tirsdag den 2. maj 2017

A-kraft uden CO2?

I ”Politiken” den 1. maj har lektor i fysik og energi ved Danmarks Tekniske Universitet, Holger Skjerning (HS), en interessant kommentar til et debatindlæg (26.04.17) af SF’s formand, Pia Olesen Dyhr (POD).

I kommentaren er der pæne ord om vindmøller og distributionssystemet for energi, og – hvad der er mere forbløffende – kritik af, at POD ønsker mere forskning på energi-området.

Og sidst i kommentaren får vi – igen, igen, igen – påstanden om, at a-kraft ikke udleder CO2.

Det interessante er, at det denne gang er en fysiker, og ikke en underordnet funktionær i a-kraft-lobbyen, der fremsætter denne påstand.

Jeg synes derfor, at tiden må være inde til, at HS forklarer offentligheden, hvordan det kan gå til, at

  • brydning af Uran- og Thorium-holdig malm 
  • udvinding af Uran og Thorium fra malmen 
  • fremstilling af brændselsstave 
  • nedlæggelse (dekommissionering) af nedslidte reaktorer 

ikke udleder CO2.


Vi ved godt, at selve kernespaltningen er CO2-fri, men hvad med de processer, der går forud, og de processer, der følger efter? Processer, som er forudsætninger for, eller en nødvendig følge af, kernespaltningen?

De teknologier, man indtil nu har brugt til disse formål, udleder alle CO2 i et eller andet omfang, se for eksempel (1).

Men hvis HS har kendskab til andre teknologier, som ikke gør det, så synes jeg, at han skulle gøre rede for det.

Jeg synes også, HS skulle benytte lejligheden til at forklare offentligheden, hvor meget radioaktivt affald, de nye, Thorium-baserede a-kraft-teknologier forventes at producere, og hvordan han forestiller sig, at dette affald skal opbevares i fremtiden.

Spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med det radioaktive affald her i landet, er jo langt fra ukontroversielt, som HS utvivlsomt ved.

Den 22. april demonstrerede et stort antal naturvidenskabsfolk mod den nedvurdering af naturvidenskabelige argumenter, som desværre er blevet udbredt i det politiske liv, både i USA og i andre lande (2).

HS kunne støtte denne bestræbelse ved at vise, at det også i denne sag er argumenterne, der tæller.

Skrevet af Jens


Henvisninger:


  1. Se rapporten: ”Can nuclear Power slow down Climate Change?” af Jan Willem Storm van Leeuwen. Se kommentar i Atom Posten (19.11.15)
  2. Se kommentar i Atom Posten: ”Marchen for Naturvidenskab” (02.05.17).

