onsdag den 22. februar 2017

Atomaffald: En Kommentar til et Afslag fra Kristeligt Dagblad

Den 16.02 sendte jeg denne kommentar til Kristeligt Dagblad (KD) til en artikel bragt den 15.2:

Kort- og Langlivet Radioaktivt Affald
Det var med glæde, jeg læste artiklen: ”Lokalsamfund står sammen mod atomaffald” den 14 – 2. Dette emne er blevet stedmoderlig behandlet i de landsdækkende medier, men det betyder meget for de borgere, der risikerer at få en atomlosseplads i nærheden af deres hjem.
Jeg må dog protestere mod nedennævnte passage i faktaboxen:
”Størstedelen af affaldet er kortlivet og har en halveringstid på under 30 år, mens en mindre del er langlivet og har en halveringstid på over 30 år”
Sammenholdt med prof. Ølgaards bemærkning i slutningen af artiklen: 
Affaldet har efterhånden stået på Risø i en del år, så der er ikke meget radioaktivitet tilbage”
bibringer den læseren det helt forkerte indtryk, at affaldet er godt på vej til at blive ufarligt.
En halveringstid på for eksempel 30 år betyder naturligvis, at halvdelen af det radioaktive stof er væk efter 30 år. Den resterende halvdel halveres i løbet af de næste 30 år, og så videre. Efter ti halveringstider, dvs. 300 år, vil der være ca. en tusindedel af det radioaktive stof tilbage.
Da radioaktive stoffer kan være skadelige selv i helt små mængder, er der god grund til at vente mindst ti halveringstider, før affaldet ”frikendes”. I Sverige, hvor man har større mængder af radioaktivt affald (og større erfaring med håndtering af det), sætter man grænsen til 500 år.
Mindst lige så vigtigt er det, at flere isotoper i det danske radioaktive affald har halveringstider, der er meget, meget længere end de 30 år, der nævnes i faktaboxen.
For eksempel er halveringstiden for plutonium-239 ca. 24 000 år, mens den for Uran-238 er ca. 4,5 mia år. Det er helt misvisende at betegne disse halveringstider bare som værende ”over 30 år”. 
For de to isotopers vedkommende skal man vente i tidsrum af ufattelig længde, før radioaktiviteten er aftaget til en tusindedel af det oprindelige, og det er blandt andet derfor, at problemerne med opbevaring af den slags affald er så store.
Jeg synes, det er meget beklageligt, at Dansk Dekommissionering (DD) er kilde til ”oplysninger”, der er så vildledende.
Emnet radioaktivitet og radioaktiv stråling er svært tilgængeligt og virker angstfremkaldende på mange. DD og andre offentlige institutioner burde derfor have en særlig forpligtelse til at informere offentligheden om dette emne på en måde, der forståelig, fyldestgørende og upartisk.
Jens Bjørneboe

KD har ikke ønsket at bringe kommentaren med henvisning til manglende plads. KD har heller ikke bragt andre indlæg, der peger på artiklens åbenlyse nedtoning af farligheden af det radioaktive affald. 
Min Kommentar hertil er, at afslaget kun kan fortolkes som et udtryk for en ubegrænset tillid til bladets egne kilder og et manglende ønske om at se sagen fra mere end en synsvinkel. Som seriøst dagblad burde KD have en interesse i også at lade den anden part komme til orde.
Jeg skjuler ikke, at jeg har en holdning til dette emne (3). Jeg er ikke ekspert og giver mig heller ikke ud for at være det. 
Men alle og enhver kan kontrollere rigtigheden af kommentarens udsagn:
For det første: Påstanden om, at artiklen prøver at bibringe læseren det helt forkerte indtryk, at affaldet er godt på vej til at blive ufarligt, kan som nævnt kontrolleres ved at sammenholde faktaboxens ”oplysninger” med prof. Ølgaards bemærkninger sidst i artiklen. 
Nogle af de radioaktive isotoper i affaldet er først henfaldet efter millioner, ja milliarder af år. (4) Så det ligner manipulation at skrive, at ”langlivet affald har en halveringstid på over 30 år”. 
For det andet: Påstanden om, at halveringstiderne for Plutonium-239 og Uran-238 har de omtrentlige værdier, der er nævnt i kommentaren, kan kontrolleres på nettet (Google, Wikipedia). Disse halveringstider har været kendt længe, og de er på ingen måde kontroversielle.
For det tredje: Påstanden om, at disse isotoper findes i det danske radioaktive affald, kan kontrolleres ved hjælp af data fra Dansk Dekommissionering selv.
Artiklen viser efter min mening:
  • at KD kun har satset på kilder, der repræsenterer den ene side i debatten 
  • at KD er blevet narret af folk, der mestrer kunsten at optræde som neutrale autoriteter, hvis løsninger udelukkende er baseret på dybe, videnskabelige overvejelser 
  • at KD ikke har været opmærksom på, at statslige institutioner har forsømt deres forpligtelse til at give borgerne forståelig, fyldestgørende og upartisk information.
Det er naturligvis godt, at KD skriver om det radioaktive affald. Det er et emne, som andre landsdækkende medier stort set har negligeret. 
Jeg synes bare, at KD skulle bruge de samme journalistiske grundregler i denne sag, som de bruger i alle andre. 

