udbrændingsgraden af det bestrålede brændsel? Og så videre. 
Affaldet er konkret, det kan alle enes om. Men hvorfor er svarene det ikke?
Anne og Jens

Kilde
Der er link til de 5 artikler fra DR.dk/P4/Bornholm her.
Interviews findes på DR's sider i højre spalte

lørdag den 1. juni 2013

Forsigtighed


I et interview i denne uge med journalist Torsten Raagaard, P4 Bornholm, kritiserede direktør i Miljöorganisationernas Kärnavfallsgranskning, Johan Swahn, Dansk Dekommissionerings (DD’s) omklassificering af 233 kg bestrålet reaktorbrændsel fra højradioaktivt til mellemradioaktivt. Sektionsleder og souschef, Anne Sørensen, afviste kritikken dagen efter og sagde blandt andet, at DD ikke kunne offentliggøre de data, som deres omklassificering er baseret på: ”Det er simpelthen noget, vi er nødt til at behandle med forsigtighed”.
Det er langt fra første gang, der bliver stillet spørgsmål til denne del af Risø-affaldet (det ”særlige affald”), og svaret har hver gang været afglidende eller meningsløst. Anne Sørensens ikke-svar udtrykker derfor utvivlsomt DD’s holdning.
Der er heller ingen tvivl om, at hvis der var en legitim grund til hemmeligholdelsen, så havde vi fået den. Det kunne have sparet oceaner af tid for både DD’s personale og os andre, hvis DD havde givet en overbevisende forklaring på, at disse oplysninger skulle være fortrolige.
Det er derfor svært at undgå mistanken om, at noget betydningsfuldt bliver skjult her. Noget, der taler mod den løsning, der af SUM, SIS, GEUS og DD præsenteres som den eneste rigtige. En løsning, man en gang fik prakket politikerne på, men som tiden nu er løbet fra. En løsning, der kun fastholdes af hensyn til enkeltpersoners prestige.
Sådan en løsning er vi simpelthen nødt til at behandle med forsigtighed.
Jens

..........
Links til alle artikler og interviews findes på Annes hjemmeside