Marchen for Naturvidenskab

Den 22. april blev der demonstreret over store dele af verden mod den mistænkeliggørelse af naturvidenskab (1), som har været i gang længe, men som er blevet særdeles tydelig efter valget af Donald Trump til præsident i USA (2). 
Det er opmuntrende, at så mange har vendt sig mod det, der så rammende er kaldt: ”Krigen mod Kendsgerninger” (3), hvor de politisk ansvarlige er parate til at se stort på grundigt efterprøvede kendsgerninger, hvis de står i vejen for indflydelsesrige gruppers eller virksomheders kortsigtede økonomiske interesser.
Alligevel er jeg ikke tryg ved, at der marcheres for naturvidenskab. Marcher signalerer enighed, mens naturvidenskab trives i uenighed, i fri diskussion. 
Det er fint at demonstrere mod den afstumpethed, der ligger bag afvisningen af klimaforskernes advarsler, mod en lovgivning, der vil øge forureningen til skade for det store flertal, og så videre. 
Men hvad er det præcist, man demonstrerer for, når man demonstrerer for naturvidenskab?
Selvfølgelig vil man mistænkeliggørelsen til livs – det siger sig selv. Men når demonstrationen er slut, og deltagerne er gået hjem, melder spørgsmålet sig:
Hvordan opnår man, at naturvidenskab bliver taget alvorligt på længere sigt?
Tidsskriftet ”Scientific American” har i en ledende artikel (4) foreslået, at flere med naturvidenskabelig baggrund går ind i politik, og at endnu flere organiserer sig med det formål at lægge pres på politikere i spørgsmål, der involverer naturvidenskab. 
Disse tiltag vil uden tvivl være nyttige, men de kan ikke stå alene. 
Det store problem er, at naturvidenskabens udøvere og den store offentlighed meget ofte taler forbi hinanden.
Jeg ved, det følgende er generaliseringer, og at mine meninger i hovedsagen bygger på iagttagelse af danske forhold, især sagen om det radioaktive affald, som den har udspillet sig gennem de sidste seks år. 
Men alligevel:
På den ene side står naturvidenskab for det store flertal som en beskæftigelse for nørder. En beskæftigelse, der har meget lidt at gøre med det almindelige, praktiske liv. 
Dette afspejlede sig i pressedækningen af marchen. 
Herhjemme bragte ”Politiken” en tegning (5), der viste, at tegneren og redaktionen må have forstået meget lidt af, hvad marchen drejede sig om. Eller snarere, at de ikke anså det for vigtigt at forstå, hvad den drejede sig om (se også (2)).
På den anden side har nogle af naturvidenskabens udøvere vist beskeden interesse for at formidle det, de er eksperter i, til offentligheden (6). 
Om årsagen til dette er skyhed, manglende evne til at formidle eller arrogance overfor mennesker, der beskæftiger sig med noget andet, end de selv gør, er uvæsentligt. Det skaber en kløft, der isolerer dem fra befolkningen. En kløft, der hæmmer offentlighedens forståelse for, at naturvidenskaben har meget at byde på i samfund som vores (7). 
Dette problem må og skal løses, og det kræver noget af begge parter. 
Jeg håber, at marchen for naturvidenskab kan blive starten på denne proces.
Skrevet af Jens

Henvisninger mm:
  1. Jeg har valgt at oversætte ”science” til ”naturvidenskab”.
  2. Science News Staff: ”Boffins and their VERY academic chants”. How the media covered the March for Science” (25.04.17). http://www.sciencemag.org/news/2017/04/boffins-and-their-very-academic-chants-how-media-covered-march-science?utm_campaign=news_daily_2017-04-26&et_rid=16750007&et_cid=1295430
  3. Kommentar af Jonathan Foley: “The War on Facts Undermines Democracy”, Scientific American, maj 2017, side 7.
  4. Kommentar af redaktørerne: “A March for Science Is Not Enough”, Scientific American, maj 2017, side 6. 
  5. Tegning i “Politiken” (22.04.17) af Philip Ytournel.
  6. Det af Uddannelses- og Forskningsministeriet nedsatte “uvildige ekspertpanel” har illustreret denne problemstilling meget præcist, formodentlig uden at de selv har været klar over det. Se UFM’s hjemmeside og kommentarer i Atom Posten: ”Kommentar til det uvildige Ekspertpanels 2. svar …” (09.10.16), ”Atomaffald og Uvildige Eksperter” (05.11.16), ”Det særlige Atomaffald – igen, igen” (07.12.16) og ”Uvildig Omdefinering eller omdefineret Uvildighed” (16.12.16). 
  7. Kløften mellem naturvidenskabens udøvere og mennesker med anden akademisk baggrund er beskrevet af Sir Charles Snow i hans berømte essay: ”The Two Cultures” fra 1956. Kløften mellem naturvidenskabens udøvere og den brede offentlighed i vore dage er nært beslægtet med Snow’s.
  8. Leder i Science 4.5.17:  http://science.sciencemag.org/content/356/6337/467?utm_campaign=toc_sci-mag_2017-05-04&et_rid=16750007&et_cid=1309437

torsdag den 27. april 2017

Atomaffald og Bakterier

Modstanderne af slutdeponering af radioaktivt affald har ofte fremhævet, at man ved alt for lidt om de processer, der sker i og omkring et slutdepot, og som har betydning for dets evne til at tilbageholde de radioaktive stoffer. Derfor bør man lade forsigtighedsprincippet råde og anbringe det i et mellemlager i ca. 100 år.