Skrevet af Jens

Henvisninger:

  1. ”Lokalsamfund står sammen mod atomaffald”. Artikel i Kristeligt Dagblad (14.02.17).
  2. Det er: Struer Kommune, Skive Kommune, Kerteminde Kommune, Lolland Kommune og Bornholms Regionskommune.
  3. Bloggen Atom Posten, som jeg skriver sammen med Anne Albinus, har kommenteret sagen om det radioaktive affald siden november 2012
  4. Inventorieopgørelse side 31 i Danmarks Nationale Rapport til EU, august 2015. t.o. har den svenske strålesikkerhedsmyndighed skrevet følgende i en Rapport fra det svenske kärnavfallsraadet 2015:11 Nuclear Waste State of the Art Report 2015 side 19 - 23 (min fremhævning):
  5. The Swedish Radiation Safety Authority (SSM) writes in its consultation response to the Swedish EPA that Denmark needs to describe the composition and content of the waste more thoroughly and to present the different alternative designs for a final repository in greater technical detail. SSM also believes it is important that the possible environmental consequences are presented for normal function of the final repository as well as for events with low probability but with great consequences (worst case scenarios). The Swedish NGO Office for Nuclear Waste Review (MKG) summarizes its review statement by saying that the Danish plans for siting and building a final repository are so inadequate that only the proposal of continued interim storage of the waste is at all feasible. Read Sweden’s response and the statements of other reviewing bodies on the Swedish EPA’s website.7 

mandag den 20. februar 2017

Efterforskning

Her til morgen har Efterforskerne på P1 en stort opsat historie på hjemmesiden:
De har fundet ud af, at firmaet Lars Foss Kemi i perioden fra midten af 1960’erne til 1974 dumpede ca. 3000 tønder med giftige stoffer i vandhuller i Fredensborg – Humlebæk – området i Nordsjælland. 
Stofferne er klorerede opløsningsmidler, der anses for at være kræftfremkaldende. De er opløselige i vand og kan derfor spredes via grundvandet. 
Det er alvorligt for de mennesker, der bor i området. Det er hårdt for den region, der hænger på udgifterne til oprensning. Det giver problemer med drikkevandsforsyningen, når det er nødvendigt at lukke boringer, hvor der er for lidt vand i giften.
Men det giver ingen problemer for dem, der i sin tid var ansvarlige for dumpningen, og som tjente på disse aktiviteter. Dengang var de ikke forbudt og dermed basta. Lovgivningen sørgede og sørger stadig for, at det altid er skatteyderne, der hænger på regningen. 
Når man har fulgt sagen om det radioaktive affald, kunne man godt ønske sig, at Efterforskerne havde forsket lidt mere i hændelsesforløbet dengang: 
  • Hvem valgte de steder, hvor man slutdeponerede det giftige affald, og hvilke begrundelser gav de for at vælge disse steder? 
  • Prøvede de offentlige myndigheder at forhindre deponeringen?
  • Blev der lavet sikkerhedsanalyser, som viste, at affaldet ikke ville sive ud i miljøet?
  • Var der et kontaktforum med repræsentanter for de involverede parter?
  • Var der et uvildigt ekspertpanel, hvor de berørte borgere kunne henvende sig om tekniske problemer og de juridiske og etiske spørgsmål, der var forbundet med deponeringen?
Jeg kender ikke svarene på disse spørgsmål, men gætter på, at det er nej. 
For der er sket fremskridt på dette område i de sidste 40 – 50 år. 
Den gang dumpede man affaldet på den nærmeste losseplads. Nu får man geologer til at udpege de steder, hvor de politiske problemer er mindst.
Den gang håbede man på, at tønderne ville holde, fordi der var så lidt ilt vandet, at de ikke rustede. Nu hyrer man eksperter til at lave indviklede beregninger, således at ønsketænkningen får en uigennemskuelig, matematisk form.
Den gang drømte man ikke om at spørge de omkringboende, før man smed affaldet i mosen. Nu omdefinerer man affaldet, før man smider det ud. Nu opretter man et kontaktforum, hvor en hel masse mennesker spilder en hel masse tid med at diskutere referatet fra sidste møde, mens afgørelserne bliver truffet andetsteds. Nu ansætter man uvildige eksperter til at blive fornærmede, når borgerne ikke uden videre tror på deres sludder.
Så sig ikke, at der ikke er sket fremskridt. 
Men er det de fremskridt, vi har brug for?

Skrevet af Jens

fredag den 17. februar 2017

Atomaffald "Sans Souci"

Han ville invitere til fest på "Sans Souci". Sagen om atomaffaldet skulle snart præsenteres for ministeren og derefter for uddannelses- og forskningsordførerne. Det var vigtigt, de pegede på et slutdepot. Et sted med vandrette, tykke, impermeable og fede lerlag. Hele uddannelses- og forskningsudvalget og partiformændene skulle inviteres sammen med vennerne fra ATV, Det Frie Forskningsråd, Det Uvildige Ekspertpanel samt SIS, DD og GEUS. Og selvfølgelig den nationale presse. Nogle bridge-, golf- og tennisvenner skulle også med samt svogeren i Veddelev, der glædede sig til at komme af med affaldet, og som hver gang de mødtes sagde: "De har masser af plads i Vestjylland". Selv havde han plads og kgl. porcelæn nok til de mange gæster. Han måtte huske at invitere Copisten fra SUM.