Tilhængernes svar har ikke været at godtgøre, at man havde det fulde overblik over disse processer. De har i stedet støttet sig til indviklede matematiske modeller, kaldet ”sikkerhedsanalyser”, som (naturligvis) altid viste, at risikoen for udsivning og skader på mennesker og andre levende væsener ville være ubetydelig i meget lange tidsrum.

Den oplagte indvending mod dette er, at hvis man ikke har det fulde overblik over, hvad der kan ske med depotet, så vil resultaterne af sikkerhedsanalyser nødvendigvis være usikre, fordi (1) 

  • der kan forekomme geologiske, fysiske og kemiske processer, som ikke er kendt på det tidspunkt, analysen blev lavet, og som man derfor ikke kan få med i analysen 
  • der kan også være processer, som man kun kender til en vis grad og derfor kun kan få med i begrænset omfang 
  • der kan ske menneskelige fejl, således at eksisterende viden ikke bliver udnyttet optimalt 
Det engelske tidsskrift ”New Scientist” har for nylig bragt en artikel (2), som endnu en gang illustrerer denne problemstilling.

Den refererer til forskning, som viser, at ikke bare geologiske, fysiske og kemiske, men også mikrobiologiske processer er af betydning, når man skal bedømme sikkerheden af et slutdepot.

Sagen er, at et slutdepot, udover affaldet selv, indeholder cement (beton) samt træ og andet cellulose-holdigt materiale.

På grund af cementen vil miljøet i et sådant depot være stærkt basisk (pH = ca. 11), og det betyder, at cellulosen nedbrydes. Et af nedbrydningsprodukterne (3) kan danne komplekse forbindelser med tunge metaller, heriblandt uran og de transuraner, som er til stede i depotet.

Da disse komplekse forbindelser er vandopløselige, giver det mulighed for, at radioaktive stoffer kan vandre ud i omgivelserne, og det svækker naturligvis tilliden til, at slutdepotet kan holde affaldet isoleret i de mange, mange år, som er nødvendige for at undgå radioaktiv forurening af omgivelserne.

Dette har været kendt i længe. 






Men nu har forskere fra University of Manchester fundet ud af, at nedbrydningsproduktet selv kan nedbrydes af bakterier, der mod forventning kan leve under de barske forhold i slutdepotet.

Tilstedeværelsen af disse bakterier vil derfor virke hæmmende på udsivningen af radioaktive stoffer.

Kommentaren i ”New Scientist” udtrykker begejstring over opdagelsen, fordi forskning på dette område hidtil har været koncentreret om det, der anses for ”negative effekter”, nemlig nedbrydningen af cellulose (4).

Nu er der kommet fokus på de mikrobiologiske processer, der modvirker dannelsen af vandopløselige forbindelser, og som derfor skulle forbedre depotets sikkerhed. Det er det, der i ”New Scientist” kaldes de ”positive effekter”.


I artiklen citeres Cherry Tweed, som er den videnskabelige chefrådgiver ved ”Radioactive Waste Management” i UK dog også for den besindige udtalelse:

”De positive effekter er blevet ignoreret, men vi er nødt til at lave meget mere forskning, før vi er sikre på, at disse positive effekter bliver ved med at være der, og at de opvejer alle former for negative effekter på længere sigt i forbindelse med opbevaring af radioaktivt affald.”


Altså: kunne der – udover den undersøgte proces – tænkes at være andre, hvor bakterier direkte eller indirekte påvirker sikkerheden af et slutdepot? Og som ikke er kendt på nuværende tidspunkt? For det er vel først, når man har det fulde overblik over denne type af processer, at man (måske) kan hævde, at de forøger sikkerheden af et slutdepot.

Det er derfor på ingen måde sikkert, at mikrobiologiske processer, alt i alt, vil bidrage til at gøre slutdeponering sikrere, selvom vi i den kommende tid nok vil høre nogen påstå det.