Den nationale presse skrev sjældent om slutdepotsagen, men de skulle snart vågne op af døsen, når slutdepotet blev valgt: at fornuften havde sejret i Danmark, at vi havde tænkt på kommende generationer med et slutdepot med en sikkerhedshorisont "fra" 300 år, hvor jordlagene sagtens kunne holde radioaktive stoffer tilbage med aktivitet i titusinder, hundredtusinder, ja, milliarder af år - i en dybde mellem 30-100 meter.  Det var vigtigt, at alle de rigtige hurra-ord blev valgt, for han vidste om nogen, hvor længe dele af affaldet havde aktivitet, og at ingen andre lande slutdeponerer den danske affaldscocktail i så ringe dybde og med så ringe sikkerhedshorisont. Men elastikken "fra" 300 år var god. Han kunne ikke længere huske, hvem der havde fundet på den, men det kunne andre lande lære af, at de kan spare penge ved slutdeponering af radioaktivt affald ved blot at sige "fra" 300 år og så bygge et discount-slutdepot. 


Han havde netop læst professorens ord i Kristeligt Dagblad, at affaldet sagtens kunne begraves i hans have - bortset fra nedkørslen. (1)


Hvor var det godt, at DD havde henvist journalisten til professoren, der jo havde årtiers erfaring fra Risø, og om nogen vidste, hvad der var i tønderne. Rygter sagde, han havde gået rundt i hvid kittel og peget på tønderne og fortalt, hvad der var i dem. Alt var jo ikke skrevet ned if. brevet fra Risø til Martha af 25. januar 2001:



Notat om affald fra Hot Cell anlægget
Kære Martha
Hermed fremsendes notat om det højaktive affald fra Hot Cell. Det er blevet til ud fra tilgængelige oplysninger i arkiver og personers hoveder, men da meget af det, der er sket i Hot Cell ligger før nogen af de nuværende ansattes tid, må jeg nødvendigvis tage forbehold for, at noget kan være upræcist i detaljen. 


Med venlig hilsen.

Citat slut

Han havde prøvet at brænde brevet, men det kunne ikke brænde. Han havde bedt ministeriet om, at det gled ned bag en reol. Det var der en del, der gjorde i ministerierne, men brevet til Martha dukkede altid op igen.


Han vidste, hvad det betød at have en flot indkørsel til sit hjem. Når han efter en lang arbejdsdag på instituttet kørte hjem ad Strandvejen, kunne han få dagens stress ud af kroppen. Der var jo en idelig jagt på midler til forskning, og han var sikker på, at når hans opgave var fuldført, at få affaldet til Udkant, så ville han tage til udlandet igen og forske videre. Han savnede sin argentinske kone, en verdenskendt kardiolog. Hun kunne ikke få opholdstilladelse i Danmark, fordi hun kom fra et ikke-vestligt land. Han kunne ikke med denne fremmedfrygt, men talte ikke mere om den. Da han kom tilbage til Danmark og nævnte for tennismakkerne, at Danmark var blevet fremmedfjendtligt under Fogh, gav de ham ret, men sagde:"Vi har jo fået penge til vores huse". 


Da den sorte BMW nærmede sig "Sans Souci", og den flotte jerngitterlåge majestætisk åbnede sig, havde han fået arbejdsdagen nogenlunde på afstand. Bilen sneglede sig op ad den snoede grusvej til den hvide pragtvilla. Han glædede sig over at være nået så langt i sit liv efter opvæksten i den lille toværelses på Amager. Garageporten gled op. Den trængte til at blive vasket. Han kørte ind og standsede motoren, rakte ud og åbnede handskerummet for at tage sin mobiltelefon. Ud faldt en pressemeddelelse fra borgergrupperne om et langtidsmellemlager. Han samlede den op og krøllede den sammen. Da han gik hen mod hoveddøren til "Sans Souci", fokuserede han på springvandet i guldfiskedammen, og med sit gode boldøje kastede han elegant pressemeddelelsen op i luften, så den landede lige midt i vandstrålen, der drillende legede med den, indtil den dumpede ned i vandet. Guldfiskene snappede efter luft, men ignorerede pressemeddelelsen. Den lå der og så sølle ud.


Hvad ved borgere om atomaffald? Nu glædede han sig til sin Boeuf Borguignon og et par glas Gigondas. Ideelt set skulle det være en Nuits Saint Georges til Boeuf Bourguignon, men når han drak Gigondas mindedes han sin studietur i gymnasiet til Vaison-la-Romaine.



Skrevet af Anne


1) LOKALSAMFUND STÅR SAMMEN IMOD ATOMAFFALDET KRISTELIGT DAGBLAD 14.2.17

"Borgergrupperne håber på et mellemlager, som alle landets 98 kommuner kan tilbyde at lægge grund til, men frygter, at atomaffaldet ender med at blive gravet ned i jorden et af de seks udvalgte steder. Men der er ikke grund til at frygte konsekvenserne af en nedgravning, vurderer Povl Ølgaard, der er professor emeritus ved DTU og Forskningscenter Risø.

”Affaldet har efterhånden stået på Risø i en del år, så der er ikke meget radioaktivitet tilbage. Hvis man deponerede det i et lerlag et eller andet sted i Kongeriget Danmark, vil der ikke være nogen som helst risiko ved det, for lerlaget forhindrer de radioaktive stoffer i at bevæge sig.”
Det er så lidt farligt, at jeg kan sige, at man gerne må deponere det under min græsplane. Jeg vil bare ikke have selve nedkørslen på min græsplane - det må man lave hos naboen, for det bliver et stort jordarbejde,” siger Povl Ølgaard."


2) Se også Hånd om Atomaffaldet og andre litterære bidrag om affaldet på Risø


tirsdag den 7. februar 2017

Det, der kan siges klart


Der skal ske store ændringer i uddannelsessystemet, hvis det står til uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) (1) og undervisningsminister Merete Riisager (LA).

Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, går så vidt som til at sige (2), at

”Pind og Riisager svinger spanskrøret i takt”

Udfordringerne er store, og robotter, kunstig intelligens osv. er i færd med at ændre vores liv. Demokratiet viser tegn på stress og skal genopfindes. Filosofikum skal genindføres, selvom det ikke kan ske lige med det samme.

Det liberale Danmark har løsningen, som er de ”inderste værdier”:

”Frihedsidealerne. Vidensidealerne. Nysgerrigheden. Stræbsomheden. Fliden.”

Det lyder som Bertel Haarder i 1980’erne, og manglen på egentligt indhold er det samme. Ministrene leverer godt nok overskrifterne, men lærerne forventes at levere løsningerne, og det er ikke helt så let.

Det er nok derfor, de to ministre med Jacob Fuglsangs ord ”svinger spanskrøret” over lektorer og andre, der står med problemerne til hverdag.

Men de er ikke imod det, de to ministre har gang i, tværtimod. De går bestemt ind for frihedsidealerne. De er overvist om værdien af at vide noget om deres fag. De er nysgerrige, stræbsomme og flittige.

Det virkelige problem er, at eleverne ikke er med på den. Det må bare ikke siges højt, så den arme rektor, der kom til at sige, at hans elever anser dansk-faget for at være nederen, får en ekstra omgang med spanskrøret.

Som uddannelsesredaktøren og de to ministre utvivlsomt ved, blev brugen af spanskrør forbudt for mange år siden. Af to grunde, en ideel og en, der er mere jordbunden: 


  • Det er en brutal og ydmygende form for afstraffelse, som er uværdig for et demokratisk samfund. 
  • Det virker ikke. Ingen kan lære noget fornuftigt, tænke selvstændigt eller få gode ideer, hvis de bliver pryglet samtidig. 
Men alle ved, hvad spanskrøret gør ved dem, der får kløene: de lærer at fedte for dem, der har det i hånden, at indordne sig og at tale magthaverne efter munden. De lærer også at knytte hænderne i lommerne og stemme på partier, der foregiver at tale ”den lille mands” sag.

Hetz mod lærere virker omtrent som spanskrøret, selvom det ikke efterlader røde striber på enden. Det fører til en overfladisk disciplinering og en skjult fjendtlighed, som forhindrer enhver produktiv diskussion om problemerne.

Så før de går i gang med at revolutionere uddannelsessystemet, vil jeg opfordre de to ministre til at se på, hvordan deres egne embedsmænd har løst deres opgaver i årenes løb. Jeg vil nævne to eksempler, som jeg har oplevet på nært hold, og som desværre ikke har fået den opmærksomhed, de fortjener.

Hvordan har man i uddannelses- og forskningsministeriet håndteret sagen om det radioaktive affald? 


  1. Hvad har man gjort for at komme i dialog med borgerne i de områder, der var udpeget som mulige placeringer af et slutdepot for radioaktivt affald og ikke bare true dem med, at de ville få det under alle omstændigheder? 
  2. Hvad har man gjort for at give interesserede borgere forståelig og upartisk information om denne sag? 
  3. Hvad har man gjort for at gå i dialog med de uafhængige eksperter, som har været særdeles kritiske overfor de danske slutdepot-planer? 

Svaret er, desværre: Man har gjort alt for lidt og gjort det alt for sent.

Det har ført til et tab af troværdighed, så alt, hvad der siges om stråling og radioaktive stoffer fra officielt hold, bliver mødt med mistænksomhed. Det gælder også for løsninger, der er langt bedre end dem, myndighederne har foreslået.

Hvad har man i undervisningsministeriet gjort for at løse problemerne med rekruttering af lærere til de gymnasiale uddannelser?

Da jeg var gymnasieelev i slutningen af 1950’erne, var der mangel på lærere i matematik, fysik og kemi. Da jeg gik på pension et halvt århundrede senere, var der stadig mangel på lærere i disse fag, og det havde der været i stort set alle de mellemliggende år.

Opgaven med at sikre, at der uddannes tilstrækkelig mange med de rigtige kvalifikationer, er en politisk-administrativ opgave, og her er det meget lidt, den enkelte lærer kan bidrage med. I alle disse år er dette problem blevet negligeret i ministeriet (3).

Eksemplerne viser, at magtforhold afgør, hvilke problemer, der kan diskuteres, og hvordan. Jeg har en fornemmelse af, at det gælder generelt.