Men det er helt sikkert, at den nye opdagelse har gjort det endnu sværere at overskue alt det, der kan ske i et slutdepot efter lukningen. Problemet med vurderingen af sikkerheden har fået en ny dimension: Hvor man tidligere skulle have styr på alle tænkelige geologiske, fysiske og kemiske processer, skal man nu også have styr på alle tænkelige mikrobiologiske processer.

Den bevisbyrde, tilhængere af slutdeponering skal løfte, er blevet endnu tungere.

Som demonstranterne i Science Marchen udtrykker det:

”Der er intet alternativ til fakta”

Skrevet af Jens


Henvisninger: 

1. Dette emne har vi kommenteret ved flere lejligheder. Se notaterne: ”Baggrundsartikel om Risikovurdering, ”Bemærkning om matematiske Modeller til Risikovurdering” samt debatoplæg holdt på folkemødet i Allinge, (15.06.13).

Fra Atom Posten: ”Kerneaffalds-håndtering og legitimitet” (04.05.13), ”Nu er den gal igen” (14.05.13), Boganmeldelse: ”Burying Uncertainty” (02.03.14), ”Kattegrus, Atomaffald og Sikkerhedsanalyser” (30.05.14), ”Decide, Denounce, and Defend” (20.06.14), ”Kommentar til PLAN FOR ETABLERING AF SLUTDEPOT FOR DANSK LAV- OG MELLEMRADIOAKTIVT AFFALD – MILJØRAPPORT” (19.10.14).

2. Artikel i ”New Scientist” af Sam Wong (11.04.17): ”Waste-munching bacteria could make nuclear stores safer”. Se også artikel i ”Ingeniøren” af Mads Nyvold, (18.04.17): ”Bakterie kan gøre urandepoter mere sikre”.


3. Isosaccharinsyre, hvis systematiske navn er 2,4,5-trihydroxy-2-(hydroxy= methyl)pentansyre. Det ser indviklet ud, men organisk kemi er indviklet. 

4. Hvor man i DK ”kun” har ca. 10 000 m3 radioaktivt affald, har man i UK Ifølge artiklen ca. 4,5 mio m3, så på en måde er begejstringen let at forstå.

tirsdag den 11. april 2017

Atomaffalds-Dagen

I Tjekkiet er den 22. april dagen mod deponering af radioaktivt affald, som i år afholdes for 3. gang if. den udsendte pressemeddelelse (1). 


Det sker med en række aktiviteter (protestmarcher, debatmøder, træplantning, maraton - løb mm.), som er rettet mod regeringens forsøg på at udpege en lokalitet til slutdeponering af radioaktivt affald.
Dagen skal henlede offentlighedens opmærksomhed på det radioaktive affald, som vil stråle i tusinder af generationer. 

Den skal henlede offentlighedens opmærksomhed på, at lokale borgere modsætter sig at få det gravet ned under det sted, hvor de bor, og at de nærer en begrundet frygt for, at beslutningen vil blive truffet på et forkert grundlag.

De kan henvise til, at

  • den tjekkiske regering har udskudt sin godkendelse af det nye nationale program for håndtering af radioaktivt affald og brugt (kerne-)brændsel, som skal vurdere, om dyb geologisk deponering er den bedste mulighed, og om lokaliseringsprocessen er i orden (2)
  • den tjekkiske regering har ikke accepteret et lovudkast om styrkelse af kommuners rettigheder og har udskudt debatten herom til 2018
  • det tjekkiske parlament har udelukket offentligheden fra deltagelse i deltagelse i processen vedrørende udpegning af områder med henblik på undersøgelse af deres egnethed som slutdepoter
I Tjekkiet mangler borgerne tillid til, at landets radioaktive affald vil blive behandlet på den sagligt set bedste måde. De frygter, at politiske kriterier bliver afgørende for valget af deponeringsmåde og deponeringssted.

Det er de ikke alene om.