Uddannelses- og forskningsministeren peger på nogle helt centrale problemer i uddannelsessystemet, affødt af en teknologisk udvikling, som ganske rigtigt er stærkt foruroligende. Men han overser nogle – mindst lige så foruroligende – forhindringer for en fordomsfri debat om disse problemer.

Måske skulle han begynde med at indføre filosofikum for embedsmændene. Hvis det i disse kredse blev forstået, at (4)

”det, der overhovedet kan siges, kan siges klart”

ville meget være nået.

Jens Bjørneboe, pensioneret lektor, mag. scient. i fysik, matematik, kemi og astronomi.

Henvisninger:


(1)
Søren Pind: ”Det er tid til et nyt dannelsesideal”. Kronik i Morgenavisen Jyllandsposten (05.02.17)


(2) ”Pind og Riisager svinger spanskrøret i takt” Uddannelsesanalyse i Politiken (06.02.17) af uddannelsesredaktør Jacob Fuglsang

(3) Problemet har ikke været begrænset til cand. scient.- uddannelserne i de nævnte fag: Ingeniøruddannelserne har i lange perioder oplevet noget lignende


(4) Fra forordet til ”Tractatus Logico-Philosophicus” af Ludwig Wittgenstein (1921): ”Was sich ȕberhaupt sagen lȁsst, lȁsst sich klar sagen; …

søndag den 5. februar 2017

Tunge Stjerner – Tunge Problemer


I det amerikanske tidsskrift ”Science” har den tyske videnskabsjournalist Kai Kupferschmidt 3.2. skrevet en artikel (1) om en tilsyneladende lille sag.

En under-komite af den internationale astronomiske union (IAU), der beskæftiger sig med noget så nørdet som tunge stjerner (2), har vedtaget, at den ikke vil afholde møder i USA, så længe forbundsregeringen opretholder sit indrejseforbud for personer fra syv lande med muslimsk flertal.

Nu har de fleste indbyggere i Irak, Iran, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen utvivlsomt andet at tænke på end tunge stjerner.

Medlemmerne af under-komiteen er nok heller ikke de eneste, der kan se det idiotiske i at stemple mange millioner mennesker som terrorister, bare fordi de kommer fra bestemte lande.

Men disse medlemmer har set noget andet. De har set, at Trump-administrationen med sit indrejseforbud også angriber den naturvidenskabelige proces.

Hvis nogen har noget at sige om tunge stjerner, så skal de naturligvis have lov til det, hvad enten de kommer fra det ene eller det andet land, og hvad enten de har den ene eller den anden religion. De skal overholde lovene som alle andre, men i den videnskabelige diskussion er det kvaliteten af deres ideer, der tæller. At nægte dem at deltage i møder er at begrænse den videnskabelige diskussion, og det hæmmer udviklingen af astronomien og af naturvidenskaben generelt.

Måske ser denne begrænsning ikke ud af ret meget, og i praksis får den næppe de store konsekvenser. Det farlige er bare, at mange små skridt i den forkerte retning ikke bliver bemærket på samme måde som nogle få store. Men de kan få samme virkning.

I disse dage gætter mange på, hvor den nye amerikanske regering vil hen med sine mange præsidentielle dekreter. De føler, at vi står ved et vendepunkt, hvor en ny verdensorden er ved at tage form.

Selv er jeg mere pessimistisk. Jeg ser ikke valget af præs. Trump som begyndelsen på noget nyt, men som et desperat forsøg på at fastholde en verdensorden, der var forældet allerede for flere årtier siden.

Det har været svært at formulere en vision for den moderne, globaliserede verden, der på en troværdig måde forsøger at løse de problemer, denne udvikling fører med sig: forurening, folkevandringer, udflytning af industrier og så videre. Det er åbenlyst, at naturvidenskaben kan give et bidrag til en sådan løsning, men kun, hvis den får lov til at udvikle sig på sine egne præmisser.

Fraværet af en sådan vision giver let spil for folk, der som Donald Trump lover at bringe fortiden tilbage. Han og de mange, der taler som ham, ved udmærket godt, at det ikke kan lade sig gøre, men de ved også, at der er stemmer i at sige det.

De ved også, at når det bliver klart, at deres politik ikke virker, så vil folk bare kræve mere af det samme. Viden, medmenneskelighed, almindelig eftertænksomhed: alt det, der skulle bringe verden fremad, bliver stadig mere ugleset i takt med, at problemerne vokser og vokser, fordi tiden bliver spildt med symbolpolitik og jagt på syndebukke.

Men lad være med at se på det som et amerikansk problem, hvor frastødende præsident Trump’s handlinger og udtalelser end er.

Se på det som et problem, hvor mange har en del af skylden, men ikke gjorde noget, mens tid var.

Det naturvidenskabelige område har fået større samfundsmæssig betydning, og det har utvivlsomt styrket selvfølelsen hos dens udøvere.

Men har disse udøvere gjort nok for at formidle deres viden til befolkningen? Har de vist den forståelse for og den indlevelse i andre menneskers situation, som er blevet endnu mere nødvendig end før?

Tør de sige fra, når de ser, at magthaverne er på vildspor? Er de parate til at fastholde fagligt begrundede standpunkter og løbe den risiko, der er forbundet med lægge sig ud med dem, der har pengene?