I Danmark protesterer borgerne mod at få de statslige myndigheders planer trukket ned over hovedet. Planer, hvis discount-karakter de for længst har gennemskuet.

I Tyskland protesterer borgerne i nærheden af den forladte jernmine Schacht Konrad (3) mod, at radioaktivt affald bliver deponeret der.

Men i Holland accepterer borgerne i nærheden af COVRA, at radioaktivt affald bliver opbevaret i nærheden, fordi det sker på en gennemsigtig og betryggende måde i et langtidsmellemlager (4).

I Tjekkiet, Danmark og Tyskland vender befolkningen sig mod, at man forsøger at luske slutdeponering igennem med utilstrækkelige og let gennemskuelige begrundelser og beslutningsprocesser bag lukkede døre.

I Holland accepterer befolkningen affaldet, fordi de har oplevet, at myndighederne har spillet med åbne kort.

Hvilken fremgangsmåde ville du foretrække, hvis du var i de berørte borgeres situation?

Skrevet af Jens


Henvisninger:

  1. Se flg. link: http://www.platformaprotiulozisti.cz/cs/press/day-against-repository-should-be-a-reminder-that-the-problem-is-still-not-being-solved.html 
  2. Czech Republic
    National Programme, November 2014 & National Report (CS) – National Report (EN) – The Programme entitled “Update of the concept of radioactive waste and spent nuclear fuel management” is currently undergoing the SEA process and thus the final version is still to be finalized.
  3. Schacht Konrad: http://www.dw.com/en/germany-draws-up-new-plan-to-dispose-of-nuclear-waste/a-18645069. Se også kommentar i Atom Posten: ”Kontaktforum om Atomaffald” (01.11.15).
  4. Covra’s Hjemmeside: http://www.covra.nl/. Se også kommentar i Atom Posten (01.10.13).

torsdag den 6. april 2017

Mellemlager – og det, der ligner




Afgørelsens time nærmer sig for det danske atomaffald. Det oprindelige discount-slutdepot er yt, og mellemlageret er det, alle taler om.

Det skyldes borgerne i de fem kommuner, at det er gået sådan. Støttet af udenlandske sagkyndige, som ikke kunne trues til at holde mund, har de sørget for, at et mellemlager efter hollandsk forbillede kom på dagsordenen, og siden marts 2015 har mellemlagerløsningen været officiel politik.

Det betyder desværre ikke, at alt er i orden. Indflydelsesrige kredse arbejder stadig bag kulisserne med at få affaldet af vejen så hurtigt og så billigt så muligt. Om det kommer til at hedde ”slutdepot” eller ”mellemlager” er underordnet.

For at undgå, at problemet med opbevaring af det radioaktive affald reduceres til en strid om ordvalget, er der grund til at repetere de vigtigste ideer bag det hollandske mellemlager, COVRA:

· alt radioaktivt affald i landet skal afleveres til COVRA, og den virksomhed, der afleverer det, betaler for opbevaringen, så man er mindre afhængig af skiftende økonomiske konjunkturer

· man har set i øjnene, at opbevaringsperioden kan blive lang, 100 år eller mere, og der­for har man bygget lagerfaciliteter, der er robuste nok til at kunne holde i tidsrum af denne længde

· opbevaringen af det radioaktive affald er kombineret med en formidlingsindsats, således at befolkningen (i Holland, altså) har mulighed for at besøge mellemlageret og høre om, hvordan man sikrer sig mod strålingen.

Det betyder, at

§ man sikrer sig, at der er stabilitet og gennemsigtighed om økonomien og et incitament til at bruge så lidt radioaktivt materiale som muligt

§ man undgår, at overoptimistiske vurderinger af andre deponerings-muligheder kommer til at spærre for en fornuftig og langsigtet planlægning

§ man vil kunne drage nytte af en fremtidig teknologiudvikling, som måske/måske ikke vil gøre det muligt at uskadeliggøre det radioaktive affald ved grundstofomdannelse

§ man sørger for på en troværdig måde at formidle viden om – og ikke frygt for – radioaktive stoffer til befolkningen

Der er ingen tvivl om, at de embedsmænd, der har skullet udarbejde løsningsforslag for det danske atomaffald, har været stillet overfor en opgave, der var noget nær umulig.

Intet sted i verden har man slutdepoter for radioaktivt affald, der er så mangeartet som det danske. Man har enkelte depoter til kortlivet affald, og man har et hav af ideer, skitser og planer til depoter for andre typer af affald, men ikke noget, man vidste virkede. Hertil kommer, at depoter, man troede var sikre i al evighed, har lækket radioaktivt affald til omgivelserne.

Man var derfor henvist til at strikke de danske slutdepot-planer sammen ved hjælp af alle ideerne, skitserne og planerne. De var ikke troværdige – for det var ikke muligt – men de så troværdige ud ved første øjekast.

Planlægningen måtte derfor kombineres med en strategi, som gjorde, at så mange som muligt var tilfredse med det, de så ved første øjekast.

Og her var der rigelige erfaringer at øse af. På det punkt kunne man levere det ønskede: Ved at udskille en lille gruppe af borgere, der fik sorteper, kunne man love det store flertal, at de slap.

Det var lige ved at lykkes, lad os bare se det i øjnene. Men det mislykkedes altså, og nu er det nødvendigt at finde en bedre løsning.

Drøftelsen af denne bedre løsning kunne begynde med, at vi så i øjnene, at vi ved alt for lidt om, hvordan vi skal opbevare det radioaktive affald i fremtiden. Affald, som en tidligere generations overoptimistiske forhåbninger om billig energi har skaffet os på halsen.

Skrevet af Jens

Henvisninger

lørdag den 1. april 2017

Undskyldning for Atomaffald

Atom Posten har erfaret, at regeringen har til hensigt at give en undskyldning på hele Danmarks vegne til borgerne i de fem kommuner (1), der i maj 2011 blev udpeget som mulige placeringer af et dansk slutdepot for radioaktivt affald. Oplysningen stammer fra en kilde i statsministeriet, der ikke ønsker sit navn frem.
Undskyldningen er ifølge kilden rettet til de borgere, som:
… i næsten seks år (har) været udsat for truslen om at få radioaktivt affald gravet ned i nærheden af det sted, hvor de boede og arbejdede…
Regeringen erkender og undskylder, at den
  • har udsat disse borgere for en stor og urimelig belastning
  • har skubbet problemerne med det radioaktive affald, som burde være fælles for hele det danske samfund, over på et mindretal
  • selvom den hele tiden har kunnet gennemskue det talentløse i embedsmændenes argumentation ikke har kunnet tage sig sammen til at finde på noget bedre

Beslutningen om at give undskyldningen blev truffet, efter at regeringens medlemmer på et ministerrådsmøde havde hørt udsendelsen ”Videnskabens Verden” den 21 – 3 (2). Det forlyder, at flere ministre brød sammen, da de blev truet med, at DR ville lave flere udsendelser af samme slags.
Regeringen ser sig ikke i stand til at tilbyde de berørte borgere økonomisk kompensation udover topskattelettelser, men lover, at man vil have de fem kommuner i tankerne, når der om et år skal træffes beslutning om udflytning af statsinstitutioner fra København. Uofficielt peges på: Brugeroplevelsesstyrelsen, Plusordsdepartementet, Disruptionsrådet og Bertel Haarder.
Det ventes, at de tidligere regeringspartier, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre vil støtte op om undskyldningen, når den bliver offentliggjort senere i dag.
Skrevet af Jens

Henvisninger:
(1)    Det drejer sig om følgende kommuner (med de udpegede lokaliteter i parentes): Struer Kommune (Hvidbjerg / Thyholm), Skive Kommune (Skive Vest og Thise), Kerteminde Kommune (Kertinge Mark), Lolland Kommune (Rødbyhavn) og Bornholms Regionskommune (Østermarie).
(2)    www.dr.dk/p1/videnskabensverden. Udsendelsen blev sendt 21.03.17 kl. 13.33.