Det sidste er, hvad de amerikanske medlemmer af underkomiteen for tunge stjerner har gjort med deres vedtagelse i fredags, og det fortjener respekt.

Hvor mange danske eksperter – de være sig nok så uvildige – tør gøre det samme?

Jeg ikke har lyst til at kende det præcise svar på det spørgsmål. Men jeg har fået stor lyst til at læse noget om tunge stjerner.

Skrevet af Jens


Henvisninger:

  1. Kai Kupferschmidt: “Scientists urge boycott of US. Meetings”. Science (03.02.17)
  2. https://www.iau.org/science/scientific_bodies/commissions/G2/

lørdag den 28. januar 2017

Atomaffald og alternative Fakta


Siden maj 2012 har jeg gravet i sagen om det danske radioaktive affald på Risø. 


Jeg er undervejs i den proces blevet klar over, at mange af de svar, jeg har fået fra de involverede myndigheder om planerne for slutdeponering (nedgravning) af affaldet, i vid udstrækning har været copy-pastet fra gamle rapporter (1 og 2). Jeg ved, at andre borgere er blevet behandlet på samme måde.
Det tyder ikke på noget stort ønske om at informere og hjælpe de borgere, som har ønsket at forstå, hvad disse planer gik ud på. Jeg følte, jeg blev misinformeret og vildledt. Blandt andet blev jeg henvist til at læse IAEA’s mange og lange, teknisk komplicerede rapporter og til at læse en lærebog (på universitetsniveau) om reaktorfysik fra 1952 (3). The Elements of Nuclear Reactor Theory.


Jeg linker til Del I, hvis andre får samme svar og ikke vil købe den dyre bog.
















4. maj 2011 bekendtgjorde sundhedsministeriet, at seks lokaliteter i fem kommuner var udpeget som mulige atomlossepladser. 





Det er skandaløst, at borgmestrene i de berørte kommuner måtte læse om det i en pressemeddelelse fra ministeriet, og at de måtte vente i mere end et år på et møde med sundhedsministeren.
Det var ikke en gang muligt at danne sig et præcist billede af, hvordan myndighederne havde tænkt sig at indrette deres slutdepot. De planer, der blev fremlagt, var helt overordnede (”generiske” med et fint ord). 



Kort fortalt: Forstudier til dansk slutdepot for radioaktivt affald 2011. Side 3 


Der blev åbenlyst spekuleret i, at man kunne spille de fem kommuner ud mod hinanden, så offentlighedens opmærksomhed ville blive rettet mod placeringen af slutdepotet, fremfor at man bekymrede sig om indretningen. Man har formodentlig regnet med, at offentligheden ville køre træt i denne diskussion, hvorefter man kunne gennemtrumfe en placering af slutdepotet der, hvor man hele tiden havde villet placere det, og kunne indrette det, så det blev så billigt som muligt for staten.
Det kom til at gå anderledes. Der blev hurtigt dannet borgergrupper i de fem truede kommuner (Skive, Lolland, Struer, Kerteminde og Bornholm). Borgergrupperne arbejdede sammen i stedet for at bekrige hinanden. De kontaktede udenlandske eksperter og søgte selv oplysninger om opbevaring af radioaktivt affald på nettet. 
De opdagede, at man i Holland havde fundet en løsning på opbevaringen af radioaktivt affald, der var langt bedre end den, man påtænkte herhjemme. Den består i at opbevare affaldet i et såkaldt mellemlager i ca. 100 år, hvor det holdes under opsyn, således at de beholdere, det opbevares i, kan repareres, hvis de viser tegn på rustdannelse eller lignende. På den måde kan man helt undgå udslip af radioaktive stoffer til omgivelserne. Hertil kommer at placeringen af mellemlageret kunne ske med den lokale befolknings accept, fordi det var tydeligt, at man fra myndighedernes side prioriterede sikkerheden så højt. (Mere om det hollandske mellemlager COVRA her).



Her i landet anbefalede man desværre i 2002 slutdeponering, og det har gjort problemerne endnu større, end de var til at begynde med. 


Borgerinddragelse anbefalet - men glemt


Det startede ellers så godt. 

  • I 2002 anbefalede den dengang ansvarlige minister, Helge Sander (V), at der blev skabt ”maksimal åbenhed” om problematikken. Arbejdsgruppen bag rapporten: ”TEORETISK UDREDNING AF TEKNISKE KRAV TIL ET SLUTDEPOT 2002” anbefalede borgerinddragelse (side 26):"Det er en generel erfaring fra alle de beskrevne eksempler, at en god kontakt til lokalbefolkningen er en forudsætning for et rimeligt forløb af pladsvalget." 
  • I Beslutningsgrundlaget fra 2008 lød det (side 47): ”processen omkring etablering af et slutdepot skulle være gennemsigtig, og der skulle arbejdes aktivt på at involvere lokale borgere og interesseorganisationer i processen”. 
  • Og i 2011 sagde indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V): ”Det er også afgørende for regeringen, at hele processen mod et slutdepot foregår i åbenhed og enighed”. 

Men det var alt sammen glemt, da processen for alvor begyndte i maj 2011. Først i 2016 blev der oprettet det kontaktforum, der var lovet 8 år før. Da var sagen flyttet fra Sundhedsministeriet til Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM), formodentlig fordi Sundhedsstyrelsen Strålebeskyttelse (SIS), skal være uafhængig tilsynsmyndighed, hvor de tidligere rejste rundt og lavede reklame for slutdepotet. 
UFM oprettede i 2016 endeligt et kontaktforum, hvor repræsentanter for borgerne kan møde de embedsmænd, der arbejder med sagen. Ovenikøbet er der etableret et uvildigt ekspertpanel, der kan besvare spørgsmål fra borgerne. Hvordan det er gået, kan man læse om i Atom Posten.

2017 skal folketinget vælge slutdepot eller langtidsmellemlager

I januar 2013 bakkede folketinget op om undersøgelser af et mellemlager, og i 2017 skal Folketinget så vælge mellem et slutdepot eller et langtidsmellemlager
Det er mit indtryk, at der på det sidste har været gjort meget for at forbedre processen og inddrage de berørte borgere. Problemet er bare, at borgernes tillid til myndighederne er blevet nedbrudt gennem de foregående fem år.
Som nævnt i indledningen skyldes det for en stor dels vedkommende, at myndighederne ikke har taget deres informationsforpligtelse overfor borgerne alvorligt. Man har enten snakket udenom eller betjent sig af det, der så rammende er kaldt ”alternative fakta”.


Alternative fakta

Jeg vil nævne nogle eksempler:

1/ Kanal Roskilde har været på besøg hos Dansk Dekommissionering (DD): Dansk atomforskning under afvikling Del 1, 30.6.2014.

Fra 13:45 i Del 1 fortælles om pakning til mellemlager og slutdepot. Lidt senere i interviewet smuttes der let henover, at det danske affald indeholder så meget langlivet affald, at det f.eks. IKKE kan komme i det svenske slutdepot til kortlivet affald. Der findes endnu ikke noget svensk slutdepot, der evt. ville kunne tage det danske atomaffald på grund af sammensætningen af kortlivet og langlivet lav-, mellem- og højaktivt affald (omdefineret til langlivet mellemaktivt).

På journalistens spørgsmål: "Hvad er halveringstiden ved det værst tænkelige materiale?"  


"Det er kulstof-14, der har en halveringstid på flere tusind år", svarer DD's sous-chef og nukleare ekspert. Hun nævner ikke plutonium-239, der har en halveringstid på cirka 24.110 år. 

Kulstof-14s halveringstid er 5.730 år. Plutonium-239 findes i bl.a de 233 kg særligt affald, men også i andet affald hos DD. Dvs. det skal holdes isoleret fra mennesker og miljø i mindst 100.000 år. Desuden er der urantailings, der er langlivet lavaktivt i milliarder af år. (DEL 2 kan ses her).

2/ I meget oplysningsmateriale henviser DD og GEUS til udenlandske slutdepoter, men det sløres, at disse er til kortlivet affald eller til meget lavaktivt affald (Rokkasho i Japan), hvorimod der er dele af det danske affald, der ikke kan komme i et slutdepot til kortlivet affald, da dette affald har aktivitet udover 1000 år. 





3/ I en artikel på dknyt.dk
 kunne man 13.1.2015 læse følgende udtalelse af en projektleder hos Dansk Dekommissionering Informationer om Slutdepot (min fremhævning): 


"Der er lavet forskning, som viser, at man kan lave et sikkert slutdepot i Danmark, men vi tror bestemt også på, at vi kan lave et sikkert mellemlager i Danmark." 

Jeg henvendte mig til DD for at bede om henvisninger til den omtalte forskning, der er ukendt for mig, og fik flg. svar 21.1.15:

Kære Anne Albinus
Hvis jeg skulle have været citeret korrekt skulle der i sætningen stå: Vi har udført forstudier som viser (…)

Det drejer sig selvfølgelig om forstudier til slutdepot som kan ses her: http://www.sum.dk/Temaer/Slutdepot/Rapporter-vedr-slutdepot-forstudier.aspx

Med venlig hilsen,

citat slut.


4/ På en høring i Rødbyhavn i forbindelse med miljøvurderingen 31.3.14 nævnte jeg problemet med det historiske affald (tønder med ukendt indhold). En DD-ansat sagde til mig, at det meste historiske affald er kortlivet. Efter mødet skrev jeg til DD og bad om dokumentation for denne udtalelse. Af det skriftlige svar fremgår det, at det historiske affald endnu ikke var (og stadig ikke er) færdigkarakteriseret.




5/ Ikke blot danske borgere er blevet spist af med snik-snak. Det gælder også Sverige, Tyskland og Polen i de svar, som danske myndigheder gav i 2014 i forbindelse med ESPOO-høringen. De gennemgående svar var, at de danske myndigheder ikke kan svare specifikt på de stillede spørgsmål, da slutdepotplanen er overordnet: 

"Det er derfor ikke på nuværende tidspunkt muligt at svare specifikt på de stillede spørgsmål. Der kan alene henvises til de mere generelle studier i Danish Decommissioning, Pre-feasibility study for final disposal of radioactive waste. Disposal concepts, Main Report, May 2011". (2)


Her repræsenterede Sundhedsstyrelsen Strålebeskyttelse (SIS) sundhedsministeriet, der dengang var ansvarlig for slutdepotprocessen. Hvordan kan SIS repræsentere sundhedsministeriet og på samme tid være uafhængig tilsynsmyndighed? Den SIS-ansatte gjorde alt for at sno sig udenom, at de 233 kg særligt affald er højaktivt affald.


                         Borgermøde 15.6.2011. Foto: Kjerteminde Avis
Ordstyreren spørger (del 2  23:19):

"Nu har vi hørt om det mellemradioaktive affald og det lavradioaktive affald, som måske skal herover. Hvad med det højradioaktive affald, hvor bliver det af?"

Embedsmand fra SIS (Del 2  23:24):

“Det man kan betegne som højradioaktivt affald, det er selve det brændsel, som har været i reaktorerne på Risø. Der er det sådan, at det uran, der er indgået i det brændsel, man har brugt, det stammer fra USA og af hensyn til ikke-spredningsforholdene begrænser, hvor (...) uran i verden, så er det taget tilbage til USA. Dvs. de brændselselementer, der har været i DR2 og DR3, er ført tilbage til USA, og det er derfor, vi kan sige, vi har ikke højaktivt affald i Danmark.”

Sætning 1: “Det man kan betegne som højradioaktivt affald, det er selve det brændsel, som har været i reaktorerne på Risø.”

- Her informeres ikke om, at der ud over de brugte brændselselementer fra DR3, der er returneret til USA, befinder sig andre brændselsstave på Risø, nemlig i de 233 kg særligt affald. Disse brændselsstave har i forbindelse med forsøg været udsat for meget høj udbrænding, dvs. de har været meget længe i en reaktor. Hvad bl.a. 1,2 kg plutonium vidner om. (2)

Sætning 2: "Der er det sådan, at det uran, der er indgået i det brændsel, man har brugt, det stammer fra USA og af hensyn til ikke spredningsforholdene begrænser, man (...) uran i verden, så er det taget tilbage til USA." 

- Her oplyses ikke om uran købt andre steder. Se NOTAT 2.2.2001 til Folketinget (2):


“Der er dog f.eks. i elementerne, der blev bestrålet i Kahl-reaktoren anvendt naturlig uran købt i England. Nogen formel forpligtelse til, at leverandøren af uranet skulle tage det bestrålede og mere eller mindre udbrændte materiale tilbage foreligger ikke og blev ikke diskuteret på den tid eksperimenterne fandt sted, idet de stadig forventedes, at Danmark på et tidspunkt skulle have A-kraftværker, og derfor også ville skulle have eget slutdepot til højaktivt affald."

Sætning 3: "Dvs. de brændselselementer, der har været i DR2 og DR3, er ført tilbage til USA og det er derfor, vi kan sige, vi har ikke højradioaktivt affald i Danmark.”

- Mit spørgsmål er:  Hvordan kan man udlede, at man ikke længere har højradioaktivt affald på Risø, fordi man i 2002 har returneretbrugte brændsels-elementer til USA, når der fortsat er brugte brændselselementer på Risø, hvoraf nogle har været meget længe inde i en reaktor, dvs. været udsat for meget høj udbrænding (3)? Se NOTAT fra 2.2.2001 (2):
"Udover de dansk fremstillede brændselsstave befinder der sig rester af udenlandsk fremstillede brændselsstave på Risø. Som bidrag til sikkerhedsforskningen vedrørende kraftreaktorbrændsel blev der i perioden 1980 - 90 under Risøs ledelse gennemført tre internationale projekter til undersøgelse af bl.a. frigørelse af fissionsgasser fra kraftreaktorbrændsel med høj udbrænding. Bestrålet prøvemateriale hidrørende fra General Electric, American Nuclear Fuel og Battelle (alle USA) kom fra en række lande til undersøgelse i Hot Cell. Heller ikke i disse sammenhænge var der - af samme grunde som anført ovenfor - indgået aftale om returnering af prøvematerialet til leverandørerne."

Skrevet af Anne 


Henvisninger


1) TEORETISK UDREDNING AF TEKNISKE KRAV TIL ET SLUTDEPOT 2002 - RAPPORT AF EN ARBEJDSGRUPPE NEDSAT AF IT- OG FORSKNINGSMINISTERIET

2) Danish Decommissioning Pre-feasibility study for final disposal of radioactive waste. Disposal concepts Main Report May 2011


Forstudier hovedrapport (2011)

Resumé: hovedkonklusioner & anbefalinger (2011)

Kort fortalt: Fakta om forstudierne (2011)

Redegørelse til Folketinget (2009)

Beslutningsgrundlag (2008)

Folder om slutdepot (2005)


3) "Demokratiet er i denne sag sat fuldstændig ud af spil", sagde Skives daværende borgmester Flemming Eskildsen (V) i en 
pressemeddelelse 12.10.12: "Lad jer ikke presse af Astrid Krag".  "Det er yderst uheldigt og i den grad påfaldende, at sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag presser de politiske ordfører til skriftligt at bekræfte, at de står ved en tidligere beslutning om en placering af et slutdepot for atomaffaldet fra Risø, netop nu, få dage før vi inviterer til en høring om emnet".